to ministre
Udenrigsminister Anders Samuelsen (th.) vil fortsat tillade eksport af overvågningsudstyr til bl.a. De Forenede Arabiske Emirater.
Foto: Liselotte Sabroe / ritzau/scanpix

Overvågning i samfundet

Artikel type
faktalink
journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, Bureauet. Februar 2018.
Top image group
to ministre
Udenrigsminister Anders Samuelsen (th.) vil fortsat tillade eksport af overvågningsudstyr til bl.a. De Forenede Arabiske Emirater.
Foto: Liselotte Sabroe / ritzau/scanpix

Indledning
Overvågning er langt fra et nyt fænomen. Allerede i 1600-tallet overvågede danske konger borgerne og argumenterede for overvågningen med, at det var nødvendigt for at sikre statens sikkerhed. Dengang var det håndskrevne breve, der blev sprættet op, læst og genforseglet med falske segl. Med romanen ”1984” fremskrev den engelske forfatter George Orwell i 1949 en dystopi af et samfund, hvor staten via overvågning indskrænkede individets frihedsrettigheder. I dag er romanen en ofte anvendt reference i debatten om nutidens overvågning. I 1980erne åbnede de teknologiske landvindinger mulighed for tv-overvågning, i 1990’erne begyndte politiet og PET at aflytte og overvåge mobiltelefoner, og vores brug af f.eks. smartphones har yderligere øget mulighederne for overvågning, fordi vi konstant efterlader os spor online.
Det er vanskeligt at gardere sig mod misbrug af overvågning. I en aktuel sag er danske myndigheder beskyldt for at fremstille og sælge overvågningsudstyr diktaturstater, som benytter overvågning til at kontrollere og undertrykke regimekritiske borgere.

 

Baggrund og udbredelse

Hvilke former for overvågning findes?

I dag har vores brug af teknologi som f.eks. smartphones og sociale medier gjort det muligt for langt flere end politiet og efterretningstjenesten at overvåge vores adfærd. Således indvilger vi frivilligt i, hvad forskerne kalder deltagende overvågning. Aflytning af telefoner og rum, hvor der opsættes skjulte mikrofoner er en anden form aflytning. Også myndigheders deling af vores personlige data er en form for overvågning, som med mellemrum vækker debat, når politikerne drøfter lovændringer, der gør deling af personoplysninger smidigere. I Kina er det blevet almindeligt at overvåge ved hjælp af kameraer, der scanner og genkender ansigter. Ansigtsgenkendelsessystemerne bruges f.eks. til at overvåge pengeautomater, begrænse adgang til visse offentlige steder, og ansigtsgenkendelse bliver spået en vigtig rolle i udviklingen af såkaldt smarte storbyer, kan man læse i artiklen ”Verdens største ansigtsgenkendelsessystem rulles ud i Kina” på UniverseIda.dk (se kilder).

Hvad er tv-overvågning?

Ifølge ”Tv-overvågningsloven” (se kilder) dækker tv-overvågning over overvågning af personer, der sker vedvarende eller gentages med regelmæssige mellemrum ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende kamera: ”Hvis tv-overvågning kun sker med lange, uregelmæssige mellemrum og uden sammenhæng med, om der befinder sig en person i billedfeltet, er der ikke tale om tv-overvågning. Der er heller ikke tale om tv-overvågning, hvis kameraet kun aktiveres f.eks. ved tryk på en særlig alarmknap”, står der i loven. Det er derimod uden betydning, om billederne bliver optaget/lagret, eller om de f.eks. alene vises ”live” på en eller flere skærme i et overvågningsrum eller på internettet. Begge dele betragtes ifølge loven som overvågning.

Hvilke motiver ligger typisk bag indføring af tv-overvågning?

Argumenterne for overvågning er typisk, at tv-overvågningen kan forebygge kriminalitet ved at afskrække potentielle kriminelle, og at politiet kan bruge optagelserne til opklaring af forbrydelser. ”Erfaringerne viser, at tv-overvågning virker forebyggende på nogle former for kriminalitet, men ikke alle. Og tv-overvågning kan have en række uheldige bivirkninger f.eks. at kriminaliteten flytter andre steder hen, falsk tryghed, krænkelse af privatlivets fred og utryghed, fordi kameraer ikke kan erstatte den menneskelige tilstedeværelse i arbejdet med at skabe tryghed”, lyder anbefalingerne i Det Kriminalpræventive Råds pjece ”TV-overvågning – Fakta om tv-overvågning i Danmark” (se kilder).

