Overvågning i samfundet

Hvilke former for overvågning findes?

I dag har vores brug af teknologi som f.eks. smartphones og sociale medier gjort det muligt for langt flere end politiet og efterretningstjenesten at overvåge vores adfærd. Således indvilger vi frivilligt i, hvad forskerne kalder deltagende overvågning. Aflytning af telefoner og rum, hvor der opsættes skjulte mikrofoner, er en anden form aflytning. Også myndigheders deling af vores personlige data er en form for overvågning, som med mellemrum vækker debat, når politikerne drøfter lovændringer, der gør deling af personoplysninger smidigere. I Kina er det blevet almindeligt at overvåge ved hjælp af kameraer, der scanner og genkender ansigter.

Ansigtsgenkendelsessystemerne bruges f.eks. til at overvåge pengeautomater, begrænse adgang til visse offentlige steder, og ansigtsgenkendelse bliver spået en vigtig rolle i udviklingen af såkaldt smarte storbyer, kan man læse i artiklen “Verdens største ansigtsgenkendelsessystem rulles ud i Kina” på UniverseIda.dk (se kilder). Men også i Europa er ansigtsgenkendelse i det offentlige rum ved at finde udbredelse. Ifølge Version2’s artikel “10 politistyrker i EU anvender ansigtsgenkendelse” er kun to europæiske lande decideret imod teknologien og har indført et forbud mod at anvende den, Spanien og Belgien (se kilder). I efteråret 2019 foreslog den danske regering, at ansigtsgenkendelse kan komme på tale herhjemme. Det fremgår blandt andet af Ritzau-artiklen “Københavns Politi vil have adgang til ansigtsgenkendelse” (se kilder).

Hvad er tv-overvågning?

Ifølge TV-overvågningsloven (se kilder) dækker tv-overvågning over overvågning af personer, der sker vedvarende eller gentages med regelmæssige mellemrum ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende kamera: “Hvis tv-overvågning kun sker med lange, uregelmæssige mellemrum og uden sammenhæng med, om der befinder sig en person i billedfeltet, er der ikke tale om tv-overvågning. Der er heller ikke tale om tv-overvågning, hvis kameraet kun aktiveres f.eks. ved tryk på en særlig alarmknap,” står der i loven. Det er derimod uden betydning, om billederne bliver optaget/lagret, eller om de f.eks. alene vises “live” på en eller flere skærme i et overvågningsrum eller på internettet. Begge dele betragtes ifølge loven som overvågning.

Hvilke motiver ligger typisk bag indføring af tv-overvågning?

Argumenterne for overvågning er typisk, at tv-overvågningen kan forebygge kriminalitet ved at afskrække potentielle kriminelle, og at politiet kan bruge optagelserne til opklaring af forbrydelser. “Erfaringerne viser, at tv-overvågning virker forebyggende på nogle former for kriminalitet, men ikke alle. Og tv-overvågning kan have en række uheldige bivirkninger f.eks. at kriminaliteten flytter andre steder hen, falsk tryghed, krænkelse af privatlivets fred og utryghed, fordi kameraer ikke kan erstatte den menneskelige tilstedeværelse i arbejdet med at skabe tryghed,” lyder anbefalingerne i Det Kriminalpræventive Råds pjece TV-overvågning – Fakta om tv-overvågning i Danmark (se kilder). I en tale i Folketinget i efteråret 2019 argumenterede justitsminister Nick Hækkerup (S), at øget overvågning kan give øget tryghed og dermed frihed: “Uden tryghed, ingen frihed,” gentog justitsministeren flere gange, hvilket fremgår af Berlingskes artikel “Fra Folketingets talerstol talte justitsministeren om overvågning” (se kilder). Det skete, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i et stort interview med Berlingske havde bebudet “massivt øget overvågning i kampen mod kriminelle”. Hun forklarede blandt andet de vidtgående planer med, at “vores samfundsmodel er på spil” (se kilder).

Hvornår begyndte danske myndigheder at indføre tv-overvågning?

