Vietnamkrigens forløb

Hvad var Vietnamkrigen?

Vietnamkrigen var en væbnet konflikt mellem det kommunistiske Nordvietnam med støtte fra Sovjetunionen og Kina på den ene side, og Sydvietnams regering og USA på den anden. Den foregik i årene 1961-1975, og kostede millioner af mennesker livet.

Selv om der har udspillet sig flere krige på vietnamesisk grund efter Anden Verdenskrig, er det denne, som er blevet stående i historiebøgerne som selveste Vietnamkrigen. Måske fordi den kom til at spille en stor rolle i Den Kolde Krigs magtbalance. Den var et kæmpemæssigt traume for Amerika, som gik ud som den tabende part mod et fattigt tredjeverdens land.

Det var også den første mediedækkede krig, hvor reportere filmede tæt på krigshandlingerne, og billederne kom for første gang i historien helt ind i folks stuer via fjernsynets udbredelse. Folk kunne ikke lide hvad de så, og USA's krig blev efterhånden voldsomt upopulær.  

Hvilke lande deltog i krigen?

På amerikansk initiativ blev der allerede i 1954 dannet en sydøstasiatisk forsvarsalliance, Southeast Asia Treaty Organization, SEATO, hvis erklærede formål var at dæmme op for den kommunistiske indflydelse i området. De deltagende lande var USA, Frankrig, Storbritannien, Australien, New Zealand, Filippinerne, Thailand og Pakistan. Ifølge Genève-aftalen kunne Sydvietnam ikke optages i alliancen, men denne hindring blev omgået ved i stedet at optage landet som protokolstat.

Det indebar, at SEATO-landene skulle beskytte zonen syd for den 17. breddegrad. Nordvietnam påpegede bruddet på Genève-aftalen, men uden effekt. På kommunistisk side støttede Kina og Sovjetunionen Nordvietnam med våben og forsyninger.

Flere af SEATO-landene levede under Vietnamkrigen op til deres forpligtelser: 

SEATO-landenes tropper i Vietnamkrigen

Land

     Antal tropper

Australien

     8.500

Filippinerne

     2.000

New Zealand

     550

Sydkorea

     45.000

Thailand

     12.000

Hvad var USA's interesse i Vietnam?

I løbet af 1950'erne ændrede USA sit syn på Vietnam. Under Den Anden Verdenskrig havde amerikanerne støttet modstandsgruppen Viet Minh i kampen mod japanerne, men i takt med optrapningen af Den Kolde Krig blev kommunisterne fjenden. Denne udvikling skal ses på baggrund af kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 og Koreakrigen 1950-53, der var foranlediget af et angreb fra det kommunistiske Nordkoreas side.
For præsident Dwight David Eisenhower (1890–1969), der i 1953 afløste Harry S. Truman, var det indlysende, at det var USA, som måtte gå forrest i kampen mod kommunismen. Han lancerede den såkaldte dominoteori, der gik ud på, at hvis man overlod ét land i Sydøstasien til kommunisterne, ville de overtage de øvrige lande, der ville vælte som dominobrikker. 

Hvordan gik det med fredsaftalen fra 1954?

I Sydvietnam blev politikeren Ngo Dinh Diem (1901–1963) udnævnt til premierminister af den tidligere kejser Bao Dai. Han var katolik, stammede fra en velhavende godsejerfamilie, og var næsten ukendt for store dele af den lokale befolkning. USA støttede Diem og påbegyndte en omfattende økonomisk og militær bistand.
Diems styre viste sig hurtigt at være rent diktatorisk, og han tålte ingen opposition i landet. Han nægtede at samarbejde med Nordvietnam og ville ikke påbegynde forhandlinger om de i Genève aftalte genforeningsvalg. Begrundelsen var, at Nordvietnam ikke var et demokratisk land, og at regeringen i syd ikke havde underskrevet aftalen. USA var nødt til at støtte Diem af frygt for, at et valg ville betyde en genforening med Ho Chi Minh som leder.
Det skulle vise sig, at genforeningsvalgene ikke blot blev udskudt, de blev aldrig afholdt.  

Hvordan reagerede vietnameserne på Ngo Dinh Diems styre?

