Hvilke vigtige nationale symboler har Kroatien?

Kroatien er kendt for folkedans og folkemusik, som er blevet ekstra populært blandt kroaterne efter landets selvstændighed i 1991. Kroatien er også kendt for rockmusik, især hård rock.

Desuden er Kroatien kendt for naivistiske malerier, ofte malet på glas, med motiver hentet fra livet på landet, og for tegnefilm af høj kvalitet.
En af de mest berømte kroatiske forfattere er Slavenka Drakulic. Flere af hendes bøger er oversat til dansk. Hun har bl.a. skrevet essays om krigene i det tidligere Jugoslavien og om det kroatiske samfund efter selvstændigheden. Hun har også skrevet om de krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien, som blev stillet for den internationale domstol i Haag.

Kroatien er også blevet kendt over hele verden via tv-serien Game of Thrones, fordi dele af serien er filmet i de kroatiske byer Dubrovnik og Šibenik.
Kroatien er desuden kendt for store stjerner inden for en del forskellige sportsgrene, bl.a. håndbold, basketball, skisport, vandpolo og fodbold. Det kroatiske herrelandshold i fodbold har deltaget fem gange i VM og fem gange i EM. Ved VM i 1998 vandt Kroatien bronze, og ved VM i 2018 fik Kroatien sølv. Ved VM i 2018 blev den kroatiske stjernespiller og anfører Luka Modric, der til daglig spiller i Real Madrid, kåret til VM-turneringens bedste spiller.

 

Ottendedelsfinale mellem Danmark og Kroatien ved VM i fodbold sommeren 2018.