Historie og baggrund

Hvad er Myanmars moderne historie?

Myanmar – eller Burma – er et land i Sydøstasien. Dets to navne er et godt eksempel på landets konfliktfyldte politiske klima. Det var militærdiktaturet som i 1998 ændrede landets engelske navn fra ”the Union of Burma” til ”the Union of Myanmar”. Myanmar er landets officielle navn, men militærstyrets største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National Democracy League, insisterede længe på det gamle navn Burma; efter hun overtog regeringsmagten har hun dog selv kaldt landet Myanmar, blandt andet i en tale ved FN. Derfor er der i dag mindre debat om navnet, men i dagligdagstale kalder de fleste af landets borgere stadig landet for Myanmar.
I denne artikel bruges navnet Burma, når der refereres til landet inden 1998, og i forbindelse med Aung San Suu Kyi, og navnet Myanmar, når der er tale om begivenheder efter navneskiftet i 1998, eller i forbindelse med militærstyret.
Det centrale Burma var et selvstændigt rige ledet af Konbaung-dynastiet i 1800-tallet, inden det britiske imperium i 1886 erobrede hele landet. I 1930’erne voksede nationalfølelsen og antikolonialistiske strømninger frem blandt burmeserne. Som følge af det internationale rismarkeds kollaps i 1930 blev tusindvis af bønder forarmet og kom i gæld til britiske banker og pengeudlånere. Samtidig vandt marxismens ideer udbredelse i akademiske kredse, og i 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne. Under 2. Verdenskrig fulgte en turbulent periode for landet, hvor burmeserne i et forsøg på at hente hjælp udefra først kom under japansk besættelse og siden tilbage under englænderne i 1945. Efter forhandlinger om uafhængighed, ledet af Aung San, fik landet sin første forfatning i 1947.
Aung San nåede aldrig at opleve frugterne af sin indsats: Han blev myrdet af en militærenhed i paladset den 19. juli 1947, mindre end et halvt år før landet endelig opnåede selvstændighed den 4. januar 1948. Attentatet på Aung San blev af folket opfattet som et martyrium, og han fik status som nationalhelt og idol. Hans død fik alvorlige konsekvenser for den unge stats bæredygtighed: Inden koloniseringen havde de fleste etniske grupper i Burma været uafhængige folk, som styrede efter traditionelle politiske systemer i deres respektive områder. Da briterne efter 2. Verdenskrig forberedte tilbagetrækningen fra kolonierne, krævede de fleste etniske grupper deres uafhængighed og dermed retten til at danne egne stater. Men i stedet blev de, ikke mindst takket været Aung Sans dygtige forhandlinger, enige om tilsammen at danne Den Burmesiske Union, baseret på principperne om lighed, gensidig respekt og ret til selvbestemmelse.
Ifølge aftalen skulle den burmesiske union være en forbundsstat, men de ledere, som fulgte efter Aung San, overholdt ikke aftalen, og Burma blev i stedet en enhedsstat med U Nu på posten som premierminister. Styrets brud på forfatningsaftalen medførte en urolig periode i 1950’erne og 1960’erne præget af interne konflikter og af borgerkrig. Problemer, som omverden ikke hørte meget til, fordi opmærksomheden var rettet mod de mere voldsomme konflikter i Korea og Vietnam.

Hvornår kom militærstyret til magten?

Det urolige politiske klima skabte grobund for general Ne Wins statskup den 2. marts 1962. Kuppet blev enden på det demokratiske Burma: Ne Win ophævede unionsforfatningen, opløste parlamentet og arresterede alle regeringsmedlemmer, heriblandt premierminister U Nu og præsident Sao Shwe Taik. Med jernhånd regerede General Ne Win landet som militærstyre i 27 år. Han oprettede Burmas Socialistiske Programparti (BSPP), som reelt var under militærets kontrol, og forbød alle andre partier. Han nationaliserede bankerne, risindustrien – der var kilde til 70 procent af landets valutaindtægter – og den øvrige handel.
Under hans diktatur gik Burma, tidligere kendt som ’Asiens risskål’ fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste lande i verden. Økonomien skrumpede, mens militæret brugte alle de ressourcer, regimet fandt nødvendig, til at bekæmpe intern modstand. Fattigdommen tog til gennem årene.

