Hvilke vigtige nationale symboler har Polen?

Polen er kendt for at have mange dygtige, klassiske musikere. Der bliver spillet og komponeret meget klassisk musik i Polen. Den mest kendte komponist fra Polen er fransk-polske Frédéric Chopin (polsk: Fryderyk Franciszek Szopen) (1810-1849), der boede de første 20 år af sit liv i Polen.

En anden fransk-polsk verdensberømthed er Marie Sklodowska Curie, der var fysiker og kemiker. Hun fik Nobelprisen i fysik i 1903 sammen med sin mand for at have udforsket radioaktivitet. I 1911 fik hun selv Nobelprisen i kemi for at have opdaget de to grundstoffer radium og polonium. Marie Curie blev født i Polen, men flyttede til Frankrig for at studere og arbejde.

Polen har også flere berømte filmkunstnere, bl.a. Andrzej Wajda, der blev kendt i 1950’erne, Roman Polanski, der begyndte at lave film i Polen, og siden rykkede til Hollywood, og Krzysztof Kieslowski, der brød igennem internationalt i 1988.

To andre vigtige polske personligheder:

Lech Walesa, der etablerede den første fagforening i Polen under kommunismen, som var med til at gennemtvinge systemskiftet til demokrati i 1989. Han blev herefter Polens præsident 1990-1995.
Karol Wojtyla, der blev født i Polen og blev præst, biskop og kardinal i den katolske kirke. I 1978 blev han valgt til pave og var under navnet Johannes Paul den 2. den katolske kirkes overhoved indtil sin død i 2005. I 2014 blev han kåret til helgen.