orban
Den populistiske, ungarske premierminister Viktor Orbán vandt en stor sejr ved den ungarske valg den 8. april 2018.
Foto: Attila Volgyi / ritzau/scanpix

Populisme

Anne Anthon Andersen, journalist og cand.comm, Bureauet, marts 2018.
Top image group
orban
Den populistiske, ungarske premierminister Viktor Orbán vandt en stor sejr ved den ungarske valg den 8. april 2018.
Foto: Attila Volgyi / ritzau/scanpix

Indledning
Populisme betyder folkelig, og begrebet bruges ofte til at betegne politiske bevægelser forankret i, hvad populismen definerer som ”folkets” opfattelse af verden. Populistiske partier opstår ofte som protestpartier med afsæt i en bestemt mærkesag og slår sig op på at være i opposition til eliten. Populisme kan være både venstreorienteret, midterorienteret eller højreorienteret. I dag bliver begrebet dog ofte brugt nedsættende om især højreorienterede partiers forsøg på at indrette deres politik efter de mest populære synspunkter med afsæt i meningsmålinger. Valgkampen og valget af forretningsmanden Donald Trump som USAs præsident er f.eks. blevet betragtet som udtryk for populisme. Meningsmålinger og sociale medier har gjort det lettere for politiske partier at fornemme folkestemningen og agere populistisk. Det truer demokratiet, argumenterer kritikere, mens andre holder fast i, at populisme i sin grundform er demokratisk og medfører en styrkelse af folkets magt.

 

Artikel type
faktalink

Definition og baggrund

Hvad er populisme?

I den danske ordbog defineres begrebet populisme som ”bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter”. Det kan man læse på ordnet.dk (se kilder). Populisme kan være både venstreorienteret, midterorienteret eller højreorienteret. Begrebet bruges dog i dag ofte nedsættende om særligt højrenationale partiers forsøg på at vinde tilslutning ved at hævde, at de taler ”folkets sag”. Som den tyske idéhistoriker Jan Werner-Müller skriver i bogen ”Hvad er populisme” (se kilder): ”populismen findes ikke, kun de forskellige skikkelser, den fremtræder i”. Populisme kan altså ikke karakteriseres ud fra typer af vælgere eller politisk ideologi. Til gengæld er den altid antielitær og i opposition til magten eller eliten med afsæt i moralske standpunkter, som det hævdes, er til det ”sande folks” bedste.

 

Video-klip med repræsentant for Marxistisk-Leninistisk parti på valgaftenen 1987 om at skabe en situation i Danmark, hvor befolkningen selv bestemmer, hvordan udviklingen skal være.

 

Hvem har opfundet begrebet?

Begrebet populisme blev for første gang brugt i forbindelse med dannelsen af The Populist Party i USA i 1891 – et parti, der havde som mål at repræsentere det jævne folk. Det var antikapitalistisk uden at være socialistisk. Partiet blev opløst efter få år, men begrebet er siden brugt om talrige bevægelser og partier over hele kloden, som typisk opstod som reaktioner på store samfundsændringer, hvor mange blev økonomisk og statusmæssigt utrygge, kan man læse i artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme” på Videnskab.dk (se kilder).
”Populistpartiet fik ret stor tilslutning, og der er en opfattelse af, at det bidrog til en markant udvidelse af borgernes rettigheder. Partiet kæmpede blandt andet for arbejderes rettigheder. Idéen var, at den lille mand skulle beskyttes mod de onde kapitalister. Som helhed støttede den populistiske bevægelse i USA også ligestilling mellem kønnene”, forklarer Anne Mørk, der forsker i amerikansk politisk historie på Syddansk Universitets Center for Amerikanske Studier, i artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme” (se kilder).

 

Video-klip på engelsk om The Populist Party i USA med historiske billeder.

Historie og udvikling

Hvilke danske partier er blevet kaldt populistiske?

Ifølge artiklen ”Politikerlede trives – men selv Stauning var populist” (se kilder) har politik altid været populistisk: ”Selv Thorvald Stauning var en populist, selv om han som den første socialdemokratiske statsminister og længst siddende statsminister i det 20. århundrede i dag glorificeres som alle tiders landsfader. Således var hans kendte slogan »Stauning – eller kaos« rendyrket populisme, og det var tillige inspireret af Adolf Hitlers valgplakater fra 1932.”

