Hvad kendetegner Polens økonomi og samfundsforhold?

Polen gik over til demokrati og planøkonomi efter 1989, og siden har Polen gjort meget for at blive en del af Vesten. Polen blev medlem af NATO i 1999 og har gjort meget ud af at holde sig på god fod med USA. I 2004 kom Polen med i EU, og polakkerne er blandt de mest EU-positive befolkninger.

Siden 2015 har Polen haft en mere EU-kritisk og nationalistisk regering. Den har begrænset domstolenes uafhængighed og indskrænket mediernes frihed, og det har EU og USA kritiseret.

Polen handler især med Tyskland og desuden med Italien, Frankrig, Storbritannien, Holland, Tjekkiet, Rusland og Kina. Siden 1990 er Danmark og Polen også begyndt at handle mere med hinanden, og mange danske virksomheder har flyttet deres produktion til Polen.

Mange polakker er rejst til andre EU-lande for at arbejde. Det skyldes både at arbejdsløsheden i Polen i en del år har været høj, og at lønniveauet er lavere i Polen end i de fleste andre EU-lande. I de senere år er arbejdsløsheden i Polen faldet til omkring 5 %.

Polen modtager mange penge fra EU til sit landbrug og til at gøre industrien mere moderne. De fleste polakker er ansat i servicebranchen, men Polen er stadig et landbrugsland. Polen er det land i verden, der eksporterer flest æbler, og er et af de lande i verden der producerer mest rug og flest kartofler. Der dyrkes hvede og sukkerroer, og mange landmænd har kødkvæg, malkekøer og svin.

Polen har meget stenkul, brunkul og svovl. Det meste af energiforbruget i Polen dækkes af kulkraftværker som forurener meget.