Debat og fremtidsperspektiver

Nogle debattører fremhæver, at begrebet prekariatet er upræcist og bruges til at omtale meget forskellige mennesker, som ikke nødvendigvis har fælles interesser. Det kan ifølge nogle debattører være problematisk at omtale alle løst ansatte som medlemmer af prekariatet, da en del freelancere og løst ansatte selv har valgt denne ansættelses- og arbejdsform og nyder den frihed, der følger med. Derfor bør man ifølge nogle skelne mellem ’atypisk ansatte’, der ikke er ansat på en normal fuldtidskontrakt og så egentligt prekære ansatte, som er lønmodtagere, der ikke har de samme rettigheder, løn og arbejdsvilkår som andre lønmodtagere, er i en usikker ansættelsessituation, og som ikke selv ønsker at være ansat på den måde.

Skribent og cand.mag. i italiensk Cecilie Marie Meyer forklarer i et indlæg på webstedet POV – Point of View International (se kilder), at selv om hun er selvstændig og mest lever af isolerede opgaver, som hun får løn for fra gang til gang, ikke har nogen pensionsopsparing og ikke er tilknyttet en a-kasse, kan hun ”på ingen måde genkende hverken mig selv eller mine kollegers situation i det billede, der med dommedagsprofetiske vendinger er blevet fremmanet om prekariatet igennem de sidste par måneder”. Hun mener, at der er et forkert fokus i debatten om prekariatet, fordi ”der ikke skelnes særligt meget mellem dem, der ufrivilligt står uden arbejde, og dem, der med ønsket om at skabe deres egen levevej er sprunget ud i at starte eget firma”. Hun mener, at debatten ”tyder på en fordrejning af fakta, en fejllæsning af prekariat-begrebet og en stigmatisering af dem, der tænker anderledes”.

Nogle debattører og politikere mener, at prekariatets forhold skal forbedres ved at fagforeningerne gør mere for at organisere medlemmerne af prekariatet og lave aftaler for dem. Det kræver dog, at prekariatets medlemmer også er parate til at sætte noget på spil ved f.eks. at hjælpe fagforbundene med at føre en sag. Formand for Journalistforbundet (DJ), Lars Werge, skriver i et blogindlæg (se kilder) om dette: ”Balancen er, at skal DJ føre en sag om for eksempel ubegrundede, gentagne forlængelser af korttidsansættelse, så kræver det et medlems deltagelse – og ofte vil det enkelte medlem føle sig udsat for et markant krydspres: Arbejdsgiveren vil muligvis blot opsige hende, og fagforeningen og tillidsrepræsentanten ønsker på den anden side at bruge hende som case til at vinde sagen. (…) DJ bakker fuldt op om den danske model, der baserer sig på aftaler og tillid, ikke på lovgivning”.

Andre mener, at staten bør regulere forholdene på arbejdsmarkedet eller f.eks. indføre borgerløn, så alle mennesker er sikret en basisindkomst og derfor ikke kan presses til at arbejde for stadig dårligere løn og med stadig dårligere arbejdsvilkår.

Flere og flere europæiske politikere har gjort vilkårene for prekariatet til et tema i deres politik, f.eks. i forbindelse med valgkampe. Ifølge Christian Foldager, cand.mag. i historie og samfundsfag med speciale i europæisk politik, har vilkårene for prekariatet f.eks. været et hovedtema ved de seneste valg i Holland, Frankrig, Storbritannien og i Tyskland. Det fremgår af en analyse i Zetland (se kilder). Af denne artikel fremgår det også, at de fleste politiske partier i de store europæiske lande forholder sig til prekariatet, men med meget forskellige løsningsforslag, som dog ifølge Foldager kan placeres inden for tre hovedpositioner:

· Socialistiske og populistiske partier vil have stoppet udviklingen af et voksende prekariat, og de går derfor til valg på løfter om at forbyde midlertidige ansættelser og ulønnede praktikophold m.m.

· Socialliberale og rød-grønne partier accepterer delvist, at der udvikler sig et mere prekært arbejdsmarked og ønsker kun enkelte af de prekære ansættelsesformer forbudt. De argumenterer for, at de nye arbejdsformer giver flere muligheder og mere frihed til den enkelte, men ønsker dog at tilpasse de offentlige velfærdsmodeller, så det uden en fast stilling bliver nemmere at optjene pension, sygesikring og retten til arbejdsløshedsunderstøttelse.

