metrostation
Københavns Politi ønsker at tage en omstridt teknologi i brug og benytte sig af ansigtsgenkendelse i efterforskninger. Metrostation på Cityringen i København.
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Overvågning i samfundet

journalist og cand.comm. Anne Anthon Andersen, Bureauet. Februar 2018. . Opdateret af journalist Lasse Skytt, Bureauet. December 2019.
Top image group
metrostation
Københavns Politi ønsker at tage en omstridt teknologi i brug og benytte sig af ansigtsgenkendelse i efterforskninger. Metrostation på Cityringen i København.
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Indledning
Overvågning er langt fra et nyt fænomen. Allerede i 1600-tallet overvågede danske konger borgerne og argumenterede for overvågningen med, at det var nødvendigt for at sikre statens sikkerhed. Dengang var det håndskrevne breve, der blev sprættet op, læst og genforseglet med falske segl. Med romanen ”1984” fremskrev den engelske forfatter George Orwell i 1949 en dystopi af et samfund, hvor staten via overvågning indskrænkede individets frihedsrettigheder. I dag er romanen en ofte anvendt reference i debatten om nutidens overvågning. I 1980'erne åbnede de teknologiske landvindinger mulighed for tv-overvågning, i 1990’erne begyndte politiet og PET at aflytte og overvåge mobiltelefoner, og vores brug af f.eks. smartphones har yderligere øget mulighederne for overvågning, fordi vi konstant efterlader os spor online. Overvågningen har bredt sig yderligere i løbet af 2010’erne, og herhjemme handler det seneste politiske tiltag om at benytte ansigtsgenkendelse i det offentlige rum.


Det er vanskeligt at gardere sig mod misbrug af overvågning. De danske myndigheder har været beskyldt for at sælge overvågningsudstyr til diktaturstater, som benytter overvågning til at kontrollere og undertrykke regimekritiske borgere.

 

Forskere fortæller om fem ting, du skal vide om overvågning.

Artikel type
faktalink

Baggrund og udbredelse

Hvilke former for overvågning findes?

I dag har vores brug af teknologi som f.eks. smartphones og sociale medier gjort det muligt for langt flere end politiet og efterretningstjenesten at overvåge vores adfærd. Således indvilger vi frivilligt i, hvad forskerne kalder deltagende overvågning. Aflytning af telefoner og rum, hvor der opsættes skjulte mikrofoner er en anden form aflytning. Også myndigheders deling af vores personlige data er en form for overvågning, som med mellemrum vækker debat, når politikerne drøfter lovændringer, der gør deling af personoplysninger smidigere. I Kina er det blevet almindeligt at overvåge ved hjælp af kameraer, der scanner og genkender ansigter. Ansigtsgenkendelsessystemerne bruges f.eks. til at overvåge pengeautomater, begrænse adgang til visse offentlige steder, og ansigtsgenkendelse bliver spået en vigtig rolle i udviklingen af såkaldt smarte storbyer, kan man læse i artiklen ”Verdens største ansigtsgenkendelsessystem rulles ud i Kina” på UniverseIda.dk (se kilder). Men også i Europa er ansigtsgenkendelse i det offentlige rum ved at finde udbredelse. Ifølge Version2’s artikel ”10 politistyrker i EU anvender ansigtsgenkendelse” er kun to europæiske lande decideret imod teknologien og har indført et forbud mod at anvende den, Spanien og Belgien (se kilder). I efteråret 2019 foreslog den danske regering, at ansigtsgenkendelse snart kan komme på tale herhjemme. Det fremgår blandt andet af Ritzau-artiklen ”Københavns Politi vil have adgang til ansigtsgenkendelse” (se kilder).

Hvad er tv-overvågning?

