Betydningen af Cubakrisen

Main image kapitel
En cubansk dreng tager sine boksehandsker på til træning i Havana i maj 2012.
En cubansk dreng tager sine boksehandsker på til træning i Havana i maj 2012.
Foto: STR / Scanpix

Hvordan placerede Cuba sig politisk efter missilkrisen?

Hvor Castro havde fået en politisk sejr over USA under Svinebugtaffæren, stod amerikanerne med en politisk triumf efter missilkrisen. Castro blev nødt til at orientere sig mod Sovjetunionen, men politisk var der en del uoverensstemmelser mellem Havana og Moskvas interesser: Castros mål var en voldelig revolution i hele Latinamerika, hvilket man ingen ønsker havde om i Moskva.

I første omgang deltog Cuba i 1963 i flere forsøg på at afsætte regeringen i Venezuela, men Castro fik ingen opbakning af det lokale kommunistparti, og forsøgene mislykkedes. Når Venezuela blev valgt som prøvesten for den latinamerikanske revolution, var grunden rimeligvis landets store olieproduktion, som kunne være af betydning for den cubanske økonomi.

Samtidig manøvrerede Castro taktisk dygtigt i den ideologiske strid mellem Sovjetunionen og Kina, hvilket bl.a. kom offentlig til skue, da han efter kinesisk råd i 1963 undlod at skrive under på aftalen om atomprøvestop.

Men økonomisk var Cuba dybt afhængig af Sovjetunionen. Mens den cubanske eksport til Østeuropa i 1959 udgjorde 2,2 %, var denne procent i 1983 steget til 83. I samme periode steg Cubas import fra Østeuropa fra 0,3 % til 70 %.

Hvad medførte Cubakrisen?

Den umiddelbare lære af Cubakrisen var den, at de to supermagter i fremtiden måtte søge at undgå, at udviklingen pludselig løb løbsk. Man var enige om, at en relativt banal hændelse i fremtiden ikke måtte kunne udløse en atomkrig.

Dette førte umiddelbart til oprettelsen af den såkaldte varme linje mellem Kreml og Det Hvide hus. Forbindelsen bestod af en fjernskriverforbindelse, der hurtigt kunne bringe de to statsledere i kontakt med hinanden.

Dertil kom, at den nye forståelse allerede i 1963 kunne cementeres med en aftale om et prøvestop for atomvåbenforsøg.

Hvorfor holdt tøbruddet ikke?

Afslutningen af Cubakrisen medførte et vist tøbrud mellem de to supermagter, der var bestemt af blandt andet et godt forhold mellem de to statsledere Kennedy og Khrusjtjov. Dette tøbrud fik ikke lang levetid, og snart blev Den Kolde Krig igen optrappet.

Dette skyldtes, at de to hovedpersoner snart forsvandt fra den politiske scene. Allerede i november 1963 blev præsident John F. Kennedy myrdet, og i oktober 1964 blev Khrusjtjov afsat.

Herefter rykkede begge lande i konservativ retning. I USA overtog Lyndon B. Johnson præsidentembedet, og i Sovjetunionen kom Leonid Bresjnev til magten.

Under Johnson blev Vietnamkrigen, hvor Sovjetunion og USA indirekte kæmpede mod hinanden, voldsomt optrappet, og tilliden mellem de nye statsledere blev aldrig etableret.

Hvordan stod Cuba ved Den Kolde Krigs afslutning?

Den Kolde Krigs afslutning, fra Berlinmurens fald i 1989 til Sovjetunionens endelige kollaps i 1991, fik store konsekvenser for Cuba. I det faldne Sovjet mistede det sin primære alliance- og handelspartner, og med den stadige embargo fra sin rige nabo og diplomatiske støtte, den sejrende supermagt USA, stod ø-nationen nu meget isoleret. Cuba havde fokuseret på produktionen af sukker og rom til eksport og importerede næsten alle sine fødevarer og energikilder. Landet kom derfor ud i en krise, som nærmede sig sultkatastrofe, og som er blevet stående i Cubas historie som ”den specielle periode”. Ifølge artiklen ”Fremtidens landbrug findes på Cuba” (se kilder), mistede cubanerne i gennemsnit ni kg af deres kropsvægt mellem 1990 og 1994, og man reagerede ved at omstille fra industrielt landbrug til agroøkologi.

