Koreakrigens betydning

Hvad handlede krigen om?

Koreakrigen kan ses som et led i Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og USA, der opstod efter 2. Verdenskrigs afslutning. Grundlæggende handlede Koreakrigen om Sovjetunionens ønske om at udbrede den internationale kommunisme overfor USA’s behov for at stoppe kommunismes fremvækst.

Allerede i 1947 havde amerikanerne udformet den inddæmningspolitik ('containment policy', der skulle forhindre Sovjetunionen i at ekspandere. Det skulle ske med økonomiske og politiske midler, men med beslutningen om at gribe militært ind i Korea blev den militære faktor for alvor styrket.

Inddæmningspolitikken var oprindelig formuleret med henblik på Europa, men efter Koreakrigen blev den også anvendt i Asien i et forsøg på at inddæmme Kina.

FN-styrkernes oprindelige formål var at befri Sydkorea, men da angriberne hurtigt blev slået tilbage allerede i krigens begyndelse, blev målsætningen ændret til en genforening af Korea, hvilket som bekendt ikke lykkedes.

Hvad kom der ud af Koreakrigen?

Koreakrigen, der endte med våbenhvilen i 1953 men ikke en efterfølgende formel fredsslutning, havde en række økonomiske og politiske følger for de deltagende parter. Efterfølgende kan man opsummere de vigtigste fordele og ulemper som følger:

Koreakrigens konsekvenser for de involverede parter

 

Fordele

Ulemper

Korea

Ingen.

850.000 dræbte og sårede i Sydkoreas hær, 520.000 i Nordkoreas. Mere end 3 mio. civile dræbte og sårede. Det meste af industrien ødelagt, landbruget lagt i ruiner og millioner af flygtninge.

FN

Opnåede respekt ved at gribe håndfast ind med en multinational styrke.

Mere end 15.000 dræbte og sårede. Da FN-styrken var totalt domineret af USA, kunne FN opfattes som USA’s marionette.

USA

Reddede Sydkorea fra kommunistisk overtagelse. Fik demonstreret en aktiv politik over for kommunismen i Asien.

160.000 dræbte og sårede. Forsvarsudgifterne steg fra 12 til 60 mia. $. Det lykkedes ikke at befri Nordkorea.

Sovjet

Opnåede et tættere venskabsforhold til Kina. Konflikten mellem Kina og USA var til fordel for Sovjet.

Blev tvunget ind i et bekosteligt rustningskapløb med USA.

Kina

Opnåede respekt blandt Asiens kommunister. Reddede Nordkorea fra USA og opretholdt en bufferstat på den bageste flanke. Opnåede tættere venskab med Sovjetunionen.

900.000 dræbte og sårede. Betydelige krigsomkostninger for den fattige stat. Fik ikke indlemmet Sydkorea i den kommunistiske verden. Udvidet amerikansk beskyttelse af Taiwan. Handelsmæssigt og politisk isoleret af USA.

Dette skema er baseret på oplysninger fra hjemmesiden www.historylearningsite.co.uk (se kilder).

Hvem havde ansvaret for Koreakrigen?

Hovedansvaret for Koreakrigen må, som den aggressive part, tilskrives den nordkoreanske leder Kim Il Sung, der ville genforene Korea under sin ledelse, men uden politisk støtte fra Sovjetunionens Stalin og Kinas Mao var planerne næppe blevet ført ud i livet. Han forhandlede omkring disse planer i Moskva med Stalin i marts 1949 og april 1950. Sovjetunionen hjalp til med forberedelserne, men Stalin insisterede på, at Kim skulle have kinesernes accept af planen.

Kim fik ikke blot accept fra Mao, han fik også lovning på militær bistand. Begge de to ledere har rimeligvis haft den opfattelse, at USA ikke ville forsvare Sydkorea militært, hvilket amerikanerne da også allerede i 1947 havde proklameret, at de ikke ville.

Grunden til at Koreakrigen var et internationalt anliggende, hvor FN havde mulighed for at gribe ind, var, at der ikke var tale om en borgerkrig men om et angreb på en selvstændig og af FN anerkendt stat.