Hvornår begyndte danske myndigheder at indføre tv-overvågning?

I artiklen ”TIDSLINJE. Sådan har staten overvåget dig og dine forfædre gennem 400 år” (se kilder) kan man læse om, hvordan videokameraer til overvågning begyndte at dukke op i 1980erne, hvor både det almindelige politi, virksomheder og PET begyndte at bruge dem i forebyggelse og opklaring af kriminalitet. I starten af 1990erne begyndte PET og politiet også at ”overvåge og aflytte mobiltelefoner”, forklarer historiker og forsker ved ENIGMA, Museum for post, tele og kommunikation Andreas Marklund i oven for nævnte artikel.

Hvor udbredt er overvågning?

Der er ingen præcise tal for, hvor mange tv-overvågningskameraer der er installeret i Danmark, da der ikke er pligt til at registrere overvågning. Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, SikkerhedsBranchen anslår, at antallet ligger på ca. 1,5 mio., heraf omkring 250.000 i private hjem. Vurderingerne er blevet til på grundlag af tilbagemeldinger fra branchens største leverandører. Det fremgår på SikkerhedsBranchens hjemmeside (se kilder).

Hvordan har omfanget af overvågning udviklet sig?

Udbredelsen af overvågning tog for alvor fart i årene efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Herefter blev mulighederne for overvågning kraftigt udvidet med en række lovændringer i 2007, 2010, 2011 og 2014. Det kan man læse mere om under overskriften ”Loven om tv-overvågning” på SikkerhedsBranchen.dk (se kilder). Mange folkeskoler er overvågede, kommunerne og private virksomheder bruger i stigende grad overvågning, politiet installerer overvågningskameraer i befærdede byrum, boligforeninger i udsatte boligområder overvåger udendørs arealer, ligesom stort set alle former for offentlig transport overvåges.

I 2007 ændrede man meget sigende navnet på loven om overvågning fra ’lov om forbud mod tv-overvågning’ til ’lov om tv-overvågning’. ”Her gav man lov til at overvåge foran banker, posthuse, vare- og lagerbutikker,” forklarer Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen i artiklen ”Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information (se kilder).

Hvad viser undersøgelser om effekten af overvågning?

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd afhænger resultaterne af tv-overvågning af de steder, der overvåges, og af typen af kriminalitet. På rådets hjemmeside (se kilder) kan man læse, at undersøgelser af tv-overvågning viser uklare eller modsatrettede resultater. Opsummerende konkluderer rådet, at tv-overvågning i nogle tilfælde kan forebygge kriminalitet. Som hovedregel kan man sige, at tv-overvågning:

· har størst effekt på planlagt kriminalitet i modsætning til impulsiv kriminalitet.

· ser ud til at have effekt på berigelseskriminalitet, særligt biltyverier, tyveri fra biler og hærværk mod biler. Effekten er størst i parkeringshuse, men gælder også almindelige parkeringspladser.

· ikke er effektivt, hvis man vil forhindre vold eller anden personfarlig kriminalitet, heller ikke almindelig gadeuorden

· har størst effekt, når den benyttes sammen med andre kriminalitetsforebyggende midler, og når der er høj kameratæthed.

Lovgivning og konsekvenser

Hvad siger loven om tv-overvågning?

Ifølge loven om tv-overvågning (se kilder) må private ikke overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel:
”Straffelovens § 264 a forbyder uberettiget tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Dette forbud har bl.a. betydning for kontorer, der ikke er åbne for publikum, butikkers baglokaler, lagerrum mv. Forbuddet gælder også i private hjem. Tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, vil i almindelighed være uberettiget, hvis der ikke er givet samtykke af den person, der overvåges, eller af den, der har rådighed over det pågældende sted”, kan man læse i Justitsministeriets oplysningspjece om loven om tv-overvågning (se kilder).
Det fremgår desuden af loven, at: ”Tv-overvågning skal være rimelig og lovlig. Optagelserne må kun bruges til saglige formål. Det er f.eks. sagligt at gennemse optagelserne for at afsløre en indbrudstyv. Kravet om saglighed indebærer, at der i forbindelse med tv-overvågning f.eks. i et storcenter af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse ikke må zoomes ind for at iagttage personer, hvis det ikke sker af hensyn til det saglige formål (kriminalitetsbekæmpelse), der begrunder tv-overvågningen”.
I lovteksten kan man også læse, at:
· ”det først må overvejes, om det ønskede formål kan nås med mindre indgribende midler end tv-overvågning”,
· ”tv-overvågning kun bør finde sted, hvis der er tungtvejende grunde til det
· ”tv-overvågning skal gennemføres, så den virker mindst muligt integritetskrænkende for den almindelige borger og:
· ”tv-overvågning normalt bør begrænses mest muligt, så der f.eks. ikke sker overvågning hele døgnet, hvis det ikke er nødvendigt.

