Doping før og nu

Hvad har dopingens rolle i cykelsporten tidligere været?

De seneste år har misbruget af doping til en vis grad overskygget de sportslige præstationer. Men at cykelrytterne fylder sig med alt muligt for at opnå bedre resultater er slet ikke en ny forseelse.

I artiklen "Dopingens guldalder" fra Weekendavisen 2004 fortælles det, at rytterne før Anden Verdenskrig supplerede deres diæter med diverse stimulanser og rå narkotika - blandt andet heroin og kokain (se kilder). Perioden efter Anden Verdenskrigs afslutning var en opblomstringstid for medicinalindustrien, og de mange stoffer gjorde også deres indtog i Tour de France. Brugen af dem boomede og gjorde 50'erne til en guldalder for den åbenlyse doping. Artiklen opridser, hvordan rytterne efter krigen fik adgang til en bred vifte af nye medikamenter. De nye præparater havde en stribe effekter, der gjorde dem særligt populære blandt feltets ryttere.

 * Morfin: kunne dulme smerterne.
 * Amfetamin og slankepiller: kunne peppe systemet op.
 * Syntetiske kamferprodukter: kunne øge lungernes evne til at optage ilt.

For en mere uddybende behandlingen af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

5 gange Tour de France vinder US Postal rytter Lance Armstrong.
5 gange Tour de France vinder
US Postal rytter Lance Armstrong
cykler ned af et bjerg gennem
den 204,5 km lange etape fra
Bourg-d'Oisans til Le Grand
Bornand i juli 2004.

Foto: Stefano Rellandini / Scanpix

Hvad er dopingkontrol i Tour de France?

I 1966 indførte man dopingkontrol i Tour de France. Det var fransk politi, der stod for stikprøvekontrollen, da man mente, at doping og dopingstoffer faldt ind under det kriminelle område og altså var en sag for ordensmagten. Senere overgik håndhævelsen af dopingkontrollen til løbets arrangører. Kommer en rytter under mistanke for dopingmisbrug, kan han udelukkes fra løbet.

Den skærpede kurs mod dopingen forhindrede dog ikke, at man det følgende år kunne opleve en af løbets alvorligste dopingtragedier, da englænderen Tom Simpson kollapsede og døde på en skrap bjergetape. Simpson var kendt som en uhyre kompromisløs idrætsmand og levede efter mottoet: "Hvis man dør af ti, så tager jeg ni!" Artiklen "En tvivlsom helgen" fra Weekendavisen i 2002 fortæller, hvordan Simpson havde amfetamin buldrende i kroppen, da han kørte ind på en meget stejl stigning (se kilder). Stoffets virkning betød, at Simpson kørte langt ud over kroppens fysiske grænser. Han mærkede ikke klart nok, hvad der var ved at ske. Det betød, at kroppen kort før toppen sagde stop. Simpson faldt af cyklen og lå livløs i vejsiden, slået ihjel af overmenneskelig anstrengelse.
På baggrund af denne og et utal af andre episoder fra Tour'ens brogede historie opsummeres det i artiklen "Et tempel af amoral" i Weekendavisen 2004, at: "Nutidens cykelfelter er spejderlejre i forhold til de foregående årtiers vilde party af amfetamin og steroider, men dopingen er der naturligvis stadig, eftersom det opfattes som en nødvendighed" (se kilder).

Hvad er dopingens medicinske rolle i moderne cykelsport i dag?

Hans Ole Hein er læge i arbejdsmedicin på Bispebjerg Hospital. Han er overbevist om, at dopingen også i dag spiller en central rolle i disse års Tour de France, der ofte betegnes som 'den ultimative manddomsprøve'.