Der var en voksende modstand mod Diem, fra 1960 organiseret i Front National de Liberation, FNL (Den Nationale Befrielsesfront). FNL var en bred oprørsbevægelse mod diktaturet. Den var oprindeligt startet af centrale sydvietnamesere fra Indokinakrigens modstandsgruppe Viet Minh, men den militære kamp blev i vid udstrækning ledet fra Nordvietnam.
FNL opstillede et 10-punkts program, der skulle bane vejen for en bred accept blandt sydvietnameserne. Målene var at:

1. Fjerne Diem og danne en national demokratisk koalitionsregering.

2. Sikre de demokratiske rettigheder så som presse-, ytrings- og forsamlingsfrihed samt sikre amnesti til de mange politiske fanger.

3. Opbygge et nationalt og suverænt økonomisk system, der tilgodeså landets ressourcer og forbedrede befolkningens levestandard.

4. Gennemføre en jordreform, der sikrede bøndernes ret til jorden.

5. Gennemføre en uddannelsesreform, der bekæmpede analfabetismen.

6. Danne en national hær og forbyde fremmede militærbaser i landet.

7. Sikre lige rettigheder for landets minoriteter, samt ligeret mellem mænd og kvinder.

8. Forme en udenrigspolitik baseret på neutralitet og alliancefrihed.

9. Oprette normale forbindelser mellem de to zoner og fremme forhandlingerne om genforening.

10. Bekæmpe aggressive krige og støtte bevægelser, der fremmede fred, demokrati og social udvikling.  

Hvornår faldt premierminister Diem?

FNL fik materiel støtte fra Nordvietnam, som indtil USA i 1965 optrappede krigen ikke havde militære enheder i Sydvietnam. Nordvietnams leder Ho Chi Minh havde indtil da næret det håb, at Ngo Dinh Diems styre ville bryde sammen og resultere i genforeningsvalg.
Det trak dog ud med dette sammenbrud, og den folkelige modstand blev efterhånden synlig i den vestlige verden. Hertil bidrog ikke mindst de mange buddhistiske selvbrændinger, der fandt sted i sommeren 1963.
Den 1. november 1963 blev Diem dræbt ved et militærkup, som havde USA's fulde støtte. Det løste dog ikke problemet, for de efterfølgende regeringer havde heller ikke folkelig opbakning, og blev skiftet ud i ét væk på grund af magtkampe i hæren. 

Hvornår besluttede USA at intervenere?

USA havde efter fredsaftalen i Genève både civile og militære rådgivere i Sydvietnam i et hastigt stigende antal. Præsident John F. Kennedy (1917–1963), som tiltrådte sit embede i 1961, var overbevist om, at der kunne rettes op på den manglende folkelige opbakning til de skiftende regeringer, hvis vietnameserne fik demonstreret, hvordan de kunne besejre FNL. Hvor der i 1954 var stationeret 685 amerikanske rådgivere, var dette tal i 1961 steget til 2.000 og i 1962 til 10.000.
Kennedy havde ganske vist i hemmelighed i 1961 sendt en mindre specialstyrke til Vietnam, men han var tøvende over for sin vicepræsidents tanker om en massiv militær indgriben. Da denne, Lyndon B. Johnson (1908–1973), efter mordet på Kennedy i 1963 overtog præsidentembedet, blev grunden lagt til en amerikansk optrapning.
Inden skiftet i den amerikanske Vietnam-politik blev åbenbar, skulle Johnson først gennem præsidentvalget i 1964. Her lovede han under valgkampen, at han ikke agtede at sende amerikanske soldater til Vietnam, og han kritiserede forslag om at kaste bomber.  

Hvornår greb USA ind?

Ud fra den betragtning, at Vietnam i højere grad var et militært end et politisk problem, begyndte Lyndon B. Johnson straks efter, at han i 1964 havde tiltrådt sin anden periode som præsident, at planlægge en militær indgriben. Som påskud for at gribe direkte militært ind i Vietnam brugte han en episode den 2. august 1964, hvor efterretningskilder meddelte, at nordvietnamesiske kanonbåde havde beskudt en amerikansk destroyer i internationalt farvand i Tonkinbugten.
På baggrund af denne episode fik præsidenten den 7. august grønt lys af kongressen til at udvide det amerikanske engagement, og fra begyndelsen af 1965 skete en massiv overførsel af tropper og materiel. I Senatet stemte 88 for og 2 imod, mens det i Repræsentanternes Hus var 416 stemmer for og ingen imod. 

