Vietnamkrigens betydning

Hvorfor tabte USA krigen?

Når den militære stormagt USA ikke var i stand til at besejre et lille krigshærget land, skyldes det blandt andet et manglende kendskab til guerillataktik og vietnamesisk kultur, og en deraf følgende misforstået krigsstrategi. USA forsøgte forgæves at bombardere Nordvietnam i knæ, faktisk blev der kastet 2,5 gange flere bomber over Vietnam, end under hele Anden Verdenskrig. Men det land, de bombede, var et af de mest lavteknologiske i verden. Hvor bombardementerne ville have skabt umådelige ødelæggelser i en industrination, var den ukomplicerede industri og infrastruktur nem at genopbygge. Samtidig hjalp Kina og Sovjetunionen løbende med at erstatte tabet af krigsmateriel og andre forsyninger. FNLs guerilla bevægede sig primært til fods ad Ho Chi Minh stien, som løb gennem junglen og gennem nabolandet Laos. Mange guerillaer gik desuden klædt i civil og var svære for de amerikanske styrker at få ram på. Derfor bombarderede amerikanerne ofte hele landsbyer, hvis de havde mistanke om, at der opholdte sig guerillastyrker. På samme måde smed de kemiske afløvningsmidler ud over store jungleområder for at guerillaerne skulle være nemmere at få øje på fra luften. De voldsomme angreb blev dokumenteret i tv, og USA’s krigsførelse blev efterhånden fordømt af civilbefolkningen i USA og resten af verden. Årsagerne til USA’s nederlag kan opsummeres således:  

· USA havde ikke taget ved lære af franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu, hvor de blev ofre for den vietnamesiske guerillataktik.

· De amerikanske militærrådgivere havde opbygget en traditionel sydvietnamesisk hær, der ikke var egnet til at imødegå en guerillahær.

· Amerikanerne formåede aldrig at få folkelig opbakning i den vietnamesiske befolkning.

· Folkestemningen i USA vendte til et overvejende flertal mod krigen.

· USA blev udsat for et voksende politisk pres fra sine vestlige allierede for at afslutte krigen.  

Var dominoeffekten reel?

På grund af USA's frygt for dominoeffekten var Vietnamkrigen ikke blevet udkæmpet udelukkende inden for Vietnams grænser. Også Cambodja og Laos var blevet bombet, og i begge lande støttede USA de anti-kommunistiske kræfter.
I Cambodja blev kong Sihanouk i 1970 styrtet af general Lon Nol ved et USA-støttet militærkup, og amerikanerne rykkede straks ind med støtte. Denne indebar stadige bombardementer af FNL-baser og den effektive såkaldte Ho Chi Minh-sti, der var nordvietnamesernes forsyningslinje til Sydvietnam.
I Laos støttede USA kongedømmet mod den kommunistiske oprørsbevægelse Pathet Lao, hvilket medførte, at der i Laos i løbet af 9 år blev smidt flere bomber, end der var blevet kastet i Europa under hele Anden Verdenskrig.
Men hverken Cambodja eller Laos endte med at få kommunistisk styre. Efter Vietnamkrigen blandede vietnameserne sig militært begge stede, men der var ikke tale om en permanent okkupation. Det må konkluderes, at de nationale befrielsesbevægelser i virkeligheden mere kæmpede for selvstændighed end for kommunismen. 

Hvilken rolle spillede medierne i krigen?

I løbet af halvtredserne vandt fjernsynet udbredelse i USA og Europa, og Vietnamkrigen blev således den første store væbnede konflikt, som til overmål blev dokumenteret i det nye, stærke medie. Uafhængige reportere gik tæt på krigshandlingerne, og billederne fra den fjerne krig kom helt ind i folks stuer. Tv-seerne kunne ikke lide, hvad de så. Men det var ikke blot døde amerikanske soldater. De så også noget, som de opfattede som en amerikansk krænkelse af menneskerettighederne.

