Baggrund om Pussy Riot

Hvem er Pussy Riot?

Pussy Riot er en russisk aktivistgruppe, der består af omkring 12 kvinder, som så vidt muligt optræder anonymt og under pseudonymer. Man kender kun navnene på de tre kvinder, der var på anklagebænken under retssagen efter Pussy Riots happening i Frelserkirken i Moskva. Det er Nadesjda Tolokonnikova, Maria Aljokhina og Jekaterina Samutsevitj. Pussy Riot står bag en række Putin- og systemkritiske sange og happenings, hvor de forsøger at råbe både regering og befolkning op. Punkbandets sange er politisk funderede og handler ikke kun om Putin, men også om LGBT-rettigheder, feminisme og kvinderettigheder.

Hvordan opstod Pussy Riot?

Pussy Riot udsprang af kunstnerkollektivet Voina (”Krig”) og bestod af kvinder, der ønskede at skabe en gruppe, som var mere feministisk. Inspirationen kom blandt andet fra 1990'ernes Riot Grrrl-bevægelse og fra punkrockens provokerende form. Pussy Riot opstod i efteråret 2011 samtidig med, at den daværende premierminister, Vladimir Putin, havde meddelt, at han igen ville gå efter præsidentposten ved valget den 4. marts 2012. I første omgang gennemførte Pussy Riot et par happenings i protest mod det russiske parlamentsvalg den 4. december 2011, som ifølge oppositionen var præget af valgfusk til fordel for Putins parti, Forenet Rusland. Pussy Riot blev for alvor kendt i Rusland efter en ulovlig happening på Den Røde Plads i januar 2012, hvor de sang en sang, der hånede Putin.

Hvad er karakteristisk for Pussy Riot?

Pussy Riot bruger støjende punkmusik og politiske tekster til at fremføre kritik af styret i Rusland. Kvinderne bag Pussy Riot er desuden altid iført farvestrålende balaclavas, en slags elefanthuer, og spraglede kjoler. Netop deres påklædning blev i retten fremhævet som uanstændig og krænkende, fordi de viste bar hud under demonstrationen i Frelserkirken. Pussy Riot har før aktionen i Frelserkirken også optrådt på taget af et fængsel, i Moskvas metro og på Den Røde Plads ved Kreml, men de optræder aldrig ved demonstrationer, da de gerne vil sikre sig en vis chokeffekt af deres happenings. Chokeffekten var tydelig, da de optrådte i Frelserkirken, hvor både sikkerhedsvagter og rengøringsdamer sprang til for at standse aktionen, som ingen af dem havde nogen fornemmelse af var undervejs. Se ”Pussy Riot gig at Christ the Savior Cathedral” på YouTube (se kilder).

Hvad handler Pussy Riots sange om?

Punkbønnen, som gruppen opførte i Frelserkirken, indeholder elementer af alle deres mærkesager. Udover den gentagne linje i sangen: ”Jomfru Maria, Guds Moder, fordriv Putin, fordriv Putin,” sang de – ifølge artiklen ”Pussy Riot's Punk Prayer is pure protest poetry” i The Guardian (se kilder) – blandt andet om undertrykkelsen af homoseksuelle og den manglende ligestilling i det russiske samfund med linjerne: ”Frihedens fantom er faret til himmels, Gay Pride er lænket og fængslet” og ”I må ikke gøre Hans Hellighed vred, de damer, hold jer til at elske og føde børn”. Mens de tre medlemmer stadig sad på anklagebænken i retssagen efter deres happening i Frelserkirken, udgav de resterende medlemmer af Pussy Riot en ny sang, der oversat til engelsk har titlen Putin Lights Up the Fires. Sangen handler om anholdelsen af Pussy Riot-medlemmerne og den forventede fængselsdom, og teksten lyder blandt andet: ”Men I kan ikke sømme os inde i kisten (…) Syv år er ikke nok, giv os 18!”.