Cubakrisens forløb

Main image kapitel
Præsident John F. Kennedy underskriver erklæringen om at sende den amerikanske flåde til Cuba hvis ikke de russiske missiler bliver trukket tilbage.
Præsident John F. Kennedy underskriver erklæringen om at sende den amerikanske flåde til Cuba hvis ikke de russiske missiler bliver trukket tilbage.
Foto: UPPA / Scanpix

Hvad var Cubakrisen?

Cubakrisen var efterkrigstidens mest alvorlige konfrontation mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Krisen var på nippet til at kaste verden ud i en atomkrig, idet beslutningen om i givet fald at anvende atomvåben var truffet i Washington, ligesom de sovjetiske styrker på Cuba var rede til at svare igen på samme måde.

Krisen opstod, da amerikanerne opdagede, at Sovjetunionen i hemmelighed var i fuld gang med at opstille anlæg til mellemdistancemissiler på Cuba – kun 140 km fra den amerikanske kyst. Opdagelsen skete ved en analyse af fotografier, som et amerikansk spionfly havde taget den 14. oktober 1962 under en overflyvning af Cuba.

Opstillingen blev foretaget på trods af at den sovjetiske ministerpræsident Nikita Khrusjtjov (1894-1971) havde lovet præsident Kennedy, at Sovjetunionen ikke ville forsyne Cuba med angrebsvåben. Amerikanerne opfattede anlæggene som en uacceptabelt stor sikkerhedsrisiko, og de var fast besluttet på at få dem fjernet, om nødvendigt med magt.

Under Cubakrisen havde amerikanerne ifølge ”Encyclopedia of the Cold War” (se kilder) ingen sikker viden om, hvorvidt der allerede befandt sig missiler på Cuba, eller om der var atomsprænghoveder. De havde kun opdaget affyringsramperne til sådanne missiler. Efter den kolde krigs afslutning har man i sovjetiske arkiver fundet ud af, at Sovjetunionen uden USA’s vidende faktisk allerede havde opstillet otte affyringsklare mellemdistancemissiler plus kortrækkende atomvåben beregnet til forsvar mod en amerikansk invasion. Amerikanerne vidste i øvrigt heller ikke, at der allerede befandt sig så mange som 42.000 sovjetiske tropper på Cuba. Hvis dette havde været kendt dengang, ville risikoen for atomkrig formentlig have været endnu større.

Hvem traf beslutningerne?

Den 16. oktober 1962 nedsatte præsident Kennedy et sikkerhedsråd, som skulle afgøre, hvordan USA skulle reagere på krisen.

I dette råd sad vicepræsident Lyndon Johnson, udenrigsminister Dean Rusk, forsvarsminister Robert McNamara, forsvarschef general Maxwell Taylor, sikkerhedsrådgiver McGeorge Bundy, finansminister Douglas Dillon, chefen for CIA John McCone, justitsminister Robert F. Kennedy, viceudenrigsminister George Ball, departementschef i udenrigsministeriet U. Alexis Johnson, viceudenrigsminister for Latinamerika Edwin Martin, rådgiver i russiske anliggender Llewellyn Thompson, viceforsvarsminister Roswell Gilpatric, departementschef i forsvarsministeriet Paul Nitze samt præsidentens personlige rådgiver Theodore (Ted) C. Sorensen.

Hvorfor blev missilerne opstillet?

Spørgsmålet om, hvorfor Sovjetunionen besluttede sig til at opstille missilanlæg på Cuba optog naturligvis deltagerne i det nationale sikkerhedsråd i Washington. Her nåede man frem til fem mulige hypoteser:

1. Missilerne kunne bruges i en eventuel fremtidig byttehandel, f.eks. med de amerikanske raketter i Tyrkiet.

2. Missilerne på Cuba skulle bortlede verdens opmærksomhed fra Berlin. Hvis USA angreb Cuba, ville dette splitte NATO, og stemningen i Latinamerika ville år frem være uforsonlig antiamerikansk. Angrebet ville over for Sovjetunionen og Kina demonstrere amerikanernes aggressive politik, og mens den amerikanske regering måtte koncentrere sig om en negativ opinion hjemme og ude i verden, ville Sovjetunionen få fred til at stramme grebet om Berlin.