Antikrigsbevægelser skød op, og demonstrationerne, der oprindelig udsprang fra universiteterne, fik større og større tilslutning i en befolkning, der led under manglende bevillinger til den sociale sektor på grund af de enorme summer, der blev anvendt til en fjern krig.
Demonstrationerne var ikke blot karakteristiske for den amerikanske befolkning. Modstanden mod Vietnamkrigen blev den vel nok til dato mest samlende sag i den vestlige verden. Den blev en mærkesag for ikke blot ungdomskulturen og venstrebevægelserne, men forenede unge og gamle fra et bredt spektrum.

Medierne, herunder i særlig grad fjernsynet, fik derfor en meget stor betydning for krigens gang, fordi den var en stærkt medvirkende faktor til at gøre krigen voldsomt upopulær, og til at mobilisere folkemasserne til en verdensomspændende protest, som satte et voldsomt pres på den amerikanske regering.  

Hvad har Vietnamkrigen betydet for dækningen af krig?

Vietnamkrigen er blevet stående som et vendepunkt i pressens historie, og er blevet kaldt for den sidste frie tv-krig. Under denne krig havde man ikke i tilstrækkelig grad taget højde for den kritiske presses magt til at mobilisere befolkninger, og for hvor vigtigt det derfor var, at holde hånd i hanke med den kommunikation, der slap ud. De udsendte reportere dokumenterede, som de ville, og de billeder de viste, fik modtagerne op af stolen. Læren fra Vietnamkrigen er derfor, at pressens magt er stor, og at hvis man kan kontrollere informationerne, kan man påvirke opinionen hjemme. I de krige, der er kommet sidenhen, har presseformidlingen i høj grad været under skarp kontrol. Dette kan gøres på flere måder:

· Briefinger: En måde er, at afholde hyppige og udvidede pressekonferencer, kaldet briefinger, hvor medievante militærfolk stiller sig til rådighed og fortæller om krigens gang samt viser billeder, de selv har valgt ud. Derved får journalisterne noget at skrive om, og faren for at de på egen hånd graver uønsket information frem mindskes.

· Embedded journalism: En anden måde er den såkaldte embedded journalism, hvor man inviterer udvalgte pressefolk til at tage ud i felten sammen med hærenheder. Reporterne og fotograferne lever side om side med soldaterne og oplever krigen fra deres synsvinkel, hvilket går ud over den neutrale observation, som er den kritiske journalistiks forudsætning.

· Censur: En tredje mulighed er direkte censur. Karakteristisk for nyhedsformidlingen af krige i nyere tid er, at der i ringe grad vises billeder fra krigens virkelighed og af dens mange ofre. I 2004 forbød den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld mobiltelefoner med kamera på militære baser i Irak, efter at der på internettet havde cirkuleret billeder, der viste tortur af irakiske fanger, ifølge artiklen ”Rumsfeldt forbyder kameratelefoner” (se kilder).  

Begik USA krigsforbrydelser?

I de mange antikrigsbevægelserne, der – især under slutningen af krigen – skød op rundt om i verden, var der en klar overbevisning, om, at USA begik krigsforbrydelser under Vietnamkrigen. Men også uden for de mere græsrodsprægede rækker var mange overbeviste om, at USA havde ført en beskidt krig.
På initiativ af den engelske filosof Bertrand Russell blev der i 1966 oprettet en international tribunal, Russell-tribunalet, der på høringer i Stockholm og Roskilde året efter søgte at kaste lys over mistanken om krigsforbrydelser.
Tribunalet koncentrerede sig især om bevisførelse på følgende områder:

· Aggressionsforbrydelsen, herunder brud på internationale traktater

· Anvendelsen af eksperimentelle våben, såsom gas og kemikalier

· Bombning af hospitaler, sanatorier, skoler, diger og andre civile anlæg

· Tortur og lemlæstelse af fanger

· Gennemførelse af foranstaltninger til folkedrab, såsom tvangsarbejdslejre, massebegravelser og andre udryddelsesmetoder i syd