Hvor mange menneskeliv kostede Koreakrigen?

Den koreanske befolkning kom til at betale en meget høj pris for den blodige krig. Det anslås, at den kostede mellem tre og fire millioner koreanere livet, mens antallet af sårede ikke kendes. Hertil kom et stort antal flygtninge og et land, der var fuldstændig ødelagt. Utallige mindre byer var totalt udslettede fra landkortet, og i mange år efter kunne markerne ikke dyrkes. Endvidere var store områder blevet mineret.

De militære omkostninger er vanskelige at opgøre, da forskellige kilder angiver meget varierede tal. Kilden til tallene i nedenstående oversigt er U.S. Department of Defense, men skal nok tages med et vist forbehold. i en opgørelse over krigsofre opdelt på delstater, når The Department of Defense frem til et totalt tal på 36.570 omkomne amerikanske tropper.

Døde og sårede tropper i Koreakrigen

 

Døde

Sårede

I alt

USA

54.246

103.284

157.530

Sydkorea

415.004

428.568

843.572

FN

 

 

15.465

Nordkorea

 

 

520.000

Kina

 

 

900.000

Hvordan gik det Nordkorea efter krigen?

I Nordkorea fastholdt Kim Il Sung (1912-1994) sin magtposition efter krigens afslutning. Fra 1948 var han premierminister, fra 1949 partiformand og i 1972 lod han sig udråbe til præsident.

Man ved ikke meget om 'Den store førers' livsforløb, da der er meget usikkerhed omkring de officielle fremstillinger af hans liv. Der blev opbygget en personkult omkring ham, der næppe finder sin lige, og han omtaltes som 'Den øverste leder af alle verdens arbejdende folk' og 'Menneskehedens sol'. Statuer og portrætter af ham findes stadig i tusindtal rundt om i landet, og han er posthumt udnævnt til 'Evig præsident'.

Kim Il Sung indførte en særlig nordkoreansk ideologi kaldet Juche, som handler om at være selvforsynende og uafhængig, og som dermed legitimerer landets lukkethed. Konsekvensen har været, at den nordkoreanske befolkning blev totalt isoleret fra omverdenen. Det var ikke tilladt at læse udenlandske aviser eller magasiner, høre udenlandsk radio eller senere at have internetadgang, og for den menige nordkoreaner blev det et liv i armod, især efter Sovjetunionens fald i 1991, som landet var afhængig af støtte fra. Fra den anden halvdel af 1990’erne gik økonomien helt i stå, med en alvorlig fødevare- og energimangel til følge. Samtidig har Nordkorea igennem årene opbygget en af verdens største hære med over en million mand i uniform, som jævnligt har skabt utryghed i nabostaterne på grund af regimets karakter.

Kim Il Sungs søn Kim Jong-il levede i mange år som forkælet playboy med det officielle tilnavn 'Den kære leder’. Alligevel blev han fra 1980 kørt i stilling som Kim Il Sungs arvtager på bekostning af Sungs bror, Kim Yong-Ju, og ved faderens død i 1994 blev han partiformand.

Nordkorea kom på kant med verdenssamfundet på grund af sine atomprøvesprængninger. I oktober 2002 erkendte det at have et uranberigelsesprogram. Landet opsagde efterfølgende sin tilslutning til ikkespredningsaftalen (NPT) og udviste nedrustningsinspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA).

I august 2003 indvilgede Nordkorea, som krævet af USA i, at indlede multilaterale forhandlinger om en løsning på atomspørgsmålet, men problemet er endnu ikke løst og USA henregner stadig Nordkorea blandt de såkaldte ’slyngelstater’.

Hvor står Nordkorea i dag?

