Historie og udvikling

Hvilke danske partier er blevet kaldt populistiske?

Ifølge artiklen ”Politikerlede trives – men selv Stauning var populist” (se kilder) har politik altid været populistisk: ”Selv Thorvald Stauning var en populist, selv om han som den første socialdemokratiske statsminister og længst siddende statsminister i det 20. århundrede i dag glorificeres som alle tiders landsfader. Således var hans kendte slogan »Stauning – eller kaos« rendyrket populisme, og det var tillige inspireret af Adolf Hitlers valgplakater fra 1932.”

Mogens Glistrup, stifter af og formand for det tidligere parti Fremskridtspartiet, havde populistiske træk, idet han ikke respekterede de etablerede institutioner, talte for at afvikle det meste af regeringen og reducere Folketinget. Desuden var han stærkt kritisk over for især indvandrere fra muslimske lande. Partiet opstod som en reaktion på 1960ernes voldsomme vækst i den offentlige sektor og Danmarks tilslutning til EF i 1972. Også Dansk Folkeparti, som udsprang af Fremskridtspartiet, er blevet kaldt populistisk. Det vurderede Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i artiklen ”Den danske populisme” i Kristeligt Dagblad (se kilder). Her sagde han blandet andet i 2009: ”partiets leder, Pia Kjærsgaard, har en særlig forurettet stil, der med overbevisningskraft giver hende rollen som talerør for de små i samfundet. Hun har nu i mange år givet den som folkets stemme over for langvarigt uddannede, de velaflagte, institutionerne og alle dem, som vil forråde os til nassende indvandrere, bruge penge på meningsløs u-landshjælp og finkultur, og som snyder folk for den velfærd i alderdommen, som de efter mange års knokleri har gjort sig fortjent til”.

Forskning viser, at flere af de danske partier, og altså ikke kun Dansk Folkeparti, bruger en ”os og dem”- retorik, når de diskuterer indvandringspolitik, og at populistisk retorik ikke kun er begrænset til et enkelt eller få partier i Danmark, men derimod karakteriserer flere af partierne. Det kan man læse nærmere om i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” på Altinget.dk (se kilder).

Hvilke europæiske politikere og partier bliver kaldt populistiske?

En lang række europæiske politikere og partier får i disse år mærkatet populistisk. Det gælder blandt andre:

· Pegida og Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland

· Viktor Orbán i Ungarn

· Nigel Farrage i Storbritannien

· Podemos, venstrefløjsbevægelse i Spanien

· Recep Erdogan, præsident i Tyrkiet

· Geert Wilders og hans højrenationalistiske parti, Partij voor de Vrijheid i Holland

· Marine Le Pen og Front Nationale i Frankrig, som har taget etiketten populist til sig som et demokratisk hædersmærke.

Som Jan Werner-Müller beskriver det i bogen ”Hvad er populisme” (se kilder): ”For populisme betyder ifølge Marine Le Pen at forsvare folket og især de glemte mod eliterne”. Også talsmand for Alternative für Deutschland, Konrad Adam, har italesat populisme som en udmærkelse for partiet: ”Hvor vores folkevalgte ser det som deres opgave at umyndiggøre folket, bør vi være selvbevidste nok til at betragte anklagen for at være populister som en udmærkelse. Og minde hele verden om, at demokratiet i bund og grund er en populistisk foranstaltning, fordi det giver folket det sidste ord: folket, som sagt, og ikke folkets repræsentanter”, fremgår det i bogen ”Hvad er populisme?” (se kilder).

 

Ungarns Premierminister Viktor Orban taler om, at de europæiske ledere i 2018 vil begynde at lyttet til folket.

 

Hvordan er valget af Donald Trump som USAs præsident blevet forklaret som populisme?

Donald Trump opfylder i sin retorik og sine handlinger en række kriterier for populisme. Det vurderer Lars Johannsen, lektor på Aarhus Universitet, der har forsket i, hvordan populisme udvikler sig, i artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme”:

1) Han repræsenterer et opgør med eliten.