Han mener, at det, der kunne kaldes en stor sportsbegivenhed, er gennemsyret af snyd og bedrag. Her hentyder han blandt andet til cykelrytternes letsindige omgang med mange forskellige medikamenter. Det er nemlig ofte nye og uprøvede stoffer, der netop er udviklet af medicinalindustrien. Derfor kender man ikke den fulde virkning af stofferne, specielt kender man ikke bivirkningerne. Hein ser flere medicinske paralleller mellem dopede cykelryttere og 'almindelige' stofmisbrugere: Som narkomaner indtager cykelryttere stoffer, som man ikke kender effekterne af. Man er villig til at prøve næsten alt for at opnå det, man ønsker. Narkomaner ønsker et kick, og dopede sportsfolk ønsker en bedre placering, mener Hein, der kalder hele løbet for et kæmpestort medicinsk eksperiment. I 2004 pegede han således på, at løbets publikum skulle skamme sig over at være underholdt af at se på disse "cyklende kemikalieflasker". Lægens pointer er blevet understreget af de kaotiske begivenheder, man har kunnet opleve under de seneste par års Tour de France. Adskillige stjerneryttere er blevet fanget af dopingkontrollerne og udelukket fra videre deltagelse i løbet. Flere af de seneste års største skandaler er dog sket uden for løbets etapedage. Det gælder blandt andet for vinderen fra 2006-udgaven af løbet, amerikaneren Floyd Landis fra Phonak-mandskabet. Efter sin samlede sejr blev der efterfølgende påvist, at han havde brugt doping med testosteron, der er det mandlige kønshormon, på sin vej mod sejren. I 2007-udgaven af løbet blev den førende rytter, danske Michael Rasmussen, trukket ud af løbet af sin arbejdsgiver på baggrund af mistænkelig omgang med visse paragraffer i dopingreglementet.
For en mere uddybende behandlingen af dopingmedikamenterne: Se Faktalink-artiklen om Doping.

Hvad er EPO?

I de seneste år har meget af dopingdebatten centreret sig om det præstationsfremmende stof EPO. Idrætsforskere som eksempelvis Chris MacDonald peger på, at stoffet er naturligt forekommende i kroppen, hvor det stimulerer produktionen af røde blodlegemer. De røde blodlegemer er centrale i en udholdenhedssport som cykling. De transporterer nemlig ilt rundt i kroppen, og blodlegemernes effektivitet er afgørende, fordi kroppens muskler skal bruge ilten, når maden skal nedbrydes og omdannes til energi. Det er for at øge hastigheden i den proces, at man kan tilføre kunstigt fremstillet EPO. Denne type doping har især været udbredt i 1990'erne. Det blev understreget af en lang række bekendelser fra tidligere topryttere, der - en efter en eller i små grupper - valgte at tale ud i fuld offentlighed og indrømme et massivt forbrug af stoffet tidligere i karrieren.

Hvad er hæmatokritværdi?

Hæmatokritværdien er et udtryk for procenten af de ilttransporterende røde blodlegemer af det samlede blodvolumen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodbanen, jo mere ilt kan blodet indeholde. Man kan udskille de røde blodlegemer fra resten af blodet ved en centrifugering. Hvis for eksempel 45 procent af den samlede mængde blod består af røde blodlegemer, så siger man, at hæmatokritværdien er 45. Den internationale cykelunion har sat en grænseværdi for mandlige cykelryttere, der ligger på 50. Det betyder, at hvis rytterne har 50 procent eller mere af røde blodceller i forhold til plasma i blodet, så bliver de udelukket fra løbet.

Hvad er bloddoping?

EPO-misbrug har været en af de mest udbredte former for doping de senere år. En anden form for doping betegnes 'bloddoping'. Det foregår typisk ved, at man tapper cirka en halv liter af sit eget blod nogle dage før en konkurrence. Menneskets organisme producerer derefter selv den manglende halve liter. Umiddelbart inden konkurrencen får rytteren så tilført den halve liter blod igen, og derved øges hæmatokritværdien uden brugen af EPO. Man kan også benytte sig af en såkaldt 'homolog' metode, hvor det er en anden persons blod, der tilføres. Sidstnævnte metode er relativ enkel at afsløre i en dopingtest. Bloddoping spillede en væsentlig rolle ved Tour de France 2007. Forhåndsfavoritten Alexandre Vinokourov fra det kasakhiske hold Astana blev diskvalificeret efter at være afsløret i dopingkontrollen efter 13. etape. Denne etape var en enkeltstart, og som vinder skulle Vinokourov dopingtestes. Testen afslørede, at kazakstaneren havde benyttet sig af 'homolog' bloddoping for at forbedre sin præstation.

Bloddoping fik også afgørende betydning for udfaldet af Tour de France året forinden. En række af forhåndsfavoritterne blev udelukket fra løbet, fordi man mistænkte dem for at være involveret i en sag, hvor en række ryttere havde deltaget i et omhyggeligt udført dopingmisbrug. Sagens hovedperson var manden, der angiveligt planlagde og udførte dopingen, den spanske cykellæge Eufemiano Fuentes. Blandt de anklagede ryttere var den tyske stjerne Jan Ullrich og italienske Ivan Basso – sidstnævnte kørte på det danskejede hold CSC.
På hjemmesiden www.antidoping.dk kan man læse en artikel om bloddoping (se kilder).
Hvad er doping med testosteron?

