Hvilke former for overvågning findes?
I dag har vores brug af teknologi som f.eks. smartphones og sociale medier gjort det muligt for langt flere end politiet og efterretningstjenesten at overvåge vores adfærd. Således indvilger vi frivilligt i, hvad forskerne kalder deltagende overvågning. Aflytning af telefoner og rum, hvor der opsættes skjulte mikrofoner, er en anden form aflytning. Også myndigheders deling af vores personlige data er en form for overvågning, som med mellemrum vækker debat, når politikerne drøfter lovændringer, der gør deling af personoplysninger smidigere. I Kina er det blevet almindeligt at overvåge ved hjælp af kameraer, der scanner og genkender ansigter.
Ansigtsgenkendelsessystemerne bruges f.eks. til at overvåge pengeautomater, begrænse adgang til visse offentlige steder, og ansigtsgenkendelse bliver spået en vigtig rolle i udviklingen af såkaldt smarte storbyer, kan man læse i artiklen “Verdens største ansigtsgenkendelsessystem rulles ud i Kina” på UniverseIda.dk (se kilder). Men også i Europa er ansigtsgenkendelse i det offentlige rum ved at finde udbredelse. Ifølge Version2’s artikel “10 politistyrker i EU anvender ansigtsgenkendelse” er kun to europæiske lande decideret imod teknologien og har indført et forbud mod at anvende den, Spanien og Belgien (se kilder). I efteråret 2019 foreslog den danske regering, at ansigtsgenkendelse kan komme på tale herhjemme. Det fremgår blandt andet af Ritzau-artiklen “Københavns Politi vil have adgang til ansigtsgenkendelse” (se kilder).
Hvad er tv-overvågning?
Ifølge TV-overvågningsloven (se kilder) dækker tv-overvågning over overvågning af personer, der sker vedvarende eller gentages med regelmæssige mellemrum ved hjælp af et fjernbetjent eller automatisk virkende kamera: “Hvis tv-overvågning kun sker med lange, uregelmæssige mellemrum og uden sammenhæng med, om der befinder sig en person i billedfeltet, er der ikke tale om tv-overvågning. Der er heller ikke tale om tv-overvågning, hvis kameraet kun aktiveres f.eks. ved tryk på en særlig alarmknap,” står der i loven. Det er derimod uden betydning, om billederne bliver optaget/lagret, eller om de f.eks. alene vises “live” på en eller flere skærme i et overvågningsrum eller på internettet. Begge dele betragtes ifølge loven som overvågning.
Hvilke motiver ligger typisk bag indføring af tv-overvågning?
Argumenterne for overvågning er typisk, at tv-overvågningen kan forebygge kriminalitet ved at afskrække potentielle kriminelle, og at politiet kan bruge optagelserne til opklaring af forbrydelser. “Erfaringerne viser, at tv-overvågning virker forebyggende på nogle former for kriminalitet, men ikke alle. Og tv-overvågning kan have en række uheldige bivirkninger f.eks. at kriminaliteten flytter andre steder hen, falsk tryghed, krænkelse af privatlivets fred og utryghed, fordi kameraer ikke kan erstatte den menneskelige tilstedeværelse i arbejdet med at skabe tryghed,” lyder anbefalingerne i Det Kriminalpræventive Råds pjece TV-overvågning – Fakta om tv-overvågning i Danmark (se kilder). I en tale i Folketinget i efteråret 2019 argumenterede justitsminister Nick Hækkerup (S), at øget overvågning kan give øget tryghed og dermed frihed: “Uden tryghed, ingen frihed,” gentog justitsministeren flere gange, hvilket fremgår af Berlingskes artikel “Fra Folketingets talerstol talte justitsministeren om overvågning” (se kilder). Det skete, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i et stort interview med Berlingske havde bebudet “massivt øget overvågning i kampen mod kriminelle”. Hun forklarede blandt andet de vidtgående planer med, at “vores samfundsmodel er på spil” (se kilder).
Hvornår begyndte danske myndigheder at indføre tv-overvågning?
I DR’s tidslinjeartikel “Sådan har staten overvåget dig og dine forfædre gennem 400 år” skildres, hvordan videokameraer til overvågning begyndte at dukke op i 1980’erne, hvor både det almindelige politi, virksomheder og PET begyndte at bruge dem i forebyggelse og opklaring af kriminalitet. I starten af 1990’erne begyndte PET og politiet også at overvåge og aflytte mobiltelefoner, og ifølge historikeren Andreas Marklund blev terrorangrebet på USA den 11. september 2001 skelsættende for den øgede overvågning: “Fra 2006 bliver alt fra hvilke telefonnumre, vi kommunikerer med, til hvilke hjemmesider, vi besøger, gemt og registreret,” udtaler historikeren i tidslinje-artiklen (se kilder).
Hvor udbredt er overvågning?
Der er ingen præcise tal for, hvor mange tv-overvågningskameraer der er installeret i Danmark, da der ikke er pligt til at registrere overvågning. Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, SikkerhedsBranchen anslår, at antallet ligger på cirka 1,5 millioner. De fordeler sig således, hvilket skitseres i artiklen “Overvågning: Halvanden million kameraer følger dig” på SN.dk (se kilder):
- Cirka en million overvågningskameraer i erhvervsvirksomheder,
- Cirka 300.000 kameraer fordelt på offentlige myndigheder, offentlig transport og kameraer opsat af politiet i det offentlige rum samt
- Cirka 250.000 kameraer i private hjem
Af artiklen fremgår det, at de mange kameraer betyder, at Danmark i dag er et af de mest overvågede lande i verden: “Hidtil har Storbritannien været i førersædet hvad angår overvågning, men der er nu kun et kamera pr. 10 indbyggere, mens antallet i Danmark er et kamera pr. hver fjerde indbygger” (se kilder).
