Debat og fremtidsperspektiver

Hvorfor er klimapolitik et kontroversielt emne?

Klimaet er et kontroversielt emne over hele verden, fordi de beslutninger, der skal træffes, har stor betydning for mennesker overalt på kloden, både nu og langt ud i fremtiden. Klimapolitik har store økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser. Beslutningerne drejer sig ikke alene om prioriteringer og valg af teknologier, men om selve grundlaget for materiel velstand og om ansvaret over for fremtidens generationer og resten af verden.

For alle parter er der store værdier på spil, både økonomisk og moralsk. Derfor er klimadebatten ofte præget af stærke holdninger og følelser. Mange politikere og miljøorganisationer betegner klimaforandringerne som en af menneskehedens største udfordringer.

Den CO2, der udledes, når kul, olie og gas anvendes som billig energikilde i industrisamfundene, er hovedårsag til den globale opvarmning, og meget skal derfor forandres, hvis den økonomisk velstillede del af verdens befolkning skal kunne opretholde et højt forbrug og moderne bekvemmeligheder samtidig med, at den globale opvarmning bremses. Og endnu flere vanskeligheder skal overvindes, hvis de mindre velstillede lande skal have mulighed for at vælge en anden udviklingsvej, end de rige lande har fulgt.

 

#WTFGørvimedklimaet. SE-koncernens video om konsekvenserne af klimaforandringer og ændring af livsstil.

 

 

 

Hvilke argumenter fremføres for og imod en aktiv klimapolitik?

Mange argumenterer for, at beskyttelse af klimaet ikke alene er en moralsk forpligtelse over for fremtidens generationer, men også vil give større tryghed og sikkerhed og økonomiske fordele på længere sigt. De ser en bæredygtig udvikling med grønne teknologier og nye normer og værdier som en positiv udfordring og et fremskridt. Andre frygter, at omstillingen til lavere energiforbrug og alternativ energi vil dæmpe den økonomiske vækst og føre til større arbejdsløshed og social usikkerhed. I de rige lande kan det tænkes at ske, hvis grønne afgifter og stramme CO2-kvoter medfører, at nogle virksomheder lukker eller flytter til andre lande, uden at der opstår tilstrækkeligt mange nye arbejdspladser. I de fattigere lande kan det tænkes at ske, hvis adgangen til de traditionelt billigste energikilder begrænses, før de nye, alternative energikilder og andre klimavenlige teknologier bliver så billige, at landene har råd til at anvende dem.

Klimadebatten er derfor præget både af saglig uenighed og af stor usikkerhed og utryghed.

Hvad handler klimadebatten om?

Klimaskeptikerne, som tvivler på eller nægter, at den globale opvarmning primært skyldes menneskelig aktivitet, har mistet tilslutning i de seneste år. Klimadebattens hovedemne er således ikke længere, om der er menneskeskabte klimaforandringer, men hvor store de er, hvor hurtigt de sker, hvem der har størst ansvar for dem, samt hvordan byrderne skal fordeles, når klimaforandringerne skal bremses. Debatten handler heller ikke længere ret meget om, hvorvidt det skal være slut med CO2-udledninger, men i stedet om, hvordan man skal gøre en ende på dem – og hvor hurtigt.

Nogle debattører argumenter for, at det er spild af penge at bruge ressourcer på at skære ned på udledningerne af drivhusgasser nu, og mener, at man hellere skal skyde penge i forskningen og vente, til der er udviklet billige alternativer til kul, olie og gas. I mellemtiden kan man gøre mere godt ved at bruge penge på andre påtrængende verdensproblemer som f.eks. sygdomme og ren vandforsyning, mener disse debattører.

Andre debattører fastholder, at omkostningerne ved at lade stå til vil blive mange gange større end omkostningerne ved at begrænse CO2-udledningerne, og at det derfor er samfundsøkonomisk fordelagtigt at investere i en CO2-neutral fremtid så snart som muligt.

Både internationalt og i Danmark spiller spørgsmålet om retfærdighed i forhold til verdens skæve udvikling en stigende rolle i klimadebatten. Klimaproblemerne forværrer i mange tilfælde problemerne med fattigdom, fejlernæring, konflikter og flygtninge. Det vil derfor være en fordel for de fleste fattige lande, hvis klimaforandringerne bliver begrænset, lyder det.

Desuden fylder forholdet mellem generationer også noget i klimadebatten. Med den svenske aktivist Greta Thunberg i spidsen argumenterer mange unge – og også ældre – nu for, at den voksne generation er moralsk forpligtede til at handle politisk for at bremse klimaforandringerne og dermed give de unge og nye generationer et reelt håb om en sikker og tryg fremtid.

Hvordan forholder miljøbevægelserne og erhvervslivet sig i klimadebatten?

Miljøbevægelserne argumenterer først og fremmest for en klimapolitik, der hurtigt fører til reel nedskæring af udledningerne. De advarer især mod aftaler med klare mål på langt sigt, men svage virkemidler på kortere sigt. Traditionelt har miljø- og energi-bevægelserne mest været tilhængere af tekniske løsninger i lille og lokal skala.

Mange energiselskaber argumenterer omvendt kraftigt for, at klimaproblemerne ikke kan løses alene ved hjælp af energibesparelser og fornyelige energikilder som sol og vind. Verdens energibehov er så stort, at man bliver nødt til at satse kraftigt på en storskala-teknologi som f.eks. at udskille CO2 fra røgen og pumpe den ned i undergrunden for på den måde at gøre det muligt at fortsætte og forøge forbruget af kul, mener de.

