Kina i dag

Hvordan blev Kina ledet under Mao Zedong?

Folkerepublikken Kina blev udråbt i 1949. Det skete efter kommunisternes endelige sejr over det nationalistiske Kuomintang-parti i en langvarig borgerkrig. Kina havde i mange år været plaget af krig og kaos, og på det tidspunkt hang Kina dårligt sammen som land, som det fremgår af journalist og forfatter Mette Holms bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder).

Fra 1949 og frem til i dag har Kina været en ét-partistat med Kinas Kommunistiske Parti som dominerende overalt i samfundslivet. Mao Zedong blev kendt som Den Store Rorgænger og var frontfiguren i kommunistpartiet og dermed også i Folkerepublikken Kina indtil hans død i 1976.

Maos ledelsesstil var præget af store revolutionære kampagner, der skulle mobilisere folkemasserne og rense ud i fjendtlige elementer. En af disse kampagner var den såkaldte ’Det Store Spring Fremad’. Den blev lanceret i 1958 for at industrialisere Kina i lyntempo og frigøre massernes produktive og kreative kræfter. Kampagnen mislykkedes og resultatet blev, at fødevareproduktionen styrtdykkede, mens stålproduktionen aldrig rigtig kom i gang. Samtidig med tørke i Nordkina og oversvømmelser og tyfoner i syd betød det, at mellem 20 og 40 millioner kinesere sultede ihjel i perioden fra 1959 til 1960. Også Kulturrevolutionen, som foregik i årene fra 1966 til 1976 havde store menneskelige omkostninger (se nærmere i faktalink-artiklen om Kulturrevolutionen i Kina). På den positive side blev kinesernes gennemsnitlige levealder ifølge Barry Naughtons bog ”The Chinese Economy” (se kilder) drastisk forøget i årene under Mao.

Hvilke reformer blev gennemført under Deng Xiaopeng?

Efter Maos død i 1976 foregik en magtkamp i kommunistpartiet om, hvem der skulle være den nye leder. Den kamp vandt Deng Xiaoping, der i 1978 blev udnævnt til leder af Folkerepublikken Kina. Mette Holm skriver i sin bog ”Kina – fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder), at Deng i stedet for at frigøre massernes kræfter ville frigøre økonomien. Han tog fat på ’De Fire Moderniseringer’ af landbrug, industri, militæret samt videnskab og teknologi. Siden 1978 er mange hundrede millioner kinesere løftet ud af fattigdom i takt med, at Kina blev industrialiseret, og en form for markedsøkonomi blev indført.

At økonomien blev frigjort, betød imidlertid ikke, at det politiske system blev demokratiseret. Kina forblev en ét-partistat, og kritik blev stadig ikke tolereret. Økonomisk og socialt blev der indført en form for statskontrolleret markedskapitalisme. Undertrykkelsen af den kinesiske befolkning kulminerede mellem den 3. og 4. juni 1989, hvor den kinesiske regering satte militæret ind mod hundredtusinder af fredelige demonstranter, der hver aften i flere måneder havde samlet sig på Den Himmelske Freds Plads i det centrale Beijing og i gaderne omkring pladsen. Demonstranterne krævede pressefrihed, demokratisering, politiske reformer, bekæmpelse af korruption blandt de politiske ledere og bedre økonomiske forhold. I løbet af natten og i dagene efter blev hundredvis, muligvis tusindvis, af studerende, arbejdere og andre civile dræbt. Deng var den reelle leder af Kina frem til sin død i 1997, selv om han i de sidste år ikke havde formelle topposter i partiet.

Hvilken politik står Xi Jinping for?

