Klimapolitik

Main image kapitel
Isbjørn ved MS Stockholm passagerskib.
Isbjørn ved MS Stockholm passagerskib.
Foto: Polfoto

Hvordan kan klimaet stabiliseres?

Den mest effektive måde at bremse den globale opvarmning på er at begrænse forbruget af kul, olie og gas. Det kan ske ved at ændre livsstil, spare på energien, bruge den mere effektivt og skifte til vedvarende energikilder som for eksempel vind, sol og biomasse. På længere sigt kan atomkraft og lagring af CO2 i undergrunden også bidrage.

For at stabilisere klimaet er det desuden nødvendigt at bevare regnskovene, modvirke udpining af jorden, begrænse kødproduktionen og undgå spild af energi og ressourcer.

Udfordringerne er store, både i de lande, der har vænnet sig til højt forbrug af billig energi, og i mere fattige lande med store og voksende befolkninger, som har behov for flere fødevarer, bedre energiforsyning og økonomisk vækst. Der er med andre ord behov for en række klimapolitiske tiltag både nationalt og internationalt.

Hvad er klimapolitikkens virkemidler?

Klimapolitikkens vigtigste virkemidler er at lægge loft over de samlede udledninger og begrænse dem i hver enkelt sektor – såsom energiforsyning, opvarmning, transport, landbrug, skovbrug, byggeri, industri, handel, service og husholdninger. Det kan ske gennem regler eller aftaler.

Andre vigtige virkemidler er forskning i og udvikling af alternativ energi og klimavenlig teknologi. Også uddannelse, oplysning og kampagner for at få borgere, virksomheder og andre aktører til at ændre adfærd bruges i de fleste lande.

I de fleste lande forsøger man dog især at styre omstillingen ved hjælp af markedsøkonomiske redskaber, f.eks. økonomiske støtteordninger, CO2-afgifter og kvoter.

I en globaliseret verden er det afgørende at samarbejde om løsninger, dele viden og lette spredningen af ny teknologi. Det er vigtigt, at aftaler og lovgivning skaber ensartede vilkår, og at virksomheder og borgere ved, hvilke rammer de kan regne med, også på lang sigt. Ellers risikerer man, at den produktion, der medfører store udslip, blot bliver flyttet til lande, hvor kravene er mindre, og at langsigtede investeringer udebliver. Derfor er internationalt samarbejde og bindende aftaler også væsentlige klimapolitiske virkemidler – også for at sikre, at politikken føres ud i livet.

Hvem er klimapolitikkens aktører?

Den internationale klimapolitiks afgørende aktør er FN, da de internationale klimaforhandlinger foregår under klimakonventionen fra 1992, som er en traktat vedtaget af FN med det formål at forhindre farlig menneskeskabt klimaforandring. Internationale aftaler indgås mellem regeringer, som naturligvis spiller en afgørende rolle i klimapolitikken, fordi de kan lægge de overordnede linjer og sætte de langsigtede mål.

Regeringerne er imidlertid ikke de eneste aktører. Borgere og miljøbevægelser har i mange år spillet en vigtig rolle for klimapolitikken ved at skabe opmærksomhed om klimaproblemerne og bidrage med konkrete løsningsforslag. Også virksomheder og erhvervsorganisationer har stor indflydelse på klimapolitikken, både ved at medvirke til eller modvirke grøn omstilling. Desuden spiller privatpersoner en rolle ved at markere sig som frontfigurer for krav om grøn omstilling og ved at vise, hvordan man som borger kan gøre noget i sin hverdag ved selv at sænke sit klimaaftryk. En markant personlighed, som har engageret især unge i kampen for at bremse klimaforandringerne er den svenske teenager Greta Thunberg, der i august 2018 begyndte at ’klimastrejke’. Siden er hun blevet verdensberømt som klimaaktivist og har talt ved bl.a. FNs klimatopmøder og har været nomineret til Nobels Fredspris for sin indsats for klimaet. Historien om hendes aktivisme og reaktionerne på den beskrives på en temaside på DR.dk (se kilder).

Hvilke modsatrettede interesser skal afvejes i klimapolitikken?

Den internationale klimapolitik er nødt til at finde en formel for en fælles, global løsning, som tager hensyn til de enkelte landes forudsætninger og ikke begrænser udviklingslandenes muligheder for vækst.

Mens den internationale klimapolitik forhandles i FN, skal den konkrete omstilling gennemføres på nationalt plan under hensyn til befolkningernes holdning og landenes forskellige forudsætninger, f.eks. deres sårbarhed, økonomi, teknologi og kultur. I de enkelte lande er det desuden en udfordring at få befolkninger og erhvervsliv med på at skabe forandringer, der kan reducere udledningen af drivhusgasser og dermed begrænse klimaforandringerne.