I det internationale erhvervsliv ønsker de fleste virksomheder først og fremmest en stabil kurs fra regeringerne, så de kan investere langsigtet i tillid til, at der ikke opstår konkurrenceforvridning. Virksomhedernes holdninger er meget forskellige. De store energiselskaber vil blive hårdt ramt, hvis verdens forbrug af fossile brændstoffer for alvor bliver skåret ned. Omvendt har mange andre virksomheder investeret i udvikling af nye, grønne løsninger. Blandt dem er verdensfirmaer som General Electric og Siemens og danske Danfoss, Grundfos, Rockwool og Vestas.

Hvordan er de tekniske og økonomiske perspektiver på omstillingen?

Teknisk set er det muligt at standse forbruget af kul, olie og gas. De fleste nødvendige teknologier findes. I dag opføres der bygninger, som kun har behov for en brøkdel af den energi, de eksisterende bygninger bruger. Man kan endda bygge huse, som frembringer mere energi, end de bruger. Det er muligt at lave biler og andre transportmidler med lavt energiforbrug, og elbiler kan køre på overskudsstrøm fra vindmøller. Elektrisk udstyr kan effektiviseres. Belysning med lysdioder er mere energibesparende end selv de bedste el-sparepærer osv.

Energiforsyningen kan indrettes sådan, at mange energikilder virker sammen og udnytter energien bedre. Et eksempel i Danmark er fjernvarmesystemet, som udnytter overskudsvarme fra elværker og affaldsforbrænding. Et andet eksempel er at kombinere vindenergi og vandkraft. Et tredje eksempel er såkaldte ”smart grids”, dvs. fjernstyring af energiforbruget, så vaskemaskiner og varmepumper kører om natten, og batterier lades op, når der er mest strøm tilovers.

En del af disse muligheder for omstilling er især på kort sigt dyre, mens andre kan være økonomisk fordelagtige fra begyndelsen. Til de dyre virkemidler hører elektriske biler, strøm fra solceller, brændselsceller, nye atomkraftværker og lagring af CO2 i undergrunden. Til de billige hører f.eks. at give fattige familier i udviklingslande en lille ovn, så de ikke behøver at lave mad over bål og dermed kan spare brænde og sænke udledningen af CO2. Ifølge FNs klimapanel ligger de største muligheder for at begrænse den globale udledning af drivhusgasser i bygnings- og anlægssektoren, efterfulgt af industri, energiforsyning, landbrug, skovbrug og transport.

Ny forskning tyder på, at klimaet reagerer kraftigere på drivhusudledninger, end man hidtil har antaget. For at undgå en temperaturstigning på mere end to grader, skal man altså begrænse udledningerne mere, end man hidtil har regnet med. Det forøger omkostningerne. På den anden side kan stigende oliepriser hurtigt ændre regnestykket, så de lande og virksomheder, der fører an i omstillingen, får en fordel.

​​​​​​​Hvordan er de politiske fremtidsperspektiver på omstillingen?

At begrænse den globale opvarmning til omkring to grader kræver snarlig omstilling i mange lande. Om omstillingen bliver gennemført tids nok, afhænger i høj grad af den politiske vilje. Som Paris-aftalen viste, er viljen i princippet til stede, men da der ikke er nogle konsekvenser for ikke at overholde klimatallene – de skal indberettes og opdateres ofte, men der er ikke nogen straf for ikke at overholde dem – har flere kritiseret aftalen for ikke at være effektiv nok. “Problemet er, at aftalen ikke siger noget om, hvordan man skal leve op til de fine ord og ambitioner. Politikerne har lavet et tilpas uklart mål til, at de kan udskyde problemet og ikke behøver at handle nu,” siger Jørgen E. Olesen, klimaforsker ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk i december 2015 (se kilder).

Samtidig er der dog tegn på det, nogle kalder en grøn revolution. Mange virksomheder, også nogle af verdens største, kappes om at blive CO2-neutrale, udvikle grøn teknologi og vise en grøn profil, og borgerne støtter i stigende grad grøn omstilling. Når økonomien strammer til og arbejdsløsheden stiger, foretrækker de fleste regeringer dog den gamle form for vækst. Situationen er altså modsætningsfuld. Ved FNs klimatopmøde i Madrid i december 2019 argumenterede EU-landene for mere ambitiøse nationale handleplaner for at reducere CO2-udledningen, mens mange af de fattigere vækstlande som Indien og Brasilien omvendt krævede større støtte og kompensation fra de rige lande, før de ville lave nye og mere ambitiøse nationale klimaplaner.

Hvad kan konsekvenserne være, hvis omstillingen ikke lykkes?

Hvis omstillingen ikke lykkes, vil de økonomiske og menneskelige tab blive store, og tilpasningen til et varmere og mere heftigt klima vil blive mere krævende. Risikoen for uoverskuelige og uigenkaldelige klimaforandringer vil vokse. Antallet af miljøflygtninge kan vokse massivt. Verdensøkonomien vil fortsat være sårbar over for knaphed på olie. Kampen om klimaet kan udvikle sig til nye internationale konflikter.

I værste fald kan man blive nødt til at benytte nogle af de midler til ’geo-engineering’, der allerede er foreslået. For eksempel at skyde svovlpartikler op i den øverste del af atmosfæren, så de ”skygger for solen”. Eller ’gøde’ verdenshavene med jernpartikler for at få dem til at optage mere CO2. Eller sprøjte dråber af saltvand op i atmosfæren fra førerløse skibe for at danne flere hvide skyer, som kan skygge for solen og dermed bremse den globale opvarmning. Der mangler viden om, hvordan den slags løsninger vil påvirke andre dele af de globale økosystemer. Og det skaber usikkerhed, at den slags indgreb hele tiden skal holdes ved lige. Hvis de af en eller anden grund (f.eks. krig eller større terroraktioner) holder op, vil virkningerne af den globale opvarmning komme brat tilbage.