I DR’s tidslinjeartikel “Sådan har staten overvåget dig og dine forfædre gennem 400 år” skildres, hvordan videokameraer til overvågning begyndte at dukke op i 1980’erne, hvor både det almindelige politi, virksomheder og PET begyndte at bruge dem i forebyggelse og opklaring af kriminalitet. I starten af 1990’erne begyndte PET og politiet også at overvåge og aflytte mobiltelefoner, og ifølge historikeren Andreas Marklund blev terrorangrebet på USA den 11. september 2001 skelsættende for den øgede overvågning: “Fra 2006 bliver alt fra hvilke telefonnumre, vi kommunikerer med, til hvilke hjemmesider, vi besøger, gemt og registreret,” udtaler historikeren i tidslinje-artiklen (se kilder).

Hvor udbredt er overvågning?

Der er ingen præcise tal for, hvor mange tv-overvågningskameraer der er installeret i Danmark, da der ikke er pligt til at registrere overvågning. Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, SikkerhedsBranchen anslår, at antallet ligger på cirka 1,5 millioner. De fordeler sig således, hvilket skitseres i artiklen “Overvågning: Halvanden million kameraer følger dig” på SN.dk (se kilder): 

• Cirka en million overvågningskameraer i erhvervsvirksomheder, 
• Cirka 300.000 kameraer fordelt på offentlige myndigheder, offentlig transport og kameraer opsat af politiet i det offentlige rum samt 
• Cirka 250.000 kameraer i private hjem 

Af artiklen fremgår det, at de mange kameraer betyder, at Danmark i dag er et af de mest overvågede lande i verden: “Hidtil har Storbritannien været i førersædet hvad angår overvågning, men der er nu kun et kamera pr. 10 indbyggere, mens antallet i Danmark er et kamera pr. hver fjerde indbygger” (se kilder). 
Vurderingerne er ifølge SikkerhedsBranchen blevet til på grundlag af tilbagemeldinger fra branchens største leverandører. Det fremgår på brancheforeningens hjemmeside (se kilder). 

Hvordan har omfanget af overvågning udviklet sig?

Udbredelsen af overvågning tog for alvor fart i årene efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Herefter blev mulighederne for overvågning kraftigt udvidet med en række lovændringer i 2007, 2010, 2011, 2014, 2016, 2018 og 2020. Det kan man læse mere om under overskriften “Loven om tv-overvågning” på SikkerhedsBranchen.dk (se kilder). Mange folkeskoler er overvågede, kommunerne og private virksomheder bruger i stigende grad overvågning, politiet installerer overvågningskameraer i befærdede byrum, boligforeninger i udsatte boligområder overvåger udendørs arealer, ligesom stort set alle former for offentlig transport overvåges. 

I 2007 ændrede man meget sigende navnet på loven om overvågning fra ‘lov om forbud mod tv-overvågning’ til ‘lov om tv-overvågning’. “Her gav man lov til at overvåge foran banker, posthuse, vare- og lagerbutikker,” forklarer Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen i artiklen “Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information (se kilder). I 2019 gik Københavns Politi forrest og krævede øgede beføjelser til overvågning i det offentlige rum, blandt andet i form af ansigtskendelse. Det forklares i Berlingskes artikel “Københavns Politi: Vi vil gerne bruge ansigtsgenkendelse på borgerne”, hvori politikredsen for første gang nogensinde udtaler, at “systemer til ansigtsgenkendelse af borgerne vil være en kæmpe fordel for politiet” (se kilder).

Siden marts 2021 har det været obligatorisk for virksomheder og offentlige myndigheder at registrere deres kameraer i Politiets Kameraregister. Ifølge politiet har det “vist sig at være et nyttigt redskab i politiets efterforskningsarbejde”, som det fremgår af en pressemeddelelse fra Politiet (se kilder).

Hvad viser undersøgelser om effekten af overvågning?

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd afhænger resultaterne af tv-overvågning af de steder, der overvåges, og af typen af kriminalitet. På rådets hjemmeside (se kilder) kan man læse, at undersøgelser af tv-overvågning viser uklare eller modsatrettede resultater. Opsummerende konkluderer rådet, at tv-overvågning i nogle tilfælde kan forebygge kriminalitet. Som hovedregel kan man sige, at tv-overvågning:
· har størst effekt på planlagt kriminalitet i modsætning til impulsiv kriminalitet.
· ser ud til at have effekt på berigelseskriminalitet, særligt biltyverier, tyveri fra biler og hærværk mod biler. Effekten er størst i parkeringshuse, men gælder også almindelige parkeringspladser.
· ikke er effektivt, hvis man vil forhindre vold eller anden personfarlig kriminalitet, heller ikke almindelig gadeuorden
· har størst effekt, når den benyttes sammen med andre kriminalitetsforebyggende midler, og når der er høj kameratæthed.

