Introduktion til klimaforandringer

Hvad er klimaforandringer?

Klimaet er de gennemsnitlige fysiske vejrforhold i atmosfæren som temperatur, nedbør, fugtighed, lufttryk m.m. målt i et bestemt område over en længere periode. Klimaet ændres over hele Jorden på grund af både naturlige og menneskeskabte påvirkninger. Et voldsommere vejr og temperaturstigninger er nogle af de menneskeskabte klimaforandringer. Jordens klima er blevet varmere siden 1800-tallet, og stigningen har især været markant fra omkring 1950. Langt de fleste klimaforskere er enige om, at temperaturstigningen først og fremmest skyldes menneskets omfattende udledning af drivhusgasser.

Hvad består klimaforandringerne af?

Når man taler om klimaforandringer, skelner man typisk mellem to former:

· de direkte klimaforandringer, som påvirker klima og miljø.

· de indirekte klimaforandringer, som handler om, hvordan de direkte klimaforandringer påvirker dyr og mennesker.

Klimaforandringerne, som er forårsaget af den globale opvarmning, består ikke kun i højere temperaturer. De højere temperaturer sætter nemlig en dominoeffekt af konsekvenser i gang, som har betydning overalt på kloden. Ændringer af klimaet påvirker vandstanden i verdenshavene, mængden af regn, iltniveauet i luften, mængden af ferskvand til rådighed for klodens befolkning, og de får polerne til at smelte, skaber ekstremt vejr og naturkatastrofer såsom tørke, hedebølger, cykloner og oversvømmelser, truer sårbart dyre- og planteliv og påvirker mennesker verden over.

Hvad er drivhusgasser?

Drivhusgasser er luftarter, der holder på Jordens varme og skaber drivhuseffekt. Den vigtigste af dem er CO2, det vil sige kulstof, der er iltet (forbrændt). Planter, der gror, optager CO2 fra atmosfæren. Når planter nedbrydes, frigives CO2 igen. De menneskeskabte drivhusgasser kommer især fra forbrænding af kul, olie og naturgas. Ved forbrændingen frigøres det kulstof, som blev opsuget af alger og andre planter for millioner af år siden. Rydning af regnskov og intensivt landbrug, især med mange køer, fører også til udledning af drivhusgasser, fordi det kulstof, der findes i planterne, bliver frigivet hurtigere, end andre planter kan nå at opsuge kulstof fra atmosfæren.

Hvad er drivhuseffekten?

Drivhuseffekten består i, at atmosfæren holder på Jordens varme, ligesom glasset holder på varmen i et drivhus. De luftarter, der holder på varmen, kaldes drivhusgasser. Solens stråler passerer igennem atmosfæren og varmer Jorden op. Jorden afgiver energi i form af usynlig infrarød stråling. En stor del af disse varmestråler bliver kastet tilbage mod Jorden igen, hvis de rammer molekyler af drivhusgasser. Uden drivhuseffekten ville temperaturen ved Jordens overflade i gennemsnit være 33 grader koldere. Så drivhuseffekten er forudsætningen for livet på Jorden, som vi kender det, men drivhuseffekten bliver forstærket på grund af menneskets aktiviteter, og det er med til at true livet på Jorden.

 

Energimuseets video om drivhuseffekten.

 

Hvilken indflydelse har menneskets aktiviteter på drivhuseffekten?

Menneskets aktiviteter på jordkloden øger udledningen af drivhusgasser, især CO2 (kuldioxid, kultveilte) og CH4 (metan), men også f.eks. lattergas (N2O) og andre luftarter, som udledes fra industrien. Kul, olie og naturgas, såkaldt fossile brændsler, stammer fra alger og andre planter, der voksede og optog kulstof for millioner af år siden. Når mennesker brænder dem af, påvirkes nutidens kulstofkredsløb.

Store mængder kulstof er også bundet i skovene, jordbunden og havbunden. Det udledes som CO2, hvis skovene ryddes, hvis jorden dyrkes særlig intensivt, og hvis temperaturen stiger så meget, at tundraen tørrer ud, og havvandet ikke kan fastholde den metan, der er ophobet under havbunden.
Øget kvægdrift har stor virkning på klimaet, fordi metan fra drøvtyggernes maver har en kraftig virkning som drivhusgas.

 

Miljøorganisationen NOAHs video om menneskeskabte klimaforandringer og drivhuseffekt.

 

Hvordan har forskernes viden om drivhuseffekten udviklet sig?

Drivhuseffektens betydning har været kendt siden slutningen af 1800-tallet, hvor flere forskere begyndte at beskrive fænomenet. I 1896 vurderede svenskeren Svante Arrhenius, at hvis atmosfærens koncentration af CO2 blev fordoblet, ville det føre til en global temperaturstigning på 5-6 grader. Men selvom der var viden om emnet, interesserede eller bekymrede det i hovedparten af forrige århundrede ikke mange forskere, skriver videnskab.dk i en artikel om klimaforskningens historie (se kilder). Først i 1980erne begyndte de skræmmende perspektiver i de menneskeskabte klimaforandringer for alvor at få opmærksomhed blandt forskere, politikere og i den brede offentlighed.

