Kulturelle tendenser og teknologisk udvikling

Hvilke navne og begivenheder prægede den danske musikscene?

På den musikalske scene opstod en række populære danske bands og solister, bl.a. Gnags, TV2, Dodo And the Dodo’s, Lars H.U.G., Thomas Helmig, Anne Linnet, Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og C.V. Jørgensen. Med walkman’en, som kom frem i 1979, kunne man tage musikken med sig og høre den på farten: ”Elegant kunne tidens teenagere spænde walkman’en fast til bukselinningen eller lade den ligge frit i lommen, mens de gik ned ad gaden med et par høretelefoner på hovedet. Et musikalsk ungdomsoprør”, som den nye musikalske 80’er-frihed bliver beskrevet i artiklen ”5 dimser der dukkede op i 80’erne” på DR.dk (se kilder).
Kort efter kom CD’en, en diskette, der var mindre end de tidligere LP’er. Blandt andre af årtiets teknologiske landvindinger var elbilen ”Ellerten”, som blev opfundet af en ingeniør fra Randers, Steen Ellert. Der blev bygget 5.000 ellerter, som dog aldrig blev rigtig populære. Også dankortet blev opfundet i 1980’erne.

Bandet TV2 med 80’er-hittet ”Rigtig mænd”

 

Dodo And the Dodo’s med”Vågner i natten”:

 

Hvad var bz-bevægelsen?

Bz-bevægelsen var en bevægelse af flere hundrede unge, der op gennem 80’erne besatte huse i oprør mod autoriteter og borgerlige værdier. Bz var årtiets mest markante oprørsbevægelse, og sammenstødene med politiet blev med tiden mere voldelige. Husbesættelserne vakte stor mediebevågenhed, og i 1986 lykkedes det bz’erne at barrikadere et helt boligkvarter omkring Ryesgade på Østerbro. ”Du har ikke en chance – tag den!”, lød bevægelsens motto. Bz’erne var for firserne, hvad frihedskæmperne havde været for fyrrerne, hippierne for tresserne og marxisterne for halvfjerdserne”, som Peter Øvig Knudsen formulerer det i bogen ”BZ” (se kilder).
Niels Ibsen er en af bz’erne, der var med hele vejen fra første besættelse af rugbrødsfabrikken Rutana i efteråret 1981. I bogen ”BZ” (se kilder) forklarer han motivationen bag bevægelsen således: ”BZ’erne havde som unge en stærk drift mod noget andet og mere end det liv, de kendte hjemmefra, de ledte efter kærlighed og fællesskab, en ny familie simpelthen. Nogle af de mere kraftfulde figurer i BZ kunne træde ind i roller som far og mor i den familie”. Det var også bz’erne, der besatte Ungdomshuset på Jagtvej, som forblev de unge autonomes hus i flere årtier, til det blev ryddet af politiet den 1. marts 2007.

 

Bz’ernes egen film ”Jævning” om tiden med besættelsen af huset Allotria og nabohuset Bazoka:

 

Hvad kendetegnede punk- og yuppiebevægelsen?

1980’ernes unge bliver også kaldt ”nå-generationen”. Omgivet af frygt for Den Kolde Krig, ungdomsarbejdsløshed og økonomisk krise reagerede en del unge med forskellige former for oprør og udskejelser. Og det gjorde en god del af 1980’ernes unge – som enten punkere eller yuppier. Mens punkerne dyrkede digteren Michael Strunge, lyttede til larmende rock og punk, bl.a. bandet Sex Pistols, sniffede lightergas, nægtede at aftjene værnepligt og var i stærk opposition til borgerlige værdier, dyrkede yuppierne en livsstil med fokus på egen vækst og succes, sniffede kokain, gik i dyrt tøj og hang ud på diskotekerne med dyre drinks og fotomodeller. Som forfatteren Jan Sonnergaard forklarer i artiklen ”En generation af punkere og yuppier” i Information (se kilder): ”Godt nok sniffede punkerne lightergas, mens yuppierne holdt sig til en bane kokain. Men dybest set handlede det om det samme. Med Den Kolde Krig som en bastant trussel kunne de unge lige så godt skeje ud”.

Hvad var baggrunden for den nye tv-kanal TV2?

I 1986 blev tv-kanalen TV2 etableret. Rammerne blev vedtaget ved lov for at skabe en konkurrent til Danmarks Radio (nu DR), som hidtil havde haft monopol som landets eneste tv-kanal. Den 1. oktober 1988 rullede den første udsendelse på TV2 over skærmen. Med den nye tv-kanal blev reklamer en del af sendefladen – af hensyn til dansk erhvervsliv og for at give danskerne adgang til mere dansk tv. Det blev også besluttet, at TV2’s programmer – bortset fra nyhedsudsendelserne – skulle produceres af private produktionsselskaber. Oprettelsen af TV2 var også udtryk for utilfredshed hos Folketingets borgerlige partier, som mente, at DR var for venstreorienteret i sin dækning, og som anklagede journalisterne for at være ”røde lejesvende”, fremgår det under overskriften ”TV2 1988-” på Danmarkshistorien.dk (se kilder). Lignende kritik rammer stadig med mellemrum DR.

Hvilke populære serier samlede danskerne foran tv?

På TV2 fik danskerne mulighed for at samles om en række populære underholdningsprogrammer, bl.a. quizprogrammet ”Lykkehjulet”, fredagsunderholdningsprogrammet ”Elevatoren” og amerikanske serier som ”Dollars” (1981-1989), der handlede om penge, overflod og velstand, og ”ALF” (1986-1992) om et lille rumvæsen med forsmag for katte. Se artiklen ”15 fede 80’er-serier for flere populære serier fra 1980’erne” (se kilder).

Hvad kendetegnede moden og dens sammenhæng med tidens politiske strømning?

Der var pang på farverne i 1980’er-klædeskabene. De mest karakteristiske var pastel- og neonfarver. 80’er-modens farvepalet bliver i bogen ”Tilbage til 80’erne” (se kilder) forklaret som en modreaktion på 70’ernes naturlige look og understregning af antiforbrug. De fodformede sko blev skiftet ud med stiletter, og selv Ecco måtte sætte hæl og farver på en del af kollektionen. Brede farvestrålende bælter og similisten på tasker, tøj, sko, strømper og sågar undertøj blev også populære. Og alt fra hårtørrere til telefoner og festcigaretter blev produceret i stærke farver. Også makeuppen blev der skruet op for – og også mænd begynder at sminke sig. Blandt den mere mainstream hverdagsmode var dynejakken, den fodformede Rap-sko, buksedragten, joggingblusen, hårbøjlen og Moonboot-støvlen populær – alt sammen i stærke farver naturligvis.

 

Prince med 80’er-hittet ”Rasperry Beret” fra 1985: