Årsager og historisk udvikling

Hvad er årsagen til højreekstremismens fremvækst i 1980’erne og 90’erne?

Der er ikke nogen enkel forklaring på højreekstremismens fremvækst i den vestlige verden. Ifølge flere forskere kan der dog peges på en række politiske, sociologiske og økonomiske faktorer, som formodentlig er afgørende: 

  • · Problemer med integration af indvandrere og flygtninge i de vestlige samfund. Ifølge den britiske journalist Angus Roxburgh har de højreekstreme partier og organisationer peget på problemer, som har været tabubelagte i den almindelige politiske debat indtil begyndelsen af 1990’erne. Det gælder blandt andet problemer med integration af flygtninge og indvandrere. Den forklaring nævner Roxburgh i interviewet ”De veltrimmede populister lever” i Politiken den 22. december 2002 (se kilder). 
  • · Social udstødelse og marginalisering. Den tyske filosof Axel Honneth mener, at de grupper, der ikke føler sig anerkendt og værdsat af samfundet, typisk reagerer ved at danne modkulturer, som bruger vold for at vise deres utilfredshed. Den voldelige del af det højreekstreme miljø kan forklares som et udtryk for, at mange unge mennesker ikke føler sig anerkendt, forklarer Honneth i artiklen ”Hvordan skal de udstødte protestere?” i Information den 20. november 2004 (se kilder). Det gælder især unge, som er arbejdsløse og føler, at samfundet ikke har behov for deres evner. 
  • · Angst for globaliseringen og moderniteten. Opbrud i traditionelle samfundsstrukturer og stigende globalisering – herunder udflytning af arbejdspladser fra den vestlige verden – er ifølge den italienske samfundsforsker Piero Ignazi med til at skabe grobund for nationalistiske og konservative ideologier. Idealet i ideologierne er et homogent, overskueligt og tætvævet samfund, der ikke undgår større forandringer, hvilket også skulle gøre det muligt at undgå arbejdsløshed. Denne baggrund for højreekstremismens fremgang i Europa beskrives i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder). 
  • · Manglende historisk viden. En udbredt del af de højreekstreme miljøer har begrænset eller faktuel forkert viden om 2. verdenskrig og krigens konsekvenser, hvilket blandt andet er påpeget af Ole Lindboe i bogen ”Nynazismen – magt eller afmagt” (se kilder). Denne uvidenhed kan være med til at gøre unge åbne over for ideologier, der baserer sig på revisionistisk historieskrivning og udpeger bestemte befolkningsgrupper og minoriteter som syndebukke. 
  • · Økonomisk krise. I mange lande har samfundsforskere påvist en sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og tiltroen til det demokratiske system og de etablerede partier. Denne sammenhæng kan ifølge den italienske samfundsforsker Pietro Ignazi være med til at forklare fremgangen for en række højreekstreme bevægelser i Europa i 1990’erne. Mange af disse bevægelser har især fået tilslutning fra mennesker, der har mistet tilliden til de etablerede partier, fremhæver han i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder). 

Hvordan har højreekstremismen udviklet sig?

Højreekstremismen og –populismen har udviklet sig på to planer: Der er den blødere partipolitiske version af højrepopulismen, som partier såsom Dansk Folkeparti, tyske Alternative für Deutschland og franske Front National står for, og den markant hårdere højreekstreme linje, som bevægelser såsom tyske Pegida og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse repræsenterer. Mens de politiske partier er højrepopulistiske snarere end højreekstreme, så vedkender mange af de mere ekstreme bevægelser sig at være inspirerede af nazismen og fascismen.

Mens fascismen i mange forskellige diktatoriske afskygninger levede videre rundt omkring i verden efter 2. verdenskrig, så har især nynazismen først for alvor fået en genopstandelse i de vestlige lande i løbet af 1980’erne. Hvert enkelt land har i høj grad sin egen historie i forhold til fremvæksten af højreekstreme bevægelser. For eksempel har Berlinmurens fald i 1989 – og særligt skuffelsen over, at faldet ikke førte øget velstand med sig – affødt en øget tilslutning til højreekstreme bevægelser i det tidligere Østtyskland og i det tidligere kommunistiske Østeuropa generelt. Andre lande som f.eks. Østrig, Holland, Storbritannien har andre historier.