I 1997 blev lederskabet i Folkerepublikken Kina overtaget af kommunistpartiets generalsekretær Jiang Zemin og siden af hans afløser Hu Jintao. I 2012 blev den nuværende leder af Folkerepublikken Kina, Xi Jinping, udnævnt til kommunistpartiets generalsekretær. Xi har i løbet af sin regeringsperiode gradvist centraliseret magten omkring egen person ifølge Kina-forskeren Kjeld Erik Brødsgaards bog ”Kina i moderne tid” (se kilder). Xi satte med partitoppens opbakning fra starten ind mod den omfattende korruption i Kina, men denne indsats blev også brugt til at stække politiske rivaler. Xi har også formelt samlet mere magt omkring sig ved personligt at sætte sig i spidsen for en række ledende råd og gøre sig til øverstkommanderende for hæren. I marts 2018 fik han også skrevet sin personlige politiske linje ind i forfatningen, sådan som også Mao og Deng tidligere havde gjort. Forfatningen blev samtidig ændret, så der ikke er en tidsbegrænsning på den kinesiske præsidents embedsperiode. Dermed har Xi Jinping kunnet fortsætte som præsident efter 2022, hvor han ellers ville have været tvunget til at gå af.

Xi Jinping har ønsket at skabe en mere balanceret vækst, hvor de foregående årtiers meget højere vækstrater blev lidt lavere. Til gengæld skulle væksten i højere grad være baseret på innovation og teknologisk udvikling og i højere grad komme de kinesiske forbrugere til gode. Dette er ifølge Kjeld Erik Brødsgaards ”Kina i moderne tid” (se kilder) lykkedes, men Xi har ikke formået at reducere de statslige virksomheders centrale rolle i økonomien, som han ellers annoncerede ved sin tiltræden. Andre vigtige punkter i Xis regeringsperiode har været kamp mod fattigdom, forurening og kinesiske virksomheders overproduktion. På kommunistpartiets femårlige folkekongres i oktober 2022 – i 100-året for partiets dannelse – opridsede Xi Jinping sine planer om at skabe ”en kinesisk drøm, hvor han vil genrejse Kina” til tidligere tiders storhed. Det fremgår af TV 2’s artikel ”Kinas leder sætter sig solidt på magten ved partikongres” (se kilder).

Om lederen Xi Jinping (VICE News).

Hvordan er befolkningens sammensætning i Kina?

Kina havde i 2021 ifølge Verdensbankens statistikside (se kilder) et befolkningstal på 1.412.360.000 – næsten halvanden milliard mennesker – hvilket gør Kina til verdens mest folkerige nation. Indien vil dog formentlig overtage den position inden udgangen af det igangværende årti, i 2021 rundede Indien 1.393.409.030 indbyggere. I Kinas befolkningstal medregnes ikke de cirka 25 millioner indbyggere i Taiwan, som den kinesiske ledelse dog regner som en del af Kina.

Kina-forskeren Barry Naughton skriver i sin bog ”The Chinese Economy” (se kilder), at Kina er ved at gennemgå en stor forandring i befolkningens sammensætning. Etbarnspolitikken, der i forskellige afskygninger eksisterede mellem 1980 og 2015, gav Kina mulighed for stærk økonomisk fremgang, men den skabte også store problemer. Kina vil i fremtiden have en meget stor andel af ældre i forhold til folk i den arbejdsdygtige alder, og selv om etbarnspolitikken er ophørt, er det ikke sikkert, at de små ungdomsårgange, der er kommet til under etbarnspolitikken, nu vil begynde at få væsentligt flere børn. I 2021 faldt antallet af fødsler med 600.000 i forhold til året før, og i dag er fødselsraten i Kina kun 1,16 barn pr. kvinde. Til sammenligning er fødselsraten i Danmark 1,7 barn pr. kvinde. For blot få år siden – i 2019 – var den kinesiske fødselsrate 1,47 barn pr. kvinde, så der er tale om et markant fald over kort tid. FN anslår, at den kinesiske befolkning vil falde med 46 procent i dette århundrede. Det fremgår af POV-artiklen ”Hvor går Partiet hen?” (se kilder).

