Forløbet af revolutionens radikale fase og direktorietiden (1792-1799)

Hvad var Frankrigs anden revolution?

I august 1792 tog revolutionen en ny, voldsom drejning. I centrum for revolutionens radikale fase i de følgende to år stod dårligt stillede småborgere fra byerne, sans-culotterne. Navnet betyder ’uden knæbukser’ – deres lange bukser adskilte dem fra bourgeoisiets og adelens knæbukser af silke.

Frankrig havde tidligere på året indledt krige mod en række europæiske lande, herunder stormagterne Østrig, Preussen og Storbritannien. Fødevareforsyningen var under stort pres, og stemningen i Paris var oppisket. Da det på samme tid begyndte at svirre med rygter om, at kongen var en forræder, der stod i ledtog med fjenden, nærmede man sig kogepunktet. Sans-culotterne frygtede, at kongen havde indgået aftaler, der sigtede mod at bringe det gamle styre tilbage.

Kongen søgte tilflugt i den lovgivende forsamlings lokaler, men han og resten af kongefamilien blev ført i husarrest. Den stadig dugfriske forfatning blev forkastet og der indkaldtes en ny grundlovgivende forsamling kaldet konventet. Den 21. og 22. september 1792 blev monarkiet officielt afskaffet og Frankrig udråbt som republik.

I december blev Ludvig den 16. kendt skyldig i forræderi af nationalkonventet og dømt til døden i januar 1793. Han blev derefter halshugget i guillotinen.

Hvad var Velfærdsudvalget?

Velfærdsudvalget var blevet oprettet i april 1793 for at holde øje med landets administration, men det kunne i presserende situationer træffe afgørelser om landets forsvar. Udvalgets beføjelser blev dog hurtigt udvidet i lyset af trusselen fra Frankrigs ydre fjender og udbredte oprør i de franske provinser. Senere samme år blev Velfærdsudvalget reelt Frankrigs regering.

Fra juli 1793 var juristen Maximillien de Robespierre (1758-1794) den stærke mand i Velfærdsudvalget. I det kommende år stod han i spidsen for det såkaldte terrorregime, der brugte alle midler for at forsvare revolutionen og republikken mod dens fjender.

Hvad var ’terrorregimet’?

Perioden fra den september 1793 til juli 1794 er gået over i den franske historie som ’la Terreur’, det såkaldte ’terrorregime’. Frygten for at blive henrettet blev af Velfærdsudvalget brugt som et vigtigt politisk magtmiddel. Omkring 17.000 mennesker blev ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14” (se kilder) ført til guillotinen. Regimet stod for en række vidtgående tiltag, der havde til formål at knuse revolutionens fjender og erstatte katolicismen med dyrkelse af fornuften.

Terrorregimets udrensninger førte dog til, at Robespierres magtgrundlag forsvandt. Gamle støtter var blevet henrettet, og sans-culotterne bakkede ikke længere helhjertet op. Under en tale i konventet blev han mødt med tilråbet: ”Ned med tyrannen!” og kort efter arresteret. Terrorregimet endte den 28. juli 1794, da Robespierre, ligesom mange af sine modstandere, selv endte i guillotinen.

Hvad var direktorietiden?

I årene fra sidst i juli 1794 til november 1799 blev Frankrig ledet af Direktoriet. Dette organ bestod primært af medlemmer af bourgeoisiet. I løbet af Direktoriets fem år havde den unge franske republik enorme vanskeligheder. Landet lå konstant i krig, og oprustningen var en tung økonomisk byrde for staten. Magthavernes stilling var ifølge ”Den store revolution” (se kilder) usikker i hele regeringsperioden, da styret havde mistet parlamentarisk og folkelig opbakning. Regeringen måtte derfor følge en slingrende kurs med valgsvindel, skiftende alliancer og kortsigtede politiske løsninger. Militærets indgriben blev stadigt mere nødvendig for at holde sammen på styrets skrøbelige kompromisser. Det republikanske styre blev i 1799 væltet af general Napoleon Bonaparte (1769-1821), der dermed indvarslede en ny, voldsom epoke i Frankrigs og Europas historie.