Mange meningsmålinger og undersøgelser viser ganske vist i dag bred opbakning blandt borgerne til en vidtgående klimapolitik, også hvis den medfører højere energipriser og krav om at begrænse energiforbruget. Men samtidig er mange nervøse for at miste deres arbejde eller få forringet deres livskvalitet, hvis klimapolitik medfører lavere økonomisk vækst.

Virksomheder og erhvervsorganisationer, der går ind for grøn omstilling og klimabeskyttelse, fylder mere på den politiske scene end tidligere, og også en del energiselskaber har voksende interesser i vedvarende energi. Men virksomheder, der har stærke interesser i at sælge mere kul, olie og gas, har fortsat stor betydning for samfundsøkonomien og stor politisk indflydelse i en del lande. Alt i alt må politikerne i deres klimapolitik altså balancere mellem modsatrettede interesser.

Hvad er FNs klimakonvention?

Næsten alle verdens lande er omfattet af FNs Klimakonvention – 195 lande + EU har underskrevet klimakonventionen. I konventionen lover landene at samarbejde for at forebygge farlige klimaforandringer og at sprede bæredygtig teknologi. Det vil sige, at koncentrationen af drivhusgasser skal stabiliseres på et niveau, der gør det muligt for økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaforandringerne, der sikrer fødevareproduktionen og muliggør en bæredygtig økonomisk udvikling.

Traktaten fastslog princippet om ”fælles, men differentieret ansvar”: Alle lande skal begrænse deres udledninger, men de gamle industrilande, hvis industrielle produktion i 19. og 20. århundrede især er årsag til klimaforandringerne, skal føre an. I traktaten står der, at disse lande vil begrænse deres udledninger til 1990-niveau i år 2000. De gamle industrilande lovede også at finansiere udviklingslandenes tilpasning til det forandrede klima samt overføre klimavenlig teknologi dertil. Traktaten havde dog ikke bindende karakter, og der er ingen muligheder for at ‘straffe’ lande, der ikke lever op til den.

Hvordan defineres FNs klimamål?

FNs klimamål er de mål, som verdens lande når til enighed om efter forhandlinger i verdensorganisationen. Siden 1992 har FN været hjem for de internationale forhandlinger om, hvordan verdens lande skal forholde sig til klimaændringer, og det er fortsat i FN-regi, at verdens lande mødes for at forhandle og formulere verdens klimamål. Derfor er FNs klimamål lig med verdens klimamål, og derfor er der stort fokus på, hvor ambitiøse og juridisk bindende målene er. Formålet med klimamålene er at begrænse udledningen af drivhusgasser, så den globale opvarmning kan bremses, og de farlige, menneskeskabte klimaændringer forhindres. I de senere år har der desuden været øget fokus på, hvordan klimaforandringer skader den sociale og økonomiske udvikling, og et knudepunkt i forhandlingerne om klimamålene har været, hvordan man kan sikre både den klimamæssige, økonomiske og sociale bæredygtige udvikling.

Hvad er FNs klimakonferencer?

FN’s klimakonvention fungerer som en ramme for klimaforhandlingerne inden for FN, og de årlige klimakonferencer er det højeste organ i forhandlingerne, hvilket betyder, at alle store beslutninger skal vedtages her. Klimakonferencerne foregår hvert år i slutningen af november og starten af december. De forløber som regel sådan, at der først er en del indledende forhandlinger mellem medlemslandenes embedsmænd, hvor der laves udkast til en aftale. Under de sidste dage af klimatopmøderne forhandler ministrene for de relevante områder som klima, energi, forsyning, miljø og forsvar så en endelig aftale på plads. Der skal være konsensus, altså enighed, blandt alle deltagere, om forslag, før de kan blive vedtaget. Klimakonferencerne kaldes COP (Conference of the Parties) efterfulgt af et tal, der markerer, hvilket nummer i rækken af konferencer, der er tale om.

Hvad er Kyoto-protokollen?

I 1997 blev der vedtaget en mere bindende tilføjelse til FNs klimakonvention, Kyoto-protokollen.

Ifølge den har hvert land ret til at udlede en bestemt mængde drivhusgasser (omregnet til tons CO2.). Landene og deres virksomheder kan handle indbyrdes med deres udledningstilladelser og erhverve sig ret til udledning ved at gennemføre projekter, der reducerer udledningerne i andre lande. Formålet med denne kvotehandel er at få gennemført reduktioner der, hvor de opnås billigst og mest effektivt.
Tanken var, at loftet over udledningerne gradvist skulle sænkes, og at flere lande efterhånden skulle forpligtes. Men USA, dengang verdens største udleder af drivhusgasser, tiltrådte aldrig aftalen.