Hvordan begyndte Myanmar at bevæge sig væk fra militærdiktaturet?

I 2008 gennemførte militæret en forfatningsændring, der ændrede retssystemet i demokratisk retning og banede vej for frie valg, skriver Information i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Baggrunden for reformerne var ifølge artiklen, at militærdiktaturet havde brug for stabilitet efter voksende utilfredshed i befolkningen med militærstyret, og at der blev lagt vægt på retlige reformer fra det internationale samfund. Der blev afholdt valg i 2010, men dette blev af det internationale samfund betragtet som udemokratisk, skriver Berlingske i en artikel den 12. april 2012 (se kilder). Aung San Suu Kyi og hendes parti stillede slet ikke op til valget, fordi hun først blev løsladt fra husarrest seks dage efter valget var overstået, der var ingen adgang for valgobservatører eller udenlandske medier, og der var stærk censur af nationale medier, skriver Berlingske den 8. november 2015 (se kilder).

Hvad skete der ved valget i 2012?

Den 1. april 2012 blev Aung San Suu Kyi valgt ind i parlamentet, og hendes parti, Den Nationale Demokratiliga, fik 43 af de 44 ledige pladser, som var til valg. Det var en stor fremgang for demokratiet i landet, men der var lang vej endnu: Resten af pladserne er forhåndsgivet til militærstyret, som stadig var i overvældende flertal med 664 medlemmer, skriver DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser” (se kilder). De indvalgte politikeres indflydelse blev med andre ord begrænset. At nationens frihedsikon, Aung San Suu Kyi, som har været i husarrest det meste af sit politiske liv, endelig kom i parlamentet var imidlertid et stærkt signal, som gav håb for oppositionen. Selv udtrykte hun efter valget en forsigtig optimisme. Da journalisterne ovenpå valgsejren spurgte, om dagen var vigtig for Burma, svarede hun ifølge ovennævnte artikel afmålt: ”Det vil kun tiden vise”. Formand for den danske Burmakomité, Jørgen Juul Rasmussen, sagde i artiklen ”Glæde over tegn på positiv udvikling i Burma” (se kilder), at selv om udviklingen er positiv, så var Burma stadig hverken demokratisk eller en retsstat.
I starten var der tvivl om, hvorvidt de valgte politikere overhovedet ville indtage deres pladser i parlamentet. Det forudsatte nemlig, at de aflagde en ed på,
at de vil forsvare forfatningen efter militærstyrets direktiver. Aung San Suu Kyi og hendes partifæller valgte i sidste ende at gå på kompromis: ”Igennem årene har vi altid troet på fleksibilitet i kampen, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores mål uden vold,” sagde hun ifølge artiklen ”Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament” (se kilder). Militærstyrets gradvise reformer har blandt andet ført til, at EU og USA midlertidigt suspenderede en stor del af sanktionerne mod Myanmar, skrev DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyi besøger Europa” (se kilder). Åbningen mod det internationale samfund er en hårdt tiltrængt udvikling i det lukkede og forarmede land, som i 49 år havde været udpint af militærets totalitære magt og underlagt embargo af verdens førende økonomier.

Hvad skete der ved valget i 2015?

Først i 2015 blev der afholdt et valg, der var relativt frit og demokratisk. Der var ikke censur op til valget, hvor 75 % af pladserne i parlamentet var på spil; militærstyret sidder på de resterende 25 % af pladserne, skrev Berlingske den 13. november 2015 (se kilder). Valget i 2015 blev betegnet som det første frie valg i landet siden valget i 1990, og ved valget vandt Aung San Suu Kyi og hendes parti National Liga for Democracy (NLD) flertal i begge parlamentets kamre. Omkring 30 millioner burmesere gik til stemmeurnerne. Flere end 90 partier og 6.000 kandidater stillede op til valget, hvor NLD vandt to tredjedele af de stemmer, der ikke på forhånd var reserveret til militæret. Der var både lokale og internationale valgobservatører til stede ved valget, ligesom både internationale og lokale medier dækkede det. Efter valget gik forhandlingerne mellem de demokratisk valgte partier og militærstyret i gang, og i foråret 2016 overtog Aung San Suu Kyi og hendes parti regeringsmagten i landet, om end militærstyret stadig sidder solidt på en del af magten.