Hvem var Tollundmanden?

Et andet berømt fund fra jernalderen er Tollundmanden. Tollundmanden har man fundet i en mose, derfor kalder man Tollundmanden et moselig. Man mener, at Tollundmanden blev ofret til guderne, fordi han blev fundet med en lædersnor om halsen. Lædersnoren tyder på, at han blev hængt. Selvom Tollundmanden har ligget i en mose i 2500 år, er han meget velbevaret. Faktisk ser det næsten ud som om, han bare sover.

 

                                            

 

Hvad er danefæ?

Danefæ er værdifulde ting fra fortiden. Danefæ kan være smykker, våben, mønter og redskaber lavet for mange tusinde år siden. Ting kaldes danefæ, fordi de kan fortælle os meget om, hvordan man levede på en bestemt tid. Derfor gælder der nogle helt særlige regler for danefæ. F.eks. må man ikke tage danefæ med hjem og beholde det, selvom man har fundet det ude i naturen. Det tilhører nemlig os alle. Guldting fra jernalderen er altid danefæ, fordi mange guldting fra jernalderen igennem tiden er forsvundet eller er blevet smeltet om – ligesom Guldhornene. Hvis man finder guldting fra jernalderen, f.eks. et guldsmykke, får man en findeløn af Nationalmuseet.