Debat om poker i Danmark

Er poker hasard?

Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt poker er hasard, blæser i vinden. Det skyldes, at man i skrivende stund venter på en afgørelse fra højesteret som én gang for alle skal tage stilling. Brancheforeningen HORESTA, som blandt andet repræsenterer de danske kasinoer, og Spillestyrelsen, lagde i 2006 sag an mod Dansk Poker Forbunds tidligere formand, Frederik Hostrup Petersen, for at drive hasard i forbundets lokaler. Ifølge HORESTA skyldes anmeldelsen, at man vil have klarificeret, hvorvidt poker kun bør være lovligt på kasinoerne. Brancheforeningens argumenter er, at poker beror på tilfældigheder, og at dygtighed ikke har ret meget at sige. Pokerspillerne siger til gengæld, at det er et dygtighedsspil, hvor den bedste spiller vinder i længden, fordi vedkommende træffer de rigtige beslutninger. Dette bekræftes af lektor i matematik og forsker i risikoberegninger ved Københavns Universitet, Mogens Steffensen, ifølge artiklen Matematiker i retssag: Dygtighed vinder i poker (se kilder).

Sagen var for byretten, som i juli 2007 frikendte Frederik Hostrup Petersen for at have begået ulovligheder ved at lægge lokaler til hasardspil. Brancheforeningen ankede imidlertid dommen til landsretten, som i december samme år idømte Hostrup ti dagbøder á 500 kr. Dermed er poker indtil videre stemplet som hasardspil i Danmark, indtil ankesagen til højesteret er afsluttet.

I 2007 nedsattes et udvalg under justitsministeriet, som skal se på en delvis legalisering af poker. Udvalgets arbejde er ikke afsluttet, men der arbejdes på at gøre det muligt for pokerklubberne i Danmark på lovlig vis at arrangere turneringer med et begrænset indskud. Cash game vil fortsat være ulovligt.

Er det farligt at spille poker?

Nej, det er ikke farligt at spille poker, men man skal alligevel passe på. Poker er et hurtigt spil, og hvis man har svært ved at kontrollere sig, kan man hurtigt tabe rigtig mange penge. Center for ludomani (se kilder) oplyser, at hvor pokerspillere i 2003 udgjorde 2,3 procent af henvendelserne til centret, udgør de i 2007 25,4 procent. Det er en voldsom stigning, som er værd at notere sig. Dog skal man holde sig for øje, at det ikke nødvendigvis er pokerspillet, der har gjort spillerne til ludomaner. Det fremgår ikke, om de også spiller andre spil, og om de har spillet i mange år, før de kastede sig over poker.

På Center for ludomanis hjemmeside kan man tage en lille test, som kan give en pejling om, hvorvidt man har et problem med at spille om penge.

Og så kan man holde sig disse få råd for øje, som findes på Pokerpeople.dk:

  • Stop på det rigtige tidspunkt. Du behøver ikke at vinde en million.
  • Sæt dig aldrig ved et bord for at vinde det tabte tilbage.
  • Vær en spiller, ikke en gambler - spil ikke for penge, du ikke har.
  • Find det indsatsniveau, som passer til dit temperament og din privatøkonomi.
  • Accepter dårlige dage - stop før underskuddet bliver for stort