Baggrund og historie

Main image kapitel
Cubakrisen er på sit højeste, og der demonstreres i Danmark mod USA i 1962.
Cubakrisen er på sit højeste, og der demonstreres i Danmark mod USA i 1962.
Foto: Svend Åge Madsen / Scanpix

Hvad er Cubas historie?

Cuba, den største ø i det caribiske hav, blev opdaget af den spanske søfarer Christoffer Columbus (1451-1506) i 1492. Knap tyve år senere, i 1511, indledte spanierne en erobring af øen under conquistadoren Diego Velázquez de Cuéllar (ca. 1465-1524). De besejrede den oprindelige befolknings modstand og bosatte sig på øen, som forblev under spansk herredømme frem til 1898, hvor USA greb ind i en lokal frihedskrig, der endte med at fordrive spanierne fra magten. Samtidig fik USA flådebasen Guantánamo i det østlige Cuba, en base som stadig opretholdes i dag.

Cuba fik sin officielle uafhængighed i 1902, men landet var under betydelig amerikansk indflydelse, og denne dominans, der bl.a. gav amerikanerne formel ret til at intervenere i landet for at ”beskytte liv, ejendom og individuel frihed” varede helt frem til 1959.

Hvad betød den amerikanske tilstedeværelse i Cuba?

I de første årtier af det 20. århundrede satte amerikanerne sig tungt på den cubanske økonomi. Ikke blot kom centrale funktioner som telefonvæsnet, elektricitetsforsyningen og jernbanedriften på amerikanske hænder, men også sukkerproduktionen, den cubanske livsnerve, blev i stort omfang overtaget af amerikanere.

I 1920'erne stod amerikanere for mere end halvdelen af den cubanske sukkerproduktion, og ved at koncentrere kræfterne om denne produktion, blev andre afgrøder og industrier forsømt i en sådan grad, at landet måtte importere næsten alt andet.

For den cubanske befolkning betød dette et liv i fattigdom uden udsigt til forbedringer, og samtidig blev Cuba et forlystelsesparadis for rige amerikanere, der i stort tal kom til øen og levede det søde liv.

Hvordan var det politiske system?

Formelt var Cuba et demokratisk land med frie valg, men reelt fungerede demokratiet ikke.

I perioden 1925-1933 blev landet styret af diktatoren Gerardo Machado y Morales, som med amerikansk billigelse blev styrtet efter en generalstrejke, der truede med at udvikle sig til en regulær borgerkrig. Machado flygtede til USA med en anselig bagage bestående af guldbarrer.

Herpå fulgte nogle svage regeringer, mens den reelle magt gradvist gled over i den selvudnævnte hærchef Fulgencio Batista y Zaldívars hænder. Batista stillede i 1940 op til valg, og efter nogle politiske intriger lykkedes det ham at blive præsident. På trods af et ihærdigt samarbejde med både amerikanerne og mafiaen, opnåede han ikke genvalg i 1944. Alligevel forblev han stadig en reel magtfaktor, og i 1952 tog han magten ved et ublodigt statskup. Batistas styre var både ineffektivt og gennemkorrupt, hvilket skabte grobund for revolutionen i 1959.

Hvad var optakten til revolutionen?

Initiativtageren til den væbnede kamp mod Batistas styre var Fidel Castro, som havde dannet en lille revolutionær gruppe. Der fandtes også andre grupper, hvoraf universitetsprofessoren Rafael García Bárcena stod i spidsen for den vigtigste, men da Bárcena i 1953 blev arresteret, stod Castro som modstandsbevægelsens centrale repræsentant.

I 1953 angreb Castro sammen med 125 mand militærkasernen Moncada i Santiago de Cuba. Denne første aktion endte imidlertid tragisk: Gruppen blev opdaget, tre oprørere blev straks dræbt og 55 siden myrdet af politiet. Sammen med en lille gruppe oprørere undslap Castro ved at flygte ud i Sierra Maestra-bjergene, men nogle dage senere blev de omringet og taget til fange.

Den kommanderende officer nærede en hemmelig sympati for oprørerne, og i stedet for at skyde Castro, som han havde ordre til, arresterede han ham.

Castro blev stillet for en domstol, hvor han i en fem timer lang tale førte sit eget forsvar. Denne forsvarstale blev siden genskrevet og udgivet under titlen ”Historien vil frikende mig”.

Sagen endte med, at Castro blev idømt 15 års fængsel, men efter et folkeligt pres blev han løsladt allerede i 1955. Ved at løslade Castro håbede Batista at opnå en folkelig opbakning.