Da S-regeringen i efteråret 2019 bebudede øget overvågning og mindst 300 nye overvågningskameraer i det offentlige rum blev spørgsmålet igen stillet i den danske debat: Virker overvågningen? Ifølge en artikel på DR’s hjemmeside viser britisk forskning, at “tv-overvågning kan bremse hærværk, men ikke vold”. I artiklen gentager en sikkerhedskonsulent fra Det Kriminalpræventive Råd ovennævnte argumenter: “Tv-overvågning er bedst, hvis det bliver kombineret med andre forebyggende tiltag. For eksempel med en øget patruljering eller mere gadelys” (se kilder).

Hvad mener myndighederne selv om effekten af overvågningen?

I København satte politiet i 2020 14 nye overvågningskameraer op på befærdede lokaliteter som Nørreport Station og Strøget. Når hele overvågningsdelen af regeringens tryghedsudspil i 2022 er gennemført, vil der efter planen være sat i alt 300 nye overvågningskameraer op på landsplan. Ifølge Gert Sejbak, ledende politiinspektør hos Københavns Politi, gør kameraerne “ingen revolutionerende forskel, men det er trods alt et ekstra værktøj, når forbrydelser skal opklares”, siger han i Berlingskes artikel “Mere overvågning på vej: Nu er politiets 14 første overvågningskameraer på plads i København” (se kilder). Han uddyber, at man “ikke kan sætte et lighedstegn mellem mere overvågning og flere opklarede forbrydelser, men vi opklarer i hvert fald nogle forbrydelser ved hjælp af overvågningsudstyr. Det bidrager til at sammensætte et forløb i en hændelse. Det er både en politisk forhåbning og vores forhåbning, at almindelige borgere kommer til at være mere trygge, ved at tingene bliver overvåget, når man færdes i området”.

Hvad siger loven om tv-overvågning?

Ifølge loven om tv-overvågning (se kilder) må private ikke overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel: 
“Straffelovens § 264 a forbyder uberettiget tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Dette forbud har bl.a. betydning for kontorer, der ikke er åbne for publikum, butikkers baglokaler, lagerrum mv. Forbuddet gælder også i private hjem. Tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, vil i almindelighed være uberettiget, hvis der ikke er givet samtykke af den person, der overvåges, eller af den, der har rådighed over det pågældende sted,” kan man læse i Justitsministeriets oplysningspjece om loven om tv-overvågning (se kilder).

Det fremgår desuden af loven, at: “Tv-overvågning skal være rimelig og lovlig. Optagelserne må kun bruges til saglige formål. Det er f.eks. sagligt at gennemse optagelserne for at afsløre en indbrudstyv. Kravet om saglighed indebærer, at der i forbindelse med tv-overvågning, f.eks. i et storcenter, af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse ikke må zoomes ind for at iagttage personer, hvis det ikke sker af hensyn til det saglige formål (kriminalitetsbekæmpelse), der begrunder tv-overvågningen.” 
I lovteksten kan man også læse, at: 

• “det først må overvejes, om det ønskede formål kan nås med mindre indgribende midler end tv-overvågning”, 
• “tv-overvågning kun bør finde sted, hvis der er tungtvejende grunde til det” 
• “tv-overvågning skal gennemføres, så den virker mindst muligt integritetskrænkende for den almindelige borger” og:
• “tv-overvågning normalt bør begrænses mest muligt, så der f.eks. ikke sker overvågning hele døgnet, hvis det ikke er nødvendigt”.

Loven om tv-overvågning blev senest ændret i sommeren 2020, hvorved private virksomheder fik udvidet mulighed for at overvåge området omkring egne indgange og facader, sådan at overvågningen kan dække et større areal end efter den tidligere lov.

Hvem fører tilsyn med tv-overvågning?

