Introduktion til Folkerepublikken Kina

Hvordan blev Kina ledet under Mao Zedong?

Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949. Det skete efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti i en langvarig borgerkrig. Kina havde i mange år været plaget af krig og kaos, og på det tidspunkt hang Kina dårligt sammen som land, som det fremgår af journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder).

Fra 1949 og frem til i dag har Kina været en ét-partistat med Kinas Kommunistiske Parti som dominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina indtil hans død i 1976.

Maos ledelsesstil var præget af store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i fjendtlige elementer. En af disse kampagner var den såkaldte ’Det Store Spring Fremad’. Den blev lanceret i 1958 for at industrialisere Kina i lyntempo og frigøre massernes produktive og kreative kræfter. Kampagnen mislykkedes og resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens stålproduktionen aldrig rigtig kom i gang. Samtidig med tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd betød det, at mellem 20 og 40 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1960. Også Kulturrevolutionen, som foregik i årene fra 1966 til 1976 havde store menneskelige omkostninger (se nærmere i faktalink-artiklen om Kulturrevolutionen i Kina). På den positive side blev kinesernes gennemsnitlige levealder ifølge Barry Naughtons bog ”The Chinese Economy” (se kilder) drastisk forøget i årene under Mao.

Hvad var reformerne under Deng Xiaopeng?

Efter Maos død i 1976 foregik en magtkamp i kommunistpartiet om, hvem der skulle være den nye leder. Den kamp vandt Deng Xiaoping, der i 1978 blev udnævnt til leder af Folkerepublikken Kina. Mette Holm skriver i sin bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder), at Deng i stedet for at frigøre massernes kræfter ville frigøre økonomien. Han tog fat på ’De Fire Moderniseringer’ af landbrug, industri, militæret samt videnskab og teknologi. Siden 1978 er mange hundrede millioner kinesere løftet ud af fattigdom i takt med, at Kina blev industrialiseret, og en form for markedsøkonomi blev indført.

At økonomien blev frigjort, betød imidlertid ikke, at den politiske magt blev demokratiseret. Kina forblev en ét-partistat, og kritik blev stadig ikke tolereret. Økonomisk og socialt blev der indført en form for statskontrolleret markedskapitalisme. Undertrykkelsen af den kinesiske befolkning kulminerede mellem den 3. og 4. juni 1989, hvor den kinesiske regering satte militæret ind mod de hundredtusinder af fredelige demonstranter, der hver aften i flere måneder havde samlet sig på Den Himmelske Freds Plads og i gaderne omkring pladsen. De krævede pressefrihed, demokratisering, politiske reformer, bekæmpelse af korruption blandt de politiske ledere og bedre økonomiske forhold. I løbet af natten og i dagene efter blev hundredvis, muligvis tusindvis af studerende, arbejdere og andre civile dræbt.

Deng var den reelle leder af Kina frem til sin død i 1997, selv om han i de sidste år ikke havde formelle topposter i partiet.

Hvilken politik står Xi Jinping for?

I 1997 blev lederskabet i Folkerepublikken Kina overtaget af kommunistpartiets generalsekretær Jiang Zemin og siden af hans afløser Hu Jintao. I 2012 blev den nuværende leder af Folkerepublikken Kina, Xi Jinping, udnævnt til kommunistpartiets generalsekretær. Xi har i løbet af sin regeringsperiode gradvist centraliseret magten omkring egen person ifølge Kina-forskeren Kjeld Erik Brødsgaards bog ”Kina i moderne tid” (se kilder). Xi satte med partitoppens opbakning fra starten ind mod den omfattende korruption i Kina, men denne indsats blev også brugt til at stække politiske rivaler. Xi har også formelt samlet mere magt omkring sig ved personligt at sætte sig i spidsen for en række ledende råd og gøre sig til øverstkommanderende for hæren. I marts 2018 fik han også skrevet sin personlige politiske linje ind i forfatningen, sådan som også Mao og Deng tidligere havde gjort. Forfatningen blev samtidig ændret, så der ikke er en tidsbegrænsning på den kinesiske præsidents embedsperiode. Dermed kan Xi Jinping fortsætte som præsident efter 2022, hvor han ellers ville være tvunget til at gå af.

Xi Jinping har ønsket at skabe en mere balanceret vækst, hvor de foregående årtiers meget højere vækstrater blev lidt lavere. Til gengæld skulle væksten i højere grad være baseret på innovation og teknologisk udvikling og i højere grad komme de kinesiske forbrugere til gode. Dette er ifølge Kjeld Erik Brødsgaards ”Kina i moderne tid” (se kilder) lykkedes, men Xi har ikke formået at reducere de statslige virksomheders centrale rolle i økonomien, som han ellers annoncerede ved sin tiltræden. Andre vigtige punkter for Xis regeringsperiode er kamp mod fattigdom, forurening og kinesiske virksomheders overproduktion.

Tv-klip om Xi Jinping (VICE News).