Hvad er Ukraines historiske forhold til Rusland?
Ukraines historie går tilbage til år 900, da den første statsdannelse, Kijev-Rus, opstod i det nuværende Kyiv. Det fremgår af DR’s artikel ”Forstå Ukraines blodige fortid” (se kilde 2). De næste 1.000 år var præget af omvæltninger og konflikter med nabolandene Polen og Rusland. Efter sammenbruddet af Det Russiske Imperium i 1918 blev der etableret en ukrainsk stat, men ukrainerne led under krigskommunisme og hungersnød i årtierne derefter. Anden Verdenskrig medførte jødeudryddelse og deportationer af tyskere, polakker og tjekkoslovakker, hvilket ændrede Ukraines multietniske karakter, så russerne nu udgjorde den største ikke-ukrainske befolkningsgruppe i det nye Sovjetukraine. Den russiske nationalisme kom til at fylde en del i det etnisk ukrainske område, som dog fik overdraget Krim-halvøen i 1954. Under kommunismen var Ukraine den næstvigtigste republik i Sovjetunionen efter Rusland. Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, erklærede Ukraine sig uafhængig. I Ukraine var der ved krigens begyndelse i 2022 knap 78 procent etniske ukrainere og godt 17 procent russere. Landets officielle sprog er ukrainsk, og alfabetet kyrillisk. Sproget har ligheder med russisk, fordi de to sprog har samme rødder, men sprogene adskiller sig også på mange områder, ifølge DR’s artikel ”Forstå Ukraines blodige fortid” (se kilde 2).
Hvad ledte op til Ruslands annektering af Krim?
Siden Ukraines selvstændighed i 1991 har der været uenighed i befolkningen og blandt politikerne om, hvorvidt Ukraine bør nærme sig Europa mod vest eller Rusland mod øst. Efter mislykkede forhandlinger med EU brød en associerings- og handelsaftale mellem EU og Ukraine sammen i november 2013. I stedet indgik Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, en omfattende økonomisk aftale med Rusland. Dette udløste demonstrationer i hovedstaden Kyiv i protest mod Ukraines tætte forhold til Vladimir Putins Rusland. Det fremgår af DR’s artikel ”Forstå Ukraines blodige fortid” (se kilde 2). Konflikten toppede i februar 2014, hvor omkring 100 personer blev dræbt under gadekampe mellem demonstranter og politi. Herefter flygtede Janukovitj til Rusland, og en midlertidig præsident og regering blev indsat af oppositionspartierne. På Krim-halvøen følte den russisk-orienterede befolkning sig truet af den politiske udvikling og krævede større selvstændighed fra Kyiv. Rusland nægtede også at anerkende de nye magthavere og annekterede Krim som følge af denne udvikling. ”Vores mål var at sikre ordentlige forhold, så befolkningen på Krim fik fri mulighed for at give udtryk for deres ønsker,” lød Putins argumentation ifølge DR’s artikel ”Forstå Ukraines blodige fortid” (se kilde 2).
Hvem vil indbyggerne på Krim gerne tilhøre?
Det er et svært spørgsmål at besvare. Flere af de meningsmålinger, der er lavet for at afklare det, er lavet af institutter, som enten støtter Rusland eller regeringen i Kyiv. De etniske russere er i flertal på Krim, og undersøgelser fra internationale meningsmålingsinstitutter har efter Ruslands annektering indikeret, at et flertal er tilfredse med Ruslands annektering. Det tyske meningsmålingsinstitut GFK lavede i marts 2014 en undersøgelse, der viste, at 70 procent af Krims indbyggere ville stemme ja til at blive en del af Rusland ved den omstridte folkeafstemning den 16. marts 2014. Det fremgår af undersøgelsen “Public Opinion Survey in Crimea” (se kilde 3). Det anerkendte Razumkov Center i Kyiv lavede i 2013 en undersøgelse, der viste, at omtrent 70 procent af indbyggerne på Krim så positivt på Ruslands geopolitiske rolle, mens blot omtrent 20 procent så positivt på EU. Undersøgelsen refereres i Washington Post-artiklen “Do Crimeans Actually Want to Join Russia?” (se kilde 4). Selvom undersøgelsen indikerede udbredt sympati for Rusland, bekræftede den dog ikke, at Krim-indbyggerne ligefrem ønskede, at Rusland annekterede halvøen.