Etbarnspolitikken har også medvirket til, at der er markant flere drengebørn end pigebørn, da drengebørn både kulturelt og økonomisk bliver anset som mere værdifulde, særligt på landet. Ubalancen skyldes ifølge Barry Naughtons ”The Chinese Economy” (se kilder) formentlig til dels, at ikke alle pigebørn bliver registreret hos myndighederne, før de begynder i mellemskolen, men i høj grad også aborter af pigefostre og en højere børnedødelighed for pigebørn.

62,5 procent af Kinas befolkning boede i 2021 ifølge Verdensbanken (se kilder) i byområder. Ifølge Barry Naughtons ”The Chinese Economy” (se kilder) er denne udvikling sket meget hurtigt, især som følge af kommunistpartiets planlægning og politik. I en 20-årig periode frem til 1978 faldt bybefolkningens andel som følge af politiske beslutninger under Mao, men fra da af, og særligt siden midten af 1990'erne, er urbaniseringen foregået med raketfart.

Hvem har magten i Kina?

Det Kinesiske Kommunistiske Parti har styret landet enerådigt siden 1949. Partiets øverste organ er Politbureauet. Herfra administreres landet i en række hierarkisk organiserede politiske råd og enheder, der fører ned til samtlige Kinas landsbyer og arbejdspladser. Generalsekretæren for Kommunistpartiet er en del af Politbureauet. I Kina vejer personlige relationer i praksis tungere end titler. En leders indflydelse hviler på de loyaliteter, han eller hun opbygget over årtier. Den kinesiske stat kan ifølge Kina-forskeren Kerry Browns bog ”Contemporary China” (se kilder) ses som en bureaukratisk struktur, der skal omsætte Kommunistpartiets politik til virkelighed. Kommunistpartiet beslutter den overordnede politik, og så skal regeringen sørge for at få politikken implementeret gennem de administrative niveauer helt ned til landsbyniveau.

Hvordan er de økonomiske levevilkår for kineserne?

Kinas økonomi er vokset hastigt siden Deng Xiaopings reformer fra 1978. Dengang var Kina et land i den dybeste armod, men siden da er økonomien bare vokset og vokset og vil inden for få år overhale USA som verdens største økonomi. I bogkapitlet ”China’s Economy” (se kilder) af Sarah Y. Tong og John Wong fortælles det, at Kinas bruttonationalprodukt (BNP) er vokset med næsten 10 procent i årligt gennemsnit i perioden 1979-2015. Det blev dermed 30 gange større i den pågældende periode.

Selv om økonomien er vokset, ligger det gennemsnitlige BNP per indbygger i det folkerige land stadig kun på 14 procent af USA’s, og Kina rangerer på dette parameter som nummer 73 ud af 173 lande. Andre opgørelsesmetoder angiver dog et højere relativt velstandsniveau i Kina. Ifølge Kinas egen regering har landet løftet 700 millioner mennesker ud af dyb fattigdom, men det er omdiskuteret, hvor mange fattige der er i Kina i dag. Ifølge artiklen ”Despite China's Fast-Growing Wealth, Millions Still Remain Poor” (se kilder) anslår den kinesiske regering, at omkring 30 millioner mennesker stadig lever under fattigdomsgrænsen, mens andre anslår, at op mod 80 millioner kinesere lever i fattigdom. Kina er blevet til en vældig økonomisk magt, der har haft held til kraftigt at reducere fattigdommen, men de fleste kinesere lever alligevel med et velstandsniveau langt under vestlige befolkningers. Til gengæld er der i den anden ende af samfundet vokset en klasse af superrige frem, og uligheden har været stærkt stigende igennem en årrække.

Hvilken indflydelse fik coronapandemien på Kina?

