Forløbet af revolutionens moderate fase (1789-1792)

Hvad skete der ved Generalstænderforsamlingen i 1789?

Kongen havde tidligere haft held med at samle repræsentanter for alle tre stænder, når alvorlige sager skulle løses. Nu håbede kong Ludvig d. 16 (1754-1793), at en løsning på den økonomiske krise igen kunne findes på denne måde. Generalstænderforsamlingen i Frankrig trådte sammen den 5. maj 1789.

Generalstænderforsamlingen bestod af i alt 1.139 repræsentanter, og de var ifølge bogen ”Den store revolution” (se kilder) fordelt på følgende måde:

· Første stand (gejstlige): 291 repræsentanter

· Anden stand (adelige): 270 repræsentanter

· Tredje stand (borgere og bønder): 578 repræsentanter

Ved mødets start løb man ind i en grundlæggende uenighed om stemmevægtene ved forsamlingens møder. På den ene side stod adelen, der mente, at man skulle holde sig til den traditionelle stemmeprocedure, hvor hver stand stemte som en samlet enhed. Fra tredjestanden var det derimod et ufravigeligt krav, at der skulle stemmes per hoved, fordi tredjestanden på den måde ville kunne mønstre flest stemmer.

Dødvandet førte til, at tredjestandens repræsentanter den 17. juni 1789 tog et revolutionært skridt. Standen erklærede sig for en nationalforsamling og hævdede derved at repræsentere hele nationen. Denne forsamling, der efter kongens ordre også kom til at bestå af et antal repræsentanter fra de to andre stænder, arbejdede frem mod at udforme en egentlig forfatning, altså en grundlov, for Frankrig.

Hvad skete der ved stormen på Bastillen?

Den 14. juli 1789 blev den parisiske fæstning Bastillen stormet. En gruppe af småborgere, der var rasende over de stejlt stigende priser på brød og kongens ligegyldighed over for situationen, angreb den gamle middelalderborg for at skaffe sig våben. Bastillen fungerede i 1789 som fængsel og som depot for blandt andet krudt og våben. Ifølge Niels Høffdings ”Friheden eller døden” (se kilder) formåede menneskemasserne først at indtage borgen, da deserterende afdelinger af den franske garde satte ind med kanoner. Borgens kommandant de Launay blev kort efter henrettet af folkemængden. Den militære værdi af operationen var lille, for oprørerne fandt ingen våben. Alligevel fik de revolutionære demonstreret vilje og handlekraft, og den 14. juli er siden blevet til Frankrigs nationaldag.

Hvad skete under ’revolutionens pinsenat’?

Natten mellem den 4. og 5. august 1789 kaldes for ’revolutionens pinsenat’. Omvæltningerne havde ifølge ”Politikens verdenshistorie, bd. 14 ” (se kilder) affødt voldsom uro og bondeoprør i hele Frankrig, som nationalforsamlingen var nødt til at forholde sig til. Ved et stormfuldt nattemøde i nationalforsamlingen frasagde repræsentanter for adelstanden og kirkestanden sig deres særlige privilegier og rettigheder for at lægge en dæmper på uroen. I dagene efter nattemødet blev beslutningerne udformet som en række dekreter.

To måneder senere blev kongen og hans familie sat i husarrest og kongen blev tvunget til at anerkende dekreterne og menneskerettighedserklæringen.

Hvad var menneskerettighedserklæringen?

Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget af nationalforsamlingen den 26. august 1789. Menneskerettighedserklæringen søgte gennem 17 artikler at skitsere ”menneskets naturlige og umistelige rettigheder”. Den fastslog, at alle mennesker fra fødslen har samme rettigheder, herunder tale- og trykkefrihed, religionsfrihed og almindelig retssikkerhed.

Hvilke reformer blev gennemført i den første del af revolutionen?

I revolutionens første del, perioden fra november 1789 til september 1791, gennemførte nationalforsamlingen en række væsentlige samfundsreformer. De skulle gøre op med nedarvede sædvaner og privilegier og gøre Frankrig til et fornuftsbaseret samfund. Dette betød samtidig, at kirken, kongen og adelen mistede status og magt.

Den måske væsentligste ændring var en forfatningsreform med liberale retningslinjer for det fremtidige styre i Frankrig, herunder en begrænset kongemagt og lighed for loven.

Med den nye forfatning mente nationalforsamlingen i september 1791, at den havde fuldført sit arbejde og opløste sig selv. Derefter overgik landets ledelse til et andet styreorgan: den lovgivende forsamling. Ingen fra nationalforsamlingen kunne genvælges til den nye forsamling.