Et forsøg på at skabe en ny global klimaaftale blev gjort i København 2009 (COP15), men slog fejl. Som følge af de mislykkede klimaforhandlinger blev Kyoto-protokollen forlænget for alle de forpligtede lande frem til 2020, hvor den bliver afløst af den såkaldte Parisaftale, som blev vedtaget i 2015.

Hvad er Parisaftalen?

I december 2015 nåede de 196 lande, der forhandler om klimaet i FN, til enighed om Kyoto-protokollens afløser. Aftalen blev forhandlet på plads på FNs COP21-klimakonference i Paris og kaldes derfor Paris-aftalen.

Aftalen træder i kraft i 2020 som afløser for Kyoto-protokollen. Aftalen er juridisk bindende, men i modsætning til Kyoto-protokollen forpligter aftalen ikke landene til at nedbringe drivhusgasudledningen med en bestemt procent; i stedet dikterer aftalen, at landene forpligter sig til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius sammenlignet med den gennemsnitlige førindustrielle temperatur i 1850.

Landene skal ifølge Parisaftalen hvert femte år aflevere nye klimamål, som er mere ambitiøse end de gamle. Mange lande har dog endnu ikke afleveret deres planer for de næste fem år, og op til klimatopmødet i Madrid i december 2019 viste beregninger, at lægger man landenes nuværende nationale klimaplaner sammen, vil man ende med en global temperaturstigning på lidt over tre grader i stedet for de 1,5 til 2 grader, som er målet. Det fremgår af en artikel på DR.dk den 6. december 2019 (se kilder).

Desuden er der også konflikter om, hvordan Parisaftalen skal føres ud i livet, når det gælder punktet om, at de rige lande skal overføre grøn og klimavenlig teknologi til udviklingslandene og bidrage økonomisk til, at de fattige lande kan tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser og dermed beskytte mennesker og natur.

 

EUClimateActions film om Paris-aftalen:

 

 

 

I 2017 meddelte den amerikanske præsident Donald Trump, at USA ønskede at trække sig fra klimaaftalen, og i november 2019 meddelte den amerikanske regering FN, at man nu trak sig ud af aftalen. Herefter gik en et år lang proces i gang, som angiveligt vil munde ud i, at USA er helt ude af aftalen i slutningen af 2020.

Undervejs i forløbet har en række lande kritiseret USA for beslutningen, hvilket har skabt en ny front i klimapolitikken; mens det tidligere i høj grad har været splittelse mellem de rige og gamle industrilande især i Vesten over for de nye store vækstlande og udviklingslande på den anden side, så er der nu en front mellem de mange lande, der fortsat ønsker at følge Paris-aftalen, og det land – USA – der ikke gør.

Hvad er Verdensmålene for Bæredygtig Udvikling?

I september 2015 blev verdens ledere ved Generalforsamlingen i FNs hovedkontor i New York enige om 17 nye udviklingsmål, som afløser 2015-målene – også kendt som Millennium Goals – der blev vedtaget i 2000. De nye mål er ramme for verdens udviklingspolitik frem til 2030. Målenes primære fokus er at sikre, at verdens fattigste lande kan udvikle sig økonomisk uden at gøre skade på klimaet. I modsætning til Paris-aftalen har Verdensmålene ikke udelukkende fokus på klima, men flere af målene omhandler klima og relaterede emner som energi og bæredygtighed. Især mål nummer 13, som handler om, at verden skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaændringerne og deres konsekvenser, spiller ind i FNs klimamål, skriver FN (se kilder). Mål 13 har fem delmål, som dikterer, at verdens lande skal arbejde for at:

1) styrke modstandskraften og tilpasningsevnen til klimarelaterede farer og naturkatastrofer i alle lande.

2) integrere klimaforanstaltninger i alle landes nationale politikker, strategier og planlægning.

3) forbedre uddannelse, bevidstgørelse og menneskelig og institutionel kapacitet med henblik på at formilde klimaændringer, sikre bedre tilpasning, reducere virkningen af klimaændringer og sikre tidlig varsling.

4) sikre, at ilandene lever op til det mål om i fællesskab at mobilisere i $100 milliarder årligt, som de har forpligtet sig til under klimaforhandlingerne under UNFCC.

5) fremme mekanismer, der hjælper med at øge landes kapacitet til at begå effektiv klimaplanlægning og styre farer relateret til klimaændringer i de mindst udviklede lande og små østater, med særligt fokus på kvinder, unge og lokale og marginaliserede samfund.

