Introduktion til Hooliganisme

Hvad betyder hooliganisme?

Begrebet hooliganisme kommer af det engelske ord hooliganism og kan ifølge Dansk Fremmedordbog (se kilder) oversættes med bølleoptøjer. Ordet hooligan dukkede første gang op i 1889 i den engelske dagspresse i forbindelse med et ikke-fodboldrelateret slagsmål. Ordet siges at stamme fra navnet på ireren Padraic Houlihan, der i 1800-tallet deltog i en hærværksaktion mod engelske fabrikker sammen med en gruppe irske småbønder som en protest imod den industri, der tvang bønderne væk fra deres oprindelige levevej. Selvom dette ikke forklarer, hvorfor det netop er fodboldfans, der er blevet tildelt betegnelsen hooligans, vidner det om, at hooligans altid har været opfattet som mere eller mindre voldelige og i opposition mod forskellige samfundsgrupper.  

Hvad er en hooligan?

I bred forstand betegner ordet hooligan en fodboldtilhænger, der dyrker sit fodboldhold på fanatisk vis, og som i bogstavelig forstand er villig til at slås for sit hold. Mange forbinder hooligans med stærkt berusede og voldelige fodboldfans, der kommer fra samfundets nederste sociale lag. I det billede er det småtbegavede, arbejdsløse voldsmænd, som ikke har andet at lave end at sidde på værtshus hele dagen, og som så samles en gang om ugen for at gå til fodboldkamp og slås. Virkeligheden ser dog noget anderledes og mere nuanceret ud. Der er formentlig både hooligans, som er arbejdsløse og hooligans, som har fast arbejde. Samtidig har også klubber, der ligger i områder, hvor der traditionelt er høj levestandard, små grupper af hooligans.

Det eneste, som ligger helt fast, er, at hooligans næsten udelukkende består af grupper af unge mænd på under 35 år. 

Hvorfor bliver man hooligan?

For langt de fleste hooligans er årsagen ikke alene knyttet til en interesse for fodbold. Hooligankulturen er i høj grad en social kultur, der dyrkes i stærke fællesskaber med bestemte ritualer og normer. Det mentale omdrejningspunkt er de klart definerede fjendebilleder i form af fans fra de andre fodboldklubber. Det fysiske omdrejningspunkt er stadion, men ofte mødes grupperne på værtshus inden kampen eller på aftalte steder, som for eksempel en togstation, hvor man slår følge.

Begrebet hooligan rummer mange facetter, og skal derfor forstås i lyset af en kompleks række af faktorer. Ifølge sportssociologen Eric Dunning i “Sport Matters – Sociological studies of sport, violence and civilization” (se kilder) er en hooligans opførsel et produkt af hans personlige sociale baggrund og de her-og-nu-begivenheder, som han står overfor, netop i den situation, hvor han opfører sig som decideret hooligan. Det kan for eksempel være, når hans yndlingshold taber, at han har indtaget alkohol eller narko, at stemningen på stadion er intens og overophedet og lignende. Derfor kan hooliganisme i vid udstrækning betragtes som en livsstil, der især udfolder sig 1-2 gange om ugen i forbindelse med fodboldkampe. Alligevel bliver hooligan-aspektet en stor del af personligheden, fordi det repræsenterer et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Ifølge Eric Dunning er de hooligans, der optræder særligt voldeligt eller racistisk, antageligt ikke ret interesserede i sporten, når det kommer til stykket. De bruger formentlig blot fodboldsfæren som en platform, hvorfra de kan dyrke deres interesser, eksempelvis slagsmål.

Det, der umiddelbart er afgørende årsager til, at man opsøger hooliganmiljøet, er det utroligt stærke sammenhold, der findes der. Den stærke identifikation, som fodboldholdet repræsenterer og den loyalitet, der findes blandt gruppens medlemmer, er næsten ikke at finde i andre subkulturer. Endvidere er den spænding, et hooligan-slagsmål medfører, en vigtig årsag. 

Hvad tænder de unge mænd?

Sammenhold og gruppepsykologi er også de væsentligste faktorer, når det kommer til at beskrive drivkraften bag, hvorfor personer som ellers er normalt fungerende, bedriver hooliganisme ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder), der skildrer drivkraften bag hooliganisme indefra. Bogen følger tre danske hooligans fra henholdsvis Southside United (Brøndby), White Pride (AGF) og Copenhagen Casuals (FCK), og viser hvordan de involverede personer sætter en stor ære i at forsvare den gruppe de høre til og til dels også den klub, de er en del af. En af de tilhængerne der i bogen optræder under navnet ’Søren’ fortæller om, hvor stor en betydning det har haft for ham at blive mødt med åbne arme, omsorg og opmærksomhed fra de ældre i grupperingen Southside United. Han beskriver det sociale aspekt som altafgørende element: ”For os betyder det sociale jo meget. Det er det, der holder os sammen og gør os stærke i forhold til andre (…) Når jeg slås, er det selvfølgelig for Brøndby, men det er mere for firmaet”. Det handler altså om sammenhold, om at have et tilhørsforhold og om æren der er forbundet med at indgå i dette broderskab om en fælles passion, der overskygger alt andet. ”Det er ukompliceret passion. Det er sgu rart at være et sted om ugen, hvor der kun er en ting, der betyder noget. Og det er sgu kun én ting, der betyder noget, når man er parat til at gøre, hvad man gør” siger en anden af fansene fra bogen.

Men ifølge bogen ”Hooligan – De danske broderskaber. Respekten, æren, rusen” (se kilder) handler det i høj grad også om kemi, som kan sammenlignes med den, der er på spil, når folk går i krig eller oplever en voldsom ulykke. Der bliver udskilt en masse stoffer i kroppen, og det er det kick, nogle af de involverede bliver afhængige af. En adrenalinrus der kan være vanskelig at forstå, men som er stærkt vanedannende i så høj grad at mennesker er villige til at sætte deres liv på spil for at opleve den igen og igen. Oven i rusen kommer så dopamineffekten. Dopamin er et signalstof, som har nogenlunde samme virkning som kokain i hjernen. Det frigives, når en person vinder et spil eller lykkedes med en vanskelig opgave: ”Adrenalinen tænder lunten, og endorfin og dopamin skal have en stor del af æren for den glædesfornemmelse, ro og følelse af succes, der skyller gennem kroppen efter et veloverstået slagsmål.” Om denne særlige rus udtaler en af bogens interviewpersoner: ”Jeg blev så glad for adrenalin, at jeg ikke var på særligt meget andet og faktisk slet ikke drak, når vi skulle slås, for det ødelagde rusen lidt, synes jeg. Uretfærdigheden, man kan føle, når holdet ikke vinder en fodboldkamp, var i sig selv nok til at gøre mig klar”.