En anden mulig måde at dope sig på er at indtage det mandlige kønshormon testosteron. Stoffet er et hormon, der øger muskelstyrken og får brugte eller ødelagte muskler til at restituere hurtigere. Midlet kan have en virkning fra dag til dag. Normalt regulerer kroppen selv behovet for kønshormonet. Derfor kan niveauet af testosteron godt svinge. Det var netop det forhold, amerikaneren Floyd Landis benyttede som bortforklaring, da det blev påvist, at han havde haft et unaturligt højt niveau af hormonet i kroppen, da han vandt en meget krævende etape under løbet i 2006. Resultatet af den såkaldte A-prøve forelå få dage efter løbets afslutning, mens resultatet af kontrolprøven, B-prøven, fulgte nogle uger senere. Begge prøver viste, at han havde dopet sig til sejren i Tour de France i 2006. Den 30. juni 2008 blev Landis endelig dømt skyldig for doping af den internationale sportsdomstol CAS, og blev frataget sejren for 2006. Den gik dermed til Oscar Pereiro. En af de mest udbredte former for doping med testosteron sker gennem de såkaldte ’anabolske steroider’. De kom på listen over forbudte dopingstoffer i 1975. Man kan læse mere om denne form for doping på Antidoping Danmarks hjemmeside (se kilder).

Vil dopingmistanken kvæle Tour de France?

Legal og illegal brug af medicin har gennem hele løbets historie været tæt knyttet til Tour de France. Tour de France-rytternes massive forbrug af stoffer, der befinder sig på - eller over - grænsen for det tilladte, får tit debatten om løbets fremtid til at blusse op.

Alligevel har næsten alle de aktive topryttere hårdnakket benægtet brugen af doping. Det forhold har gjort ireren Pat McQuaid, der er præsident for den internationale cykelunion, rasende, og det har i et interview, der blev bragt i artiklen ”Led og ked af dopingnægterne” i Ekstra Bladet i 2006, fået ham til at tale dunder mod doping i cykelsporten og mod de ryttere, der ikke vil indrømme deres misbrug (se kilder). “Vi gør mere (i kampen mod doping) end alle andre forbund, men ( ... ) der er en benægterkultur i cykelsporten. Det er med til at give sporten et imageproblem, der er et af sportens største problemer i disse år.” Han fortsætter: “En stjerne bliver taget, men andre, der kører lige så hurtigt, gør ikke. Det får os (cykeltilskuerne) til at tro, at alle er dopet, og det er ikke nødvendigvis rigtigt”.

Billedet af de dopingmisbrugende cykelryttere er blevet forstærket over de seneste år. Dette gælder ikke mindst efter løbene i 2006 og 2007, hvor dopingskyerne hang tungt over de franske landeveje. I begge løb er markante ryttere i feltet - Floyd Landis i 2006 og Alexandre Vinokourov i 2007 - blevet fældet efter påvist brug af doping. Mens Landis primært havde indtaget testosteron, så havde Vinokourov benyttet sig af homolog bloddoping. Fælles for deres dopingmisbrug er, at det er blevet foretaget på en måde, der har været ret simpel at spore - og det har været kendt af begge ryttere. Ydermere blev dopingkontrollen foretaget helt rutinemæssigt. I begge tilfælde vandt rytteren den foregående etape, og skulle derfor efter reglerne gennemgå en obligatorisk dopingtest. Det har derfor været kilde til stor forundring blandt både eksperter og almindeligt cykelinteresserede, at to af sportens højest profilerede stjerner ville benytte en så simpel og utilsløret form for doping, der uundgåeligt ville blive opdaget.