Hvem var Fidel Castro?

Fidel Castro blev født i 1926 på faderens sukkerplantage i Cubas nordøstlige provins Oriente. Faderen, Angel Castro y Argiz, var indvandret som landarbejder fra Spanien og havde i uafhængighedskrigen 1895-1898 kæmpet på spansk side.

Fidel gik i de bedste katolske skoler og endte med at få en juridisk embedseksamen fra Havanas universitet. Derpå praktiserede han som advokat, hvilket ikke skaffede ham de store indtægter, fordi han påtog sig at forsvare de fattige, der ikke kunne betale.

I 1952 stillede han op til valget i kongressen, men da dette valg blev aflyst, fordi Batista kuppede sig til magten, erkendte Castro, at der ikke kunne opnås sociale forbedringer ad parlamentarisk vej. Han bestemte sig derfor for en væbnet revolution. Fidel Castro døde den 2. december 2016, 90 år gammel.

Hvornår startede det endelige oprør?

Efter sin løsladelse slog Fidel Castro sig ned i Mexico, hvor han gik i gang med at hverve folk til støtte for den kommende revolution. Samtidig tog han flere gange til USA, hvor han hentede støtte i form af penge, våben og ammunition.

Den 2. december 1956 gik 83 oprørere under ledelse af Castro og den unge argentiner Che Guevara i land på det østlige Cuba. De havde været ude i storm, og mange af dem led af søsyge. Det var derfor en let sag for Batistas hær at overvinde dem, men det lykkedes 15 af folkene – herunder Castro, broren Raul samt Che Guevara – igen at flygte op i Sierra Maestra-bjergene.

Den følgende tid gik med at overbevise landsbyboerne om nødvendigheden af at indføre landboreformer, og at disse kun kunne gennemføres efter en revolution. Castro havde indset, at revolutionen kun var mulig med bøndernes opbakning. Derfor oprettede han faciliteter som skoler og sundhedsklinikker i landsbyerne, og fra 1958 tog han radiostationen Radio Rebelde i anvendelse som propagandamiddel.

Castro fik sit internationale gennembrud efter et interview i The New York Times den 17. februar 1957. Det romantiske billede af en revolutionshelt, som blev tegnet deri, gik rent ind hos venstreorienterede i store dele af verden, hvilket gav hans undergrundshær en større tilslutning.

I byerne organiserede studenterne deres egen revolutionsstyrke, men efter et mislykket angreb på præsidentpaladset den 13. marts 1957, hvis formål var at likvidere Batista, men som i stedet endte med at 32 blev dræbt, stod Castros oprørshær M 26-7 som den samlende styrke.

Hvornår blev revolutionen gennemført?

De første år arbejdede Fidel Castro ihærdigt på at skaffe våben og ammunition til revolutionen, blandt andet med overraskelsesangreb på hæren som middel, og efterhånden fik han opbygget et militært hovedkvarter i La Plata i Sierra Maestra.

I maj 1958 mislykkedes Batistas styrker i et forsøg på at forcere dette hovedkvarter, og efterhånden skiftede mange regeringssoldater side og sluttede sig til Castro.

Oprørshæren fik gradvist erobret den østlige del af Cuba bortset fra Santiago de Cuba. Det stod dog klart, at byen ikke ville kunne holde stand i længden, og da Batista den 31. december fik meddelelse om, at byen var ved at falde, valgte han nytårsdag at forlade landet og flygte til Den Dominikanske Republik med 40 mio. US dollars til sikring af et ubekymret pensionistliv i Portugal og Spanien.

Dagen efter indtog Che Guevara Havana, og den 8. januar 1959 kunne Castro efter et sandt triumftog gennem landet lade sig hylde i hovedstaden.

Hvad betød revolutionen for det cubanske samfund?

Revolutionen medførte straks store omvæltninger i det cubanske samfund. Castro udnævnte sig selv til premierminister, og selv om han havde indsat Manuel Urrutia, forsvarsadvokaten fra sagen om angrebet på Moncada-kasernen, som præsident, lå den reelle magt hos Castro. Urrutia blev da også hurtigt afsat og erstattet af den mere Castro-loyale Osvaldo Dorticos.

Alle Batista-tro embedsmænd og politikere blev fjernet, og i hundredvis blev tiltalt ved revolutionære domstole. Retssagerne blev ført for åben tv-skærm, og resulterede i flere hundrede henrettelser og endnu flere fængselsdomme.