Det er efter krigen kommet frem, at USA oversprøjtede 16 % af Sydvietnam i områder, hvor 7,5 % af befolkningen boede, med 72 millioner liter afløvningsmidler (heraf 40 mio. Agent Orange der indeholdt Dioxin).
Stor medieomtale fik også sagen om My Lai-massakren i 1968, der først blev offentligt kendt året efter. Den drejede sig om det faktum, at en deling amerikanske soldater havde nedslagtet de civile indbyggere i landsbyen My Lai, fordi byen var blevet udpeget som muligt hovedkvarter for FNL.
Delingsføreren, løjtnant William Calley, blev i 1971 idømt livsvarigt fængsel som ansvarlig for massakren. Med til historien hører, at han allerede i 1974 blev benådet af præsident Nixon. 

Hvad skete efter USA's tilbagetrækning?

Den sidste amerikanske helikopter forlod Vietnam 31. marts 1975, og en måned efter rykkede FNL og nordvietnamesiske styrker ind i Saigon. Kommunisterne havde nu magten i hele landet. I 1980 fik landet en ny forfatning og skiftede navn til The Socialist Republic of Vietnam.
Etableringen af et nyt samfund efter de mange års voldsom krig forløb naturligvis ikke smertefrit. De økonomiske problemer blev ikke mindre af, at landets 10-årige besættelse af Cambodja, hvor vietnameserne fik fordrevet Pol Pot og hans rædselsregime, medførte en amerikansk handelsboykot, der først blev ophævet i 1993.
Bortset fra de store økonomiske problemer, som befolkningen stod overfor, var der også politiske problemer. Alle, der havde haft relation til USA og det gamle styre i Sydvietnam følte sig med større eller mindre ret utrygge, og de mange vietnamesere af kinesisk afstamning blev direkte forfulgt efter 1977, hvor den politiske spænding mellem Vietnam og Kina blev skærpet.
Dette førte til en sand masseflugt fra landet. Det er disse flygtninge vi kom til at kende som bådflygtningene, for hovedparten flygtede til søs i næsten alt, der kunne flyde, og mange nåede aldrig frem.
Flugten stod på i årevis, og det anslås, at godt en million mennesker flygtede på denne måde og at 30-40 % omkom undervejs. 

Hvor står Vietnam i dag?

Vietnam er i dag en af verdens hurtigst voksende økonomier. Den stigende velstand er hovedsagelig baseret på tekstilindustrien, og landet er den næststørste leverandør af tøj til USA. Den materielle fremgang er især markant i de større byer, hvor klassen af unge forbrugere er voksende.

Samtidig er landet, med sin lange kystlinje og lave rismarker, alvorligt truet af oversvømmelser på grund af klimaforandringerne, ifølge artiklen ”Risbønder redder deres marker med beplantning” (se kilder).

Politisk har landet været en kommunistisk etpartistat lige siden krigens afslutning. Og selv om det private erhvervsliv spiller en central rolle i samfundet, og politiske reformer er et tegn på opblødning af det enevældige styre, er der – som i alle regimer – stadig store problemer med korruption, politivold og forfølgelse af systemkritikere. For eksempel er Vietnam, ifølge indslaget ”Vietnam er ét af de lande i verden, hvor flest bloggere fængsles” (se kilder) fra august 2012, det land i dag, der – efter Kina – har fængslet flest bloggere.

Relationen til USA er igennem de seneste år blevet bedre. USA er i dag landets vigtigste handelspartner, og i efteråret 2012 indledtes et fælles projekt mellem USA og Vietnam om at rense den forgiftede jord i Danang for resterne af det kemiske afløvningsmiddel, som blev benyttet under krigen, og som menes at være skyld i sygdomme hos lokalbefolkningen. Det skriver Information i artiklen ”Luftbase i Vietnam skal renses for krigsgift” (se kilder).