Udfordringer og fremtidsperspektiver

Hvilke indenrigspolitiske udfordringer præger Iran?

Irans økonomi er efter nogle års bedring igen i problemer med bl.a. en meget høj inflation, og det skaber frustration i en stor del af befolkningen.
Desuden er der fortsat store problemer med undertrykkelse af kritikere af regimet, religiøse og etniske minoriteter samt kritiske journalister.
Iran har også problemer med høj ungdomsarbejdsløshed, med narkomisbrug og med forurening af forskellig slags, bl.a. er hovedstaden Teheran en af verdens mest forurenede, og i sommermånederne kan smoggen blive så slem, at børnehaver og skoler må lukke på grund af luftforeningen. Den voldsomme forurening hænger bl.a. sammen med den ringe offentlige transport, som betyder, at mange af de omkring ni millioner indbyggere i hovedstaden ikke har noget reelt alternativ til privatbilisme.

Hvorfor udbrød der protester i Iran omkring årsskiftet 2017/18?

Protesterne begyndte torsdag den 28. december 2017. Her gik indbyggere i Irans næststørste by, Mashhad, på gaden i protest over de dårlige økonomiske forhold. Demonstrationerne var en direkte reaktion på, at regeringen havde meldt ud, at man ville fjerne den uddeling af gratis fødevarer, som mange fattige husholdninger havde klaret sig på. I de næste dage spredte protesterne sig til andre dele af landet, dog kun i mindre omfang til hovedstaden.
Baggrunden for protesterne var, at priserne på fødevarer i de sidste tre måneder op til protesternes start var steget med cirka 15 procent, og at store grupper af pensionister desuden ikke havde fået udbetalt folkepension.
De første protester var primært rettet mod landets regering og den daværende præsident Hassan Rouhani, fordi han i sine valgløfter havde sagt, at de penge, der ville komme til landet som følge af de ophævede sanktioner efter atomaftalen, ville komme almindelige iranere til gode. Efterhånden blev nogle af demonstrationerne rettet mod styret som helhed. Demonstranterne var ikke organiseret, sådan som de var det under f.eks. den såkaldt grønne revolution i 2009, og blandt dem var både unge, arbejdsløse, fattige og pensionister. Demonstranternes baggrund og deres krav beskrives i en leder i Kristeligt Dagblad 7. januar 2018 (se kilder), og en oversigt over protesternes udvikling og primære årsager findes i et Ritzau-telegram fra 3. januar 2018 (se kilder).

Hvordan reagerede det iranske regime på demonstrationerne?

Regimet satte store politistyrker ind mod demonstranterne, og på sociale medier blev der delt videoer af politivold. Mindst 21 personer blev dræbt under sammenstød mellem demonstranter og politi, og over 1.000 blev anholdt. De iranske myndigheder forbød adgang til to sociale medier, som demonstranterne benyttede sig af.
Den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, udtalte, at urolighederne var iværksat af udenlandske kræfter. Præsident Rouhani derimod reagerede ved at slå fast, at borgene har ret til at demonstrere, men bør gøre det fredeligt. Han tog desuden initiativ til, at restriktionerne mod sociale medier blev ophævet igen, ligesom han samlede parlamentet for at søge svar på, hvad der var sket med de over 1.000 anholdte.

Indslag fra tv-stationen al-Jazeera 31. december 2017 om regimets trusler mod demonstranterne:

Hvorfor udbrød der protester i Iran i september 2022?

Fredag den 15. september døde en 22-årige iransk-kurdisk kvinde, Mahsa Amini, af et hjerteanfald, efter at hun havde været i det iranske moralpolitis varetægt i tre dage. Hun blev anholdt i Teheran for ikke at have dækket alt sit år med sit hovedtørklæde, og ifølge øjenvidner blev hun pryglet af moralpolitiet, så hun gik i koma og døde tre dage senere. De iranske myndigheder hævdede, at Mahsa Amini døde på grund forudgående hjerteproblemer, men det har hendes familie afvist. Mahsa Aminis død forårsagede demonstrationer og protester, der i løbet af få dage spredte sig til omkring 80 iranske byer – og siden også til bl.a. Syrien. Under demonstrationerne klippede kvinder deres hår af og brændte deres tørklæder, mens både kvinder og mænd råbte slagord mod moralpolitiet og siden også mod det iranske regime generelt.

Hvor markante er protesterne?

Ifølge lektor og Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling har man ikke set så store og udbredte demonstrationer for kvinders rettigheder i Iran siden den islamiske revolution i 1979: ”Sidste gang, man så noget lignende, var i marts 1979, hvor tusindvis af kvinder gik på gaden i Teheran i forbindelse med kvindernes internationale kampdag, fordi der gik rygter om, at der var regler på vej om lovpåbudt hijab i det offentlige rum,” siger han ifølge DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder). I artiklen påpeger han desuden, at de nuværende protester også adskiller sig ved, at mange mænd denne gang viser deres støtte: ”Det er spektakulært at se store grupper af mænd, der bifalder og hjælper kvinderne med protesterne. Det viser en forandring i den politiske protestkultur i Iran og beviser, at der er en bred utilfredshed i befolkningen over tingenes tilstand,” siger Rasmus Elling.

Hvordan reagerede regimet på protesterne?

De iranske myndigheder har slået hårdt ned på demonstranter, og i løbet af den første uges protester var mindst 50 personer blevet dræbt. Myndighederne slukkede desuden for en stor del af internettet i landet og for de populære sociale medieplatforme Instagram og WhatsApp. Flere menneskeretseksperter har advaret om, at da internettet blev lukket ned under protester i Iran i november 2019, blev et stort antal mennesker dræbt.