Samfundsforandringerne skete i stor hast. Alene i 1959 vedtog regeringen 1.500 nye love. På landbrugssiden indførtes en regel om, at intet landbrug måtte være på over 400 hektarer. Resten blev overtaget af staten, der på denne måde oprettede statsbrug til fordel for de mange løsarbejdere, der tidligere var arbejdsløse i perioden mellem to høstperioder.

Endvidere gik man i gang med at afamerikanisere landet, og alle udenlandskejede industrivirksomheder blev nationaliseret.

På det sociale og sundhedsmæssige område skete store forbedringer, og man gik i gang med en storstilet kampagne for at komme den udbredte analfabetisme til livs. Der blev bygget skoler og sundhedsklinikker overalt, og de mange nye jobs som regeringen skabte i den offentlige sektor var til stor gavn for de mange arbejdsløse i byerne.

Endelig blev straffene for alle former for snyd over for staten skærpet, og prostitution og spil blev forbudt.

Hvem bekæmpede revolutionen?

For den tidligere cubanske mellem- og overklasse var det vanskeligt at se det positive i revolutionen, som både betød tab af indflydelse og penge. Adskillige tusinde valgte derfor at emigrere til USA. De fleste slog sig ned i Florida, hvor især Miami blev et center for eksilcubanere. Ved udgangen af 1960 levede der ca. 40.000 eksilcubanere i USA, hvoraf de ca. 30.000 boede i Miami.

Det var disse eksilcubanere som USA satte sin lid til i kampen mod Castro. Det var fra denne gruppe at deltagerne i Svinebugtaffæren blev rekrutteret, og det var eksilcubanere, der blev sat til at udføre mange af de mere eller mindre fantasifulde attentatforsøg mod Castro.

Hvordan reagerede USA på revolutionen?

Efter den cubanske revolution forholdt USA sig i de første måneder afventende med hensyn til, hvordan man skulle reagere. For den republikanske præsident Dwight David Eisenhower (1890-1969) var verdenskommunismen hovedfjenden, og gradvist bestemte man sig til, at Castro var kommunist. Det skete både i takt med afamerikaniseringen af Cuba og i takt med Castros støtte til andre revolutionære grupper i Latinamerika.

Efter revolutionens gennemførelse i 1959 nød Castro stor popularitet i store dele af den venstreorienterede verden. Det er et omstridt spørgsmål, om Castro var kommunist. Ganske vist erklærede han sig i 1961 marxist-leninist, men han var nok først og fremmest pragmatiker.

Cuba eksporterede sukker til USA og importerede olie fra Sovjetunionen. I marts 1960 eksploderede det franske skib Coubre, der var lastet med belgiske våben, i havnen i Havana, hvilket Castro udlagde som et attentat udført af eksilcubanere og CIA. En måned senere nægtede de amerikansk ejede raffinaderier på Cuba at arbejde med den sovjetiske olie med den begrundelse, at den var af for ringe kvalitet.

Castro svarede igen ved at nationalisere raffinaderierne, hvilket blev besvaret med en drastisk nedskæring af den amerikanske sukkerimport. Samtidig iværksatte USA en handelsblokade af Cuba, der dog ikke omfattede fødevarer og medicin. Året efter, i 1961, afbrød USA de diplomatiske forbindelser med Cuba, og amerikanske statsborgere fik forbud mod at rejse dertil.

Hermed var Castro henvist til at basere sin udenrigshandel på Østeuropa og især Sovjetunionen.

Hvad var Svinebugtaffæren?

Via CIA satte USA sig nu det politiske mål at starte en modrevolution på Cuba og styrte Castro. Det skete i hemmelighed, og officielt udtalte præsident John Fitzgerald Kennedy (1917-1963), at USA ikke havde den slags planer. Det var der ikke mange, der troede på, og i junglen i Guatemala uddannede CIA eksilcubanere til et militant modoffensiv.

I april 1961 satte angrebet ind. Amerikanske bombemaskiner – påmalet det cubanske luftvåbens kendingsmærker – bombede cubanske lufthavne og tilintetgjorde halvdelen af det cubanske luftvåben. Samtidig blev eksilcubanere nedkastet med faldskærm og andre landsat i Playa Giron, Svinebugten. Men aktionen blev en total fiasko: Castro var forberedt på angrebet, og i løbet af 72 timer havde hans styrker dræbt ca. 200 eksilcubanere og taget 1.197 til fange. Disse blev senere byttet mod mad og medicin fra USA til en værdi af 53 mio. dollars.

På Cuba blev op mod 200.000 mennesker arresteret for at undgå en folkelig opstand. Hermed fik Castro effektivt luget ud blandt sine politiske modstandere, og sad nu fastere på magten end før.