Introduktion til Tour de France

Hvad er det særlige ved Tour de France?

20.07.2004 16. etape fra Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez. Første mand på vej til Alpe d´huez er Joly Sébastian, Credit Agricole. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
20.07.2004 16. etape fra
Bourg-D'Oisans til L'Alpe D`Huez.
Første mand på vej til Alpe d´huez
er Joly Sébastian, Credit Agricole.
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Tour de France betegnes tit som 'verdens hårdeste etapeløb'. For en professionel cykelrytter er touren det mest prestigefyldte løb, man kan vinde gennem hele året. Med en længde på mellem 3.000 og 4.000 kilometer – den præcise længde varierer fra år til år – er det verdens længste etapeløb.

I Tour de France konkurrerer rytterne dels om at vinde løbet sammenlagt, dels om at vinde en eller flere af løbets etaper. Løbet afholdes over cirka tre uger i juni og juli måned, hvor der køres omkring 20 etaper. Det fineste er at vinde løbet sammenlagt, og den førende rytter i denne konkurrence bærer den gule førertrøje. Løbet er en stor kulturbegivenhed, ikke mindst i Frankrig. Det har en helt særlig betydning, hvis en fransk cykelrytter kan vinde på den franske nationaldag, Bastille-dagen, den 14. juli.

Det er også det cykelløb i verden, der har det største præmiebeløb. Ifølge løbets officielle hjemmeside var præmiesummen i 2011 på mere end 3,5 millioner euro, hvilket svarer til omkring 26 millioner danske kroner. Præmiesummens størrelse har dog mistet en del af dens værdi for rytterne, idet de største penge er at tjene ved de aktiviteter, der følger i kølvandet på en sejr, eksempelvis sponsoraftaler. Samtidig har løbet en mediedækning, der overgår næsten alle andre sportsbegivenheder i verden. I dag står den franske sportsavis L’Équipe  som arrangør af Tour de France, mens de mange praktiske forhold omkring løbets afvikling ligger i hænderne på selskabet Société du Tour de France.

Hvad kendetegner et etapeløb som Tour de France?

Tour de France tilhører gruppen af løb, der er delt op i flere etaper. Der køres én etape per dag i løbsperioden – undtaget de enkelte hviledage, der er indlagt for at give rytterne et lille pusterum. Hver etape er i sig selv et cykelløb, hvor der findes en vinder. Rytterne kører alle med et bestemt nummer på cyklen. Løbsledelsen holder øje med dette nummer, når rytterne passerer målstregen. Efter hver etape regner løbsledelsen sig på den måde frem til, hvilken rytter der fører i den samlede stilling – kaldet løbets 'klassement'. Den rytter, der ved løbets slutning har haft den hurtigste køretid på alle etaperne tilsammen, vinder Tour de France.

Hvilke regler findes der i Tour de France?

Der køres efter det generelle reglement for etapeløb, der er fastsat af den internationale cykelunion, UCI. Reglerne handler blandt andet om rytternes opførsel på ruten; det er for eksempel forbudt at skubbe til hinanden. Regelsættet suppleres af en samling særligt udformede regler, der er tilpasset touren. For eksempel er det forbudt for Tour-ryttere at tale i mobiltelefon under etapen.

Hvis en rytter gribes i mindre forseelser, idømmes han typisk en bøde på mellem 50 og 200 schweizerfranc – cirka 240 - 975 kroner. Sportsdirektøren for det hold, som rytteren kører for, idømmes også en bøde, da det i sidste ende er ham, der er ansvarlig for, at holdets ryttere følger reglerne. Er forseelsen mere alvorlig, kan den straffes med eksempelvis en større bøde, en tids- eller pointstraf eller i sidste ende diskvalifikation.

Hvilke typer etaper findes der i Tour de France?