Nordkorea er stadig et centraliseret og totalitært samfund. Det planøkonomiske militærdiktatur er et af de mest lukkede i verden, og oplysningerne om den aktuelle situation er få og tvivlsomme. Al aktivitet i landet kontrolleres af partiet og af militæret. Adgangen til information er uhyre begrænset selv på de højere niveauer i samfundet, og befolkningen er derfor uvidende om den reelle situation indenrigs og i verden udenfor. Ifølge en artikel fra 2015 i The Guardian (se kilder) skyldes den hårde kurs i forhold til isolation først og fremmest forholdet til Sydkorea; hvis Nordkorea bliver mindre isoleret og borgerne får mere information om omverdenen vil deres chok over den økonomiske fremgang i Sydkorea få mange til at forsøge at flygte dertil, skriver avisen.

Nordkoreas ca. 25 millioner indbyggere er nogle af de fattigste i verden. Landets BNP per indbygger var ifølge et officielt skøn fra Sydkorea i 2016 på 1.300 amerikanske dollar, svarende til 8.338 danske kroner. Det er en tyvendedel af Sydkoreas BNP per indbygger, skriver Børsen juli 2017 (se kilder).

Hvad betyder generationsskiftet for Nordkorea?

Efter Kim Jong-ils død i december 2011 overtog sønnen Kim Jong-Un, som anslås at være sidst i tyverne, officielt posten som førstemand. Den nye leder lader til at køre en mere åben stil end sine forgængere. Han viser sig offentligt sammen med sin hustru, og har, som den første nordkoreanske leder nogensinde, talt direkte til sit folk. Derved får han et mere menneskeligt ansigt i sammenligning med faren og bedstefaren, som tvært imod iscenesatte og dyrkede deres uopnåelighed og afstand til folket. I forbindelse med regentskiftet spås der om reformer og en mulig åbning overfor verden. Ifølge artiklen ”Muligt tøbrud i Nordkorea under opsejling“ fra juli 2012 (se kilder), er der blevet oprettet et politibureau, som skal overtage kontrollen med økonomien fra militæret, der eksperimenteres med reformer i økonomien og i landbruget, og landets hærchef er blevet tvunget til at træde af. Begivenheder, som udefra tolkes som bestræbelser på at rette op på kursen i det kriseramte land.

De markedsorienterede reformer, Kim Jong-un har gennemført i sin tid som leder af Nordkorea, går blandt andet ud på at tillade et begrænset omfang af private virksomheder at omlægge bondegårde fra at være styrede af kollektiver til af familier, der bliver lønnet efter hvor god høsten er, og at tillade fabrikker at fyre og hyre og i højere grad at bestemme lønninger selv, skriver Bloomberg (se kilder). Mens private virksomheder stadig er illegale teknisk og legalt ses, så bliver de love ikke overholdt eller håndhævet af myndighederne, og derfor findes der nu private miner, olierederier og transportselskaber, skriver The Guardian (se kilder), og ifølge den britiske avis produceres mellem en tredjedel og halvdelen af Nordkoreas BNP i dag af private selskaber. Mens der således er en vis opblødning i gang, når det kommer til økonomien, så er der ingen demokratiske fremskridt, skriver The Guardian (se kilder). Kim Jong-un har anlagt en usædvanlig hård kurs og henrettet flere ledere af militæret og højtstående politikere og familiemedlemmer, og Nordkorea er mere isoleret end nogensinde. Derudover har flere FN-rapporter konkluderet, at regimet i Nordkorea begår konstante brud på menneskerettighederne – blandt andet tortur, voldtægt, mord, udryddelse, fængsling, forfølgelse og langvarig udsultning – og at landet holder mellem 80.000-120.000 borgere som politiske fanger i de udskældte fangelejre (se kilder).

Hvordan påvirker Nordkoreas missil- og atomprogram konflikten med Sydkorea?

Nordkoreas missil- og atomprogram er den største knast i det særdeles anstrengte forhold mellem Nord- og Sydkorea, skriver Berlingske i en artikel den 11. maj 2017 (se kilder).