3. Missilerne skulle sikre, at USA efter Svinebugtaffæren ikke igen forsøgte at invadere Cuba.

4. Missilerne skulle skræmme USA fra at reagere og derved demonstrere USA's manglende troværdighed ved ikke at leve op til løfter over for andre lande i verden.

5. Missilerne skulle på en billig måde styrke Sovjetunionens atomslagkraft. Ved at placere anlæg til atommissiler på Cuba ville Sovjetunionen kunne bøde på det forhold, at man, hvad angik langtrækkende raketter, var håbløst bagefter amerikanerne. 

Khrusjtjov var særligt bekymret for de Jupitermissiler, som amerikanerne havde haft i Tyrkiet siden 1957. 

Hvilke alternativer havde man?

I sikkerhedsrådet var der stort set almindelig enighed om, at USA var nødt til at reagere på den mulige opbygning af sovjetiske atommissiler, som var i gang på Cuba.

Man var enige om, at det ikke var nok optage forhandlingen med modparten. Efter erfaringerne fra Svinebugten stod det også klart, at et luftangreb med efterfølgende invasion af Cuba heller ikke var en brugbar fremgangsmåde, selv om nogle af de militære rådgivere gik ind for denne løsning.

Som sikkerhedsrådet opfattede situationen havde USA reelt kun to muligheder: Enten kunne man bombe ramperne eller også kunne man indføre en blokade af Cuba og således sikre sig, at anlæggene ikke blev fuldført og forsynet med missiler.

Enden på rådets drøftelser blev, at man valgte den sidste mulighed.

Hvordan reagerede USA?

Efter nøje overvejelser i det nationale sikkerhedsråd traf præsident Kennedy den beslutning, at USA skulle udsætte Cuba for en flådeblokade, der skulle sikre, at der ikke nåede flere forsyninger frem til øen. Man vidste, at der var adskillige sovjetiske skibe på vej til Cuba. Disse ville man standse, og hvis de medbragte missiler eller dele til missilopstilling, ville de blive afvist med magt.

Det viste sig, at Sovjetunionen holdt de ømtålige skibe tilbage. Ingen af de skibe, som den amerikanske flåde stoppede, medbragte krigsmateriel, og de fik lov til at fortsætte.

Hvad var det mest kritiske tidspunkt?

Krisens mest højspændte tidspunkt var den 27. oktober, da et amerikansk spionfly blev skudt ned over Cuba, og piloten blev dræbt.

Det viste sig senere, at dette ikke var sket efter ordre fra Kreml, men denne episode var alligevel meget tæt på at udløse et amerikansk gengældelsesangreb, hvilket kunne have bragt krisen helt ud af kontrol. I sidste øjeblik besindede Kennedy sig til trods for, at mange af hans generaler var ivrige efter af angribe.

Nu endte krisen med, at piloten, major Rudolf Anderson Jr., blev det eneste offer.

Hvordan blev krisen løst?

Dybest set ønskede ingen af de to statsledere en atomkrig, men problemet var at få afsluttet krisen uden tab af prestige.

Under krisen sendte Khrusjtjov to breve til Kennedy. I det første erklærede han sig rede til at fjerne missilerne, hvis USA ville love ikke at angribe Cuba. I det andet var tonen skærpet, og Khrusjtjov krævede nu også de amerikanske missiler i Tyrkiet fjernet.

Kennedy valgte at se bort fra det andet brev. Han svarede, at USA var villig til at give det ønskede løfte. Samtidig fik Khrusjtjov ad uofficiel, diplomatisk vej at vide, at missilerne i Tyrkiet ikke ville komme til at stå i vejen. De ville senere blive fjernet.

I virkeligheden var de amerikanske missiler i Tyrkiet forældede, og USA havde allerede inden krisen besluttet, at de skulle fjernes. Nu blev de blot stående lidt længere, end planen var. Hermed var krisen løst, og verden kunne ånde lettet op.

Hvad er kronologien i Cubakrisen?

