Hvad skete der efter flugten fra Elba?
På grund af nederlaget i slaget ved Leipzig i 1813 måtte Napoleon afgive sin kejsertrone i 1814, og sejrherrerne forviste ham herefter til den italienske ø Elba, som han fik lov til at regere over. I Vincent Cronins bog 'Napoleon Bonaparte' beskrives det, hvordan nyheder om utilfredshed i den franske befolkning efter hans forvisning fik ham til at planlægge og gennemføre en flugt fra Elba i februar 1815 sammen med sin livgarde. Tre uger senere entrede han Paris i spidsen for et sandt triumftog, som tusinder af veteraner fra hans krige havde tilsluttet sig. Den nye, upopulære konge, Ludvig den 18., flygtede, og Napoleon indtog atter kejsertronen.
De øvrige store europæiske magter var imidlertid fortsat samlet i en mægtig alliance imod Napoleon, og da Napoleon havde genindtaget tronen, begyndte de europæiske magter snart at sende deres hære mod Frankrig. Napoleons endelige skæbne blev beseglet i slaget ved Waterloo, hvor en hær under ledelse af englænderen Wellington og preusseren Blücher i juni 1815 besejrede Napoleons folk. Efter slaget ved Waterloo blev Ludvig den 18. genindsat, og Napoleon sendt i en noget mindre luksuriøs husarrest på den golde ø Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Her døde han i 1821.
Hvordan er Napoleons eftermæle?
Napoleons eftermæle er omstridt og omdiskuteret. I artiklen ’Var Napoleon forbillede for Hitler og Mao?’ i Berlingske (se kilder) opridses to yderpositioner: Den ene position kan karakteriseres som en dyrkelse af en romantisk myte om Napoleon set frihedselskende geni – en myte, som Napoleon selv var med til at opbygge i sin selvbiografi, som han skrev, mens han efter sin forvisning opholdt sig de sidste år af sit liv på øen Sankt Helena i det sydlige Atlanterhav. Den anden position opfatter Napoleon som en diktator på linje med Hitler og Mao, der var parat til et ofre et stor antal menneskeliv i jagten på egen hæder, ære og magt.
Der er altså stærkt delte meninger om Napoleon helt op i vor tid, ikke kun blandt historikere og forskere, men også i den almindelige befolkning i Europa. Den franske avis Le Figaro foretog i november 2005 en meningsmåling, der viste, at 50% af franskmændene mente, at han var en stor politisk skikkelse, der endda var forud for sin tid, mens 39% mente, at han var en magtbegærlig diktator, der brugte alle midler til at tilfredsstille sin egen tørst efter magt. I artiklen ’Hele Europas Napoleon’ i Kristeligt Dagblad (se kilder) forklarer historikeren Benedicte Savoy, at: "Franskmændene er stolte af Bonaparte, der reddede republikken, men har svært ved at vedkende sig kejseren, despoten der satte Europa i brand (...). Endnu i dag er man enten pro-Napoleon og dermed demokratisk suspekt, eller også fuldstændig anti-Napoleon."