Missioner til Mars

Hvornår lykkedes det første gang at sende en mission til Mars?

USA havde i 1964 sendt sonden Mariner 3 til Mars, men det var først i 1965, at NASA modtog de første nærbilleder nogensinde af plantens overflade. De var taget af rumsonden Mariner 4, og billederne viste en tør, kraterfyldt planet uden floder, have eller tegn på liv. Mariner 4 aflivede dermed tidligere hypoteser om, at kanalerne på planetens overflade var fyldt med vand.

Mariner 4 målte også Mars’ atmosfæretryk, som viste sig at være væsentligt lavere end Jordens. Dermed kunne NASA’s forskerhold konkludere, at der ikke kan eksistere flydende vand på overfladen af Mars under de nuværende forhold. Det fremgår af bogen ”Life on Mars; The Complete Story” (se kilder). Miljøet på Mars er kort sagt alt for barskt til at huse komplekst liv, og efter Mariner 4’s opdagelser indstillede forskerne jagten på komplekse, multicellulære organismer på planeten. NASA’s Mars-missioner har siden haft som mål at identificere primitive, bakterielignende organismer.

Hvornår landede man første gang på Mars?

15 rumfartøjer har til dato sat deres landingsstel på Mars’ overflade. Det lykkedes første gang i 1971, da den sovjetiske Mars 3-mission sendte en orbiter i kredsløb om planeten og landede et fartøj, som nåede at sende 20 sekunders data hjem til Jorden, inden det brød sammen.

Første gang, der kørte et fartøj på Mars, var i 1997, da Mars Pathfinder-missionen placerede den fjernstyrede bil Sojourner på overfladen af planeten. Den lille bil var udrustet med et videokamera og kunne måle stofsammensætningen på Mars’ overflade. Bilen var designet til at holde i en måned, men fungerede i tre måneder.

Den seneste succesfulde landing skete med NASA’s Phoenix-ekspedition i 2007, mens det europæiske rumagenturs (ESA) forsøg med Schiaparelli blev en fiasko i 2016.

Hvilke igangværende missioner mod Mars er der?

Som før nævnt blev sommeren 2020 et skelsættende tidspunkt for Mars-missionerne. Hele tre missioner blev sendt afsted mod planeten den sommer, endda alle med få dages mellemrum. Det drejer sig om henholdsvis De Forenede Arabiske Emiraters sonde Hope, der skal i kredsløb om planeten, samt Kinas landingsmission Tianwen-1 og NASA’s nyeste Mars-robot, Perseverance, der også skal forsøge at lande. Sidstnævnte er en del af et amerikansk-europæisk samarbejde. Efter planen skal missionerne nå frem til Mars i løbet af de første uger af februar 2021. Det fremgår af Berlingskes artikel ”Jagten på at få det store svar er indledt – verden myldrer mod Mars” (se kilder)

Hvilke storpolitiske interesser har spillet ind?

I næsten 40 år dominerede USA og det daværende Sovjetunionen trafikken mod Mars. Drømmen om at lande på ’den røde planet’ afspejlede ikke kun menneskets tørst efter viden og naturlige nysgerrighed. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen afspejlede også en benhård realpolitisk magtkamp mellem verdens to eneste supermagter under Den Kolde Krig i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud tøede det amerikansk-russiske forhold op, men national sikkerhedspolitik påvirker fortsat nutidens Mars-missioner. Særligt nu hvor flere lande har meldt sig i det nye rumkapløb, heriblandt Kina og De Forenede Arabiske Emirater samt Indien.

Hvad er kendetegnende for nutidens rumkapløb mod Mars?

Hvor rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig var drevet af to staters konkurrence mod hinanden, så er det nuværende rumkapløb lidt anderledes. Man har taget lærdommen om, at ”vi kan, hvis vi vil” med fra det gamle rumkapløb, men i dag er det i høj grad også private aktører, ikke alene stater og regeringer, der driver udviklingen. En af de private aktører, som skubber på for at sende mennesker til Mars så hurtigt som muligt, er forretningsmanden Elon Musk. Ifølge DR-artiklen ”En ny verden åbner sig: Sådan indtager vi Mars i din levetid” handler det for Musk om at komme til Mars ”for at etablere en permanent menneskelig tilstedeværelse på planeten for at sikre menneskeartens overlevelse” (se kilder). I artiklen udtaler DTU-forskeren Michael Linden-Vørnle sig om sagen: ”I Musks rumfirma SpaceX arbejdes der målrettet på at bygge raketter og rumskibe, der kan bringe mennesker til Mars. Imens tjener SpaceX penge ved at opsende satellitter og ved at sende last og astronauter til den Internationale Rumstation”. En lignende analyse finder man i Jyllands-Postens artikel ”Kina og USA's private sektor definerer det nye rumkapløb” (se kilder).

I en artikel på Videnskab.dk opridses den internationale sikkerhedspolitik i rummet under overskriften ”Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars”. Artiklen fremhæver de forskellige aktører, heriblandt NASA, ESA med 22 medlemslande, Ruslands rumagentur Roskosmos, den indiske rumforskningsorganisation ISRO, Kinas Nationale Rumforvaltning og Japans Rumforskningsagentur. Ifølge artiklen er vi ”ikke alene vidne til samarbejde, men også konkurrence. Hvilken nation (eller privat aktør?) vil være den næste, der lander på Månen og efter det, hvem lander først astronauter på Mars? Det er et regulært rumkapløb” konkluderer artiklen (se kilder).

Hvad er succesraten for Mars-missionerne?

Det er en ekstremt dyr og risikofyldt affære at sende en rumsonde ud på den mindst 56 millioner kilometer lange rejse til Mars. En opgørelse på NASAs officielle Mars-hjemmeside, Mars Exploration Program (se kilder) viser, at der har været tæt trafik på vejen til den røde planet siden 1960. Siden Sovjetunionen sendte historiens første rumsonde af sted mod Mars, har op mod 60 procent af de foreløbigt 56 Mars-missioner (per januar 2021) imidlertid været fiaskoer, og endnu værre ser det ud, når man kigger på antallet af succesfulde landingsmissioner, hvor kun hver tredje er lykkedes. Det fremgår af artiklen ”Curiosity’s chances? Most Mars Missions crash, Burn or Disappear” I Wired Magazine (se kilder) og BBC-artiklen “How many Mars missions have been successful?” (se kilder). Typiske fejl, der kan føre til missionernes fiasko, sker i fartøjets opsendingssystem, navigationssystem eller landingssystem. Andre gange rammer sonden forbi Mars’ kredsløb, eller fartøjets kommunikationsudstyr eller måleudstyr går i stykker. Det fremgår også af Berlingskes artikel ”Jagten på at få det store svar er indledt – verden myldrer mod Mars” (se kilder).