Ifølge ”Tv-overvågningsloven” (se kilder) dækker tv-overvågning over overvågning af personer, der sker vedvarende eller gentages med regelmæssige mellemrum ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende kamera: ”Hvis tv-overvågning kun sker med lange, uregelmæssige mellemrum og uden sammenhæng med, om der befinder sig en person i billedfeltet, er der ikke tale om tv-overvågning. Der er heller ikke tale om tv-overvågning, hvis kameraet kun aktiveres f.eks. ved tryk på en særlig alarmknap”, står der i loven. Det er derimod uden betydning, om billederne bliver optaget/lagret, eller om de f.eks. alene vises ”live” på en eller flere skærme i et overvågningsrum eller på internettet. Begge dele betragtes ifølge loven som overvågning.

Hvilke motiver ligger typisk bag indføring af tv-overvågning?

Argumenterne for overvågning er typisk, at tv-overvågningen kan forebygge kriminalitet ved at afskrække potentielle kriminelle, og at politiet kan bruge optagelserne til opklaring af forbrydelser. ”Erfaringerne viser, at tv-overvågning virker forebyggende på nogle former for kriminalitet, men ikke alle. Og tv-overvågning kan have en række uheldige bivirkninger f.eks. at kriminaliteten flytter andre steder hen, falsk tryghed, krænkelse af privatlivets fred og utryghed, fordi kameraer ikke kan erstatte den menneskelige tilstedeværelse i arbejdet med at skabe tryghed”, lyder anbefalingerne i Det Kriminalpræventive Råds pjece ”TV-overvågning – Fakta om tv-overvågning i Danmark” (se kilder). I en tale i Folketinget i efteråret 2019 argumenterede justitsminister Nick Hækkerup (S), at øget overvågning kan give øget tryghed og dermed frihed: ”Uden tryghed, ingen frihed”, gentog justitsministeren flere gange, hvilket fremgår af Berlingskes artikel ”Fra Folketingets talerstol talte justitsministeren om overvågning” (se kilder). Det skete, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i et stort interview med Berlingske havde bebudet ”massivt øget overvågning i kampen mod kriminelle”. Hun forklarede blandt andet de vidtgående planer med, at ”vores samfundsmodel er på spil” (se kilder).

Hvornår begyndte danske myndigheder at indføre tv-overvågning?

I DR’s tidslinjeartikel ”Sådan har staten overvåget dig og dine forfædre gennem 400 år” skildres det, hvordan videokameraer til overvågning begyndte at dukke op i 1980’erne, hvor både det almindelige politi, virksomheder og PET begyndte at bruge dem i forebyggelse og opklaring af kriminalitet. I starten af 1990’erne begyndte PET og politiet også at overvåge og aflytte mobiltelefoner, og ifølge historikeren Andreas Marklund blev terrorangrebet på USA den 11. september 2001 skelsættende for den øgede overvågning: ”Fra 2006 bliver alt fra hvilke telefonnumre, vi kommunikerer med, til hvilke hjemmesider, vi besøger, gemt og registreret,” udtaler historikeren i tidslinje-artiklen (se kilder).

Hvor udbredt er overvågning?

Der er ingen præcise tal for, hvor mange tv-overvågningskameraer der er installeret i Danmark, da der ikke er pligt til at registrere overvågning. Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, SikkerhedsBranchen anslår, at antallet ligger på ca. 1,5 millioner. De fordeler sig således, hvilket skitseres i TV 2-artiklen ”Så meget videoovervågning er der i Danmark”:

· cirka en million overvågningskameraer i erhvervsvirksomheder,

· cirka 300.000 kameraer fordelt på offentlige myndigheder, offentlig transport og kameraer opsat af politiet i det offentlige rum samt

· cirka 250.000 kameraer i private hjem (se kilder).

Vurderingerne er ifølge SikkerhedsBranchen blevet til på grundlag af tilbagemeldinger fra branchens største leverandører. Det fremgår på brancheforeningens hjemmeside (se kilder).

 

Anders Samuelsen og Brian Mikkelsen

Daværende udenrigsminister Anders Samuelsen (th.) tillod eksport af overvågningsudstyr til bl.a. De Forenede Arabiske Emirater. Foto: Liselotte Sabroe / Rittzau Scanpix.