Som det beskrives i Faktalink-artiklen om Nordkorea (se relaterede artikler) har Nordkorea foretaget 85 missiltest, seks atomtest og landet anslås at have omkring 60 atomvåben. Konflikten er taget til i 2017, hvor Nordkorea har affyret flere missiltest end tidligere. Nordkorea er dermed et af de fire lande i verden, der bryder traktaten om ikkespredning af atomvåben og har atomvåben uden at have tilladelse. Det er et betydeligt atom- og missilprogram, og på trods af strammere og strammere sanktioner har Nordkorea fortsat udviklingen af det; det skyldes blandt andet, at landets eneste væsentlige allierede Kina først i efteråret 2017, hvor konflikten eskalerede, begyndte at indføre og håndhæve strengere sanktioner mod Nordkorea, skriver Dr.dk den 16. oktober 2017 (se kilder). Sydkorea regner med, at landet vil være det første mål for et angreb fra Nordkorea, der har truet med at angribe mål i Sydkorea og ifølge Sydkoreanske sikkerhedskilder har placeret missiler på landets østkyst. Sydkorea, USA og Japan følger nøje de nordkoreanske bevægelser og har forberedt sig på at nedskyde eventuelle missiler fra Nordkorea, men på trods af at flere missiler er blevet skudt over Japan har Japan ikke skudt dem ned, da det vil gå imod landets forfatning. Ifølge en artikel på DR.dk den 25. juli 2017 (se kilder) har Sydkorea og USA også foretaget gentagne militærøvelser og missiltest ud for Sydkoreas kyst som modsvar på aggressionerne fra Nordkorea.

På trods af at Sydkoreas præsident i 2017 Moon Jae-in blandt andet gik til valg på, at konfliktkursen overfor Nordkorea skal erstattes med forhandlinger, også selv om landet har atomvåben, er han således endt med at fortsætte kursen som et svar på Nordkoreas mange missiltest og atomtesten i september 2017. Sydkoreas præsident har flere gange siden han blev valgt i maj 2017 opfordret til forhandlinger, men Nord Korea har ikke svaret på dem. Nordkorea har flere gange fremsat en række betingelser for, hvad der kan få dem til at forhandle med USA. Styret mener, at FN-sanktionerne og USA’s fælles militære øvelser skal stoppe, før de vil gå i dialog. ”Hvis USA og de sydlige fjender oprigtigt ønsker dialog og forhandlinger, skal de tage det næste skridt”, lyder det fra Nordkorea ifølge artiklen ”Nordkorea til fjenderne: Her er vores krav” (se kilder). Både Sydkoreas tidligere præsident og USA’s udenrigsminister har slået fast, at der ikke kan komme forhandlinger på tale, før Nordkorea ændrer kurs og neddrosler dets atomprogram, men Sydkoreas nuværende præsident er som den første sydkoreanske leder villig til at forhandle med Nordkorea selvom landet har atomvåben.

Hvad skete der med Sydkorea efter krigen?

Efter den første præsident Syngman Rhees afgang i 1960 befandt landet sig i kaos. Oppositionens ledere gjorde ikke meget for at afskaffe korruptionen, og i 1961 kom det igen til voldsomme demonstrationer. Situationen endte med, at militæret under ledelse af general Park Chung Hee (1917 –1979) foranstaltede et ublodigt militærkup og overtog styret.

Park havde lovet, at det civile styre ville blive genindført, men han holdt kun til dels ord. I 1963 blev han selv valgt til præsident efter at være trådt tilbage fra sin militære post. Park forblev præsident, indtil han blev skudt af chefen for efterretningsvæsnet i 1979.

Selv om styret under Park reelt var et militærdiktatur – i 1972 satte han forfatningen ud af kraft, hjemsendte Nationalforsamlingen og erstattede den med et råd af medlemmer, som han selv havde udpeget – er det dog Park, der kan tilskrives æren for at have forandret Sydkorea til et moderne samfund. Under hans styre oplevede landet en vækst i industri og handel, der kan måle sig med Japans efter 2. Verdenskrig.

