Hvordan fortælles – konkrete analyseværktøjer

Hvordan fortælles?

Med hvordan fortælles menes der den måde, som teksten meddeler sig på. Den måde som teksten fortæller sin historie på rent teknisk. Når man ser på, hvordan der fortælles, vil man se på følgende elementer:

· Komposition

· Fortællerinstans

· Synsvinkel

· Ordklasser

· Metrik

· Strofe og vers

· Billedsprog 

Hvad er en stilanalyse?

Med stilanalyse mener man en samlet karakteristik af tekstens stil, baseret på de iagttagelser man kan gøre sig under punktet: hvordan fortælles. Stil er således en samlebetegnelse for en teksts sproglige og kompositoriske udtryk.

I lyrik vil det altid være relevant at udlede stilen gennem hele digtet. I prosa og drama er en sådan næranalyse mere omstændelig på grund af omfanget. Her vil det være relevant at vælge et centralt afsnit ud, for der igennem at lave en minutiøs analyse af billedsprog, synsvinkel og så videre. Man kan efterfølgende udlede hele tekstens stil ud fra dette centrale afsnit.

En teksts stil kan for eksempel være:

· Saglig – der er ingen eller få metaforer og andet billedsprog.

· Malende – der er stor frekvens af billedsprog.

· Diffus – teksten er ikke særlig klar på fortælleplanet. Det er svært at udlede, hvad den mener. 

Hvad er komposition?

Komposition er den måde, en tekst overordnet er skruet sammen på.

Aristoteles indførte i sin analyse af tragedien en tredeling, som kan buges til mange prosatekster: 1) Begyndelse 2) Midte 3) Slutning. Normalt vil denne tredeling i prosatekster vise sig således:  

1. Konflikten optrappes (begyndelse)

2. Omslag, begyndende løsning af konflikten (midte)

3. Konflikten løses (slutning). Hvilket ikke behøver at være positivt som i Ødipus, hvor hovedpersonen stikker sine øjne ud og ender i en fuldendt tragedie. 

Mange prosatekster vil dog have en mere kompliceret struktur. Men denne simple model er god til at danne et overblik over teksten.

I analysen af lyrikkens komposition vil man se på organiseringen af vers og strofe, hvilket forklares nedenfor. 

Hvad er fortællerinstansen?

Alle fortællende (narrative) tekster er fortalt af en fortællende bevidsthed, som ikke er det samme som forfatteren. Fortællerinstansen er den stemme, der taler i teksten. Denne stemme kaldes for den implicitte fortæller, fordi han/hun er indlejret som en del af teksten – som et grundlag for, at teksten overhovedet kan fortælles. Uden fortællerinstansen ville der overhovedet ikke være nogen tekst. Denne fortællers udsyn er som princip alvidende, fordi den kan se alt. Men fortælleren kan begrænse sit udsyn over for læseren på mange forskellige måder. For eksempel ved kun at meddele sig gennem en karakter, der tænker og handler, hvilket så kaldes en eksplicit fortæller.  

Hvad er synsvinkel?

Ved synsvinkel forstås den måde, som teksten er fortalt på. Altså den specifikke måde som fortællerinstansen (se ovenstående) meddeler sig gennem teksten på. I forhold til synsvinklen er der tre grundlæggende aspekter, som er vigtige at undersøge: 

Fortælles der i 1. eller 3. person?:

· 1. person: Teksten er fortalt ud fra et jeg, som er en del af handlingen.

· 3. person: Teksten er fortalt ud fra et han, hun, den, det, de, og fortælleren holder sig selv uden for handlingen.  

Fortælles der via en udvendig eller en indvendig beskrivelse?:

· Indvendig beskrivelse: Teksten registrerer følelser og tanker inde i personerne.

· Udvendig beskrivelse: Teksten registrerer kun handlinger og ytringer, ikke følelse eller tanker. 

Fortælles der i nutid eller datid?:

· Nutid: Der er samtidighed mellem fortællerens udsyn og handlingens forløb.

· Datid: Fortælleren skuer tilbage på begivenhederne. 

Af de tre ovenstående vil der være mange tekster, der opererer med blandingsformer. Teksten kan for eksempel springe mellem nutid/datid. Hvis sådanne spring er til stede i teksten, vil det altid være interessant at registrere hvorfor. 

Hvad er en ordklasseanalyse?

En ordklasseanalyse kan være givtig til at analysere alle litterære tekster. Man kan lede efter ordklasser og se, hvilke der dominerer teksten. Lektor Hans Lauge Hansen skriver i bogen “Tegn Tekst og Tolkning” (se kilder), at man lidt forenklet kan sige, at en tekst, der er domineret af mange adjektiver (tillægsord), skaber en bred eller svulstig stil. En tekst, der er domineret af mange substantiver (navneord), giver en knap og koncis stil. I en tekst med mange verber (udsagnsord) er det en god idé at se, om det er bevægelsesverber eller sanseverber, og hvilken tid de står i.

I lyrik kan man med fordel lave en ordklasseanalyse, mens det i prosa og drama er mere besværligt på grund af omfanget. Her kan man, som nævnt i stilanalysen, vælge et centralt stykke ud og foretage den der. 

Hvad er metrik?