 

Hvordan har omfanget af overvågning udviklet sig?

Udbredelsen af overvågning tog for alvor fart i årene efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Herefter blev mulighederne for overvågning kraftigt udvidet med en række lovændringer i 2007, 2010, 2011, 2014, 2016 og 2018. Det kan man læse mere om under overskriften ”Loven om tv-overvågning” på SikkerhedsBranchen.dk (se kilder). Mange folkeskoler er overvågede, kommunerne og private virksomheder bruger i stigende grad overvågning, politiet installerer overvågningskameraer i befærdede byrum, boligforeninger i udsatte boligområder overvåger udendørs arealer, ligesom stort set alle former for offentlig transport overvåges.

I 2007 ændrede man meget sigende navnet på loven om overvågning fra ’lov om forbud mod tv-overvågning’ til ’lov om tv-overvågning’. ”Her gav man lov til at overvåge foran banker, posthuse, vare- og lagerbutikker,” forklarer Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen i artiklen ”Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information (se kilder). I 2019 gik Københavns Politi forrest og krævede øgede beføjelser til overvågning i det offentlige rum, blandt andet i form af ansigtskendelse. Det forklares i Berlingskes artikel ”Københavns Politi: Vi vil gerne bruge ansigtsgenkendelse på borgerne”, hvori politikredsen for første gang nogensinde udtaler, at ”systemer til ansigtsgenkendelse af borgerne vil være en kæmpe fordel for politiet” (se kilder).

Hvad viser undersøgelser om effekten af overvågning?

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd afhænger resultaterne af tv-overvågning af de steder, der overvåges, og af typen af kriminalitet. På rådets hjemmeside (se kilder) kan man læse, at undersøgelser af tv-overvågning viser uklare eller modsatrettede resultater. Opsummerende konkluderer rådet, at tv-overvågning i nogle tilfælde kan forebygge kriminalitet. Som hovedregel kan man sige, at tv-overvågning:

· har størst effekt på planlagt kriminalitet i modsætning til impulsiv kriminalitet.

· ser ud til at have effekt på berigelseskriminalitet, særligt biltyverier, tyveri fra biler og hærværk mod biler. Effekten er størst i parkeringshuse, men gælder også almindelige parkeringspladser.

· ikke er effektivt, hvis man vil forhindre vold eller anden personfarlig kriminalitet, heller ikke almindelig gadeuorden

· har størst effekt, når den benyttes sammen med andre kriminalitetsforebyggende midler, og når der er høj kameratæthed.

Da S-regeringen i efteråret 2019 bebudede øget overvågning og mindst 300 nye overvågningskameraer i det offentlige rum blev spørgsmålet igen stillet i den danske debat: Virker overvågningen? Ifølge en artikel på DR’s hjemmeside viser britisk forskning, at ”tv-overvågning kan bremse hærværk, men ikke vold”. I artiklen gentager en sikkerhedskonsulent fra Det Kriminalpræventive Råd ovennævnte argumenter: ”Tv-overvågning er bedst, hvis det bliver kombineret med andre forebyggende tiltag. For eksempel med en øget patruljering eller mere gadelys” (se kilder).

Lovgivning og konsekvenser

Hvad siger loven om tv-overvågning?