16. oktober 1962

Præsident John F. Kennedy fik om morgenen at vide, at en analyse af fotografier foretaget af et U-2 fly under en fotorekognoscering over Cuba viste, at Sovjetunionen i hemmelighed var ved at opstille missilanlæg der kunne affyre strategiske missiler og atomvåben i Cuba.

Præsidenten nedsatte en krisegruppe, der skulle tage stilling til, hvordan USA skulle reagere. I realiteten havde man seks muligheder:

1. Intet at foretage sig.

2. At anvende diplomatiske midler.

3. I hemmelighed at gøre Fidel Castro klart, at hvis han ikke smed russerne ud, ville landet risikere amerikansk invasion.

4. At foretage en fysisk blokade af Cuba for at sikre, at de militære anlæg ikke kunne færdiggøres.

5. At bombe de militære anlæg og eventuelle andre mål i Cuba.

6. At invadere Cuba og fjerne Castro.

Kennedy traf ikke noget valg på stående fod, men beordrede, at hverken offentligheden eller Sovjetunionen måtte få kendskab til den amerikanske afsløring.

Den amerikanske generalstab blev informeret, og her var den generelle opfattelse, at der skulle bombes.

17. oktober 1962

En analyse af nye fotografier afslørede, at udbygningen af missilanlæg gik overraskende hurtigt. I alt kunne man nu udpege 28 affyringsramper.

18. oktober 1962

Præsident Kennedy fik besøg af den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko. Samtalen drejede sig først og fremmest om Berlin, men da talen kom ind på Cuba, luftede Kennedy sin bekymring over de massive sovjetiske våbentransporter dertil. Gromyko svarede, at der kun var tale om antiluftskytsvåben, der ikke kunne nå USA. Kennedy afslørede ikke sin viden om sagen.

I krisestaben blev det stadig overvejet, hvordan USA skulle reagere, Man hældte mere og mere til en blokade, og de juridiske eksperter blev bedt om at undersøge konsekvenserne af en sådan.

19. oktober 1962

Den amerikanske flåde sendte lavtgående F8-rekognosceringsfly ind over Cuba. Herved blev det afsløret for russerne og cubanerne, at amerikanerne vidste, hvad der foregik.

Fotoanalytikere anslog, at anlæggene på Cuba ville være klar til at affyre missiler i løbet af en uge. Kennedy deltog som normalt i valgkampene i Ohio og Illinois. I Chicago modtog han om aftenen den seneste vurdering og besluttede at tage tilbage til Washington.

20. oktober 1962

Præsidentens pressechef gav om morgenen besked om, at præsidenten var forkølet og havde feber, og at hans læge havde rådet ham til at vende hjem til Washington.

Her bestemte han sig endeligt for en blokade. Alle offensive våben på vej til Cuba skulle konfiskeres af den amerikanske flåde.

Amerikanske styrker overalt i verden blev sat i alarmberedskab og den amerikanske styrke på basen på den cubanske sydøstkyst blev forstærket. Samtidig blev kvinder og børn evakueret.

21. oktober 1962

Kennedys rådgivere søgte at skabe forvirring blandt journalisterne ved at indkalde rådgivere og specialister for henholdsvis Berlin, Mellemøsten og Fjernøsten og sende dem i arbejdsgrupper. Knebet syntes at virke, og rygterne om en krise alle andre steder end på Cuba florerede livligt. Da journalister fra The New York Times og Washington Post var ved at lugte lunten, ringede Kennedy til chefredaktørerne og fik dem til at undlade at skrive andet end, at præsidenten næste dag ville tale til nationen.

22. oktober 1962

Det amerikanske luftvåben var nu i højeste alarmberedskab. Amerikanske atomvåben var gjort klar til affyring, og de strategiske bombeeskadriller var til stadighed i luften. Flådens atomubåde var på plads og ville kunne ramme mål i Sovjetunionen, og hæren var parat til udrykning.

Sovjetunionens ambassadør blev kaldt til udenrigsministeriet og fik overrakt præsidentens svar på missilopstillingen.