Siden har en stor del af redningen for Cuba været den oliestærke Sydamerikanske nation Venezuela, hvis socialistiske præsident siden 1999, Hugo Chávez (født 28. juli 1954, død 5. marts 2013), var en stor beundrer af Fidel Castro og den cubanske samfundsmodel. De tætte handelsforbindelser til Venezuela er i højere grad drevet af Hugo Chávez sympati end af reelle markedsvilkår, og den isolerede østat er meget afhængig af den venezuelanske støtte. Støtten er fortsat efter Chavez’ død, om end det er uklart, om den vil fortsætte fremover.

Hvad er den økonomiske situationen på Cuba i dag?

Et halvt århundrede efter krisen sidder Castro stadig tungt på magten i Cuba. I 2008 blev den 82-årige statsleder af helbredsmæssige årsager nødt til at give posten fra sig, men kun til lillebroren Raúl Castro som, til trods for lovning om reformer, i store træk har videreført storebrors politik. Selv om enkelte liberaliseringer nu gør det muligt at bygge sig et hus, købe en bil og drive et lille firma, er det cubanske folk stadig i det store hele prisgivet en stærk paternalistisk stat med planøkonomi og offentlige ydelser. En stat, som nok giver uddannelse, sundhed og underholdning, men samtidig fratager ytringsfrihed, valgfrihed, og friheden til at skabe sig et bedre liv.
”Regeringen viser ingen tegn på at ville slippe magten. Tværtimod forsøger den at sælge kosmetiske ændringer til befolkningen for at beholde den. Ligesom det er sket i Kina.” siger eksilsystemkritikeren Carlos Payá Sardiñas, i artiklen ”Paven skal vække cubanerne” fra 2012 (se kilder).

Som noget unikt handles der i Cuba med to valutaer: Peso Cubano, den lokale valuta, som lønnen udbetales i, og Peso Convertible, som er den hårde valuta, turisterne handler med. De to valutaer er med til at opretholde et parallelsamfund i Cuba, med særlige forretninger og typer varer for hver af de to kategorier handlende.

Ifølge mange eksperter har handelsembargoen fra USA haft afgørende betydning for Cubas skrøbelige økonomiske situation, men da det først er i 2015, at der er begyndt at blæse forsonende vinde mellem USA og Cuba, er det svært at vurdere, hvilke vækstmuligheder der ligger.

Hvilken udvikling har der været siden 2010?

I marts 2012 besøgte Pave Benedikt XVI Cuba, hvor han blandt andet mødtes med Fidel Castro. Under sit ophold kritiserede paven både det cubanske regime for at være lukket og ude af trit med virkeligheden, og USA for sin handelsblokade, der som verdens ældste embargo har eksisteret siden 1962 og været med til at fastholde landet i fattigdom. ”Cuba skal åbne sig over for verdenen, og verdenen skal åbne sig over for Cuba.” sagde han ifølge artiklen ”Paven til Cuba: Kom nu videre” (se kilder).

Den 17. december 2014 blev USA’s præsident Barack Obama og Cubas præsident Raúl Castro endelig enige om at begrave stridsøksen og indgå et positivt, diplomatisk samarbejde. ”Vi vil stoppe en forældet tilgang, og jeg tror, vi kan gøre mere for at hjælpe det cubanske folk”, udtalte præsident Obama ifølge artiklen ”Cuba og USA vil ende årelangt fjendskab” (se kilder). Dette kommer efter lange forhandlinger, hvor Vatikanet har været inde over, og hvor pave Frans har været i direkte kontakt med begge parter.

Det nye samarbejde indeholder blandt andet følgende aftaler: USA vil åbne en ambassade i Havana, tillade eksport af byggematerialer og kommunikationsudstyr til Cuba og lempe reglerne for indrejse for amerikanere. Cuba lover at udvide befolkningens adgang til internet og tillade Røde Kors og FN adgang til landet. Desuden er de to lande blevet enige om en fangeudveksling, der involverer tre spiondømte cubanere og en amerikansk efterretningsagent. Også forud for lanceringen af nyheden om det nye samarbejde har USA og Cuba udvekslet adskillige fanger. Alle aftalens punkter fremgår af Politikens artikel ”Overblik: Det er USA og Cuba blevet enige om” (se kilder).
Som endnu et lille skridt mod forsoning har Obama udtalt, at han vil bifalde, hvis Kongressen beslutter at ophæve embargoen. En beslutning der ville være positiv for udviklingen af demokratiet og den økonomiske reformproces i Cuba, vurderer Cuba-ekspert, Jan Gustafsson, i artiklen ”Ekspert: Cuba har retning mod mere demokrati” (se kilder). I hans optik har blokaden været med til at fastlåse situationen i Cuba i stedet for at fremme demokrati, som ellers var dens formål.