Ifølge loven om tv-overvågning (se kilder) må private ikke overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel:
”Straffelovens § 264 a forbyder uberettiget tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Dette forbud har bl.a. betydning for kontorer, der ikke er åbne for publikum, butikkers baglokaler, lagerrum mv. Forbuddet gælder også i private hjem. Tv-overvågning af personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, vil i almindelighed være uberettiget, hvis der ikke er givet samtykke af den person, der overvåges, eller af den, der har rådighed over det pågældende sted”, kan man læse i Justitsministeriets oplysningspjece om loven om tv-overvågning (se kilder).
Det fremgår desuden af loven, at: ”Tv-overvågning skal være rimelig og lovlig. Optagelserne må kun bruges til saglige formål. Det er f.eks. sagligt at gennemse optagelserne for at afsløre en indbrudstyv. Kravet om saglighed indebærer, at der i forbindelse med tv-overvågning f.eks. i et storcenter af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse ikke må zoomes ind for at iagttage personer, hvis det ikke sker af hensyn til det saglige formål (kriminalitetsbekæmpelse), der begrunder tv-overvågningen”.
I lovteksten kan man også læse, at:
· ”det først må overvejes, om det ønskede formål kan nås med mindre indgribende midler end tv-overvågning”,
· ”tv-overvågning kun bør finde sted, hvis der er tungtvejende grunde til det
· ”tv-overvågning skal gennemføres, så den virker mindst muligt integritetskrænkende for den almindelige borger og:
· ”tv-overvågning normalt bør begrænses mest muligt, så der f.eks. ikke sker overvågning hele døgnet, hvis det ikke er nødvendigt.

Loven om tv-overvågning blev senest ændret i 2018, hvor det blandt andet blev tilføjet – jævnfør bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets databeskyttelsesforordning – at borgere har ret til ”beskyttelse i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger” (se kilder).

Hvem fører tilsyn med tv-overvågning?

Datatilsynet fører tilsyn med tv-overvågning, rådgiver om registrering, videregivelse og anden behandling af personoplysninger og fører tilsyn med, at myndigheder, virksomheder og andre dataansvarlige overholder persondataloven. Men da der ikke findes et samlet overblik over, hvor der tv-overvåges, er det vanskeligt for Datatilsynet at føre tilsyn. I artiklen ”Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information rejser flere forskere kritik af den manglende kontrol med overvågningen. Med den mere lempelige lovgivning er der ikke fulgt flere ressourcer til kontrol, påpeger Charlotte Bagger Tranberg, lektor i jura på Aalborg Universitet, der forsker i persondataret. Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen, nævner sager, hvor tilsynsbesøg i en række kommuner har vist, at det offentlige ikke overholder reglerne. I de pågældende sager fik kommunerne kritik for at gemme optagelser længere, end loven tillader, og for ikke at informere medarbejdere eller forældre og børn på de skoler, hvor kommunen havde iværksat overvågning (se kilder).

I forbindelse med S-regeringens planer om øget overvågning, der blev annonceret i efteråret 2019, kom der kritik fra tænketanken Justitia. I Politikens artikel ”Når FE og PET bruger aflytning, overvågning og agenter, skal der også være en kontrolinstans” konkluderer tænketanken i en analyse, at der kan sættes alvorligt spørgsmålstegn ved, om der føres tilstrækkelig tilsyn med efterretningstjenesterne” (se kilder).

Hvilke krav er der til skiltning?

Både offentlige myndigheder og private, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvor der er almindelig adgang, eller af arbejdspladser, skal skilte med, at der overvåges. Kravet om skiltning gælder ikke ved tv-overvågning af pengetransporter og private indgange, facader, indhegninger eller lignende, hvis billederne ikke bliver lagret. Politiet, kriminalforsorgen og militæret er heller ikke pålagt krav om skiltning på områder, hvor de overvåger. Det fremgår af Justitsministeriets pjece ”Tv-overvågning” (se kilder).

Hvilke regler gælder for overvågning af arbejdspladser?

Arbejdspladser har ret til at foretage tv-overvågning, hvis:
· der foreligger et driftsmæssigt formål (dette er ikke videre defineret)

· det ikke er krænkende for de ansatte
· der er opnået en aftale med de ansatte.
Dog må der ifølge Straffelovens § 264 a ikke foretages tv-overvågning af enkeltmandskontorer uden den ansattes samtykke, og det er et krav, at ”den, der tv-overvåger en arbejdsplads, skal oplyse herom, enten ved skiltning eller på anden tydelig måde”, kan man læse af Justitsministeriets pjece ”Tv-overvågning” (se kilder). Her står også, at ”Princippet om god databehandlingsskik medfører, at de ansatte bl.a. skal oplyses om formålet med tv-overvågningen og om, i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået og videregivet til politiet”.

