Baggrund og historie

Hvad er Vietnams ældre historie?

Vietnam er et land i Sydøstasien med grænser mod Kina, Laos og Cambodja, og med en langstrakt kystlinje i det sydkinesiske hav. Arkæologiske udgravninger viser, at det vietnamesiske territorium har været beboet siden den ældste stenalder. I lange perioder af landets ældre historie var det underlagt den højtudviklede stormagt Kina, hvilket satte sig tydelige spor i den vietnamesiske kultur, med udbredelsen af konfucianismen og af et kinesisk-lignende skriftsprog.

I år 939 lykkedes det generalen Ngô Quyền (897-944) at bekæmpe kineserne og etablere riget Dai Viet, en centraliseret stat med hovedstad i Hanoi.

I de følgende århundreder blev både mongolske og kinesiske invasioner slået tilbage, og riget ekspanderede mod syd.

Fra 1500-tallet kom der stadig flere europæiske handelsfolk til, og med dem også mange kristne missionærer. Blandt dem den portugisiske jesuitermunk Alexander de Rhodes (1591-1660), som tilskrives ansvaret for, at de latinske bogstaver kom til at erstatte det kinesiskinspirerede skriftsprog.  

Hvornår kom franskmændene til Vietnam?

I begyndelsen var det primært portugisiske handelsfolk, som kom rejsende til Vietnam, men fra slutningen af 1700-tallet var der en voksende fransk tilstedeværelse. Franske missionærer havde en relativt stor succes i landet, hvor der især blandt de bedrestillede vietnamesere var mange, som lod sig omvende til katolikker.

I 1802 blev landet samlet til kejserriget Viêt Nam under Nguyen-familiens styre. Den første kejser, Gia Long, var god til at balancere mellem kinesiske og franske interesser i landet, og havde flere franske rådgivere i sit hof.

Gia Longs efterfølgere var mindre diplomatisk indstillede overfor franskmændene i landet. Missionærerne kom i et alvorligt modsætningsforhold til kejsermagten, som anså kristendommen som en trussel mod de traditioner, der var fundamentet for det vietnamesiske samfund. Konflikten udviklede sig til en regulær kristenforfølgelse i Vietnam, som Frankrig reagerede på med militære modangreb. 

Hvornår blev Vietnam en fransk koloni?

Efter at franske kolonisatorer i slutningen af det 18. århundrede havde tabt kampen om Indien til englænderne, rejste de videre østpå til den del af Bagindien, som de kaldte Indokina, og som i dag består af Laos, Cambodja og Vietnam.

Franske ekspeditionskorps havde tidligere angrebet vietnamesiske havnebyer for at befri tilfangetagne missionærer og for at hævne ydmygelser mod bosatte franskmænd. I 1858 besatte de byen Danang og forsøgte at trænge videre frem til den daværende hovedstad Huê, for at tvinge kejseren til at acceptere fransk tilstedeværelse. Regntiden satte imidlertid en stopper for denne færd, og de drog i stedet mod syd og besatte Saigon. På grund af Frankrigs deltagelse i andre krige trak det lidt ud med besættelserne i Vietnam, men efterhånden fik de kontrol over store dele af det frugtbare Sydvietnam, som var den del af landet, de nærede størst interesse for. Det blev til kolonien Cochinkina.

Fordi koloniherrerne havde brug for en flodvej til Kina, kæmpede de videre mod nord, indtil de i 1883 havde opnået magten over hele Vietnam, som nu blev til protektoratet Fransk Indokina.  

Hvordan var franskmændenes styresystem?

Fransk Indokina blev regeret af en fransk generalguvernør, som var bosat i Hanoi. Han var udpeget direkte af den franske præsident, og havde en nærmest enevældig magt i kolonien. 5.000 franske embedsmænd sad på alle landets vigtige poster.

Landet blev domineret af franske handelskompagnier og virksomheder, som øjnede store økonomiske gevinster i den nye koloni. Til gengæld tiltrak landet ikke mange franske emigranter. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun cirka 16.000 franske bosættere, som primært slog sig ned i Cochinkina, hvor landbrugsjorden var særlig god, og hvor de oprettede store godser. De jordområder, som blev til overs, blev solgt til vietnamesere, således at der også opstod en klasse af lokale godsejere.

Dette system, hvor indtægterne gik i private lommer, betød at den franske stat havde store udgifter til drift af kolonien. For at bøde på dette problem tvang man vietnameserne til at købe franske varer. Franskmændene skaffede sig monopol på varer som salt, opium og alkohol, og sikrede sig derved en fast indtægt.
En sidegevinst var, at de lokale blev tvunget til at tage arbejde for at kunne betale for de dyre franske monopolvarer. 

Hvad betød den franske tilstedeværelse?