I artiklen ”Sejr for enhver pris”, der også blev bragt i Berlingske Tidende i 2006, prøver skribenten at forstå, hvad det er, der driver ryttere som Floyd Landis (og altså også Vinokourov) ud i et desperat og indlysende dopingmisbrug (se kilder). For cykelsporten har til alle tider kendt til brugen af præstationsfremmende stoffer, og de to er blot nogle af de seneste navne i en sport af faldne og falmede helte. Artiklen er forundret over omverdenens voldsomme reaktion på afsløringen af Landis: ”Ingen burde være voldsomt chokerede over - igen - at blive konfronteret med en historie fra pedalatleternes biokemiske overdrev, eftersom sporten i en mere end 100 år lang tradition repræsenterer en uendelig tirade af episoder med død og selvdestruktion på programmet”. Efter at have lidt frygteligt på løbets 16. etape i 2006 blev Landis set vandre rundt på hotelgangen, mens han tranceagtigt gentog “Jeg skal vinde det her cykelløb”. Næste dag kastede han sig ud i et vanvidstogt, der skaffede ham den samlede sejr. Om dette desperate angreb konkluderer artiklen: ”Efter alt at dømme med alt til faget hørende, hvad enten vi taler om amerikanerens ubændige, på mange måder beundringsværdige ærgerrighed. Eller hans vilje til at vinde for enhver pris og med alle til rådighed stående midler”. Vinokourov var styrtet flere gange i starten af løbet i 2007. Hans illusioner om den samlede sejr i løbet var dermed forsvundet. Uden chance for den samlede sejr var han tilsyneladende rede til at kaste sig ud i et desperat - og umiddelbart ugennemtænkt - forsøg på hurtig oprejsning og ære.

Tour de France 2008 blev på ingen måde et rent løb, på trods af, at der var taget flere skridt for i jagten på dopingspøgelset, og særligt et stort, kontroversielt af slagsen: Astana-holdet var helt udelukket, selvom de ikke var på UCIs karantæneliste. ASO, som er det firma der ejer Tour de France (og andre cykelløb), mente, at holdets involvering i flere dopingskandaler året før havde ”udøvet skade på Touren og cykelsport som helhed”. Dette udelukkede en af de absolutte forhåndsfavoritter, Alberto Contador, der havde vundet løbet året før, fra deltagelse i løbet.

Efter at have vundet to etaper i 2008-Touren blev italieneren Riccardo Ricco testet positiv for brug af EPO og blev diskvalificeret. Hans hold Saunier Duval, som på daværende tidspunkt havde tre etapesejre og havde kørt et fremragende løb, valgte senere at trække sig helt ud af Touren.
Flere involverede og forskellige dopingeksperter har efter afslutningen på Tour de France 2008 diskuteret omfanget af doping, og selv om der var lige så mange positive tests som i 2007, har det været argumenteret, at det øgede antal af kontroller ville have fanget flere, hvis ikke niveauet af doping var faldet.

2009 var, med hensyn til dopingskandaler, et godt år for Tour de France. Kun to ryttere blev udelukket fra cykelløbet på grund af positive dopingtest, den ene før og den anden efter løbet. Begge ryttere var forholdsvis ukendte og havde ringe betydning for udfaldet af løbet, hvorfor sagerne ikke fyldte meget i mediedækningen af touren.
En af grundene til det lave antal positive dopingtest er muligvis den øgede kontrol med cykelrytterne. Især favoritterne blev testet oftere end nogensinde før. På den baggrund vurderer både dopingeksperter og involverede fra løbet, at touren de næste par år kan fokusere på det, det hele handler om: alle tiders cykelløb.

I 2010 blev Alberto Contador efter løbet dømt for at have haft for store mængder af det ulovlige stof clenbuterol i kroppen, ifølge ham selv efter at have spist en forurenet bøf på en spansk restaurant. Sagen har rejst principiel diskussion om stoffer fra madvarer.

I 2011 blev Aleksandr Kolobnev fra Team Katusha testet positiv for det forbudte stof hydroklortiazid.

Hvilke konsekvenser har dopingsagen mod Lance Armstrong?

I oktober 2012 blev der sat nye standarder for, hvilke konsekvenser et dopingmisbrug kan have. Den syvdobbelte tourvinder Lance Armstrong opgav i august 2012 kampen mod det amerikanske antidopingagentur Usada, der i en lang rapport fastslog hans årelange dopingmisbrug. Usada ville på baggrund af dopinganklagerne fratage Armstrong alle hans resultater efter 1. august 1998 og give ham livsvarig karantæne fra cykelsporten.

I oktober gik den internationale cykelunion UCI ind i sagen, og de fulgte Usadas beslutning, hvorved Armstrong pr. 22. oktober 2012 blev frataget de syv samlede Tour de France-sejre, som han vandt i perioden 1999 til 2005 ligesom 20 etapesejre fra samme periode. Hans bedste placering i Tour de France var herefter en 36. plads fra 1995-udgaven af Touren.

UCIs opbakning om rapporten har haft omfattende konsekvenser – ikke kun for Armstrong men for hele cykelsporten og branchen omkring den. Nogle af de konsekvenser, som Usadas 1.000 sider lange rapport førte med sig, var udover Armstrongs mistede titler og livstidskarantæne:

·         Den hollandske bank Rabobank meddelte 19. oktober, at de efter 17 år i sporten ville stoppe som sponsor af cykelholdet af samme navn ved årsskiftet 12/13.

