Introduktion til Harry Potter

Forfatteren til børnebøgerne om Harry Potter, J.K.Rowling på Napier Universitetet i Edinburgh. November 2000
Forfatteren til børnebøgerne
om Harry Potter, J.K.Rowling på
Napier Universitetet i Edinburgh.
November 2000.

Hvem er forfatteren bag Harry Potter?

Joanne Kathleen Rowling blev født i den lille engelske by Chipping Sodbury den 31. juli 1965. Som seksårig skrev hun sin første historie om en kanin, der fik mæslinger, og hun har efter eget udsagn skrevet lige siden. Rowling udtaler i biografien “J.K. Rowling: Forfatteren bag fænomenet Harry Potter” fra 2001 (se kilder), at Potters stræbsomme veninde Hermione bygger på hende selv som ung: “På samme måde som Hermione, var jeg besat af at klare mig godt i de boglige fag, men det dækkede over en meget stor usikkerhed. Jeg tror, det er helt normalt for unge piger at føle på den måde.”

Efter afsluttet skolegang kom Rowling på universitetet i Exeter, hvor hun studerede fransk og klassisk litteratur. I 1987 fik hun udgivet to noveller, men det var først med udgivelsen af “Harry Potter and the Philosopher’s Stone” i 1997, at Rowling blev anerkendt som forfatter.

I 2012 udgav J.K. Rowling sin første bog for voksne, romanen ”Den tomme plads” (”The Casual Vacancy”), og i 2013 har hun under pseudonymet Robert Galbraith udgivet detektivromanen ”The Cuckoo’s Calling”.

Hvordan blev Harry Potter-serien skabt?

På J.K. Rowlings hjemmeside fortæller hun om, hvordan Harry Potter kom til verden i 1990: “Det var efter en weekends lejlighedsjagt i Manchester, da jeg rejste tilbage til London på et overfyldt tog, at ideen om Harry Potter opstod. Jeg havde skrevet næsten uden ophold siden seksårsalderen, men jeg havde aldrig været så begejstret for en idé før. Til min store frustration havde jeg ingen skriveredskaber med, og jeg var for genert til at spørge, om jeg måtte låne en. I dag tror jeg, det var meget heldigt, for så sad jeg simpelthen der og tænkte i fire timer, og alle detaljer boblede op i mit hoved, og denne magre, sorthårede, bebrillede dreng, som ikke vidste, han var en troldmand, blev mere og mere virkelig for mig.” Samme aften begyndte hun at skrive historien ned.

I december 1990 døde hendes mor af sklerose, og det vendte op og ned på såvel Rowlings som Harry Potters liv. Potters følelser omkring tabet af sine forældre blev ifølge Rowling mere inderlige og langt mere virkelige. I september 1991 tog Rowling til Portugal med det voksende Harry Potter-manuskript under armen, og ved siden af, at hun underviste i engelsk, skrev hun på sin historie. Hun havde håbet at afslutte sin fortælling i Portugal, men da hun tog til Edinburgh i julen 1994, var det ikke med en færdig roman i tasken, men med et barn på armen: Jessica. Tilbage i Skotland levede Rowling som enlig mor i en toværelses lejlighed, og hun fortsatte sine skriverier på cafeer og med enkelte undervisningsjobs i ny og næ. Ifølge artiklen “Når virkeligheden overgår fantasien: portræt af Harry Potters mor” (se kilder) måtte hun skrive det endelige udkast til bogen på skrivemaskine to gange, da hun ikke havde råd til kopiering.

Rowling afsluttede manuskriptet i 1995 og sendte det af sted til flere store engelske forlag. Hele striben afslog, da de mente, bogen var for tyk, for fantasifuld og aldrig ville kunne sælges. Det lille forlag Bloomsbury valgte imidlertid at udgive bogserien, og det har de nok ikke fortrudt. I artiklen “Guldstøv” (se kilder) står der: “Potter 5 sendte forlagets overskud i vejret med 38 procent, så det endte på små 170 millioner kroner for 2003.” 

Hvem er Harry Potter?

Da vi møder drengen Harry i den første roman, “Harry Potter og de vises sten”, er han en forældreløs dreng, der lever et trist liv hos sin tante og onkel, Petunia og Vernon Dursley. Han får kun serveret madrester og er heldig, hvis han modtager et par aflagte sokker i fødselsdagsgave. Derudover er han i starten henvist til at sove i kosteskabet under trappen.

Da Potter var spæd, blev han og hans forældre angrebet af den ondeste af alle troldmænd, Voldemort. Lily og James Potter blev dræbt, men Harry overlevede og svækkede tilmed den mægtige troldmand. Kronikken “Det guddommelige barn” (se kilder) forklarer: “Harrys mor tilbød sit liv til gengæld for Harrys, og dette kærlighedsoffer har givet Harry en usynlig beskyttelse, som Voldemort ikke kan forstå og ikke kan få bugt med, for Voldemort kender nemlig ikke selv til kærlighed.” Den magiske beskyttelse, som den ægte opofrende kærlighed har givet Harry Potter, viser sig at komme ham til gode mange gange i hans liv. Som et minde om de dramatiske begivenheder har Potter et lynformet ar i panden. 

Hvad handler Harry Potter-bøgerne om?

Læserne indtræder i historien på Potters 11 års fødselsdag. Harry er ikke selv klar over, at han besidder særlige kræfter og ved ikke, hvorfor der af og til sker mærkelige ting omkring ham. På sin fødselsdag finder han dog ud af, at han er søn af anerkendte troldmandsforældre og selv er kendt i den verden, der er skjult for alle mugglerne, det vil sige almindelige kødelige mennesker. Harry begynder på Hogwarts - skolen for heksekunster og troldmandskab. Her bliver han venner med Ron og den stræbsomme Hermione men får sig også en ærkefjende i eleven Draco Malfoy.

I hvert bind følger man et år på skolen, hvor eleverne oplever det ene utrolige eventyr efter det andet. Harry lærer det halsbrækkende luftboldspil quidditch, at brygge eliksirer, bruge besværgelser og nedkalde forbandelser. Han møder drager, kæmpe slanger, vampyrer, trolde, enhjørninger og må kæmpe for livet mod Voldemort.

Bøgerne er mere end blot fantastiske fortællinger i et lukket troldmandsskoleunivers, for det universelle og kontante spørgsmål om døden er en konstant og presserende følgesvend. For hvert værk trækker mørket sig mere og mere sammen om vor helt, og døden træder et skridt nærmere. Flere af Harry Potters venner dør omkring ham i kampen mod det onde. I et interview med The Daily Telegraph i 2006 (se kilder) udtaler Rowling: “Mine bøger handler hovedsageligt om døden. Det begynder med Harrys forældres død. Der er Voldemorts besættelse af at overvinde døden og hans jagt på udødelighed for enhver pris, målet for enhver med magiske evner. Jeg forstår kun alt for godt, hvorfor Voldemort vil overvinde døden.” Udover dødens universelle vilkårlighed er også Rowlings fornemmelse for personer og psykologi, og især for pubertetens turbulens, medvirkende til at gøre fortællingen stærk. Harry Potter er en slags moderne udviklingsroman, en roman om en nørdet og usikker dreng, der i løbet af serien finder sig selv og bliver en ansvarlig ung mand.