Mogens Glistrup, stifter af og formand for det tidligere parti Fremskridtspartiet, havde populistiske træk, idet han ikke respekterede de etablerede institutioner, talte for at afvikle det meste af regeringen og reducere Folketinget. Desuden var han stærkt kritisk over for især indvandrere fra muslimske lande, som han kaldte muhamedanere. Partiet opstod som en reaktion på 1960ernes voldsomme vækst i den offentlige sektor og Danmarks tilslutning til EF i 1972. Også Dansk Folkeparti, som udsprang af Fremskridtspartiet, er blevet kaldt populistisk. Det vurderede Tim Knudsen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i artiklen ”Den danske populisme” i Kristeligt Dagblad (se kilder ). Her sagde han blandet andet i 2009: ”partiets leder, Pia Kjærsgaard, har en særlig forurettet stil, der med overbevisningskraft giver hende rollen som talerør for de små i samfundet. Hun har nu i mange år givet den som folkets stemme over for langvarigt uddannede, de velaflagte, institutionerne og alle dem, som vil forråde os til nassende indvandrere, bruge penge på meningsløs u-landshjælp og finkultur, og som snyder folk for den velfærd i alderdommen, som de efter mange års knokleri har gjort sig fortjent til”.

Forskning viser, at flere af de danske partier, og altså ikke kun Dansk Folkeparti, bruger en ”os og dem”- retorik, når de diskuterer indvandringspolitik, og at populistisk retorik ikke kun er begrænset til et enkelt eller få partier i Danmark, men derimod karakteriserer flere af partierne. Det kan man læse nærmere om i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” på Altinget.dk (se kilder).

Hvilke europæiske politikere og partier bliver kaldt populistiske?

En lang række europæiske politikere og partier får i disse år mærkatet populistisk. Det gælder blandt andre:

· Pegida og Alternative für Deutschland (AfD) i Tyskland

· Viktor Orbán i Ungarn

· Nigel Farrage i Storbritannien

· Podemos, venstrefløjsbevægelse i Spanien

· Recep Erdogan, præsident i Tyrkiet

· Geert Wilders og hans højrenationalistiske parti, Partij voor de Vrijheid i Holland

· Marine Le Pen og Front Nationale i Frankrig, som har taget etiketten populist til sig som et demokratisk hædersmærke.

Som Jan Werner-Müller beskriver det i bogen ”Hvad er populisme” (se kilder): ”For populisme betyder ifølge Marine Le Pen at forsvare folket og især de glemte mod eliterne”. Også talsmand for Alternative für Deutschland, Konrad Adam, har italesat populisme som en udmærkelse for partiet: ”Hvor vores folkevalgte ser det som deres opgave at umyndiggøre folket, bør vi være selvbevidste nok til at betragte anklagen for at være populister som en udmærkelse. Og minde hele verden om, at demokratiet i bund og grund er en populistisk foranstaltning, fordi det giver folket det sidste ord: folket, som sagt, og ikke folkets repræsentanter”, fremgår det i bogen ”Hvad er populisme?” (se kilder).

 

Ungarns Premierminister Viktor Orban taler om, at de europæiske ledere i 2018 vil begynde at lyttet til folket.

 

Hvordan er valget af Donald Trump som USAs præsident blevet forklaret som populisme?

Donald Trump opfylder i sin retorik og sine handlinger en række kriterier for populisme. Det vurderer Lars Johannsen, lektor på Aarhus Universitet, der har forsket i, hvordan populisme udvikler sig, i artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme”:

1) Han repræsenterer et opgør med eliten.

2) Han taler i ”os og dem” om de indvandrere, han italesætter som en trussel mod Amerika, f.eks. mexicanerne fra syd, som han vil holde ude ved at opføre en mur, ligesom han spiller på terrorfrygt i den ekstremt strikse indvandringspolitik, han står i spidsen for.

3) Han fremstår blandt sine støtter som en karismatisk og handlekraftig leder og

4) Han spiller på vælgernes følelse af usikkerhed for fremtiden, som han lover at skabe sikkerhed for.

Men hvordan kan en af USAs rigeste mænd nå de laveste sociale lag og skabe en følelse af, at han repræsenterer folket? I artiklen ”Forsker: USA har en stolt tradition for populisme” forklarer Anne Mørk, forsker i amerikansk politisk historie på Syddansk Universitet, det således (se kilder): ”Han sætter ord på nogle af de frustrationer, især hvide, uuddannede mænd, der står lavest på den sociale rangstige, har. Det kan godt være, at Donald Trump ikke ligner en, de kan identificere sig med, men han sætter ord på deres vrede. Donald Trump er selv en del af eliten i den forstand, at han er meget rig, men han er ikke en del af den politiske elite. Han har ikke tidligere været en del af det etablerede politiske system, så han kan repræsentere folkets protest mod det”.