Hvordan er relationen mellem Cuba og USA i dag?

I 2015 er både USA og Cuba begyndt at gennemføre de ændringer, de blev enige om i slutningen af 2014. Syv måneder efter at de to præsidenter annoncerede, at de vil ende 54 års diplomatisk fjendskab, genoptog de to lande officielt den diplomatiske forbindelse i juli 2015. Det cubanske flag vajer nu igen over den cubanske ambassade i USA’s hovedstad Washington, D.C., mens den amerikanske ambassade i Cuba er genåbnet og vil rejse Stars and Stripes, når USA's udenrigsminister John Kerry besøger Cuba som den første amerikanske udenrigsminister i mere end 50 år i juli eller august 2015. Det Hvide Hus’ pressetalsmand har også sagt, at det ikke er udelukket, at præsident Barack Obama vil aflægge et historisk besøg i Cuba, inden hans embedsperiode udløber i starten af 2017.

Udover den officielle og formelle genoptagelse af de diplomatiske relationer har der også været en række mindre gennembrud. I april mødtes Barack Obama og Raúl Castro ved et topmøde i Panama og gav hinanden et historisk håndtryk. Måneden efter fjernede USA Cuba fra listen over stater, der støtter terror, skriver Information i artiklen ”USA og Cuba indgår historisk aftale: Ambassader genåbnes” (se kilder). Cubas placering på listen havde længe været et afgørende stridspunkt mellem de to lande. I 2015 reporterede Reuters i artiklen ”Travel to Cuba: 7 Things Americans Should Know” (se kilder) også, at USA planlægger at fjerne Cuba fra listen over lande, der er dårligst til at respektere menneskerettighederne. Det amerikanske udenrigsministerium rykker Cuba et skridt op ad listen fra gruppe 3, der dækker lande, der er værst til at overholde menneskerettigheder, til gruppe 2, som er lande med problemer med at overholde menneskerettighederne, men ikke lige så alvorlige som gruppe 3.

Der er dog stadig lang vej igen, før relationerne mellem de to lande er helt normaliserede. Mens det er blevet markant lettere for amerikanske statsborgere at besøge Cuba – indtil 2015 var Cuba det eneste land, amerikanske statsborgere ikke lovligt kunne besøge – er der stadig mange begrænsninger, skriver CNN i artiklen ”Exclusive: U.S. poised to upgrade Cuba in annual human rights record” (se kilder). Amerikanere må stadig ikke besøge øen, hvis det udelukkende er i forbindelse med turisme, men der er åbnet op for at langt flere amerikanere kan rejse til øen; Folk der skal deltage i en atletisk begivenhed, udføre humanitært arbejde, spille en koncert, deltage i en uddannelsesmæssig begivehed eller foretage akademisk research på østaten har nu markant nemmere ved at komme afsted. Samtidig er der åbnet op for direkte flyning mellem USA og Cuba, hvor amerikanere med rejsetilladelse tidligere skulle flyve via et tredje land for at komme til Cuba.

Den amerikanske handelsembargo mod Cuba er stadig gældende, selvom den amerikanske præsident løsnede op for dele af embargoen efter annonceringen om genoptagelsen af de diplomatiske relationer i januar. Amerikanske firmaer kan nu sende flere medicinske og teknologiske varer og mere byggemateriale til Cuba, men det er stadig ikke tilladt for amerikanske statsborgere at købe varer fra øen. At fjerne handelsembargoen og rejserestriktionerne vil kræve en ændring af reglerne i den amerikanske kongres, hvor der især blandt visse republikanske medlemmer er stor modstand. Det vil derfor tage årevis at normalisere relationen helt, skriver den amerikanske avis Politico i artiklen ”U.S. Cuba Policy: Where Things Stand Now” (se kilder).