Hvad siger loven om privat overvågning?

Det er som udgangspunkt ulovligt for private at tv-overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel. Dog er det tilladt for pengeinstitutter, spillekasinoer, hoteller og restaurationer samt butikscentre og butikker, hvor der foregår detailsalg, at foretage tv-overvågning af egne indgange og facader. Erhvervsdrivende må f.eks. gerne tv-overvåge indgange, facader og arealer lige omkring dem, som naturligt kan anvendes som adgangs- eller flugtvej fra egne indgange. Tv-overvågningen skal dog være klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Hvilke udvidede beføjelser har efterretningstjenesten fået efter terrorangrebet på USA i 2001?

I kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001 og foranlediget af terrorangrebet i Madrid i 2004 nedsatte Justitsministeriet i efteråret 2004 et tv-overvågningsudvalg, der skulle undersøge mulighederne for at give øgede beføjelser til tv-overvågning for forebyggelse af terror og kriminalitet. Det førte til, at private og erhvervsdrivende fik flere muligheder for tv-overvågning som beskrevet ovenfor. Samtidig indførtes det såkaldte logningsdirektiv, der pålagde alle EU-lande at gemme informationer om borgeres brug af internet, sms, og telefon. Direktivet medførte massiv debat, og i april 2014 erklærede EU-domstolen logningsdirektivet for ugyldigt i en af de første sager, hvor EU-domstolen har truffet afgørelser i sager om overvågning. ”Direktivet krænker den grundlæggende beskyttelse af privatlivets fred, der er fastslået i EU's Charter for Grundlæggende Rettigheder og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” lød begrundelsen, som gengives i artiklen ”EU-Domstolen træffer vigtig afgørelse om overvågning” på Altinget.dk (se kilder).

Debat om overvågning

Hvad er danskernes holdning til overvågning?

Flere undersøgelser viser, at danskerne generelt er positive over for tv-overvågning. Således viste en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Wilke i 2015, at 51 % af danskerne synes, at der bliver foretaget for lidt tv-overvågning på offentlige steder, mens kun 6 % mente, at der bliver overvåget for meget i det offentlige rum. Rundspørgen blev foretaget umiddelbart efter terrorangrebet i 2015 på Krudttønden og i Krystalgade i København, hvor gerningsmanden blev filmet af flere overvågningskameraer, som gjorde det muligt for politiet at kortlægge hans færden. Og netop argumentet, at overvågningen er et led i forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme, spiller en afgørende rolle i danskernes stigende accept af tv-overvågning, vurderer overvågningsforsker Peter Lauritsen i Berlingske-artiklen ”Halvdelen af danskerne vil have flere overvågningskameraer” (se kilder).
”Mange danskere oplever overvågningen som en tryghedsskabende faktor og som noget, der kun i meget begrænset omfang er generende. Samtidig er vi jo i stigende grad vant til overvågning, og derfor er det knap så opsigtsvækkende som for blot få år siden,” siger professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen til Jyllands-Posten (se kilder).

Efter at S-regeringen i efteråret 2019 fremlagde planerne om øget overvågning med 300 nye kameraer i det offentlige rum, var danskernes holdning den samme. Mange bakker op om initiativet, som det fremgår af DR-artiklen ”Opbakning til mere overvågning: Jeg laver ikke noget, folk ikke må se”. I artiklen fremgår det også, at 123 af Folketingets 179 mandater støtter op om mere overvågning. 38 er imod, mens 14 mandater er uafklaret (se kilder).

Er der forskel på danskernes holdning til digital overvågning og videoovervågning?

