Hvad er naturisme?

Naturisme er en livsstil hvor mennesker af begge køn færdes uden tøj på når vejr og omgivelser gør det naturligt. For nogle naturister handler nøgenheden om at være fri for tøj, fordi de synes det føles behageligt. De fleste naturister vælger dog også at være nøgne, fordi de oplever at det at være nøgen sammen med andre mennesker er med til at skabe et mere naturligt forhold til kroppen. Det bliver tydeligt at kroppe er forskellige, og at ikke alle ligner de fotomodeller man møder i reklamer og modemagasiner.

For naturister handler nøgenheden ikke om seksualitet. Naturister opfatter nøgenhed som naturligt og ønsker at fremme en kultur hvor nøgenhed er fri, naturlig og neutral. Naturismen startede som en sundhedsbevægelse i 1900-tallet da man fandt ud af at sollys tilførte kroppen vigtige D-vitaminer. I begyndelsen var idræt, særlige kostregler og forbud mod alkohol og andre nydelsesmidler en vigtig del af naturisternes fællesskab. Senere er velvære og naturlige kropsidealer blevet mere afgørende. Naturismen er udbredt i en række europæiske lande – særligt Holland, Kroatien, Tyskland og Frankrig hvor idealerne om den frie nøgne naturlige krop lever i bedste velgående. Dansk Naturistforening har i dag cirka 1.200 medlemmer.