Hvilken klimapolitik fører USA?

USA er blandt de lande, der har den højeste udledning per indbygger, op mod 17 tons om året, hvilket er dobbelt så meget som europæerne og japanerne. En del af forskellen skyldes, at USA har stort transportbehov og megen tung industri, eksempelvis minedrift. Men en væsentlig del af forskellen er også, at amerikanerne har vænnet sig til højt forbrug af billig og rigelig energi, bl.a. i form af store biler. Da Barack Obama blev valgt til USA’s præsident i 2008, lovede han at ændre den amerikanske klimapolitik. Han gennemførte også en række ændringer, blandt andet af kravene til køretøjers energieffektivitet. På grund af økonomisk krise og modstand fra politikere i Kongressen blev ændringerne dog ikke så store som forventet. I 2014 annoncerede han dog sammen med den kinesiske præsident Xi Jinping en amerikansk-kinesisk klimaaftale, ligesom han var med til at få Parisaftalen vedtaget i december 2015.

Efter valget af Donald Trump til præsident har USA ført en markant anderledes klimapolitik. Først og fremmest annoncerede Trump, at han ville trække USA ud af Parisaftalen, hvilket blev alvor i november 2019, og mens Obama lagde stor vægt på at omlægge energisystemet, så det med tiden kunne blive mere bæredygtigt, har Trump skrottet mange af Obamas planer og lovgivning på klimaområdet. Desuden har Trump – ifølge en artikel i Politiken fra marts 2017 (se kilder) – underskrevet et præsidentielt dekret, der skal gøre det mere økonomisk – men ikke klimamæssigt – bæredygtigt at drive kulminer.

​​​​​​​Hvilken klimapolitik fører EU?

EU-Kommissionen har sat som mål, at EU-landenes samlede drivhusgasudledning skal reduceres med 40% inden 2030. De seneste 30 år er det dog kun lykkedes for EU at reducere sit udslip med 23%, så der skal nye og flere tiltag til, hvis målet skal nås. I december 2019 fremlagde den ny EU-Kommission derfor en handlingsplan (New Green Deal) med omkring 50 forslag til, hvordan målet om 40%s reduktion kan nås. Der var bl.a. forslag om at indføre en CO2-told, der gør importerede varer dyrere, hvis de ikke er produceret bæredygtigt, og et forslag om at 40% af EUs landbrugsstøtte skal gå til klimainitiativer. Desuden vil EU-Kommissionen støtte forskning og innovation i grøn teknologi. Tankegangen er, at de klimavenlige investeringer betaler sig i det lange løb, fordi man med tiden kan spare brændselsudgifter og mindske udgifter til bekæmpelse af luftforurening og deraf følgende sygdomme. Desuden vil EU-landene få konkurrencefordele på det voksende verdensmarked for renere teknologier. Det er dog endnu uklart, hvor mange af forslagene, der vil blive vedtaget, da der er stor uenighed internt mellem EU-landene om, hvilke midler der skal tages i brug for at nå klimamålet. Klimaplanen beskrives i en artikel på DRs temaside om klima den 11. december 2019 (se kilder).

Hvilken klimapolitik fører Danmark?

Den danske klimapolitik har længe sigtet mod en reduktion af udledningerne på 40% af 1990-niveauet i år 2020. En stor del af de danske udledninger er reguleret via EU, men reduktionerne i landbrugssektoren, transportsektoren og husholdningerne er et nationalt anliggende. I forhold til målsætningen mangler der reduktioner på ca. 4 millioner tons CO2. Flere oppositionspolitikere har kritiseret Venstre-og siden VLAK-regeringen for at svække de danske klimamål, mens regeringerne har argumenteret for, at det vil være for dyrt for erhvervslivet at sigte mod 40%. I 2015 annoncerede daværende klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), at regeringen ville stille sig tilfreds med en reduktion på 37%, som prognoserne sagde, at Danmark vil ramme.

Under den nye socialdemokratiske regering blev der i december 2019 vedtaget en ny klimalov, som slår fast, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70% i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990. Aftalen om en ny klimalov har opbakning fra alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Loven indebærer, at Folketinget hvert år – med afsæt i Klimarådets anbefalinger – skal vedtage bindende delmål. Hvert år skal Klimarådet give en faglig vurdering af, om regeringen er på rette vej mod klimalovens mål, og hvert år skal Folketinget vurdere, om regeringen lever op til klimaloven eller skal gøre mere for at nå målene.

​​​​​​​Hvilken klimapolitik fører de store vækstlande?