Ruten i Tour de France, der fører rytterne igennem store dele af det franske landskab, er opdelt i etaper. Der er tre hovedtyper af etaper:

 * De flade etaper: Her er ruten - eller det meste af ruten - på flad vej. I den samlede stilling har disse etaper sjældent afgørende betydning, idet der ikke sker store tidsforskydninger i løbets 'klassement'. Det skyldes, at feltet kommer 'samlet ind', og alle rytterne får noteret samme tid. Som regel bliver de flade etaper vundet af en sprinter, der vinder i en massespurt.

* Bjergetaperne: Bjergetaperne er de vanskeligste og de mest dramatiske. Her skal rytterne kæmpe sig over flere vanskelige bjergpas. I hver etape inddeles bjergene i fem kategorier efter sværhedsgrad, fra 1, 2, 3 og 4 til 'HC' - 'hors cathégorie'. Det er fransk og betyder, at denne stigning er så skrap, at den betegnes som værende uden for kategori. Etaperne er særlig vigtige for løbets store linjer. Det er her, at de væsentligste forskydninger i den samlede stilling finder sted.

* Enkeltstarterne: Her kører rytterne enkeltvis på en rute, der både kan strække sig på flad vej og i mere bjergrigt terræn. Rytterne starter med et par minutters mellemrum, og der tages tid på hver enkelt. Den rytter, der har kørt ruten igennem hurtigst, vinder enkeltstarten.

Ud over de tre hovedtyper finder man 'prologetapen'. Den kan betegnes som en slags mini-enkeltstart, der strækker sig over nogle få kilometer, og indleder årets løb. Prologen har to formål. For det første giver den arrangørerne lejlighed til at præsentere rytterne én efter én. For det andet indfører prologen med det samme tidsforskydninger i 'klassementet' - fra første dag får løbet en førende rytter i gult.

Kategorierne blev oprindeligt lavet af hensyn til ledsagerbilerne. Ved at studere rutens kategorier kunne chaufføren vurdere, om bilen havde kræfter til at køre over bjerget, eller om stigningen var for skrap for rytternes motoriserede følgesvende.

Hvordan ser Tour-holdenes hierarki ud?

En velfungerende holdstruktur kan være afgørende i et holds kamp for at vinde den gule trøje. Et hold i Tour de France har typisk et hierarki, der tillader stjernerne på hvert hold at koncentrere sig om sejren. Fordelingen af arbejdsopgaver mellem et holds ryttere ser typisk således ud:

* Holdkaptajnen: Rytteren, der skal køres frem til den samlede sejr. Undervejs på ruten dirigerer kaptajnen med holdets øvrige ryttere.

* Løjtnanten: Holdets vigtigste hjælperytter. Løjtnanten skal sørge for, at holdkaptajnens ønsker og taktiske hensigter bliver givet videre til holdets andre ryttere. Det er også løjtnantens opgave at støtte og hjælpe kaptajnen på rutens nøglepunkter - det vil sige på særligt vanskelige passager, hvor holdets øvrige ryttere ofte ikke kan følge med.

* Hjælperyttere: Resten af holdet består af hjælperyttere, der har en bred vifte af forskellige opgaver i holdets bestræbelser på at køre kaptajnen frem til den samlede sejr. De søger generelt at neutralisere de andre holds angreb for at forbedre deres eget holds vinderchancer.

Ud over rytterne i sadlen består et cykelhold også af en sportsdirektør. Han kan på en måde sammenlignes med en manager i en fodboldklub. For eksempel er det ham, der i samråd med kaptajnen lægger taktikken og dirigerer med holdets ryttere.

Hvilke ryttertyper findes der?

Flere eksperter, blandt andet idrætsforskeren Chris MacDonald inddeler rytterne i dagens Tour de France i tre hovedkategorier og en fjerde, eksklusiv klasse:

* "Temporyttere": Ryttere, der har specialiseret sig i kørsel på flad vej og på enkeltstarter.

* "Klatrere": Ryttere, der klarer sig godt på de skrappe bjergskråninger.