Ja. danskerne forholder sig mere skeptisk til digital overvågning af personfølsomme oplysninger på internettet. ”Næsten halvdelen af danskerne (48 %) er bekymrede for, om offentlige myndigheder og private virksomheder har adgang til deres personfølsomme oplysninger”, lyder en af konklusionerne i undersøgelsen ”Det offentliges digitale overvågning” (se kilder) foretaget af Bjerg Kommunikation. Undersøgelsen viser også, at unge generelt er mindre bekymrede for at blive overvåget. Tilsvarende viser et studie foretaget af Center for Digital Dannelse, at unge mellem 20 og 25 år er fuldt ud bevidste om, at deres digitale adfærd bliver overvåget, men at de samtidig har ukritisk høj tillid til de myndigheder og virksomheder, der overvåger dem. Det fremgår af artiklen ”Har du overvejet konsekvenserne ved digital overvågning” på Digitaldannelse.org (se kilder).

Forskellen på danskernes holdning til henholdsvis video- og digital overvågning bekræftes i forskningsartiklen ”Danskerne siger ja til videoovervågning, men nej til overvågning af e-mails”, som Institut for Menneskerettigheder har udgivet. I artiklen forklarer forskeren Rikke Frank Jørgensen, at ”de, der er mindre tillidsfulde over for mennesker af en anden nationalitet, er mere positive over for overvågning”. Hun uddyber også, at der er en ”sammenhæng mellem tillid til systemet og holdningen til overvågning, hvor personer, der har meget tillid til politiet og regeringen, er mere positive over for at give staten ret til at overvåge borgerne” (se kilder).

Hvordan kan overvågningsudstyr misbruges?

Der er eksempler på, at videoovervågning er blevet misbrugt. I artiklen ”Private danske overvågningskameraer bliver streamet live på nettet” (se kilder) kan man læse, hvordan videoer fra mere end 180 private danske overvågningskameraer er havnet på en hjemmeside på nettet, der streamer videoer fra kameraer over hele verden – uden at ejerne af kameraerne har indvilget i at deres private optagelser bliver delt. I artiklen forklarer Lars Jacobsen, chefredaktør på it-hjemmesiden Computerworld, at det er et velkendt problem, at folk, der sætter overvågningsudstyr op, selv ender med at blive overvåget.
Og selv om det er ulovligt at streame andres private videoer, kan det være svært at retsforfølge bagmændene, forklarer seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup i artiklen. Der er også risiko for, at politi eller andre myndigheder kan forveksle identiteter. I London gik det helt galt, da en mand blev skudt og dræbt, fordi politiet forvekslede ham med en terrorist, de havde set på et overvågningsbånd. Manden var uskyldig. Det kan man læse i artiklen ”Overvågning – mere eller mindre overvågning” på DR.dk (se kilder). Og så er der risikoen for, at fortrolige oplysninger bliver offentliggjort ved menneskelige fejl, som lektor i informations- og medievidenskab på Aarhus Universitet Peter Lauritsen forklarer det i artiklen ”Vi elsker overvågning” på Videnskab.dk (se kilder).

Ifølge Microsofts direktør Brad Smith frygter it-giganten, at overvågningsteknologier som ansigtskendelse bliver misbrugt, og derfor har Microsoft afvist at sælge softwaren til de regeringer, som har ønsket det. Det fremgår af Ritzau-artiklen ”Microsoft frygter misbrug af ansigtsgenkendelse”, hvor Smith udtaler: ”Vi vil ikke sælge tjenester med ansigtsgenkendelse noget sted i verden, hvor formålet er overvågning” (se kilder).

Hvorfor er danske myndigheder blevet anklaget for at bidrage til diktaturstaters overvågning af borgere?

Under overskriften ”Made in Denmark” har Dagbladet Information i samarbejde med BBC i en række artikler afsløret, hvordan den britiske våben- og overvågningsgigant BAE Systems Applied Intelligence via sit danske datterselskab i Nordjylland har leveret masseovervågningsteknologi til diktaturstater i Mellemøsten og Nordafrika. Med tilladelse fra Erhvervsstyrelsen har firmaet forsynet regimerne i Saudi-Arabien, Qatar, Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Algeriet og Marokko med masseovervågningsteknologi, der kan overvåge en hel befolknings aktiviteter på nettet. Afsløringerne vakte massiv kritik fra mellemøsteksperter og menneskerettighedsorganisationer, som vurderer, at overvågningsteknologi i de lande systematisk bliver brugt til at krænke menneskerettighederne. Sagen fik den daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til at love at arbejde for at stramme den danske eksportkontrol i tråd med EU-Parlamentets vedtagelse af en strammere lovgivning for eksport af overvågningsteknologi. Det kan man læse i artiklen ”Brian Mikkelsen: EU-forslag om overvågningseksport er et skridt i den rigtige retning” på Information.dk (se kilder).