Ved indgangen til året 2020 var Kina pludselig på hele verdens læber. Landet blev som det første ramt voldsomt af virussygdommen COVID-19, der muligvis var opstået på et dyremarked i millionbyen Wuhan i slutningen af 2019. Fra Kina spredte den dødelige virus sig til resten af kloden og blev til en verdensomspændende pandemi (læs mere om den i faktalink-artiklen om COVID-19). I hjemlandet forsøgte kommuniststyret i første omgang at tilbageholde oplysninger om sygdommen, ligesom billeder af kinesiske læger og borgere, der blev stoppet i at ytre sig eller bevæge sig frit, gik verden rundt. Med præsident Donald Trump i spidsen beskyldte Vesten det kinesiske styre for at håndtere coronavirus under al kritik, men på hjemmefronten fik kineserne relativt hurtigt kontrol med spredningen. Allerede i sommeren 2020 var livet mere normalt i Kina sammenlignet med størstedelen af den øvrige verden. Kina eksporterede værnemidler, ansigtsmasker og sidenhen også coronavacciner i massevis til andre steder på kloden, også til EU. I kvartalet fra juli til september opnåede kineserne en 4,9 procents vækst, hvilket bestemt ikke var tilfældet i Vesten. Det fremgår af en artikel i Financial Times med overskriften ”China turns to domestic demand to power economy” (se kilder).

I foråret og sommeren 2022 beordrede regeringen store nedlukninger i millionbyen Shanghai, landets finansielle motor, og det fik konsekvenser for verdensøkonomien og ikke mindst for de væsentlige forsyningskæder fra Kina til Vesten. Blandt andet førte nedlukningerne til, at leveringen af nye elbiler fra f.eks. Tesla, som produceres i Shanghai-området, blev forsinket i månedsvis med store aktiefald til følge. Det fremgår af Ritzaus artikel ”Teslas omsætning dykker efter coronanedlukning i Kina” (se kilder).

I november 2022 udbrød protester mod Kinas stramme coronapolitik, som er nogle af de mest strikse regler i verden. Protesterne blev udløst af en brænd i en boligblok i storbyen Urumqi i den vestlige del af Xinjiang-regionen. Branden kostede mindst 10 personer livet, fordi redningskøretøjerne ikke kunne nå at komme frem pga. Coronaafspærringer i byen. Det fik kinesere i Shanghai, Beijing og andre større byer til gå på gaden i utilfredshed mod landets nul-covid-politik. Nogle demonstranter krævede også præsident Xi Jinpings afgang. I artiklen "Protesterne breder sig i Kina, og demonstranter retter skytset mod styret: Ikke set siden 1989" kalder Mette Thunø, ph.d. og lektor ved Kinastudier på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, demonstrationerne for opsigtsvækkende, og beskriver, at det er noget nyt, at kritikken er rettet mod landets styrende kommunistiske parti. 

Videoklip: Her er videoerne, som Kina ikke vil have ud. DR Nyheder, marts 2020.

Hvad er forventningerne til Kinas fremtidige eksport?

I en analyse på den danske eksportorganisation EKF’s hjemmeside (se kilder) erkender chefanalytiker Peter Toft under overskriften ”Kina er først ude af coronakrisen – men langsigtede udfordringer venter” (se kilder), at Kina med en gennemsnitlig vækst på 2 procent i 2020 var positiv sammenlignet med resten af verden. Men det var et stykke under normalen på cirka 6 procent. Toft peger endvidere på nogle problemer for Kina, selvom coronapandemien ser ud til at være under kontrol i landet. De nye problemer omfatter især det forringede forhold til USA: ”Med valget af Biden bliver USA-Kina-forholdet muligvis mere konstruktivt end under Trump, men også Biden har signaleret, at hans administration anser Kina for en geopolitisk konkurrent. Trump gennemførte en byge af amerikanske sanktioner og handelsforhindringer mod Kina, og der er næppe udsigt til, at forholdet bevæger sig markant over frysepunktet i de kommende år. Det vil stille krav til Kina om nytænkning i den økonomiske politik og udenrigspolitikken” (se kilder). I forlængelse heraf nævner Peter Toft, at der også er tegn på nytænkning i Beijing i form af den nylige investeringsaftale mellem EU og Kina. Ifølge analytikeren er aftalen ”et forsøg på at sikre lige adgang for europæiske og kinesiske virksomheder på hinandens markeder”. Som nævnt ovenfor førte de store nedlukninger i 2022 til, at den økonomiske vækst i Kina viste stor nedgang i andet kvartal sammenlignet med første kvartal. Det fremgår af Ritzaus artikel ”Teslas omsætning dykker efter coronanedlukning i Kina” (se kilder).