* "Komplette ryttere": Ryttere, der er moderat gode i alle terræner.

* Den fjerde eksklusive klasse er ryttere, der kan brillere i alle terræner. Her nævnes moderne eksempler som tyskeren Jan Ullrich og amerikaneren Lance Armstrong, og den stadig aktive Levi Leipheimer, der også er fra USA.

Temporytterne hører generelt til de tunge i feltet med en kropsvægt mellem 70 og 75 kilo, mens klatrerne er lettere ryttere, der typisk vejer mellem 58 og 65 kilo. De komplette ryttere befinder sig vægtmæssigt mellem de to kategorier. På flad vej er det typisk en fordel at have en forholdsvis høj kropsvægt, men det bliver vendt til en ulempe i det øjeblik, ruten bevæger sig ind i et mere kuperet terræn.

Hvilke konkurrencer findes der i dag i Tour de France?

Tour de France består af flere forskellige konkurrencer, der tilsammen skaber løbets helhed. Antallet og udformningen af disse konkurrencer revideres jævnligt. I 2011-udgaven af Tour de France så de således ud:

* Det samlede 'klassement': Kampen om den gule trøje. Dette er den mest prestigefyldte konkurrence, og den gule trøje tildeles etape for etape til den rytter, der har den bedste tid sammenlagt.

* Pointkonkurrencen: Kampen om den grønne trøje. Er oftest en kappestrid, der tilgodeser sprinterne. Der tildeles point ved hvert etapemål samt ved spurter undervejs på ruten. De er opdelt i fire kategorier - flade, kuperede, bjerge og enkeltstarter - og der er flest point at hente på de flade spurter.

* Bjergkonkurrencen: Kampen om den hvide trøje med de røde prikker. I denne konkurrence gives der point til de ryttere, der forcerer stigningen hurtigst. Der uddeles flest bjergpoint på de skrappe stigninger i kategorierne '1' og 'HC'.

* Ungdomskonkurrencen: Kampen om den hvide trøje. Denne konkurrence er forbeholdt ryttere under 25 år. Stillingen regnes ganske enkelt ud efter det samlede 'klassement' - den bedst placerede unge rytter i kampen om den gule trøje sikrer sig retten til at bære den hvide trøje.

* Holdkonkurrence: Her er der ingen trøje. På hver etape lægges tiden for de tre bedste ryttere fra hvert hold sammen, og facit indgår i holdkonkurrencen. Den har altså intet at gøre med den individuelle, samlede stilling, men er alene baseret på etaperesultaterne. Det førende hold i denne konkurrence bærer rygnumre med gul baggrund, mens de almindelige er sorte cifre på hvid baggrund.

* Fighterkonkurrencen: På hver etape giver en jury point til den mest angrebsivrige rytter. Dermed etableres der en rangliste over løbets mest offensive deltagere. Den førende rytter i denne stilling udskiller sig fra de andre ved at bære et hvidt rygnummer på rød baggrund.

Hvilke typer forplejning giver man rytterne?

I Tour de France må rytterne have forplejning med fra etapens start. Desuden må de modtage vand og andre fornødenheder ved specielle, officielle forplejningszoner på ruten. Derudover må de kun modtage forplejning fra det enkelte holds servicebil. Når etapen er i gang, må løbets ryttere altså lade sig falde tilbage til de biler, der befinder sig bag feltet eller eventuelt bag en udbrydergruppe, hvis de vil have noget vand, energidrikke, frugt eller andre madprodukter. Opgaven pålægges typisk en af holdets hjælperyttere, der lader sig falde tilbage til holdets bil, hvor forplejningen rækkes ud ad vinduet. Hjælperytteren fylder lommerne i sin trøje med så mange vandflasker som muligt og kører op til feltet igen, hvor han fordeler de friske forsyninger mellem sine holdkammerater. Han sørger især for at holdkaptajnen har, hvad han skal bruge.