·         Cykelproducenten Trek stoppede sit sponsorat af Lance Armstrong.

·         Nike og andre sponsorer forlod Armstrong.

·         Belgieren Johan Bruyneel, der var sportschef og manager på cykelholdet Radioschack-Nissan, blev fyret, da han ifølge Usadas rapport var en af bagmændene bag omfattende dopingsnyd på cykelholdet US Postal.

Rapporten er delvist udformet på baggrund af vidneudsagn fra cykelryttere og andre branchefolk, og den irske UCI-præsident Pat McQuaid takkede de mange ryttere, der har vidnet i sagen. Ved et stort pressemøde sagde han ifølge artiklen ”UCI fratager Armstrong syv titler” endvidere: ”Det er ikke første gang, cykelsporten har stået ved en skillevej. Vi finder en vej fremad. Cykelsporten har en fremtid.” (Se kilder).

Da den danske cykelrytter Bjarne Riis har i modsætning til Armstrong indrømmet sit dopingmisbrug og det er ifølge McQuaid årsagen til, at Riis kan fortsætte i cykelsport, mens Armstrong er udelukket. ”Omvendt har Lance Armstrong ikke indrømmet noget som helst – på trods af alt det bevismateriale, som der er i denne rapport, som viser han har brugt doping,” siger McQuaid ifølge artiklen ”UCI-præsident: Forskel på Riis og Armstrong” (se kilder).

Ifølge Christian Prudhomme, der er direktør for Tour de France, bliver ingen andre ryttere tildelt Tour-sejre i årene 1999-2005.

Udover de konkrete konsekvenser af Armstrongs doping har sagen tvunget den internationale cykelverden til at se indad og ransage egne metoder. UCI er af en lang række cykelforbund blevet opfordret til at igangsætte en uvildig undersøgelse af deres rolle i Armstrong-sagen, da flere aktører har luftet mistillid til ledelsen i UCI inklusiv præsident Pat McQuaid. UCI har modtaget to større pengebeløb fra Lance Armstrong, og samtidig går der rygter om, at UCI har ladet flere mistænkelige dopingprøver passere. Kravet om en uvildig undersøgelse kommer bl.a. fra den danske cykelunion DCU, hvorfra formand Tom Lund ifølge artiklen ”DCU kræver kulegravning af Armstrong-sag” siger: ”Det har vi gjort for at imødekomme alle former for spekulationer om UCI’s rolle i perioden, som Usada-rapporten beskriver (se kilder). Det vil jeg gerne have afklaret, så vi kan komme videre.” Andre røster har lydt endnu tydeligere, og vinder af Tour de France 2005 Oscar Pereiro udtaler ifølge artiklen ”Reaktioner på UCI’s rolle i Armstrong-sagen” (se kilder): ”Hele UCI bør gå af. Efter så mange år er det frustrerende, at Armstrong fældes på baggrund af gamle holdkammeraters vidnesbyrd og ikke på baggrund af andre beviser. UCI’s straf er på den ene side konsekvent, men trist på den anden side, fordi den beviser, at dets system ikke fungerer.” Efter kritikken besluttede UCI d. 26. oktober 2012 at nedsætte en uvildig kommission til at undersøge unionens rolle i dopingsagen.

Hvad betyder Armstrong-sagen for det danske cykelmiljø?

I Danmark har sagen også haft konsekvenser for cykelsporten. Anti Doping Danmark ADD har på baggrund af Armstrong-sagen efterlyst efterforskningsenheder. ADD-direktør Lone Hansen sagde i den forbindelse: ”Nationale antidopingorganisationer har brug for kapacitet til at indsamle og gøre brug af efterretningsdata til at kunne rejse denne type af sager ved hjælp af andre beviser end positive laboratoriesvar” ifølge artiklen ”K-ordfører vil have mere politi i dopingkampen” (se kilder). I samme artikel understreger de konservatives idrætsordfører Brian Mikkelsen, at en sådan efterforskningsenhed vil kunne redde sporten: ”Der er ikke samarbejde nok mellem politi og antidopingmyndighederne, og politiet har ikke nok redskaber til virkelig at gribe ind.” Hidtil er de fleste ressourcer hos ADD gået til at bekæmpe doping hos motionister, men efter sagen mod Armstrong er der bred politisk enighed om at revurdere og styrke indsatsen mod elitedoping.