Den store fremgang for industri og handel betød også, at der skete en flugt fra landbruget til industrierne i byerne, hvor lønningerne var bedre. Sydkorea var i 1950’erne et landbrugsland, hvor to tredjedele af befolkningen var bønder, men i løbet af 1960'erne faldt landbefolkningens andel til 46 % af det samlede indbyggertal.

For at få gang i landbruget blev Saemaul Undong-bevægelsen dannet, der betyder ”Nyt Samfund”-bevægelsen. Under slagordene flid, selvhjælp og samarbejde indgød bevægelsen bønderne en følelse af selvværd og overbeviste dem om, at de var i stand til selv at løse deres problemer ved hjælp af denne form for andelsbevægelse. Saemaul Undong var en stor succes, som førte til en reel reformation af det sydkoreanske landbrug. Som interessant detalje kan nævnes, at mange af bevægelsens ledere ifølge bogen ”Korea. Morgenstilhedens land” (se kilder) blev uddannet på danske landbrugsskoler.

I 1980 gennemførte general Chun Doo Hwan (født 18 januar 1931) et nyt militærkup, og nedkæmpede alle forsøg på oprør med hård hånd.

Selv om Sydkorea stadig var et militærdiktatur, nød befolkningen godt af den stadige økonomiske vækst med øget velstand og store lønforbedringer for industriarbejderne.

Hvornår begyndte Sydkorea at udvikle sig mere demokratisk?

I 1988 var hovedstaden Seoul vært for OL, og i forberedelserne til dette prestigeprojekt var det nødvendigt for militærstyret at give visse demokratiske indrømmelser. Det førte i 1987 til et præsidentvalg, som på grund af splittelse i oppositionen blev vundet af regeringspartiets kandidat.

Der skete stadig demokratiske forbedringer, og i 1992 vandt den tidligere oppositionspolitiker Kim Young-Sam (20. december 1927) præsidentposten. Han lod de foregående præsidenter dømme for korruption og magtmisbrug, men han formåede ikke selv at ændre det politiske system afgørende.

Først i 1997 blev valget vundet af en kandidat fra oppositionen, Kim Dae-jung (1925-2009). Han kom til magten midt i det økonomiske sammenbrud under Asiens finansielle krise i 1997. Det lykkedes ham at overvinde denne krise, men han tabte valget i 2002 til Roh Moo Hvun, som appellerede til en stor del af den kvindelige vælgerbefolkning og de unge i kraft af et program, hvor sociale spørgsmål og ligestillingsforhold indtog en fremtrædende plads.

Hvor står Sydkorea i dag?

Sydkoreas økonomiske fremgang fra hærget krigszone i halvtredserne til velstand og vækst i dag ligner et mirakel, især når det holdes op imod sin kommunistiske modpart i nord; Sydkoreas BNP per indbygger er tyve gange højere end Nordkoreas Derfor trækkes det ofte frem som mønstereksempel på det frie markeds positive effekt på den nationale økonomi. Ifølge artiklen ”Sydkorea og Nordkorea er hinandens vrangbilleder” fra december 2011 (se kilder), lå væksten i mange år på omkring fire procent, og i begyndelsen af december 2011 passerede den samlede import og eksport den magiske grænse på 1.000 mia. dollar (5.600 mia. kr.) om året, hvilket placerer landet på en 11.-plads over verdens største handelsøkonomier. Samtidig peger kritikere på, at den makroøkonomiske solskinshistorie er et tegn på velstand, ikke velfærd, og at samfundet er drevet af en benhård kapitalisme med en stigende ulighed mellem rig og fattig.

”Sydkoreas økonomi har det strålende, vi taler om en økonomi i verdensklasse. Men det er efterhånden forsvindende få, der har glæde af det. Det er på høje tid at tænke i grundlæggende sociale reformer, men vi har en uheldig svingdørseffekt mellem den politiske og økonomiske elite, som f.eks. den tidligere præsident Lee Myung-bak, der kom fra et job som administrerende direktør i Hyundai Construction Co.” siger professor Chang Kyung-Sup, leder af Sociologi ved Seoul National University i samme artikel.