Hvor meget bekymrer danskerne sig om klimaet?

Danskerne bekymrer sig i stigende grad om klimaet. Det viste vælgernes fokus i valgkampen til Folketingsvalget i 2019. En undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA viser at klimaforandringer ligger højt på listen over danskernes bekymringer. De unge er blandt de mest bekymrede. Mere end hver fjerde ung mellem 18 og 34 år svarer i undersøgelsen at de er bekymrede for klimaforandringerne. De unges optagethed af klimadagsordenen kommer også til udtryk i den protestbevægelse af unge aktivister der er opstået med den svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg som forbillede.

Over hele verden har Greta Thunbergs opråb inspireret børn og unge til at strejke fra skole for at markere ønsket om at politikerne tager mere ansvar for at bremse klimaforandringerne. ”Hvorfor gå i skole, hvis vi ingen fremtid har?” lyder aktivisternes nødråb inspireret af Greta Thunberg. Under overskriften Fridays for Future (Fredage for Fremtiden) strejkede skoleelever i over 40 lande fra Sverige tiI Australien første gang i fælles front fredag den 30. november 2018, kan man læse på FridayForFutures’ hjemmeside klimastrejke.org. I Danmark samledes mere end 700 skoleelever denne dag i seks forskellige byer for at skolestrejke for klimaet.

 

Klimakaravanen. Hvad mener unge på Strøget i København om klimaforandringer?