Hvordan begyndte krigen?

De egentlige krigshandlinger begyndte i februar 1965, da FNL (Den Nationale Befrielsesfront) rettede et overraskelsesangreb mod en amerikansk militærforlægning, hvorved ni amerikanske soldater blev dræbt og 76 såret.
Den amerikanske reaktion kom inden for 14 timer: USA bombede et guerilla-træningscenter 60 km nord for den 17. breddegrad.
Vietnamkrigen var påbegyndt og operation Rolling Thunder, et massivt bombardement af Nordvietnam, gik i gang. I august 1972 blev det opgjort, at USA på dette tidspunkt havde detoneret 7,5 mio. tons sprængstoffer i Indokina. Til sammenligning anslås det, at den samlede anvendelse af sprængstoffer for alle krigsførende lande udgjorde cirka 2 mio. tons. 

Hvor mange tropper havde USA i Vietnam?

Hvis amerikanerne havde regnet med, at de med en moderat militær styrke kunne vinde krigen i Vietnam, tog de grundigt fejl. I 1968 omfattede styrken cirka 550.000 soldater, og denne styrke kunne ikke udvides, med mindre man mobiliserede hjemsendte årgange.

Vietnamkrigen_240_Nixon

Præsident Nixon gestikulerer ved en presse-
konference i New York den 30. april 1970
 og annoncerer at amerikanske soldater vil gå ind
i Cambodia.
Foto: Scanpix

 

 

Udviklingen i troppeantallet fremgår af nedenstående tabel:

 

År

  Antal

 

1965

  185.000

 

 

 

1966

  400.000

 

 

 

1967

  500.000

 

 

 

1968

  550.000

 

 

 

1969

  500.000

 

 

 

1970

  280.000

 

 

 

1971

  184.000

 

 

 

1972

   27.000

 

 

 

 

 

Hvad medførte flykrigen?

Selv om amerikanerne i lange perioder tæppebombede Nordvietnam, udeblev de militære resultater. Antallet af civile ofre var uhyggeligt stort, men nordvietnameserne fortsatte kampen. Derfor måtte USA indsætte stadig flere landstyrker, hvilket blot medførte større og større amerikanske tab.
USA mistede mere end 58.000 soldater i Vietnamkrigen og tusinder vendte tilbage med både legemlige og psykiske skader.
Størstedelen af de dræbte soldater døde ikke i regulær kamp mod en synlig fjende. De blev ofre for snigskytter og miner. Dette var med til at demoralisere amerikanerne, fordi disse anslag ikke kunne gengældes umiddelbart. 

Hvordan sluttede krigen?

Fredsforhandlingerne mellem USA og Nordvietnam blev påbegyndt i Paris i 1968, men forhandlingerne gik meget trægt. Man opnåede enighed om et bombestop til gengæld for et løfte om, at nordvietnamesiske styrker holdt sig inden for deres egen zone. Da de officielle forhandlinger trak ud i årevis, indledtes hemmelige forhandlinger på topplan mellem de to lande. Dette førte i 1972 til en aftale om våbenhvile, men denne blev afvist af den sydvietnamesiske præsident.
Resultatet blev en kraftig genopblussen af kampene og nye bombardementer, de kraftigste under hele krigen. Dette førte omsider til en genoptagelse af fredsforhandlingerne, og den 23. januar 1973 blev fredsaftalen underskrevet i Paris. 

Hvornår blev krigen afgjort?

Selv om Vietnamkrigen først sluttede i 1973, blev den i realiteten afgjort allerede i begyndelsen af 1968. Allerede på dette tidspunkt indså USA, at man ikke kunne vinde krigen. Årsagen var den såkaldte Tet-offensiv (navnet stammer fra det vietnamesiske månenytår), hvor FNL i en koordineret aktion angreb 36 ud af 44 provinshovedstæder i Sydvietnam foruden Saigon.
Angrebet kom bag på amerikanerne, der for det første var uforberedt på den ændrede FNL-taktik med angreb på byer, og for det andet slet ikke havde tiltroet FNL styrke nok til angreb i den målestok.
Selv om FNL led svære tab, og Tet-offensiven afslørede, at FNL ikke havde styrke til at overtage kontrollen med byerne, så afslørede den også, at den sydvietnamesiske hær og de amerikanske styrker ikke havde kontrol over landet.