Datatilsynet fører tilsyn med tv-overvågning, rådgiver om registrering, videregivelse og anden behandling af personoplysninger og fører tilsyn med, at myndigheder, virksomheder og andre dataansvarlige overholder persondataloven. Men da der ikke findes et samlet overblik over, hvor der tv-overvåges, er det vanskeligt for Datatilsynet at føre tilsyn. I artiklen “Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information rejser flere forskere kritik af den manglende kontrol med overvågningen. Med den mere lempelige lovgivning er der ikke fulgt flere ressourcer til kontrol, påpeger Charlotte Bagger Tranberg, lektor i jura på Aalborg Universitet, der forsker i persondataret. Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen, nævner sager, hvor tilsynsbesøg i en række kommuner har vist, at det offentlige ikke overholder reglerne. I de pågældende sager fik kommunerne kritik for at gemme optagelser længere, end loven tillader, og for ikke at informere medarbejdere eller forældre og børn på de skoler, hvor kommunen havde iværksat overvågning (se kilder).

I forbindelse med S-regeringens planer om øget overvågning, der blev annonceret i efteråret 2019, kom der kritik fra tænketanken Justitia. I Politikens artikel “Når FE og PET bruger aflytning, overvågning og agenter, skal der også være en kontrolinstans” konkluderer tænketanken i en analyse, at “der kan sættes alvorligt spørgsmålstegn ved, om der føres tilstrækkeligt tilsyn med efterretningstjenesterne” (se kilder).

Hvilke krav er der til skiltning?

Både offentlige myndigheder og private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvor der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal skilte med, at der overvåges. Kravet om skiltning gælder ikke ved tv-overvågning af pengetransporter og private indgange, facader, indhegninger eller lignende, hvis billederne ikke bliver lagret. Politiet, kriminalforsorgen og militæret er heller ikke pålagt krav om skiltning på områder, hvor de overvåger. Det fremgår af Justitsministeriets pjece Tv-overvågning (se kilder).

Hvilke regler gælder for overvågning af arbejdspladser?

Arbejdspladser har ret til at foretage tv-overvågning, hvis: 

• der foreligger et driftsmæssigt formål (dette er ikke videre defineret) 
• det ikke er krænkende for de ansatte
• der er opnået en aftale med de ansatte. 

Dog må der ifølge Straffelovens § 264 a ikke foretages tv-overvågning af enkeltmandskontorer uden den ansattes samtykke, og det er et krav, at “den, der tv-overvåger en arbejdsplads, skal oplyse herom, enten ved skiltning eller på anden tydelig måde”, kan man læse af Justitsministeriets pjece Tv-overvågning (se kilder). Her står også, at “Princippet om god databehandlingsskik medfører, at de ansatte bl.a. skal oplyses om formålet med tv-overvågningen og om, i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået og videregivet til politiet”. 

Hvad siger loven om privat overvågning?

Det er som udgangspunkt ulovligt for private at tv-overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel. Dog er det tilladt for pengeinstitutter, spillekasinoer, hoteller og restaurationer samt butikscentre og butikker, hvor der foregår detailsalg, at foretage tv-overvågning af egne indgange og facader. Erhvervsdrivende må f.eks. gerne tv-overvåge indgange, facader og arealer lige omkring dem, som naturligt kan anvendes som adgangs- eller flugtvej fra egne indgange. Tv-overvågningen skal dog være klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. 

Hvilke udvidede beføjelser har efterretningstjenesten fået efter terrorangrebet på USA i 2001?

I kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001 og foranlediget af terrorangrebet i Madrid i 2004 nedsatte Justitsministeriet i efteråret 2004 et tv-overvågningsudvalg, der skulle undersøge mulighederne for at give øgede beføjelser til tv-overvågning som forebyggelse af terror og kriminalitet. Det førte til, at private og erhvervsdrivende fik flere muligheder for tv-overvågning som beskrevet ovenfor. Samtidig indførtes det såkaldte logningsdirektiv, der pålagde alle EU-lande at gemme informationer om borgeres brug af internet, sms og telefon. Direktivet medførte massiv debat, og i april 2014 erklærede EU-Domstolen logningsdirektivet for ugyldigt i en af de første sager, hvor EU-Domstolen har truffet afgørelser i sager om overvågning. “Direktivet krænker den grundlæggende beskyttelse af privatlivets fred, der er fastslået i EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” lød begrundelsen, som gengives i artiklen “EU-Domstolen træffer vigtig afgørelse om overvågning” på Altinget.dk (se kilder).