 

Donald Trump taler om at lytte til folket og være folkets stemme

 

Hvordan er Brexit blevet tolket som udtryk for populisme?

I den såkaldte Brexit-kampagne forud for briternes nej til fortsat medlemskab af EU, leverede hovedaktørerne, Nigel Farage, daværende leder af UK Independence Party, og den britiske udenrigsminister Boris Johnson, en række populistiske budskaber om den egoistiske overklasse og om uønskede indvandrere og andre grupper i samfundet. Her blev ikke alene det hjemlige politiske system, men hele EU, symbolet på den store skurk – eliten, som skulle bekæmpes for folkets skyld. Som forskerne bag bogen ”Populist Political Communication in Europe” beskriver det i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” (se kilder): ”I Europa betyder et medlemskab af EU, at anti-elitismen ikke kun vendes mod de egne politikere og organisationer, men også mod ”de europæiske” politikere og ”det europæiske” system. Der er dermed eliter på flere planer, som et populistisk parti kan bruge som modsætninger til at definere sig selv – afhængigt af det givne politiske tema”.

 

Den britiske udenrigsminister og en af frontfigurerne i Brexit-kampganene, Boris Johnson, taler om, at det britiske folk er talsmand for millioner af europæiske borgere, der ikke bliver hørt.

 

 

Hvordan påvirker meningsmålinger og sociale medier politiske partiers muligheder for at agere populistisk?

Med et stadigt stigende brug af meningsmålinger bliver det lettere for politikere at indrette deres politiske budskaber efter, hvad meningsmålinger fortæller, at vælgerne vil have. Denne form for politik bliver ofte beskyldt for at være populistisk i ordets nedsættende betydning, fordi det ofte kommer til at virke stærkt strategisk, snarere end som udtryk for ideologi og realpolitisk arbejde, hvis de politiske budskaber i en valgkamp indrettes på meningsmålinger. De sociale mediers popularitet har også givet politikerne mere direkte adgang til deres vælgere. Både som talerør ved at skrive og dele holdninger og anklager mod konkurrenter direkte med vælgerne, men også ved, at vælgerne direkte giver udtryk for deres holdninger i kommentarspor på sociale medier. Derved er det blevet langt lettere end hidtil at vejre en folkestemning. Samtidig indebærer udbredelsen af falske nyheder på sociale medier en risiko for, at politikere i deres bestræbelser på at opnå stemmer og magt spreder falske nyheder, som kan påvirke vælgerne. F.eks. fyldte falske nyheder spredt via sociale medier en del i den amerikanske præsidentvalgkamp, og der har under og efter været debat om, hvorvidt falske nyheder spillede en afgørende rolle for valgets udfald.

Debat og perspektiv

Hvilken kritik rettes mod brug af begrebet?

Blandt kritikerne af begrebet populisme og den måde, det bliver brugt på i den offentlige debat, er den tyske idéhistoriker Jan Werner-Müller. Han kalder populismen udemokratisk, fordi populisterne hverken anerkender modstridende holdninger eller det politiske system. Hvis populisterne f.eks. taber en folkeafstemning, vil de stadig se sig selv som “folkets sande stemme”, argumenterer han.
“Men det er en rent teoretisk øvelse, for folket behøver slet ikke at være en del af det. Så det er en form for fantasi, hvor de taler i folkets navn. Og det kan lyde demokratisk, men i praksis kræver det ikke folkelig deltagelse”, forklarer han i artiklen ”Idéhistoriker: Populisme er udemokratisk” i Magisterbladet (se kilder). Eller som Christian F. Rostbøll, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet formulerer det i kronikken ”Populisme er antidemokratisk” i Berlingske Tidende (se kilder): ”Populister siger, at de giver folket, hvad det vil have. Men det er en helt absurd ide, at noget politisk system eller nogen politisk leder kan give folket, hvad det vil have. Det forudsætter, at folket har én fælles holdning til politiske spørgsmål og dermed én fælles vilje. Den populistiske leder hævder at kende folkets sande holdning og lover at sætte vilje, handling og magt bag den”.

Hvordan kan populisme opfattes som en trussel mod demokratiet?