Hvilke argumenter er almindelige, når det gælder øget overvågning?

Det mest anvendte argument for at overvåge er, at det kan forebygge kriminalitet og terror. Et andet hyppigt anvendte argument er, at hvis du ikke har noget at skjule, er der ingen grund til at modsætte sig overvågning. Skeptikerne hæfter sig ofte ved, at den tryghed, der bruges som argument for at overvåge, er en falsk tryghed, og at man med overvågning gør samfundet til et fængsel.

Hvilke argumenter har modstanderne af mere overvågning?

I en klumme på Berlingske fremhæver foredragsholderen Amalie Lyhne fire overordnede grunde til at være imod øget overvågning: Retssikkerhed, datasikkerhed, retten til privatliv og den glidebane, det ifølge hende kan være at indføre mere overvågning. ”Man hører sjældent en dansk politiker sætte en klar grænse for overvågningen, og derfor er glidebanen en realitet: Det er svært at se, hvor vi ender, men at det går i én retning – meget hurtigt – er der slet ingen tvivl om,” skriver Amalie Lyhne (se kilder).
Cand.mag. i filosofi Joachim Wang skriver i kronikken ”Overvågningens filosofi og etik” på JP.dk (se kilder): ”Af frygt for en kriminalitet, man åbenbart alligevel ikke kan standse på denne måde, gør man samfundet til et fængsel, der skaber en social utryghed, der igen i yderste konsekvens skaber grobund for mere kriminalitet. Så uheldigt kan overvågningen virke”.
I debatindlægget ”Stop al offentlig overvågning” (se kilder) anfægter forhenværende landsformand for Radikal Ungdom Victor Boysen hovedargumentet for den øgede overvågning: ”Faktisk er det ganske ineffektivt i henhold til at forebygge terror og i det hele taget give politiet nogle oplysninger, de kan bruge til noget”, skriver han og refererer til evalueringen af de mange masseovervågningsinitiativer, den forhenværende amerikanske præsident George Bush iværksatte efter terrorangrebet på USA d. 11. september 2001: ”Fra 2001-2004 var det kun 1 % af de mange millioner informationer, som den amerikanske efterretningstjeneste ekstraordinært fik fat i gennem de nye overvågningsmekanismer, de reelt kunne bruge i deres indsats mod terror. Fra 2004-2006 var det 0 %. Samme konklusion måtte NSA drage 10 år senere, da et stort telefonaflytningsprogram ikke hjalp nævneværdigt til at forebygge nye terrorangreb. Det var simpelthen ikke anstrengelserne værd, hvorfor programmet hurtigt blev lukket igen”.
I et debatindlæg på Version2 med overskriften ”Overvågning: Hvordan får vi vækket befolkningen?” skriver it-iværksætteren Yoel Caspersen, som er imod øget overvågning, at danskerne går hårde tider i møde, hvis de mener det samme som ham: ”Overvågningssamfundet er en realitet, og det bliver kun værre herfra – de seneste år har budt på en kraftig stigning i tiltag, der skal øge statens mulighed for at kontrollere sine borgeres adfærd” (se kilder).

Kilder citeret i artiklen

Hjemmesider

Loven om tv-overvågning.
TV-overvågning: Fakta om tv-overvågning.

Pjecer

Justitsministeriet og Datatilsynet, marts 2008.
Jyllands-posten, 2017-04-13.
Digital Dannelse.org, 2017-03. (Konstateret utilgængelig 2020-05-20)
Dagbladet Information. 2012-03-29.
Videnskab.dk, 2008-12-11.