Store vækstlande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien har mindre udledninger per indbygger end de rige lande. Men udledningerne i disse lande er årsag til en stor del af den globale opvarmning alene på grund af befolkningernes enorme størrelse: Ifølge statistik fra Verdensbanken er Kina verdens største CO2 -udleder, Indien nummer tre, Sydkorea nummer syv, og Indonesien, Mexico og Brasilien henholdsvis nummer 9, 13 og 15.

Der er stort fokus på materiel vækst og bedre energiforsyning i disse lande og et enormt boom i salg af biler, ofte af den ikke særlig energieffektive slags. Når elektricitetsforsyningen skal udvides, bliver det desuden ofte med kulfyrede kraftværker af ældre model.

Alle disse lande har dog nationale planer med målsætninger om at begrænse udledningerne, udnytte energien mere effektivt og forvalte skovene bedre. Men så længe udledningen per indbygger er meget større i de rige lande, vil de store vækstlande ikke forpligte sig til en klimapolitik, der begrænser deres muligheder for økonomisk fremgang og bekæmpelse af fattigdom, erklærer de. Den politik har de ført siden klimatopmødet i København i 2009. Brasilien er dog begyndt at advokere for, at de store vækstøkonomier skal påtage sig et større ansvar. Og i Kina er der en vis folkelig modstand mod den stigende forurening og en øget opmærksom på klimaforandringerne, ligesom regeringen de senere år har lagt ambitiøse planer for at forbedre energiudnyttelsen, rejse skove og anvende fornyelige energikilder. Kina sigter ligefrem mod at blive verdens førende i produktion og salg af ‘grøn teknologi’ som vindmøller, solceller og elbiler, og den kinesiske regering har bekendtgjort, at den ’grønne’ industri skal have ekstra statsstøtte.

I 2015 lovede Kina desuden op til klimakonferencen i Paris for første gang, at landets udledning af CO2 vil toppe i 2030. Og siden har Kina lovet, at de forpligtelser, landet gik med til under Paris-aftalen, stadig gælder, selvom USA har trukket sig fra aftalen. I sommeren 2017 annoncerede EU og Kina desuden, at landene vil indgå et nyt klimasamarbejde, der skal hæve ambitionsniveauet for den internationale klimapolitik. Det giver ifølge en artikel i Information i juni 2017 (se kilder) Kina og EU rollen som den internationale klimapolitiks globale ledere.​​​​​​​

Hvilken klimapolitik fører de mest sårbare lande?

Mange lavtliggende østater og de økonomisk mindst udviklede lande rammes af klimaforandringerne, og samtidig mangler de kapacitet til at imødegå forandringerne. Selv ved en global temperaturstigning på mindre end to grader forventes det, at nogle af de lavest liggende østater vil blive oversvømmet. Andre særligt sårbare områder er de tørre områder syd for Sahara og de tæt befolkede floddeltaer – f.eks. i Kina, Vietnam, Indien, Egypten, Nigeria, Holland og USA – samt de arktiske egne og bjerglande, hvor ferskvand i høj grad stammer fra smeltende gletsjere.

Samtidig har disse lande selv brug for bedre energiforsyning og økonomisk vækst. Kul er ofte den billigste løsning på deres energibehov – i hvert fald på kort sigt.

En syvendedel af verdens befolkning lever i disse lande, især i det sydlige Afrika og Sydasien. Men bortset fra rydning af regnskov forårsager de mindre end én procent af verdens CO2-udledninger.

Klimapolitikken i disse lande går mest ud på at beskytte sig imod klimaforandringerne og deres virkninger i form af oversvømmelser, tørke, vandmangel, fejlslagen høst og spredning af sygdomme. Derfor har de i de internationale klimaforhandlinger især fokus på, hvordan de kan tilpasse sig de uundgåelige konsekvenser af klimaændringerne. I denne del af klimapolitikken forhandles der om, hvor meget rige lande skal bidrage finansielt til tilpasningen i de lande, hvor konsekvenserne af klimaændringerne er størst. Der blev i 2015 enighed om at oprette en fond, der hvert år fra 2020 skulle tildeles 100 millioner amerikanske dollar i støtte. Man nåede dog ikke enighed til om, hvor pengene skulle komme fra, blot at det skulle være en blanding af offentlige og private midler, og op til klimatopmødet COP25 i Madrid i december 2019 fremgik det, at de rige lande endnu var langt fra at bidrage med 100 millioner dollars om året, og at de penge, der blev givet, i mange tilfælde blev taget fra udviklingsbistanden. Det fremgik bl.a. af en artikel på DRs hjemmeside om klimatopmødet (se kilder).