Populisme

Hvad er populisme?

Ordet populisme stammer fra det latinske ord populus, der betyder ‘folk’. Populisme handler altså om folket, og det bruges ofte af protestbevægelser og politikere, der hævder at repræsentere folket. Populismebegrebet kan spores tilbage til det 19. århundrede, hvor det blev anvendt af det amerikanske Populist Party, som blev dannet i 1891. Partiets mål var at tale det menige folks sag i modsætning til den intellektuelle og velhavende elite, men partiet eksisterede dog kun indtil 1908. I 1969 udkom bogen “Populism, Its Meaning and National Characteristics” af sociologerne Ernest Gellner og Ghita Ionescu (se kilde 1), der banede vej for en mere praktisk brug af populismen blandt datidens politikere. Begrebet populisme blev brugt på dansk for første gang i 1971 til at beskrive juristen og den senere politiker Mogens Glistrup, der kaldte skattesnydere for frihedskæmpere. Ifølge Den Danske Ordbog er populisme en “bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter” (se kilde 2). Derudover fremhæver ordbogen, at begrebet hovedsageligt bruges “nedsættende”.

Populisme er også et analytisk begreb, som bruges i en relativt præcis forstand inden for politologien. I dag orienterer de fleste forskere sig, når det kommer til populisme, efter den hollandske politolog Cas Muddes definition i bogen “Populism: A Very Short Introduction” (se kilde 3). Ifølge Mudde er populisme en såkaldt “tynd ideologi”. Det står i kontrast til traditionelle “tykke” ideologier såsom konservatisme, liberalisme eller socialisme, hvor der er et klart defineret ideologisk indhold. Som Mudde skriver i bogen: “Populismen er defineret ud fra forestillingen om et homogent og moralsk rent folk med en entydig fællesvilje (repræsenteret af populisterne) i opposition til en korrumperet politisk eller økonomisk elite” (se kilde 3).

Hvem tales der typisk om, når der tales om populister?

Populisme findes på både højre-, centrum- og venstrefløjen, men i de senere år er det især nationalkonservative og højreradikale politikere og partier, som angriber det nationale politiske etablissement og internationale institutioner som EU, blevet karakteriseret som populister. I USA har Donald Trump fået prædikatet populist, mens højrenationale europæiske partiledere som Ungarns Viktor Orbán, Frankrigs Marine Le Pen, Storbritanniens Nigel Farage og Italiens Giorgia Meloni er blevet benævnt populister. Men som politologen Cas Mudde pointerer, har populismen ikke noget entydigt ideologisk indhold eller én bestemt politisk orientering. I sin bog “Populism: A Very Short Introduction” (se kilde 3) understreger Mudde, at populisme også findes på venstrefløjen. Det selverklærede populistiske parti Podemos i Spanien og det tidligere græske regeringsparti Syriza har også gjort brug af populistisk retorik.

Hvad er forskellen på højre- og venstrepopulisme?

Oprøret mod det etablerede system og italesættelsen af at værne ‘folket’ mod en magtfuld ‘elite’ er fællesnævnere for højre- og venstrepopulisme. Men der er dog også forskelle. Den belgiske filosof Chantal Mouffe fremhæver i bogen “For a Left Populism” (se kilde 4) bl.a., at populisme på venstrefløjen mobiliserer folk fra bunden af samfundet mod den magtfulde top, hvorimod højrepopulisterne både ser fjendebilleder i toppen af samfundet og i bunden, særligt blandt indvandrere, og at de to grupper er i alliance med hinanden. For Mouffe er den væsentligste forskel, at “hvor højrepopulismen i realiteten skrumper demokratiets praksis i nationalismens navn, så udvider venstrepopulismen den i lighedens navn” (se kilde 4). Ifølge Mouffe er den tidligere amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders og eks-Labour-lederen Jeremy Corbyn eksempler på nutidige venstrepopulister.

Hvor stor udbredelse har populismen opnået de senere år?

Siden årtusindskiftet er antallet af europæere, der stemmer på populistiske partier, steget fra syv procent til mere end 25 procent. Det viser en undersøgelse fra The Guardian ifølge artiklen “How populism emerged as an electoral force in Europe” (se kilde 5). Finanskrisen i 2008 gav opbakning til venstrepopulismen i lande som Grækenland, Spanien og Italien, hvor man var særlig hårdt ramt af krisen. Da indvandring med flygtninge- og migrantkrisen i 2015 blev et stærkt debatteret samfundsproblem, tog højrepopulismen over med indvandringskritiske lande som Ungarn og Tjekkiet i front. Efterfølgende fik højrepopulister i lande som Frankrig og Tyskland medvind, og på den anden side af Atlanterhavet førte populismen til præsidentvalgsejre til Donald Trump i USA og Jair Bolsonaro i Brasilien.

Hvilke danske partier er blevet kaldt populistiske?

I de senere år er særligt Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne blevet koblet sammen med populismen på den indvandringskritiske danske højrefløj. På venstrefløjen har Enhedslistens Pelle Dragsted fået tilnavnet populist. Det fremgår af Politikens artikel “Populismen er både højre- og venstresnoet” (se kilde 6). Ifølge Berlingske-artiklen “Politikerleden trives” (se kilde 7) har politik længe været populistisk: “Selv Thorvald Stauning (socialdemokratisk statsminister fra 1929-42, red.) var en populist”, og hans kendte slogan “Stauning – eller kaos” var “rendyrket populisme”, lyder det. I 1970’erne havde den indvandringskritiske Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet populistiske træk, idet “han ikke respekterede de etablerede institutioner, talte for at afvikle det meste af regeringen og reducere Folketinget” (se kilde 7).

Tal og grafer

I denne undersøgelse fra The Guardian er der en række grafer, der viser populismens udvikling i Europa over 20 år.

https://www.theguardian.com/world/ng-interactive/2018/nov/20/how-populism-emerged-as-electoral-force-in-europe

Andel af vælgere, der stemmer på populistiske partier i Europa. Udarbejdet af Statista, 2019.

https://www.statista.com/chart/17860/results-of-far-right-parties-in-the-most-recent-legislave-elections/