Metrik er læren om rytme og rim og er oftest mest udbredt i analysen af lyrik. Endvidere er det mere relevant at se på i ældre digte (før 1900), hvor man gjorde sig meget umage med rim og rytme. Efter 1900 udviklede man en digtning, der var mere fri i rytmen og ikke nødvendigvis rimede. Hvis man analyserer et ældre digt, er det altid en god idé at læse det højt, fordi det giver en klar fornemmelse for rim og versefødder i digtet. 

Hvad er et vers og hvad er en strofe?

I lyrik kalder man den enkelte linje for et vers. En samling af vers kalder man for en strofe (et afsnit). I digte med strofer er det relevant at se på, om de danner et mønster, og om dette mønster eventuelt brydes og hvorfor. Desuden kan strofeinddelingen fortælle, om digtet er en del af en bestemt tradition eller undergenre. For eksempel kendes sonetten ved, at den består af to strofer på hver fire vers, efterfulgt af to strofer på hver tre vers. 

Hvad er det grafiske lag?

Det grafiske lag er den måde, en tekst er trykt eller opsat på siden. Keld Gall Jørgensen skriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) at: “Den måde, hvorpå et digt er sat op på siden, hænger ofte tæt sammen med indholdet. Forbindelsen mellem det grafiske lag og digtets emne er naturligvis tydeligst, hvis digtet ligefrem er sat op som et landskabsmaleri, en firkant, en kugle eller andet.”

En analyse af det grafiske lag vil sædvanligvis kun være relevant i digtanalyser, hvor digtet er placeret på en speciel måde på siden. Eksempelvis eksperimenterede konkretismen i tresserne (Klaus Rifbjerg, Vagn Steen og andre) meget med at få udtryk og indhold til at harmonere. Keld Gall Jørgensen fremhæver digtet “Sproganvendelse” (1964) af Vagn Steen som eksempel. Her gengives første strofe, hvor man må bemærke ordet skrevet med stort som særlig betydningsfuldt:

“Er ordet AKTIVT for passivt”? 

Hvad er billedsprog?

Stilhistorikeren Ulla Albeck bestemmer i bogen “Dansk Stilistik” (se kilder) billedsproget til at være “… de omskrivende Udtryk og retoriske Kneb, der ifølge de Gamle burde bruges i kunstfuld Stil for at forstærke og forskønne.” Det er oftest mest relevant at se på billedsproget i lyrik, fordi lyrikken sædvanligvis har den største frekvens af billedsprog. Men i meget prosa og drama vil det også være relevant. Her kan man eksempelvis vælge en mindre passage, som synes repræsentativ for resten af teksten, og gennem en næranalyse af billedsproget i denne del udlede tekstens generelle billedsproglige stil.

Nedenfor følger en beskrivelse af de hyppigst forekommende elementer i billedsprog.  

Hvad er en metafor?

En metafor er, når et billedligt udtryk overføres fra et billedplan til et realplan. Et eksempel på en metafor er: “Vores forhold er kørt fast.” Her bliver kærlighed forstået som en rejse: Vores forhold (realplan) er kørt fast (billedplan). Der er skabt en sammenhæng mellem de to planer, og betydningen af begrebet kærlighed udvides, idet det bliver forstået som en rejse.  

Hvad er en sammenligning?

En sammenligning er i lighed med metaforen, der hvor to planer mødes. Men til forskel fra metaforen er der i sammenligningen et forklarende led, de to planer er forbundne af et bindeord: som, ligesom. Sammenligningen er således mindre dristig end metaforen. Et eksempel på en sammenligning er udsagnet “Han er stærk som en okse.”

Han er stærk (realplan) som (forklarende led/bindeord) en okse (billedplan).  

Hvad er et symbol?

Et symbol er et tegn, der har en almindelig betydning plus en symbolsk. Man skelner mellem konventionelle- og individuelle symboler: 

· Et konventionelt symbol er noget, det står for det samme for alle mennesker. For eksempel symboliserer farven grøn, at man må gå over et fodgængerfelt. Andre eksempler er: Korset – et symbol på kristendommen. Duen – et symbol på fred.

· Et individuelt symbol er noget der “opfindes” af forfatteren i en konkret tekst – det er således mindre entydigt. Det bliver brugt af forfatteren til at udsige noget abstrakt gennem noget konkret. Et eksempel på et individuelt symbol er for eksempel i H.C. Andersens eventyr “Nattergalen”. Her er den kunstige nattergal et symbol på det mekaniske og industrielle – på fremskridtet der overdøver naturen.  

Hvad er en allegori?

En allegori er en tekst eller en del af en tekst, der ikke skal opfattes bogstaveligt, men symbolsk. Allegorien er altså et udvidet symbol, hvor teksten i sin helhed skal opfattes symbolsk. Et eksempel på en allegori er H.C. Andersens “Den grimme ælling”, hvor historien om den grimme og klodsede – der bliver køn og dygtig – kan ses som en allegori over forfatterens eget liv. 

Hvad er besjæling?

Besjæling er når konkrete men døde ting tillægges menneskelige egenskaber. Det er, når ikke-menneskelige ting tænker og føler som et menneske. Især naturen kan blive besjælet, hvilket H.C. Andersen ofte benyttede sig af, for eksempel i historierne om grantræet og den grimme ælling. 

Hvad er personificering?

Personificering er levendegørelsen af et abstrakt begreb, som derved får tillagt menneskelige egenskaber. For eksempel lovens lange arm. Her får det abstrakte begreb loven tillagt det menneskelige attribut – arm – og derved bliver det menneskeliggjort.