Selve tekstanalysen

Hvad forstås ved analyse?

Ved analyse forstås alt det, man kan iagttage direkte ud fra teksten. En analyse er altså ikke det samme som en fortolkning. En analyse vil være noget, som alle kan iagttage, hvorfor det er vigtigt, at man i analysen er tekstnær. Således at de pointer, man fremhæver, er gennemskuelige og altid kan efterprøves af andre.

En analyse vil dog altid indeholde nogle subjektive prioriteringer. Ved subjektive prioriteringer forstås det forhold, at der i en analyse af én konkret tekst kan være lagt vægt på for eksempel, hvordan sproget er konstrueret, mens der i en anden analyse af den samme tekst kan være lagt vægt på tematikken. Begge analyser kan være lige legitime ud fra teksten, men de har forskellige sigter og derved forskellige konklusioner.

I analysen må man ikke inddrage elementer, der er eksterne til værket. Dette må man gemme til fortolkningen og perspektiveringen. 

Hvad forstås ved fortolkning?

Fortolkningen er en selvstændig sammentænkning af analysens resultater. Der er her, man sammenkæder sine analyseresultater og giver et bud på de overordnede linjer og tanker i teksten. Fortolkningen er således en overbygning på analysen, der samler alle de forskellige tråde op. Fortolkningen kan i reglen være mere spekulativ end analysen, og det er tilladt at lægge sine egne subjektive vurderinger ind her.  

Hvad forstås ved perspektivering?

Perspektiveringen er den sidste del af en analyse. Det er her, man tillægger analysen en sidste udvidelse, som refererer til noget udenfor teksten. Lektor Erik Svendsen formulerer det således i bogen “Hvordan det?” (se kilder): “Når man perspektiverer, forsøger man at finde tegn i tiden, eller i fortiden, som kunstværket går i dialog med, som værket forholder sig til. Noget som kan have betinget værket, noget som har spillet en rolle i værket”.

Eksempelvis ville det i en analyse af Leif Panduros “Rend mig i traditionerne” (1958) være relevant at se på, hvordan det danske samfunds stivnede normer i 1958 var ved at blive ændret af de unge som en slags forløber til ungdomsoprøret i 1968.

Lektor Keld Gall Jørgensen beskriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) perspektiveringen, som han mener bør indeholde følgende tre punkter:  

1) Samfund: Teksten er altid en del af den samtid, den er blevet skrevet i. For eksempel: Hvad siger Michael Strunges digte om det at være ung i 80’erne i Danmark? Det kan også være relevant at se på, om teksten er en del af en speciel skole eller bølge inden for litteratur og kunst. For eksempel kunne en analyse af Herman Bangs roman “Stuk” suppleres med et par generelle kommentarer om den impressionistiske litteratur.  

2) Menneskesyn: Hvordan er tekstens menneskesyn? Her kan man for eksempel se på forholdet mellem arv og miljø. Keld Gall Jørgensen beskriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder), hvordan denne konflikt kommer til udtryk: I Pontoppidans “Ørneflugt” er menneskets mulighed for at handle bestemt af miljøet. Og det modsatte finder sted i H.C. Andersens “Den grimme ælling”, hvor mennesket hæver sig op gennem sin arv. 

3) Sprogkunst: Her må man vurdere, om teksten er god. Her kan man bruge sine analytiske iagttagelser som argumentation. For eksempel: er der overensstemmelse mellem indhold og form, eller modsvarer de hinanden. 

Hvad er vigtigt, når man analyserer lyrik?

Lektor Keld Gall Jørgensen skriver i bogen “Litterær analyse” (se kilder) at: “Digte er meget forskellige. I længde, opsætning, form og indhold kan de variere så meget, at det er vanskeligt at forestille sig én model til lyrikanalyse, som med frugtbarhed kan anvendes på alle digte. Men omvendt gælder det samtidig, at de må have noget til fælles i og med, at vi overhovedet kalder dem digte.”

Digte har ofte ikke nogen handling ligesom prosa og drama, men handler i stedet om følelser, stemninger, indsigter eller erkendelser. I digtanalysen vil det være disse elementer, man skal prøve at lokalisere.

Efter at have erkendt at digtet generelt er udefinerbart, opstiller Keld Gall Jørgensen alligevel en overordnet model, som kan bruges til at analysere de fleste digte med. Modellen løber gennem fire punkter, som skitseres her: 

1. Digtets situation: Hvad sker der i digtet? Hvad beskrives der? Dette punkt svarer til prosaanalysens handlingsreferat. 

2. Digtets virkemidler: Her ser man på billedsprog, metrik og digtets grafiske lag. 

3. Digtets tema: Find og beskriv digtets følelser, stemninger, indsigter eller erkendelser.4. Perspektivering: Sæt digtet i relation til den samling det er taget fra eller til hele digterens forfatterskab. 

