Baggrund om IT-sikkerhed

Hvad er IT-sikkerhed?

Grundlæggende handler IT-sikkerhed om at beskytte informationer på internettet, på computere og i computernetværk. Mange forbinder IT-sikkerhed med antivirusprogrammer og stærke kodeord. Men IT-sikkerhed handler om mere end det – alt fra den enkelte borgers adfærd på internettet, til hvordan nationer og det internationale samfund tilrettelægger deres IT-politik for at beskytte sig mod IT-kriminalitet og cyberangreb.

 

Hvad er IT-kriminalitet?

IT-kriminalitet er en betegnelse for en lang række forskellige former for kriminalitet, der har vundet indpas, i takt med at vores samfund er blevet mere og mere digitalt. En opgørelse fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR) (se kilder) viste, at i 2020 havde cirka fem procent af danskerne mellem 16 og 74 år været udsat for IT-kriminalitet i form af misbrug af kortoplysninger, bedrageri ved samhandel på internettet, kontaktbedrageri, misbrug af personoplysninger og hadefulde ytringer. Det svarer til mellem 178.000 og 208.000 personer.


Hvilke former for IT-kriminalitet findes der?

Det Kriminalpræventive Råd deler IT-kriminalitet op i tre kategorier, som hver især kræver forskellige sikkerhedsmæssige tiltag:

 

  • Computer-integritetsforbrydelser. Disse forbrydelser går ud på at skade en persons eller en virksomheds IT-system. Det er forbrydelser, der angriber computeren – f.eks. hacking, distribuering af malware, f.eks. vira, orme og trojanske heste eller såkaldte DDoS-angreb, der går ud på at overbelaste en internetside.
  • Computer-assisterede forbrydelser. Disse forbrydelser har ofte et økonomisk sigte. Det er kendte kriminalitetsformer som tyveri og bedrageri, der begås ved hjælp af internetteknologi. Det er f.eks. Nigeriabreve, phishing eller indbrud i en netbank.
  • Computer-indholdsforbrydelser. Forbrydelserne handler om at besidde eller dele kriminelt materiale. Det kan være ulovligt indhold i filer, beskeder eller andre informationer, der sendes ud på internettet. Det er f.eks. børnepornografisk, racistisk eller voldeligt materiale.