Debat om Tour de France

Main image kapitel
Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Den spanske cykelrytter Alberto Contador på Alpe d'Huez under Tour'en i 2013.
Foto: Joel Saget / Scanpix

Hvor står debatten om dopingmisbruget?

I artiklen "Turdæfrangs" fra Weekendavisen fra 2003 fortæller journalisten Joakim Jakobsen om det bånd, der traditionelt har eksisteret mellem Tour de France og løbets millionpublikum over hele verden (se kilder). Et bånd, der igennem årtier er forblevet intakt, selvom der gennem løbets historie på over hundrede år har været utallige skandaler, der kunne slukke interessen – især når spørgsmålet om doping er bragt på bane. Det opsummeres i artiklen, at legal og illegal medicinering til alle tider har været en del af løbets indre logik: "Publikum accepterer tilsyneladende, at Tour-deltagerne når så langt i deres perverterede grænsesøgning, at en del af dem må anvende farmaceutiske hjælpemidler. Ikke for at vinde, men for at blive ved med at køre. For Tour-rytterne har altid dopet sig".
Joakim Jakobsen tilskriver publikums tilsyneladende accept af brugen af doping løbets umenneskelige hårdhed: "Lige så usentimentalt publikum gennem tiden har accepteret rytternes brug af medicinalindustriens produkter, lige så sværmerisk opfatter vi den enkelte rytters kamp. Det skal være hårdt. Så omfavner vi dem til gengæld også. (...) Tour-rytterne er ganske enkelt mænd, der ofrer sig, slider sig selv til den sublime tilstand. Kald det grinagtigt, anakronistisk og banalt – sådan er det bare, og vi respekterer og beundrer dem for det".

Samme forsvar for dopingmisbruget udtrykker Jørgen Leth i kronikken "De gode og de onde i cykelsporten" i Politiken den 26. oktober 2012 (se kilder):

"Spørgsmålet er (endnu en gang): Gør det ikke ondt, når man elsker cykelsporten, som du gør? Altså den nye galopperende dopingaffære. Nej, det gør det faktisk ikke. Jeg tager det som en del af livet. Pessimisterne siger, at det er cykelsportens død. Nej, siger jeg, det er det ikke. Overhovedet ikke. Cykelsporten spræller, den er i live. Den kommer over denne krise, ligesom den kom over de forrige. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. (...) Og i disse år oplever sporten en stærkt stigende global interesse, som stimuleres af dyrkelsen af målbevidst cyklen som livsstil. Det er, som om publikum siger: Det kan godt være, de snyder, men vi vil bare se spændende cykelløb. (...)Jeg er imod, at man tager Toursejrene fra Armstrong. Hans regime er historie nu. Han var den bedste blandt ligemænd (lige dopede)."

I kommentaren "Doping er forståeligt i en umenneskelig sport" bragt i Dagbladet Information lægger specialestuderende i journalistisk og filosofi Rasmus Løppenthin den 26. oktober 2012 sig i forlængelse af Jørgen Leth:

"Den dominerende nypuritanisme og dens nærmest nazistiske fokus på korrekthed får offentligheden til at forvente, at cykelsport er som et dukketeater med velfriserede, kristne kostskoleelever som dukkeførere. Etikken stikker bare ikke særlig dybt, men er pænhedsskolens intellektuelle forsøg på at fjerne en ubehagelig virkelighed. (...) Cykling er nemlig ikke en hyggelig spejdersport, men er baseret på en syg og nærmest umenneskelig idé – og derfor er vi betaget af den (se kilder). Tour de France er så hårdt, at det næsten er ufatteligt, at nogen kan gennemføre det. Og som meget andet eliteidræt er det overhovedet ikke sundt at dyrke cykling på absolut topniveau. Rytterne nedbryder deres krop dag ud og dag ind og sulter sig anorektisk tynde for ikke at blive parkeret på stigningerne. Ærlig talt: Kan man bebrejde dem at benytte sig af diverse stimulanser for at komme igennem dette smertehelvede, som vi gladeligt følger i fjernsynet? Helt fra sportens barndom har det da også været normalt at benytte sig af alt fra kokain til cognac henover amfetamin, EPO og bloddoping. For bare at gøre det hele lidt mere udholdeligt og få stængerne op på cyklen næste dag. The show must go on."

Derimod tager Informations Georg Metz i kommentaren "PH i ens korte liv" stærkt afstand fra dopingmisbrugets dominans i cykelsporten:

"Den amerikanske supercykelhelt Lance Armstrong er nu frataget samtlige sine Tour de France-titler, fordi han på tourerne har været dopet fra pedaler til cykelhjelm (se kilder). Akkurat som vor hjemlige Riis, der sjovt nok stadig er benovet forsidestof i sportstillæggene, skønt også han som bekendt og med tilbagevirkende kraft fik revet førertrøjen af sin forgiftede krop. PH udtrykte tidligt skepsis over for massesporten og ikke mindst dens presse og propaganda, der var forbundet med hysteriet. Han så jo de totalitære systemers udnyttelse af idiotien. Konkurrencemomentet skruet op i vanvittig nationalisme, som den Gunnar Nu Hansen formidlede allerede i radioens barndom. Men også ved påstanden om konkurrenceidræt som noget nær naturbestemt karakterforædling.

Indvendingen mod sport på det niveau som det modsatte og virkelighedsflugt synes at være bekræftet i dopingskandalerne, der burde sætte en stopper for det årligt tilbagevendende selvkørende svindelnummer på franske landeveje og pille mediedækningen af plakaten. Man kan lige så godt lave reportage om, hvem der kommer først til nærmeste pusher. Hva’ mæ om Jørgen Leth gav en god forklaring på historien, og hva’ mæ om cykelsportskommentatorerne i deres almægtighed stak os en undskyldning for løgn i kilometervis samt et utal af års misbrug af sendetid i tv."