Den franske kolonisering medførte en voldsom forøgelse af produktionen inden for både landbrug og industri. I Cochinkina anlagde man mange nye rismarker og store plantager med gummitræer med særligt henblik på eksport af ris og gummi til Frankrig. I nord gik arbejdskraften primært til cement- og tekstilindustrien, samt til minerne, hvor man udvandt kul, tin, bly, zink og wolfram.
I en opgørelse fra Cochinkina, der var Vietnams riskammer, kan man se den store udvikling i produktionen og eksporten af ris. Tabellen viser også, at den internationale økonomiske krise omkring 1930 ikke gik uden om Vietnam.

 

År

   Befolkning

    Dyrket areal i ha.

Riseksport i ton

 

1880

   1.680.000

     522

   295.000

 

1890

   1.950.000

     854

   540.000

 

1900

   2.940.000

    1174

   760.000

 

1910

   3.050.000

    1528

1.109.000

 

1921

   3.800.000

    1714

1.527.000

 

1926

   4.100.000

    1950

1.404.000

 

1931

   4.480.000

    2051

   961.000

 

1936

   4.620.000

    2110

1.711.000

 

Hvordan blev lokalbefolkningen behandlet?

Frankrig har aldrig haft ry for at tage med fløjlshandsker på lokalbefolkningen i sine kolonier, og det gjorde de heller ikke i Vietnam. Den uhørt store forøgelse af produktiviteten indenfor landbrug og industri var mulig, fordi man tvang lokalbefolkningen i arbejde uden nogen form for lovgivning, der kunne sætte grænser for godsejernes behandling af dem. For eksempel døde 12.000 ud af en samlet arbejdsstyrke på 45.000 på Michelins Dau Tieng-plantage i løbet af perioden 1917–1944.
Minearbejdernes forhold var ikke meget bedre end plantagearbejdernes, men de var i det mindste ansat på kontrakt og kunne vende hjem efter kontraktperiodens udløb.

Den stigende analfabetisme i befolkningen er et tegn på denne rovdrift: I 1840’erne kunne 80 % af vietnameserne læse – et tal som var højere end i de fleste europæiske lande. Da koloniherrerne trak sig, var antallet af læsekyndige faldet til 20 %.  

Hvordan reagerede vietnameserne?

Gennem hele den franskdominerede periode gjorde vietnameserne oprør mod den fremmede besættelse, men en egentlig nationalistbevægelse med krav på selvstændighed opstod først i det 20. århundrede. Den var dels kommunistisk inspireret med forbillede i den russiske revolution, og dels inspireret af vietnamesernes oplevelser under Den Første Verdenskrig, hvor Frankrig havde tvangsudskrevet over 100.000 vietnamesere til at kæmpe på fransk side. Her stiftede vietnameserne bekendtskab med vesteuropæiske ideer og principper som borgerrettigheder og socialisme.

Nationalistbevægelsen spredte sig hurtigt, fordi der ikke eksisterede en lokal kapitalistisk middelklasse.

Socialismen vakte desuden genklang i den vietnamesiske befolkning, fordi dens ideer harmonerede med den traditionelle konfucianismes tanker om fællesskab og velstandsdeling, hvorimod den kapitalisme, franskmændene indførte, med udbytning, materialisme og individualisme, lå meget fjernt fra den lokale kultur. Bevægelsen gik derfor ikke blot til kamp mod franskmændene men også mod kapitalismen, som den betragtede som en konsekvens af kolonistyret.  

Hvem ledede nationalistbevægelsen?

Ho Chi Minh, ”Den som oplyser”, var den samlende lederfigur i Vietnams kamp for selvstændighed. Han kom fra en intellektuel og nationalistisk mandarinfamilie i det centrale Vietnam, et område, som var kendt for sin anti-franske modstandsbevægelse. Ho Chi Minh rejste til Frankrig i 1911, ud fra en filosofi om, at man skal kende sin modstander for at slå ham. Han boede i Frankrig, USA, England, Sovjetunionen og Kina i mange år, hvor han var politisk aktiv antikolonialist og udviklede sin ideologi inspireret af blandt andet Marx og Lenins skrifter og af den amerikanske præsident Wilsons (1856 -1924) taler.

Han vendte ad flere omgange hjem og dannede modstandsgrupper. I 1930 blev han dømt til døden som revolutionær af franskmændene, men formåede at flygte til Moskva.

Ho Chi Minhs nationalisme byggede på en kombination af lokal konfucianisme og en politisk overbygning i leninismen. Han forstod, at den vietnamesiske kommunisme måtte centreres omkring traditionelle værdier som sparsommelighed, mådehold, gavmildhed og respekt for lærdom, hvis den skulle vinde indpas i landbefolkningen.  

Hvad skete under Anden Verdenskrig?