Vurderingerne er ifølge SikkerhedsBranchen blevet til på grundlag af tilbagemeldinger fra branchens største leverandører. Det fremgår på brancheforeningens hjemmeside (se kilder).
Hvordan har omfanget af overvågning udviklet sig?
Udbredelsen af overvågning tog for alvor fart i årene efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Herefter blev mulighederne for overvågning kraftigt udvidet med en række lovændringer i 2007, 2010, 2011, 2014, 2016, 2018 og 2020. Det kan man læse mere om under overskriften “Loven om tv-overvågning” på SikkerhedsBranchen.dk (se kilder). Mange folkeskoler er overvågede, kommunerne og private virksomheder bruger i stigende grad overvågning, politiet installerer overvågningskameraer i befærdede byrum, boligforeninger i udsatte boligområder overvåger udendørs arealer, ligesom stort set alle former for offentlig transport overvåges.
I 2007 ændrede man meget sigende navnet på loven om overvågning fra ‘lov om forbud mod tv-overvågning’ til ‘lov om tv-overvågning’. “Her gav man lov til at overvåge foran banker, posthuse, vare- og lagerbutikker,” forklarer Helge Kirkegaard, informationschef i SikkerhedsBranchen i artiklen “Overvågning ude af kontrol” i Dagbladet Information (se kilder). I 2019 gik Københavns Politi forrest og krævede øgede beføjelser til overvågning i det offentlige rum, blandt andet i form af ansigtskendelse. Det forklares i Berlingskes artikel “Københavns Politi: Vi vil gerne bruge ansigtsgenkendelse på borgerne”, hvori politikredsen for første gang nogensinde udtaler, at “systemer til ansigtsgenkendelse af borgerne vil være en kæmpe fordel for politiet” (se kilder).
Siden marts 2021 har det været obligatorisk for virksomheder og offentlige myndigheder at registrere deres kameraer i Politiets Kameraregister. Ifølge politiet har det “vist sig at være et nyttigt redskab i politiets efterforskningsarbejde”, som det fremgår af en pressemeddelelse fra Politiet (se kilder).
Hvad viser undersøgelser om effekten af overvågning?
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd afhænger resultaterne af tv-overvågning af de steder, der overvåges, og af typen af kriminalitet. På rådets hjemmeside (se kilder) kan man læse, at undersøgelser af tv-overvågning viser uklare eller modsatrettede resultater. Opsummerende konkluderer rådet, at tv-overvågning i nogle tilfælde kan forebygge kriminalitet. Som hovedregel kan man sige, at tv-overvågning:
· har størst effekt på planlagt kriminalitet i modsætning til impulsiv kriminalitet.
· ser ud til at have effekt på berigelseskriminalitet, særligt biltyverier, tyveri fra biler og hærværk mod biler. Effekten er størst i parkeringshuse, men gælder også almindelige parkeringspladser.
· ikke er effektivt, hvis man vil forhindre vold eller anden personfarlig kriminalitet, heller ikke almindelig gadeuorden
· har størst effekt, når den benyttes sammen med andre kriminalitetsforebyggende midler, og når der er høj kameratæthed.
Da S-regeringen i efteråret 2019 bebudede øget overvågning og mindst 300 nye overvågningskameraer i det offentlige rum blev spørgsmålet igen stillet i den danske debat: Virker overvågningen? Ifølge en artikel på DR’s hjemmeside viser britisk forskning, at “tv-overvågning kan bremse hærværk, men ikke vold”. I artiklen gentager en sikkerhedskonsulent fra Det Kriminalpræventive Råd ovennævnte argumenter: “Tv-overvågning er bedst, hvis det bliver kombineret med andre forebyggende tiltag. For eksempel med en øget patruljering eller mere gadelys” (se kilder).
Hvad mener myndighederne selv om effekten af overvågningen?
I København satte politiet i 2020 14 nye overvågningskameraer op på befærdede lokaliteter som Nørreport Station og Strøget. Når hele overvågningsdelen af regeringens tryghedsudspil i 2022 er gennemført, vil der efter planen være sat i alt 300 nye overvågningskameraer op på landsplan. Ifølge Gert Sejbak, ledende politiinspektør hos Københavns Politi, gør kameraerne “ingen revolutionerende forskel, men det er trods alt et ekstra værktøj, når forbrydelser skal opklares”, siger han i Berlingskes artikel “Mere overvågning på vej: Nu er politiets 14 første overvågningskameraer på plads i København” (se kilder). Han uddyber, at man “ikke kan sætte et lighedstegn mellem mere overvågning og flere opklarede forbrydelser, men vi opklarer i hvert fald nogle forbrydelser ved hjælp af overvågningsudstyr. Det bidrager til at sammensætte et forløb i en hændelse. Det er både en politisk forhåbning og vores forhåbning, at almindelige borgere kommer til at være mere trygge, ved at tingene bliver overvåget, når man færdes i området”.