Kritik og debat

Hvorfor internationale aktører kritiseret Pussy Riot-dommen?

Amnesty International betegner Pussy Riot som såkaldte samvittighedsfanger. Det vil sige fanger, der alene sidder fængslet på grund af politiske, religiøse eller seksuelle overbevisninger. Amnesty har gentagne gange kritiseret Rusland for de trange kår for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed i landet. I forbindelse med sagen om Pussy Riot sagde vicegeneralsekretær for Amnestys danske afdeling, Tine Christensen, blandt andet: ”Der er indført en lang række begrænsninger for ytrings- og forsamlingsfriheden, og dommen viser, hvordan Kreml forsøger at undertrykke systemkritikerne og skræmme borgerne fra at protestere”, ifølge artiklen ”Amnesty til Rusland: Løslad Pussy Riot" i Politiken (se kilder). Amnesty betegner dommen over Pussy Riot som et angreb på menneskerettighederne. EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, betegnede dommen som ”ude af proportioner”, den tyske kansler Angela Merkel kritiserede ligeledes dommen og kaldte den uforenelig med europæiske værdier for retsstat og demokrati, og herhjemme kaldte (daværende) udenrigsminister Villy Søvndal (SF) – ifølge artiklen ”Internationale smæk til Rusland for punkdom” fra Berlingskes Nyhedsbureau (se kilder) – dommen for stærkt bekymrende.

I Rusland har meningerne været mere delte end i Vesten. Under retssagen mod de tre aktivister viste meningsmålinger, at russerne var delt i to nogenlunde lige store lejre i spørgsmålet om Pussy Riot. Halvdelen af de adspurgte, der havde taget stilling i sagen, bakkede op om Pussy Riots protest og metoder, mens den anden halvdel følte, at kirken og den russisk-ortodokse religion var blevet krænket.

Hvilken rolle har kirken spillet i sagen mod Pussy Riot?

Særligt den russisk-ortodokse kirke har bakket op om kravet om strenge straffe til Pussy Riot – naturligt nok, idet de kirkelige ledere føler, at Pussy Riot krænkede kirken og religionen med punkprotesten i Frelserkirken. Kort efter Pussy Riots happening beskyldte den ortodokse kirkes overhoved, patriark Kiril, Pussy Riot for blasfemi og mente, at ”djævlen har grinet af os alle sammen”, fremgår det af artiklen ”Fakta: Forstå sagen om Pussy Riot” (se kilder). Kirken har kunnet bruge dommen til at ”befæste en ukrænkelighed og derved privilegeret position i det russiske samfund”, skriver ruslandsekspert Jon Kyst i artiklen ”Ortodoks kirke mod gruppen Pussy Riot. Kirken bør moderere sit ønske om en plads på magtens tinder” (se kilder). Den danske ekspert mener, at kirken på en hidtil uset måde har vist sig som en aktiv part i Ruslands værdi- og rettighedspolitiske spil.

Det var da heller ikke tilfældigt, at Pussy Riots aktion fandt sted i Frelserkirken. I mange russeres øjne sker der en sammenblanding af stat og religion i Rusland, hvilket blandt andet er kommet til udtryk i patriark Kirils støtte til Putin forud for præsidentvalget i 2012, hvor Kiril betegnede Putins styre som ”et Guds mirakel”.

Hvordan påvirker indskrænkningerne i frihedsrettighederne politiske aktioner som Pussy Riots?

Flere iagttagere har påpeget, at de kreative, politiske aktioner og happenings i Rusland er blevet mere ekstreme, og at det formodentlig blandt andet skyldes, at ytringsfriheden er så indskrænket, at mere traditionelle opråb om og demonstrationer for social uretfærdighed eller mod korruption bliver bremset af lovgivningen eller gøres virkningsløse af censuren. Den russiske journalist Igor Malakhov forklarer – ifølge artiklen ”Bryster, punk og borgerrettigheder” i dagbladet Information (se kilder) – fremvæksten af aktivistisk kunst som for eksempel Pussy Riots aktioner således: ”Når regeringerne er ekstreme, bliver reaktionerne det samme.” Under den tidligere præsident Boris Jeltsin var der også censur, men den joviale præsident tillod både kritisk satire og kunst. Under Putin har satire, politisk kunst og kritik af magthaverne fået sværere vilkår, og de kritiske røster har derfor fundet andre veje og kanaler, hvor de kan ytre sig. Grupper som Pussy Riot flytter desuden i stigende grad protesterne fra gaden til nettet, og de tilrettelægger deres demonstrationer og happenings, så de passer godt ind i formater som for eksempel YouTube og andre sociale medier. På den måde forsøger de at sikre sig, at en velplanlagt, dramatisk og symbolladet aktion kan få stor gennemslagskraft, sådan som det lykkedes med aktionen i Frelserkirken i Moskva i februar 2012.