Hvilke vigtige nationale symboler har Irland?

Irland er kendt over hele verden for Skt. Patricks Dag 17. marts. Det er en festdag hvor irernes nationale helgen Skt. Patrick fejres. Dagen fejres med store optog og parader hvor deltagerne er klædt i grønt. Paraderne begyndte blandt irske indvandrere i USA i 1700-tallet og kom først til Irland i 1990’erne.

Irland har som det eneste land i verden et musikinstrument som nationalt symbol, nemlig harpen. Irsk folkemusik er ellers kendt for violin, irsk tværfløjte og irsk sækkepibe samt mandolin, guitar og banjo. Irsk folkemusik har påvirket amerikansk folkemusik, rock og punk rock. Irske bands som the Dubliners og The Pogues har gjort irsk folkemusik kendt. Andre berømte irske bands og musikere er U2, Westlife, Sinead O’Connor, Enya og Johnny Logan. Johnny Logan har vundet Eurovision Song Contest (Melodi Grand Prix) tre gange. Irland har vundet i alt syv gange. Ingen andre lande har vundet så mange gange.

Irland er også kendt for øl, bl.a. mærkerne Guiness og Kilkenny, og whisky som er blevet lavet i Irland siden 1500-tallet.

I Irland findes nogle særlige sportsgrene: hurling og gælisk fodbold. Fodbold, rugby, heste- og hundevæddeløb er også populært. Det irske rugby-landshold er et af verdens bedste.

Her bliver reglerne i spillet hurling vist og forklaret. Med engelsk fortæller.