Hvordan ser de kommende år ud under Xi Jinping?

Kina havde som det eneste af verdens større lande en positiv økonomisk vækst i kriseåret 2020. Året efter kunne kommunistpartiet fejre sit 100-års jubilæum, og da partiet tog fat på fejringen ved sin årlige folkekongres i februar 2021, fortalte Xi Jinping i sin tale med stor begejstring, at hans land har opnået ”et menneskeligt mirakel” ved at udrydde ekstrem fattigdom i Kina. Det fremgår af BBC’s artikel “China's Xi declares victory in ending extreme poverty” (se kilder). Ifølge regeringen er næsten 100 millioner mennesker blevet løftet ud af fattigdom i løbet af en otteårig periode, og Xi kaldte det en ”komplet sejr, som vil gå over i historien”.

Allerede i oktober 2020 fremlagde kommunistpartiet sin såkaldte femårsplan for Kina. Oprindeligt var det Mao Zedong, der startede med at lave disse femårsplaner tilbage i 1953, og denne gang var det så den 14. af slagsen. I Berlingskes artikel ”Her er Xi Jinpings plan for Kinas fremtid” (se kilder) opridses planen i fire overordnede punktnedslag, som hver især skal sikre og yderligere styrke Kinas globale magtposition i de kommende år:

• Teknologisk uafhængighed: Xi Jinping vil gøre Kina selvforsynende med teknologier, så man ikke er afhængig af for eksempel USA. Et godt eksempel på dette er den kinesiske techgigant Huawei, som også forsøger at skabe indflydelse i Vesten som en konkurrent til de amerikanske teknologier.
• Militær modernisering: Kina skal have et militær i verdensklasse inden 2050.
• Økonomisk vækst: Planen de næste fem år er at udvide de hjemlige markeder og satse på innovation. Fokus kommer til at være på en højere kvalitet i væksten, og det peger på et Kina, der vil bevæge sig længere op ad værdikæden og længere væk fra den gamle rolle som verdens fabrikshal.
• Grøn udvikling: I september 2020 fremlagde Xi Jinping sit ambitiøse klimamål om at gøre Kina CO2-neutralt i 2060. Han har desuden sagt, at Kinas CO2-udledninger skal toppe inden 2030.

I oktober 2022 under kommunistpartiets 20. folkekongres siden dannelsen for 100 år siden blev nogle af planerne uddybet af Xi Jinping og de øvrige magthavere i partiet. Ifølge analytikerne var det mest iøjnefaldende, hvor meget magt Xi Jinping nu har koncentreret omkring sig selv. I Politiken skriver Asien-korrespondent Sebastian Stryhn Kjeldtoft, at folkekongressen var historisk, fordi ”Østens supermagt ser ud til at være gået ind i en ny politisk tidsalder”, hvor Xi Jinping har ”sat sig så enerådigt på magten i Kina, at det fremover må diskuteres seriøst, om Kina er blevet et enmandsdiktatur” (se kilder). I årtier var det ellers normen, at Kinas øverste leder afgav magten efter to valgperioder. Men Xi Jinping, ligner nu ”en mand, som vil regere Kina, til han dør”, som det formuleres i artiklen. I forbindelse med folkekongressen i 2022 blev den kinesiske premierminister droppet sammen med tre andre fra partiets øverste ledelse. Det fremgår af Ritzaus artikel "Den kinesiske regerings nummer to sendes tidligt på pension” (se kilder).

Videoklip: Sådan blev Kina en supermagt igennem 40 års økonomiske reformer (DW News).