Set i et overordnet perspektiv så udgøres højreekstremismen og -populismen i dag af en lang række forskellige grupperinger og strømninger, der godt kan have modstridende dagsordener, eksempelvis om bevægelsen er for eller imod homoseksuelle. Et af fællestrækkene – ifølge lektor ved idehistorie Mikkel Thorup i artiklen ”Terror for orden” i Politiken den 29. juli 2011 (se kilder) – er dog, at højreekstremismen og -populismen helt overordnet er optaget af moralske brud og krænkelser på hierarkier og ordenssystemer, som bliver anset for at være ”sande” og naturlige. Som sådan er målet for de højreekstreme stadigvæk – ligesom for nazismen og fascismen – at ”genetablere” en bestemt orden i samfundet. Alt efter udgangspunktet kan det så resultere i forskellige former for højreekstremisme: 

  • · Fundamentalisme som reaktion på et brud af en religiøs orden (f.eks. kristne abortmodstandere i USA) 
  • · Fascisme som reaktion på et brud af en statslig orden (øget centralisering og koncentration af magten, f.eks. i forskellige diktaturer) 
  • · Nazisme og racisme som en reaktion på et brud af et særligt ”racehierarki” eller sammenblanding af befolkningsgrupper (f.eks. hetz mod muslimer eller romaer) 
  • · Militarisme i form af et højreorienteret militærkup (som det er set i mange sydamerikanske lande) som en reaktion på manglende politisk handlekraft og politisk evne til at etablere ”orden” i samfundet

 

Meget af den retorik og mange af de symboler, som nazismen og fascismen indførte tilbage i tiden før 2. verdenskrig, bruges den dag i dag af højreekstreme bevægelser rundt omkring i verden. Men samtidig er det, som bevægelserne opfatter som truslen mod den ”sande” orden ændret, så de i dag – i hvert fald i den vestlige verden – langt hen ad vej identificeres med antimuslimske bevægelser. Som Matthew Taylor skriver i artiklen ”Det ekstreme højres nye kulørte ansigt” i Information den 15. juni 2010 (se kilder), så kan højreekstreme bevægelser i den fælles, globale kamp mod islam i dag bl.a. godt favne homoseksuelle og transseksuelle, der tidligere blev lagt for had.

Mens der fortsat er tilfælde af højreekstremistisk gadevold især i Tyskland, England og i Sverige, hvor nye løsere strukturerede bevægelser ser dagens lys, så er det også en generel tendens, at ældre grupperinger bliver mere parlamentarisk orienteret. Det har bl.a. været tilfældet med Sverigedemokraterne, med BNP i England og med Front National i Frankrig. En række højreekstreme partier er ifølge samfundsforskeren Piero Ignazi i bogen ”Extreme Right Parties in Western Europe” (se kilder) dermed blevet mere midtsøgende og bredt populistiske.

På mange måder bliver højreekstremisme i dag derfor brugt som et meget overordnet begreb. Derfor bliver det også vigtigt at fastholde, at der eksisterer en grænse mellem det, man med Anita Bay Bundegaards ord i artiklen ”Det fælles ideologiske tankegods” (se kilder) kan kalde for højreekstremisme, og det man kan kalde for parlamentarisk højrepopulisme. Selvom der er ”fælles ideologisk tankegods” imellem de forskellige bevægelser og et vist tematisk sammenfald i holdninger, for eksempel i form af en nationalkonservativ grundholdning, grundsynet på indvandring, internationalt samarbejde og EU, så går der en helt afgørende grænse ved, hvordan de forsøger at gøre deres indflydelse gældende og nå deres mål. Mens højrepopulismen gør sin indflydelse gældende ad parlamentarisk vej, så vil denne udvikling aldrig være hurtig eller vidtgående nok for de ekstreme bevægelser. De vil i stedet bekende sig til voldelige aktioner, og er i deres natur dermed grundlæggende antidemokratiske.