2) Han taler i ”os og dem” om de indvandrere, han italesætter som en trussel mod Amerika, f.eks. mexicanerne fra syd, som han vil holde ude ved at opføre en mur, ligesom han spiller på terrorfrygt i den ekstremt strikse indvandringspolitik, han står i spidsen for.

3) Han fremstår blandt sine støtter som en karismatisk og handlekraftig leder og

4) Han spiller på vælgernes følelse af usikkerhed for fremtiden, som han lover at skabe sikkerhed for.

Men hvordan kan en af USAs rigeste mænd nå de laveste sociale lag og skabe en følelse af, at han repræsenterer folket? I artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme” forklarer Anne Mørk, forsker i amerikansk politisk historie på Syddansk Universitet, det således (se kilder): ”Han sætter ord på nogle af de frustrationer, især hvide, uuddannede mænd, der står lavest på den sociale rangstige, har. Det kan godt være, at Donald Trump ikke ligner en, de kan identificere sig med, men han sætter ord på deres vrede. Donald Trump er selv en del af eliten i den forstand, at han er meget rig, men han er ikke en del af den politiske elite. Han har ikke tidligere været en del af det etablerede politiske system, så han kan repræsentere folkets protest mod det”.

 

Donald Trump taler om at lytte til folket og være folkets stemme

 

Hvordan er Brexit blevet tolket som udtryk for populisme?

I den såkaldte Brexit-kampagne forud for briternes nej til fortsat medlemskab af EU, leverede hovedaktørerne, Nigel Farage, daværende leder af UK Independence Party, og den britiske udenrigsminister Boris Johnson, en række populistiske budskaber om den egoistiske overklasse og om uønskede indvandrere og andre grupper i samfundet. Her blev ikke alene det hjemlige politiske system, men hele EU, symbolet på den store skurk – eliten, som skulle bekæmpes for folkets skyld. Som forskerne bag bogen ”Populist Political Communication in Europe” beskriver det i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” (se kilder): ”I Europa betyder et medlemskab af EU, at anti-elitismen ikke kun vendes mod de egne politikere og organisationer, men også mod ”de europæiske” politikere og ”det europæiske” system. Der er dermed eliter på flere planer, som et populistisk parti kan bruge som modsætninger til at definere sig selv – afhængigt af det givne politiske tema”.

 

Den britiske udenrigsminister og en af frontfigurerne i Brexit-kampganene, Boris Johnson, taler om, at det britiske folk er talsmand for millioner af europæiske borgere, der ikke bliver hørt.

 

 

Hvordan påvirker meningsmålinger og sociale medier politiske partiers muligheder for at agere populistisk?

Med et stadigt stigende brug af meningsmålinger bliver det lettere for politikere at indrette deres politiske budskaber efter, hvad meningsmålinger fortæller, at vælgerne vil have. Denne form for politik bliver ofte beskyldt for at være populistisk i ordets nedsættende betydning, fordi det ofte kommer til at virke stærkt strategisk, snarere end som udtryk for ideologi og realpolitisk arbejde, hvis de politiske budskaber i en valgkamp indrettes på meningsmålinger. De sociale mediers popularitet har også givet politikerne mere direkte adgang til deres vælgere. Både som talerør ved at skrive og dele holdninger og anklager mod konkurrenter direkte med vælgerne, men også ved, at vælgerne direkte giver udtryk for deres holdninger i kommentarspor på sociale medier. Derved er det blevet langt lettere end hidtil at vejre en folkestemning. Samtidig indebærer udbredelsen af falske nyheder på sociale medier en risiko for, at politikere i deres bestræbelser på at opnå stemmer og magt spreder falske nyheder, som kan påvirke vælgerne. F.eks. fyldte falske nyheder spredt via sociale medier en del i den amerikanske præsidentvalgkamp, og der har under og efter været debat om, hvorvidt falske nyheder spillede en afgørende rolle for valgets udfald.