Hvem tales der typisk om, når der tales om populister?
Populisme findes på både højre-, centrum- og venstrefløjen, men i de senere år er det især nationalkonservative og højreradikale politikere og partier, som angriber det nationale politiske etablissement og internationale institutioner som EU, blevet karakteriseret som populister. I USA har Donald Trump fået prædikatet populist, mens højrenationale europæiske partiledere som Ungarns Viktor Orbán, Frankrigs Marine Le Pen, Storbritanniens Nigel Farage og Italiens Giorgia Meloni er blevet benævnt populister. Men som politologen Cas Mudde pointerer, har populismen ikke noget entydigt ideologisk indhold eller én bestemt politisk orientering. I sin bog “Populism: A Very Short Introduction” (se kilde 3) understreger Mudde, at populisme også findes på venstrefløjen. Det selverklærede populistiske parti Podemos i Spanien og det tidligere græske regeringsparti Syriza har også gjort brug af populistisk retorik.
Hvad er forskellen på højre- og venstrepopulisme?
Oprøret mod det etablerede system og italesættelsen af at værne ‘folket’ mod en magtfuld ‘elite’ er fællesnævnere for højre- og venstrepopulisme. Men der er dog også forskelle. Den belgiske filosof Chantal Mouffe fremhæver i bogen “For a Left Populism” (se kilde 4) bl.a., at populisme på venstrefløjen mobiliserer folk fra bunden af samfundet mod den magtfulde top, hvorimod højrepopulisterne både ser fjendebilleder i toppen af samfundet og i bunden, særligt blandt indvandrere, og at de to grupper er i alliance med hinanden. For Mouffe er den væsentligste forskel, at “hvor højrepopulismen i realiteten skrumper demokratiets praksis i nationalismens navn, så udvider venstrepopulismen den i lighedens navn” (se kilde 4). Ifølge Mouffe er den tidligere amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders og eks-Labour-lederen Jeremy Corbyn eksempler på nutidige venstrepopulister.
Hvor stor udbredelse har populismen opnået de senere år?
Siden årtusindskiftet er antallet af europæere, der stemmer på populistiske partier, steget fra syv procent til mere end 25 procent. Det viser en undersøgelse fra The Guardian ifølge artiklen “How populism emerged as an electoral force in Europe” (se kilde 5). Finanskrisen i 2008 gav opbakning til venstrepopulismen i lande som Grækenland, Spanien og Italien, hvor man var særlig hårdt ramt af krisen. Da indvandring med flygtninge- og migrantkrisen i 2015 blev et stærkt debatteret samfundsproblem, tog højrepopulismen over med indvandringskritiske lande som Ungarn og Tjekkiet i front. Efterfølgende fik højrepopulister i lande som Frankrig og Tyskland medvind, og på den anden side af Atlanterhavet førte populismen til præsidentvalgsejre til Donald Trump i USA og Jair Bolsonaro i Brasilien.
Hvilke danske partier er blevet kaldt populistiske?
I de senere år er særligt Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne blevet koblet sammen med populismen på den indvandringskritiske danske højrefløj. På venstrefløjen har Enhedslistens Pelle Dragsted fået tilnavnet populist. Det fremgår af Politikens artikel “Populismen er både højre- og venstresnoet” (se kilde 6). Ifølge Berlingske-artiklen “Politikerleden trives” (se kilde 7) har politik længe været populistisk: “Selv Thorvald Stauning (socialdemokratisk statsminister fra 1929-42, red.) var en populist”, og hans kendte slogan “Stauning – eller kaos” var “rendyrket populisme”, lyder det. I 1970’erne havde den indvandringskritiske Mogens Glistrup fra Fremskridtspartiet populistiske træk, idet “han ikke respekterede de etablerede institutioner, talte for at afvikle det meste af regeringen og reducere Folketinget” (se kilde 7).
Tal og grafer
I denne undersøgelse fra The Guardian er der en række grafer, der viser populismens udvikling i Europa over 20 år.
https://www.theguardian.com/world/ng-interactive/2018/nov/20/how-populism-emerged-as-electoral-force-in-europe
Andel af vælgere, der stemmer på populistiske partier i Europa. Udarbejdet af Statista, 2019.
https://www.statista.com/chart/17860/results-of-far-right-parties-in-the-most-recent-legislave-elections/