Hvem fører tilsyn med tv-overvågning?

Datatilsynet fører tilsyn med tv-overvågning, rådgiver om registrering, videregivelse og anden behandling af personoplysninger og fører tilsyn med, at myndigheder, virksomheder og andre dataansvarlige overholder persondataloven. Men da der ikke findes et samlet overblik over, hvor der tv-overvåges, er det vanskeligt for Datatilsynet at føre tilsyn. I artiklen ”Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information rejser flere forskere kritik af den manglende kontrol med overvågningen. Med den mere lempelige lovgivning er der ikke fulgt flere ressourcer til kontrol, påpeger Charlotte Bagger Tranberg, lektor i jura på Aalborg Universitet, der forsker i persondataret. Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen, nævner sager, hvor tilsynsbesøg i en række kommuner har vist, at det offentlige ikke overholder reglerne. I de pågældende sager fik kommunerne kritik for at gemme optagelser længere, end loven tillader, og for ikke at informere medarbejdere eller forældre og børn på de skoler, hvor kommunen havde iværksat overvågning (se kilder).

Hvilke krav er der til skiltning?

Både offentlige myndigheder og private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvor der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal skilte med, at der overvåges. Kravet om skiltning gælder ikke ved tv-overvågning af pengetransporter og private indgange, facader, indhegninger eller lignende, hvis billederne ikke bliver lagret. Politiet, kriminalforsorgen og militæret er heller ikke pålagt krav om skiltning på områder, hvor de overvåger. Det fremgår af Justitsministeriets pjece ”Tv-overvågning” (se kilder).

Hvilke regler gælder for overvågning af arbejdspladser?

Arbejdspladser har ret til at foretage tv-overvågning, hvis:
· der foreligger et driftsmæssigt formål (dette er ikke videre defineret)

· det ikke er krænkende for de ansatte
· der er opnået en aftale med de ansatte.
Dog må der ifølge Straffelovens § 264 a ikke foretages tv-overvågning af enkeltmandskontorer uden den ansattes samtykke, og det er et krav, at ”den, der tv-overvåger en arbejdsplads, skal oplyse herom, enten ved skiltning eller på anden tydelig måde”, kan man læse af Justitsministeriets pjece ”Tv-overvågning” (se kilder). Her står også, at ”Princippet om god databehandlingsskik medfører, at de ansatte bl.a. skal oplyses om formålet med tv-overvågningen og om, i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået og videregivet til politiet”.

Hvad siger loven om privat overvågning?

Det er som udgangspunkt ulovligt for private at tv-overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel. Dog er det tilladt for pengeinstitutter, spillekasinoer, hoteller og restaurationer samt butikscentre og butikker, hvor der foregår detailsalg, at foretage tv-overvågning af egne indgange og facader. Erhvervsdrivende må f.eks. gerne tv-overvåge indgange, facader og arealer lige omkring dem, som naturligt kan anvendes som adgangs- eller flugtvej fra egne indgange. Tv-overvågningen skal dog være klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Hvilke udvidede beføjelser har efterretningstjenesten fået efter terrorangrebet 9/11 i 2001?

I kølvandet på terrorangrebet 9/11 2001 og foranlediget af terrorangrebet i Madrid i 2004 nedsatte Justitsministeriet i efteråret 2004 et tv-overvågningsudvalg, der skulle undersøge mulighederne for at give øgede beføjelser til tv-overvågning for forebyggelse af terror og kriminalitet. Det førte til, at private og erhvervsdrivende fik flere muligheder for tv-overvågning som beskrevet ovenfor. Samtidig indførtes det såkaldte logningsdirektiv, der pålagde alle EU-lande at gemme informationer om borgeres brug af internet, sms, og telefon. Direktivet medførte massiv debat, og i april 2014 erklærede EU-domstolen logningsdirektivet for ugyldigt i en af de første sager, hvor EU-domstolen har truffet afgørelser i sager om overvågning. ”Direktivet krænker den grundlæggende beskyttelse af privatlivets fred, der er fastslået i EU's Charter for Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” lød begrundelsen, som gengives i artiklen ”EU-Domstolen træffer vigtig afgørelse om overvågning” på Altinget.dk (se kilder).