I 1989 blev FN’s klimapanel, IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), dannet på opfordring af FN’s Generalforsamling. Panelet er et forum for flere tusinde forskere og har til opgave at give videnskabelig oplysning om klimaproblemerne til verdens beslutningstagere. Cirka hvert femte år udgiver panelet en rapport, der samler og vurderer resultaterne af klimaforskningen i hele verden. Rapporternes sammenfatninger er godkendt linje for linje både af uafhængige forskere og af regeringernes eksperter.

Rapporten fra 2007, som mere end 4.000 klimaforskere medvirkede til, slog fast, at menneskets udledninger af drivhusgasser er hovedårsag til de senere års globale opvarmning, og den beskrev de negative virkninger og risikoen for farlige klimaforandringer med større sikkerhed, end videnskaben hidtil havde gjort. Den femte rapport, der udkom i 2014 og blev offentliggjort i København, viste, at det på stort set alle punkter stod værre til end forventet, fremgår det af en artikel i Politiken i november 2014 (se kilder). Rapporten forstærkede konklusionerne fra 2007 ved at slå fast, at klimaændringerne er menneskeskabte, at havniveauet fremover vil stige hurtigere end hidtil, og at CO2 -udledningen skal skæres 40-70% mellem 2010 og 2050 og være lig nul i år 2100, hvis den globale temperaturstigning skal begrænses til to grader.

Hvilke lande har især forårsaget klimaforandringer

Historisk set har de gamle industrilande (USA, Tyskland, England, Frankrig, Italien, Danmark m.fl.) hovedansvaret for den menneskeskabte udledning af drivhusgasser indtil nu. De vestlige lande har i flere århundreder stået for en omfattende CO2 -udledning og generel forurening af jorden og havene omkring os. Men også f.eks. rydning og afbrænding af regnskov i en række tropiske lande har haft stor betydning for stigningen af CO2. Ødelæggelserne af regnskoven er ifølge The Guardian i en artikel i juli 2017 (se kilder) ofte foregået med hjælp fra store, internationale virksomheder, der har økonomiske interesser i områderne.

I dag er Kina dog den suverænt største udleder af drivhusgasser på verdensplan, med USA som verdens næstmest drivhusgas-udledende nation. Udledningerne stiger hurtigt, både i Kina og de andre store vækstlande som f.eks. Indien, Brasilien og andre lande med stor befolkning og høj vækst i Asien og Latinamerika.

Hvor hurtigt øges drivhuseffekten?

Hvert år udleder mennesker nu mere end 50 milliarder tons drivhusgas. Tre fjerdedele er CO2. Resten er metan, lattergas og andre drivhusgasser. Fra de små bobler i borekerner af ældgammel indlandsis ved vi, at nutidens koncentration af drivhusgasser i atmosfæren er den højeste i 650.000 år. Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren måles i ppm, dvs. parts per million (antallet af molekyler pr. million). Før industrisamfundenes forbrug af kul og olie tog fart, var det naturlige indhold af CO2 i atmosfæren mindre end 280 ppm. I dag er tallet steget til 415, viser en oversigt på Økolariets temaside om klimaforandringer (se kilder). Denne udledning er langt mere, end planterne og havene kan nå at optage. Da CO2 ikke forsvinder af sig selv, vil den globale opvarmning fortsætte, indtil udledninger og optag igen kommer i balance. Først da kan klimaet stabiliseres. Men selv efter en sådan stabilisering, vil de menneskskabte klimaforandringer ikke stoppe. For eksempel tager det flere hundrede år, før varmen ved havenes overflade har spredt sig til havenes bund. I al den tid vil vandstanden blive ved med at stige, fordi vand fylder mere, jo varmere det er.

Hvordan har klimaforandringerne en selvforstærkende effekt?

I 2017 begyndte en række forskere at gør opmærksom på, at den globale opvarmning og de medfølgende klimaforandringer ikke kun afhænger af CO2-udledningens omfang, men også af, hvordan den ekstra mængde drivhusgas påvirker atmosfæren. En række forskere fra DTU, Københavns Universitets Niels Bohn Instituttet og universiteter i Chile og USA har ifølge en pressemeddelelse fra DTU Space (se kilder) fundet ud af, at effekten af CO2 bliver højere, når temperaturen på jordkloden stiger som følge af den globale opvarmning. Det betyder, at den globale opvarmning har en selvforstærkende effekt, fordi den vil føre til yderligere opvarmning. Kombinationen af den globale opvarmning og effekten af den kaldes klimafølsomhed, og det er ifølge forskere på DTU en hidtil overset effekt.

Desuden har forskere i en årrække peget på en række andre selvforstærkende effekter: Når is og sne smelter, bliver havenes og landjordens overflader mørkere. Det forstærker opvarmningen, fordi mørke overflader suger varme til sig. Når den bundfrosne tundra i Sibirien, Alaska og Canada tør op, kan der desuden blive frigivet enorme mængder af metan fra mikroorganismers nedbrydning af plantemateriale. Det forstærker drivhuseffekten. Der er samtidig risiko for, at regnskoven i Amazonas tørrer ud. Når træerne holder op med at gro, og planteresterne bliver nedbrudt, vil der blive frigivet store mængder ekstra CO2.

Der er også risiko for, at smeltningen af indlandsisen i Grønland når et punkt, hvor den ikke kan standses, fordi der hvert år dannes mindre is på toppen af indlandsisen end det, der smelter og glider i havet som isbjerge.