Et helt centralt begreb i analysen af digte er nærlæsning, eller hvad man med et andet ord kan kalde opmærksomhed. I digtlæsning skal man som regel være opmærksom på alle ordene og læse langsomt. I prosa og drama er det for eksempel mere nærliggende at lede efter de elementer, der strukturerer handlingen end minutiøst at opregne billedsproget.

Lyrik udspringer oprindeligt af musik, og megen lyrik er sange eller på anden måde skrevet til at skulle reciteres. Derfor er det altid en god idé at læse digtet op højt for sig selv. Derved får man en fornemmelse for det lydlige niveau i digtet så som rim og versefødder.  

Hvad er vigtigt, når man analyserer drama?

I analysen af drama må man skelne mellem, hvad man kalder den dramatiske tekst – som er den nedskrevne tekst – forlægget for en opførsel. Og på den anden side selve opførslen eller iscenesættelsen af den dramatiske tekst. I denne forbindelse vil vi ikke beskæftige os med opførslen, fordi den kræver en helt anden analyse end den litterære.

Drama adskiller sig markant fra lyrik og prosa, fordi alt, hvad der foregår, bliver fortalt (udsagt) af karaktererne. Der er således ingen fortællerstemme, som man skal udrede synsvinklen for. Til gengæld er der i dramatiske tekster en række regibemærkninger, som angiver, hvordan forfatteren har tænkt sig, at opførslen skal være. Disse regibemærkninger kan være mere eller mindre specifikke. Det kan for eksempel være et udsagn som “der lød støj i baggrunden” eller omhandle, hvor karaktererne skal placeres på scenen.

Ordet drama stammer fra græsk og betyder handling. Dette signalerer, hvad der er vigtigt at se på i en dramaanalyse – nemlig handlingen. Det vil ofte være relevant at lave en analyse af handlingsforløbet og en tematisk analyse. Man også stil, herunder sproget, person og miljø, er væsentlige elementer i en dramaanalyse. Sproget kan for eksempel afsløre en del om karaktererne, for eksempel i Holbergs “Erasmus Montanus”, hvor der er markant forskel på den måde, karaktererne taler. Sproget afslører her den konflikt, dramaet opbygger mellem den dannede og den udannede (om end den dannede netop i dette stykke viser sig ikke at være så dannet alligevel).  

Hvad er vigtigt, når man analyserer prosa?

Et af kerneelementerne i prosa, som samtidig adskiller den fra de to andre genrer, er fortællerstemmen. Det vil derfor altid være vigtigt at få udredt fortællerstemmens karakteristika i den specifikke tekst. Desuden vil det altid være relevant at lave en handlings- og tematisk analyse af en prosatekst. Generelt kan det siges, at de fleste af de elementer, der nævnes nedenfor, vil være relevante i en prosaanalyse. 

Hvordan griber man en tekstanalyse an? (1)

Der findes mange forskellige tilgange til tekstanalyse. Først og fremmest handler det om at afstemme ens analyse til den tekst, man skal analysere. Der er stor forskel på en analyse af drama, prosa og lyrik. Gymnasielærer Vagn Birger Isaksen opstiller i bogen “Grundbog til tekstanalyse” (se kilder) nedenstående model, som vil være et fornuftig udgangspunkt i de fleste analyser: 

1. Genrebestemmelse af teksten

2. Redegørelse for tekstens komposition

3. Redegørelse for synsvinkel-forholdene i teksten

4. Redegørelse for tids-forholdene i teksten

5. Redegørelse for steder og miljøer i teksten

6. Redegørelse for personer i teksten

7. Redegørelse for emner/temaer i teksten

8. Redegørelse for tekstens holdning til de emne/temaer, som den behandler

9. Redegørelse for tekstens budskaber (hvad vil den sige læseren)

10. Redegørelse for tekstens sprogform, dens stil

11. Redegørelse for eventuelt metriske elementer i teksten

12. Personlig begrundet vurdering af teksten  

Ovenstående rækkefølge skal ikke ses som et fastlagt forløb, men som en huskeliste. Det vil ikke være relevant at se på alle elementerne lige indgående i alle analyser. For eksempel vil en analyse af lyrik oftest inddrage de sproglige virkemidler før en analyse af temaet, idet et tema i lyrik tit bliver skabt eller underbygget af den sproglige udformning.  

Hvordan griber man en tekstanalyse an? (2)

En anden og mindre skematisk måde at gribe en analyse an på er ved at dele analysen op i to overordnede punkter: Hvad fortælles og hvordan fortælles. Ved denne fremgangsmåde er man mindre tilbøjelig til at bruge for meget tid på ting, som ikke er relevante. I mange digte vil det for eksempel ikke være relevant at se på miljø, personer og lignende, fordi der ikke er nogen. De to punkter kan opdeles således:

· Hvad fortælles i teksten

· Hvordan fortælles i teksten

Ovenstående vil blive forklaret fyldigt i del 4 og 5.