Klokken 19 talte Kennedy i radio og TV, hvor han orienterede den amerikanske befolkning om situationens alvor. Han fortalte om blokaden mod Cuba, og sagde, at et atommissil affyret fra Cuba mod en nation på den vestlige halvkugle ville blive opfattet som et sovjetisk angreb og blive besvaret i fuld udstrækning.

 23. oktober 1962

Begge parter gik i beredskab: Amerikanerne klargjorde beskyttelsesrum og hamstrede fødevarer i forberedelsen på atomkrig, og Fidel Castro talte til det cubanske folk og beordrede hæren og befolkningen til at gøre sig klar til at modstå en amerikansk invasion.

24. oktober 1962

De amerikanske blokadeskibe var nu på plads. Samtidig kunne man se, at det første af de sovjetiske skibe, der havde kurs mod Cuba, ville nå øen inden 24 timer. I Moskva holdt Khrusjtjov krisemøde med sine rådgivere. Han var tilsyneladende overrasket over den unge amerikanske præsidents håndtering af sagen. Han anså det for sandsynligt, at USA ville invadere Cuba, hvis missilerne ikke blev trukket tilbage.

25. oktober 1962

Den amerikanske flåde prajede det sovjetiske skib Bukarest. Det viste sig kun at være lastet med olie og fik lov at fortsætte.

I FN skændtes de to supermagters FN-ambassadører, USAs Adlai Stevenson og Sovjets Valerian Zorin.

Den danske efterretningstjeneste meddelte at to sovjetiske skibe, der henholdsvis den 21. og 22. var sejlet gennem dansk farvand med Cuba som formodet destination, var vendt om. Lignende meddelelser kom fra andre kilder, og i Pentagon anslog man, at 12 ud af 25 sovjetiske skibe var vendt om.

26. oktober 1962

Den amerikanske destroyer Joseph P. Kennedy Jr. bordede det sovjetiske skib Marucla. Lasten var dog ufarlig, og skibet fik lov at fortsætte.

Amerikanerne fastslog, at færdiggørelsen af missilanlæggene på Cuba fortsatte og forventedes færdige i løbet af to dage. Kennedy besluttede at optrappe krisen og overvejede alvorligt et bombardement af Cuba.

Khrusjtjov erfarede, at Kennedy gjorde klar til bombninger og erkendte, at han ikke længere kunne trække tiden ud. Khrusjtjovs problem var nu at komme ud af krisen uden at tabe ansigt. Han sendte et brev til Kennedy, hvori han lovede at trække missilerne tilbage på tre betingelser:

1. Demonteringen og tilbagesendingen skulle ske under overvågning af FN.

2. Fidel Castro forpligtede sig til ikke fremover at modtage offensive våben.

3. USA forpligtede sig til ikke at invadere Cuba.

27. oktober 1962

Mens den amerikanske krisestab arbejdede på et svar på brevet fra Khrusjtjov, indløb endnu et brev. Heri stilledes det krav, at USA skulle fjerne de amerikanske Jupiter-missiler i Tyrkiet. Disse var i virkeligheden forældede, og det var blevet besluttet at fjerne dem, men i den nuværende situation kunne Kennedy ikke gå ind på kravet.

Et amerikansk U-2 fly blev skudt ned over Cuba, og et andet forvildede sig ind over Sibirien. Dette sidste kunne man frygte ville blive opfattet som et atombevæbnet fly.

I den amerikanske krisestab anså man nu en atomkrig med Sovjetunionen for overvejende sandsynlig. Derfor valgte man i svaret på Khrusjtjovs brev at se bort fra det andet brev. USA accepterede de tre betingelser, men man understregede, at tiden var ved at løbe ud.

28. oktober 1962

Robert F. Kennedy mødtes hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatolij Dobrynin og lovede ham, at missilerne i Tyrkiet nok skulle blive fjernet, men at det ville ske i stilhed og ikke i forbindelse med den nuværende krise.

Khrusjtjov offentliggjorde et nyt brev til Kennedy. Heri stod, at de offensive våben på Cuba ville blive pakket sammen og sendt tilbage.

En tredje verdenskrig var undgået.

Kronologien er baseret på Kim Rubergs ”Pokerspillet om Cuba” (se kilder).