Uddybning om prostitution

Hvorfor køber folk sex?

Ifølge Rambøll-rapporten fra 2013 (se kilder) inddeler mange forskere sexkundernes motiver i tre overordnede kategorier:

1. "De biologiske forklaringer, hvor mandens seksualdrift opfattes som et instinkt og en ukontrollerbar impuls, der kommer til udtryk i behovet for sex."

2. "De psykologiske-personlighedsrelaterede forklaringer, hvor mandens personlighed –ønske om bekræftelse, følelsesmæssig støtte, intimitet mv. – har indflydelse på behovsstyringen." 

3. "De sociologiske forklaringer, hvor mekanismerne omkring sexmarkedet er et produkt af omgivelserne og den sociale og kulturelle kontekst – f.eks. i forbindelse med maskuline fællesskaber, overgangsritualer og lign. eller i et magtudøvelsesperspektiv.”

Rapporten “Prostitution i Danmark” (se kilder) refereres en undersøgelse af kundernes motiver udført af Videns- og formidlingscenter for Socialt udsatte i 2005. Den bygger på en kvantitativ internetundersøgelse blandt 6.350 mænd og en kvalitativ undersøgelse baseret på 20 telefoninterview. Undersøgelsen viser, at den mest udbredte grund til at købe sex, er, at det skulle prøves af. Seks ud af ti mænd giver den begrundelse. Den næstmest udbredte årsag er, at sexkøb er uforpligtende. På tredjepladsen forklarede 30 procent af de mænd, der købte sex, at muligheden bød sig, og at situationen var opstået spontant. Omkring hver tiende mand svarede, at de købte sex, fordi de kunne stille betingelserne. 10 procent svarede, at de købte sex for at få opfyldt specielle ønsker.

Hvorfor sælger folk sex?

At sælge seksuelle ydelser er en måde at skaffe sig en indkomst. Langt de fleste mennesker i verden er tvunget til at arbejde, i den forstand, at hvis de ikke arbejder, kan de ikke overleve. Nogen sælger seksuelle ydelser, fordi de ser det som den bedste (eller mindst ringe) mulighed ud af de muligheder, de har til rådighed. For socialt udsatte, der sælger sex, kan det ifølge Rådet for Socialt Udsatte (se kilder) også være en levevej, den enkelte har valgt ”som det mindste onde i forhold til kriminalitet”. Rådet for Socialt Udsatte skriver desuden: ”Mennesker i prostitution har mange andre menneskelige og sociale problemer. Problemerne kan eksempelvis omhandle økonomi, misbrug, arbejdsløshed og psykisk sårbarhed, og prostitutionen opleves ikke nødvendigvis som det største problem for den enkelte.”

Nogle sælger sex, fordi andre på meget konkret vis har tvunget dem til det. Denne form for sexhandel er især et problem i Asien og Latinamerika (mens kunderne imidlertid ofte er fra USA og Europa), men findes også i Danmark. Ifølge Regeringens ”Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel 2015-2018” (se kilder) vurderer Center Mod Menneskehandel, at der siden dets oprettelse i 2007 er sket en stigning i antallet af ”ofre for menneskehandel, både til prostitution og tvangsarbejde”. Størstedelen af de identificerede ofre for menneskehandel er ifølge handlingsplanen ”kvinder handlet til prostitution og i nogen grad kvinder og mænd handlet til tvangsarbejde, f.eks. inden for rengøring, restauration og husarbejde.”

Er handel med seksuelle ydelser lovligt?

I Danmark blev handel med seksuelle ydelser afkriminaliseret i 1999, men det er ikke anerkendt som erhverv. I en artikel i magasinet Friktion beskriver Lise Olivarius (se kilder) denne gråzone således:

Det betyder, at sexarbejdere betaler skat, men ikke har adgang til en række arbejdsrettigheder. Desuden vanskeliggør rufferiloven sexarbejderes arbejdsforhold. Loven har egentlig til formål at beskytte sexarbejdere mod udnyttelse af alfonser, men kriminaliserer stort set al aktivitet omkring sexarbejdet og forhindrer sexarbejdere i ting som at ansætte sikkerhedsvagter og at slutte sig sammen i arbejdskollektiver.”

I Sverige gik man i 1999 den modsatte vej og kriminaliserede køb af seksuelle ydelser. Argumentet for det var at sætte fokus på kunden frem for sælgeren, men mange mener, at forbuddet alligevel også rammer sælgeren, fordi det gør aktiviteterne i branchen ulovlige. Loven har heller ikke ført til et mærkbart fald i handelen, selvom køb af seksuelle ydelser kan straffes med op til et års fængsel. Det skriver SVT i artiklen ”Så har det gått sedan sexköpslagen började gälla” (se kilder).

I Holland er sexarbejde et lovligt, anerkendt erhverv. I teorien betyder det, at sexarbejdere har rettigheder på lige vilkår med andre arbejdere og f.eks. kan organisere sig i fagforeninger. Det har imidlertid ikke udryddet de problemer, der følger med kriminalisering. Ifølge Olivarius (se kilder) skyldes det ”det stigma, der får både sexarbejdere og deres kunder til at foretrække at operere i det skjulte. Derfor bliver de afhængige af de uformelle økonomier, der omgiver sexindustrien, og som både er nødvendige og begrænsende for sexarbejderen.”

New Zealand har en fjerde model, hvor fokus hverken er på at begrænse eller opmuntre handel med sex, men at reducere skadevirkningerne. Loven, The Prostitution Reform Act (PRA), blev vedtaget i 2003 og erstattede tidligere lovgivning, der kriminaliserede sexhandel. Ifølge Sexuality Policy Watch (se kilder) – et globalt forum af forskere og aktivister – har PRA medført øget fokus på sundhed og sikkerhed i branchen, og personer, der sælger sex, er blevet mere tilbøjelige til at anmelde overgreb til politiet. PRA skulle også gøre det lettere at forlade branchen, men det ser ikke ud til at have virket – først og fremmest fordi folk ikke umiddelbart har andre økonomiske alternativer.