Hvordan mener kritikere, at den nuværende krænkelsesdebat udvander begrebet krænkelse?
Fordi en del af krænkelsesdebatten er blevet styret af personlige følelser, hvor personer endda i nogle tilfælde har følt sig krænkede på andres vegne, snarere end fælles samfundsnormer og regler, råber en række kritikere vakt i gevær: Krænkelsesdebatten udvander simpelthen begrebet krænkelse, argumenterer de. Blandt kritikerne er direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama. I debatindlægget ”Det er umuligt at have en fri debat, uden at nogen føler sig krænket” i Berlingske Tidende (se kilder), skitserer han sin frygt for, at Københavns Universitets forbud mod udklædningstemaer som mexicaner, cowboys og indianere og universitetets nye retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd risikerer at ofre universitetets fornemmeste opgave – at uddanne unge voksne mennesker til selvstændige, kritisk tænkende individer.
”Hvis enhver ytring eller adfærd, som en studerende kan opfatte som krænkende, skal kunne medføre en potentiel disciplinærsag, vil det meget hurtigt kunne ramme helt gængse omgangsformer og selve undervisningen, med selvcensur og ideologisk selvsegregering som følge. Det er simpelthen ikke muligt at have en fri og åben debat om kontroversielle emner som kønsforskelle, religion, racisme, historiske begivenheder m.v. uden at nogen føler sig krænket eller stødt”, skriver han.
I kronikken ”Lad os få ryddet op i krænkelsesdebatten” i Jyllands-Posten (se kilder) argumenterer ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet Caroline Schaffalitzky for, at vi bliver mere præcise i debatten om krænkelser: ”Lad os tale om krænkende handlinger, når der er tale om bevidste handlinger, der er et fysisk eller verbalt overgreb mod den enkelte, mens vi i stedet taler om ekskluderende handlinger, når der er tale om handlinger, der bidrager til at underminere grupper af personers anerkendelse som medlemmer af et fællesskab”, skriver hun.
Hvordan advarer kritikere mod, at krænkelsesdebatten skaber en ny form for totalitarisme?
En af de toneangivende kritikere af krænkelsesdebatten er lektor på Nordiske Studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Marianne Stidsen. Hun advarer mod, at krænkelsesdebatten som udtryk for identitetspolitik er i overhængende fare for at smadre vestlige værdier som ytringsfrihed og retssikkerhed, som vi har brugt flere hundrede år på at opbygge. I radioprogrammet ”#MeToo er en pengemaskine” på Radio 24/7 (se kilder) argumenterer hun for, at #MeToo og krænkelsesdebatterne i kølvandet herpå er udtryk for en farlige glidebane, hvor vi pludselig accepterer, at folk anonymt anmelder krænkelser uden konkrete beviser mod de anklagede, som hermed bliver frataget deres retskrav på rettergang og bliver dømt efter en folkedomstols mere eller mindre tilfældige dømmekraft.
Hvilken rolle spiller sociale medier i debatterne om krænkelser?
Sociale medier har givet ofre for krænkelser direkte adgang til at dele deres oplevelser med offentligheden. Men samtidig har den fuldstændigt frie og uredigerede debat på sociale medier bidraget til en udvanding af begrebet, fordi alle mere eller mindre frit kan skrive, hvad de føler og tænker og kalde det en krænkelse. Det kræver ikke andet end følelser at blande sig i debatten, i følge cand.mag. i moderne kultur Thomas Johannes Erichsen. I debatindlægget ”Se mig, jeg er krænket! Krænkelseskulturen har sejret, men der er ikke meget at være krænket over” i Kristeligt Dagblad (se kilder) skriver han: ”Man kan altid blande sig i en heftig diskussion på nettet, ovenikøbet med et publikum, der kan strække sig fra få mennesker til flere tusinde”.
Hvilken rolle spiller nyhedsmedierne?
Medierne er i høj grad med til at puste liv i debatterne om krænkelser. Mediejournalist Lasse Jensen kalder ligefrem krænkelseskulturen et nyt nyhedskriterium, fordi krænkelser er godt nyhedsstof, der tiltrækker læsere, seere og lyttere, argumenterer han i artiklen ”Krænkelseskriteriet: Hvis bare man postulerer at være krænket, kommer man i medierne” i Information (se kilder).
”Man skal bare føle sig krænket, så kommer man i medierne. Det er nemlig ikke blot en sikker vinder at blive krænket – det sikrer også bred eksponering, hvis man bliver krænket over, at andre føler sig krænkede”, skriver han. Også politikere har fået blik for, at det kan give taletid at føle sig krænket, og deres strateger tænker ligefrem krænkelsespotentiale ind i politiske udmeldinger, vurderer Lasse Jensen og nævner et eksempel, hvor Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har udtalt, at han er krænket over ikke at blive nævnt tilstrækkeligt i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale.
Hvordan har komikere og satirikere reageret på krænkelsesdebatten?
En række danske komikere og satirikere har kommenteret krænkelsesdebatten. Flere af dem oplever, at debatten har skabt nye snævrere rammer for deres måde at udtrykke sig på. I artiklen ”Satire i identitetspolitikkens tid” reflekterer blandt andre satiretegneren Mikael Wulff – den ene del af satireduoen WulffMorgenthaler – over, hvordan et mere politisk og krænkelsesbevidst publikum har ændret hans måde at arbejde på. ”Jeg kan ikke gå på scenen i dag og fortælle en eller anden horribel lummer bøssejoke, som man kunne for 10-15 år siden, hvor det nærmest automatisk fik en jublende applaus”, siger han. Også forfatter, skuespiller og sketchmager Hella Joof oplever, at frygten for at blive hængt ud som krænker har skabt snævrere rammer for ytringsfriheden med humor som redskab. Den feministiske komiker Sanne Søndergaard ser det modsat som et sundhedstegn, at der er blevet skabt et rum for at sige fra, hvis man føler sig krænket – også selvom det måske gør, at komikere ikke kan lave sjov med hvad som helst under varedeklarationen satire. ”Vi bliver klogere og får mere forståelse for andre, og jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor det skal gøres til en ting. Men jeg ved godt, at nogle insisterer på ikke at forandre sig og gerne vil have lov at jokke på andre i ytringsfrihedens navn”, siger hun.
I DR2-programmet ”Jan Gintberg i det krænkede Danmark” (se kilder) undersøger komiker Jan Gintberg, om vi lever i en krænkelseskultur. Filmen er tilgængelig på Dr.dk (se kilder).
Satireindslag fra DR P3 om Krænkelsesministeriet.