I 1940 blev Fransk Indokina erobret af japanerne. Den franske administration fortsatte i forståelse med japanerne, og dette satte for alvor gang i de mange vietnamesiske nationalistbevægelser, i 1941 forenet i Ho Chi Minhs Viet Nam Doc Lap Dong Minh (Den Revolutionære Liga for Vietnams Uafhængighed), populært blot kaldet Viet Minh.
Den japanske besættelse medførte store vanskeligheder for transporten af forsyninger både af sø- og landvejen mellem det nordlige og sydlige Vietnam. I syd kunne man ikke få kul til industrien og måtte fyre med ris, og i nord kunne man ikke få ris og sultede. Det er blevet anslået, at op mod 2 mio. mennesker døde af sult alene i vinteren 1944-45. Hungersnøden var en stærkt medvirkende årsag til den stærke tilslutning til Viet Minh i Nordvietnam.  

Hvad skete lige efter Anden Verdenskrig?

Allerede under den japanske besættelse havde Viet Minh befriet nogle områder i den nordlige del af Vietnam. Efter japanernes kapitulation den 15. august 1945 brød Augustrevolutionen ud, en landsdækkende protest og demonstration mod det franske styre, som forsøgte at genoptage deres kolonirige fra førkrigstiden. Viet Minh fik stor folkelig tilslutning, og allerede den 2. september 1945 proklamerede Ho Chi Minh Den Demokratiske Republik Vietnam på Ba Dinh-pladsen i Hanoi og hermed landets uafhængighed.

Men så let gik det ikke: På Teheran-konferencen to år tidligere, hvor Stalin, Roosevelt og Churchill mødtes, havde USA og Sovjetunionen udtalt deres modvilje mod at give Indokina tilbage til franskmændene efter krigen. På Postdamkonferencen i 1945 blev de derfor enige om at dele Vietnam mellem sig i to provisoriske zoner med den 17. breddegrad som delingslinje. Den nordlige skulle administreres af Kina, den sydlige af Storbritannien. Formålet var at afvæbne japanerne.
Men da både englænderne og franskmændene frygtede, at Vietnams selvstændighed ville få en afsmittende effekt i de to landes andre kolonier, endte det med, at den engelske administration tillod en tilbagevending af franske kolonitropper og anvendte dem i en fælles kamp mod Viet Minh sammen med japanske soldater. 

Hvornår brød Indokinakrigen ud?

I begyndelsen af 1946 havde de franske styrker, som bestod af fremmedlegionærer, kontrol med hele den sydlige del af Vietnam, og der blev indgået en fransk-kinesisk aftale om en kinesisk tilbagetrækning. Frankrig sad nu igen som officiel magthaver over hele Vietnam, men reelt havde de kun styring over byerne i nord. Den vietnamesiske guerillahær skabte store optøjer uden for byerne, hvor de havde kontrol over bjerge og jungler, og i kampene mellem kolonimagten og guerillaerne var Indokinakrigen en realitet.
Frankrig havde på det politiske plan oprettet Staten Vietnam i 1949, som både USA og Storbritannien året efter anerkendte som konsekvens af Sovjetunionens og Kinas anerkendelse af Den Demokratiske Republik Vietnam i nord. Hermed var Vietnam i realiteten et delt land, selv om Frankrig ønskede det totale herredømme. 

Hvornår tabte Frankrig krigen?

Det endelige skibbrud for den franske besættelsesmagt kan tidsfæstes til 1954. Fremmedlegionærer havde erobret den strategiske junglefæstning Dien Bien Phu, beliggende i det nordvietnamesiske højland på grænsen til Laos. Fæstningen blev stærkt bemandet og udrustet, men til ingen nytte: Viet Minh omringede og angreb fæstningen i 57 døgn og skød den sønder og sammen med moderne våben fra Kina. De franske styrker måtte give op, og nederlaget, der betød Frankrigs endelige farvel til Vietnam, står stadig som et af de smerteligste i Fremmedlegionens historie. Slaget kostede 8.000 døde og sårede på fransk side, mens det tilsvarende tal hos Viet Minh anslås til cirka 23.000.
Det skønnes at krigen 1946-54 kostede 75.000 døde på fransk side, heraf 25.000 vietnamesiske tropper i fransk tjeneste. Antallet af ofre på vietnamesisk side kendes ikke, men vestlige skøn taler om en halv til en hel million, hvoraf hovedparten var civile. 

Hvad gik fredsaftalen ud på?

Fredsbetingelserne blev udformet på en kongres i Genève i 1954 med deltagelse af Frankrig, Storbritannien, USA, Sovjetunionen og Kina.
Laos og Cambodja blev selvstændige stater, men man kunne ikke enes om Vietnams fremtidige status. Resultatet blev, at landet foreløbig fortsat var delt ved den 17. breddegrad. Intentionen var, at der inden to år skulle gennemføres frie valg, så Vietnam kunne genforenes. Hverken USA eller Sydvietnam underskrev dog denne aftale.