· Borgerlige partier er langt hen ad vejen positive over for nye ansættelsesformer og vil ikke strække sig lige så langt som de socialliberale og rød-grønne partier for at tilpasse offentlige velfærdsmodeller til prekariatet, og de vil ikke forbyde de mange nye arbejdsformer.

Nogle forskere og debattører mener, at prekariatet formodentlig vil vokse og vokse, og at det vil være svært for denne nye klasse at tilkæmpe sig bedre vilkår, fordi de – udover deres vilkår på arbejdsmarkedet – har meget lidt tilfælles. Derfor vil de forskellige grupper i prekariatet blot kæmpe mod hinanden og dermed gøre forholdene endnu værre. Det forudser f.eks. forfatter og debattør med speciale i arbejdsmarked og sociale forhold Lars Olsen. I en kommentar offentliggjort på hans egen hjemmeside (se kilder) skriver han: ”Arbejderklassen oplever, at polakker og andre østeuropæiske indvandrere presser løn- og arbejdsforhold. Arbejdskraftens fri bevægelighed giver nye muligheder til østeuropæere, men den vesteuropæiske arbejderklasse har ikke samme interesser. Det samme gælder flygtningene. (…) tusindvis af flygtninge skal sluses ind på arbejdsmarkedet ved hjælp af lave lønninger. Fornuftigt af hensyn til integrationen – men danskere i lavtlønsjob opfatter af gode grunde flygtningene som en trussel. Det er heller ikke indlysende, at arbejderklassen har fælles interesser med de unge akademikere. Det gælder i hvert tilfælde ikke de kontoransatte under LO. Fagforbundet HK klager over, at unge akademikere med offentlige tilskud fortrænger de kontoruddannede fra jobbene.”

Nogle forskere påpeger, at hvis medlemmerne af prekariatet formår at organisere sig på nye måder, kan de opnå et arbejdsliv med stor frihed og fleksibilitet. Birger Steen Nielsen, der er professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på RUC, siger f.eks. i artiklen ”Akademiker-prekariatet” på Dansk Magisterforenings hjemmeside (se kilder): ”Dem, der definerer sig aktivt som freelancere har umiddelbart en større frihed. Den der faglige frihedsfølelse kan være en enorm styrke. Og der er også negative sider af det faste lønarbejde.” En freelancer med akademisk baggrund, Cecilie Marie Meyer skriver i et indlæg på webstedet POV – Point of View International (se kilder) netop om de fordele, hun som selvvalgt freelancer oplever: ”Jeg tjener færre penge lige nu som selvstændig, til gengæld er min hverdag fleksibel, og jeg har tid til at se familie, venner og veninder på barsel på skæve tidspunkter. Aldrig har mit sociale liv været større, og hver dag arbejder jeg for mig selv, ikke for andre, på at udvikle eget firma med min passion i centrum.”

Andre debattører fremhæver, at de mange løstansatte og selvstændige kan opnå større sikkerhed og bedre arbejdsvilkår ved at indgå gensidige støtte- og forsikringsordninger og danne nye virksomhedsformer og kooperativer. Af artiklen ”Prekariatet overhaler den offentlige sektor” på Dansk Magisterforenings hjemmeside (se kilder) fremgår det, at denne type virksomheder er i voldsom vækst i hele Europa.

Sociologen Guy Standing, der i 2011 udgav bogen ”Prekariatet – den nye farlige klasse” (se kilder) mener også, at nye former for organisering er en realistisk vej frem for at forbedre forholdene for prekariatet. I artiklen ”Op med humøret – prekæriatet kommer” i Information (se kilder) beskriver Standing prekaritatet som ”en klasse, som har politisk forandringspotentiale, fordi prækariatet higer efter at blive stærkt nok til at afskaffe sig selv ved at afskaffe de uligheds- og usikkerhedsvilkår, der definerer det”. Han forudser, at fordi mange i prekariatet ikke føler, at fagforeningerne repræsenterer dem, vil de i stedet søge mod nye, alternative bevægelser og organisationer: ”Inden for de næste fem år vil størrelsen af prekariatet og fremkomsten af en fælles bevidsthed inden for prekariatet føre til et oprør. Det vil ske ved at forme nye politiske bevægelser – som f.eks. Alternativet i Danmark og Podemos i Spanien.”