Kritikere, som mener, at populisme er en direkte trussel mod demokratiet, hæfter sig særligt ved, at populisme i sin grundform ikke anerkender demokratiets styreform. Blandt andet fordi populismen ikke anerkender uenigheder og kompromiser, som er en helt grundlæggende forudsætning for et demokrati, argumenterer f.eks. Christian F. Rostbøll, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i artiklen ”Populisme er antipolitisk” i Berlingske Tidende (se kilder): ”Populismen hævder, at den kan give folket, hvad det vil have, men demokrati betyder, at ingen kan få det, de helst vil have. Når folk er uenige, og det er frie mennesker altid, så er der ingen måde, hvorpå alle kan få det, som de ønsker højest”, skriver han i artiklen, som også problematiserer populismens manglende lighedsideal. For selv om populistiske aktører taler om lighed, er de oftest selv en del af eliten, ligesom de ofte taler til folket snarere end med folket og bygger deres retorik op omkring ”en eksklusion af anderledes tænkende, der bestemt ikke behandles som lige eller ligeværdige”, vurderer Rostbøll.

Hvordan kan populisme omvendt ses som en styrkelse af demokratiet?

I artiklen ”Populismen styrker demokratiet” (se kilder) argumenterer lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, Allan Dreyer Hansen for, at det er farligt at fordømme populismen og se den som en trussel mod demokratiet. For på den måde overser man de elementer ved populismen, som faktisk udgør en styrkelse af demokratiet, argumenterer han: ”Dæmoniseringen af populisme skyldes, at det meste af debatten om den er baseret på (kritik af) højrepopulisme. Det er navne som Trump, Orban og Le Pen, der former billedet af populisterne. Men det er faktisk problematisk at udbrede træk, der karakteriserer højrepopulisme, til at gælde for enhver form for populisme”, skriver han. I artiklen nævner han tre grunde til, at populismen kan styrke demokratiet:

1) Den søger at få folkets interesser tilbage i centrum af politik

2) Den tydeliggør, at folket står i opposition til en elite og etablerede magtinteresser

3) Den er et forsøg på mobilisering, et forsøg på at styrke folkets deltagelse i demokratiet.

Hvilke retoriske virkemidler giver populistiske partier gennemslagskraft?


Populistiske aktører anvender ofte en følelsesladet retorik, der inkluderer anklager og syndebukke, de bruger et direkte og nogle gange ganske voldsomt sprog og præsenterer simple løsninger på problemerne. Ofte taler de til folket og stiller sig i opposition til eliten. Det viser en undersøgelse af populistisk politisk kommunikation, som beskrives i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” på Altinget.dk (se kilder). Forskerne bag den danske del af undersøgelsen beskriver, hvordan populistiske politikere ofte forsøger at få værdipolitiske emner som indvandring ind på den politiske dagsorden: ”ved at bringe indvandring ind på den politiske arena, bliver det muligt at definere sig selv som en del af folket og samtidig udelukke minoritetsgrupper”, lyder det blandt andet. Det er således en afgørende del af den populistiske retorik at definere et os og dem – et fjendebillede, som ”det sande folk” må beskytte sig mod.

Hvordan dækker medierne typisk populistiske partiers budskaber?

Dækningen af populistiske aktører er stigende. Det vurderer forskerne bag bogen ”Populist Political Communication in Europe” i artiklen ”Forskere: Sådan brænder populistiske partier igennem” på Altinget.dk (se kilder). Det skyldes det faktum, at populistiske partier får stadigt større tilslutning i meningsmålinger og ved valg, samt at medierne ofte finder anledning til at dække populistiske partiers udmeldinger ud fra en kritisk vinkel, hvad der dog ikke nødvendigvis er dårlig mediedækning set fra populistens synspunkt. Den kritiske mediedækning vil typisk bekræfte populisterne i deres kritik af samfundet og eliten, heriblandt medierne selv. Alene det faktum, at populistiske aktørers udsagn ofte er dristigere og oplagt konfliktstof, giver dem lettere adgang til spalter og sendetid i medierne, vurderer forskerne bag undersøgelsen: ”På denne måde er der altså nogle iboende mekanismer i journalisternes måde at arbejde på, der gør, at populistiske partier får en stor del af taletiden”, skriver de i artiklen.

Baggrundskilder

Originalkilder

Faghjørnet: Frederiksberg Biblioteks videoblog – en videoanmeldelse af Jan Werner-Müllers bog ”Hvad er populisme?”

Bøger

Hansen, Mogens Herman: Hvordan forvrænger populismen demokratiet? Informations Forlag, 2017.
Lash, Christoffer: Populismen – den europæiske og amerikanske populismes tradition. Forlaget Hovedland, 2016.

Hjemmesider

Københavns Kommunes biblioteker.
Politiken.dk, 2010-11-22.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Populisme

Kilder citeret i artiklen

Bøger

Werner-Müller, Jan: Hvad er populisme? Informations Forlag, 2016.

Hjemmesider

Artikler

Dagbladet Information, 2017-11-17.
Berlingske Tidende, 2016-12-14.
Kristeligt Dagblad, 2009-01-22.