Hvilken rolle spiller atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande?

I 2015 indgik Iran en aftale med USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Kina, Rusland og EU. Aftalen gik ud på, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram, og til gengæld skulle en del af omverdenens sanktioner mod landet ophæves. Formålet med aftalen var at undgå, at iranerne udvikler atomvåben, og samtidig sikre, at Iran kunne træde ind i den internationale økonomi.

How the Iran nuclear deal works, explained in 3 minutes. Vox, 15. juli 2015:

Atomaftalen blev forhandlet på plads af blandt andre USA’s daværende præsident Barack Obama og trådte i kraft i januar 2016. Den daværende præsident Rouhani var fortaler for atomaftalen og argumenterede over for den iranske befolkning med, at en aftale ville betyde en klar forbedring af Irans økonomi, fordi Iran ville blive integreret i den globale økonomi ved igen at kunne eksportere gas og olie og ved at kunne tiltrække udenlandske investeringer. Det er lykkedes dog ikke Rouhani at skabe så store økonomiske og sociale forbedringer, som mange iranere mente, at de blev stillet i udsigt, og det betyder, at Rouhanis popularitet dalede i hans præsidentperiode frem til juni 2021, hvor Ebrahim Raisi overtog præsidentposten.

Hvilke udenrigspolitiske udfordringer præger Iran?

Iran er præget af et problematisk forhold til bl.a. USA, Israel og Saudi-Arabien. Forholdet til disse lande er blevet forværret gennem de senere år, fordi de tre lande opfatter Irans aktive deltagelse i en række konflikter i Mellemøsten som meget problematisk. Med Donald Trump som amerikansk præsident blev forholdet til USA igen forringet.

Hvordan har Irans forhold til USA været siden 1979?

Indtil den islamiske revolution i 1979 var Iran sammen med Israel USAs vigtigste allierede i Mellemøsten. Men siden revolutionen i Iran i 1979 har forholdet mellem Iran og USA været meget anspændt, ikke mindst siden iranske studerende i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog en gruppe mennesker på ambassaden som gidsler, som først blev frigivet efter 444 dage.

Indslag fra TV-avisen om frigivelsen af de amerikanske gidsler. Danmarks Radio, 22. januar 1981.

Iranske ledere har brugt meget tid og mange kræfter på at tegne et billede af amerikansk livsstil som en trussel mod iransk moral og kultur. Senest har regimet – i forbindelse med demonstrationer i landet ved årsskiftet 2017/18 – besluttet at forbyde engelskundervisning i iranske grundskoler for at forhindre en ”kulturel invasion”.
Siden 1980erne har samtlige amerikanske præsidenter vurderet, at et atombevæbnet Iran ville udgøre en trussel mod USAs og dets allieredes sikkerhedsinteresser. Desuden har USA i en årrække klassificeret Iran som en stat, der yder støtte til terroraktioner uden for dets grænser – bl.a. via Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiske områder.
USAs tidligere præsident Barack Obama var en af hovedaktørerne i forhandlingsforløbet, som i 2015 førte til en atomaftale mellem Iran og en række vestlige lande. Obamas ønske om at få denne aftale forhandlet på plads var ifølge politiske iagttagere baggrunden for, at Obama ikke udtalte støtte til den iranske oppositionsbevægelse, Den grønne bevægelse, da der var voldsomme protester mod regimet i Iran i 2009.
Forholdet mellem USA og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder).

Hvordan har forholdet mellem USA og Iran udviklet sig de seneste år?

De senere år har USA opbygget en ny anti-iransk front med Saudi-Arabien og Israel, og efter at truslen mod Islamisk Stat blev mindre, udpegede USA Iran som sin nye hovedfjende. Allerede i efteråret 2016 indførte USA sanktioner mod Revolutionsgarden på grund af de aktioner, som den udfører og støtter via shiitiske militser i bl.a. Syrien, Yemen og Irak. I april 2019 annoncerede den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, at USA opfattede Revolutionsgarden som en terrororganisation.
Trump truede fra begyndelsen af sin præsidentperiode med at opsige atomaftalen, da han – modsat Det Internationale Atomenergiagentur – ikke mente, at Iran overholdt betingelserne i aftalen, og han har kaldt Iran ”en terroristnation som få andre”. Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei, gentog til gengæld, som reaktion på Trumps trusler om at opsige atomaftalen, at USA er Irans fjende nummer et.
I maj 2018 bekendtgjorde Trump, at USA trak sig ud af atomaftalen, og et års tid efter meddelte Iran, at landet ville øge produktionen af beriget uran – i strid med atomaftalen. Få dage efter bekendtgjorde USA, at man havde sendt bombefly til Mellemøsten, og at et hangarskib var på vej på grund af truslerne fra Iran. Herefter kom en periode med flere sammenstød. Flere skibe blev angrebet i Den Persiske Golf, og Iran mistænktes for at stå bag. Både USA og Iran nedskød droner, der tilhørte modparten.
Det anspændte forhold mellem Iran og USA fra 1953 til januar 2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Hvordan udviklede forholdet mellem Iran og USA sig omkring årsskiftet 2019/2020?

Den 27. december 2019 blev en amerikansk militærbase i Irak angrebet af en iransk-støttet milits, Kataib Hizbollah. En amerikansk militærmand blev dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk blev såret. USA vurderede, at den iranske general Qassem Soleimani havde planlagt angrebet og var i gang med at planlægge flere angreb på amerikanske militærfolk og diplomater i Mellemøsten. USA svarede igen ved at angribe Kataib Hizbollah-militsen i Irak og Syrien fra luften og dræbe mindst 25 af gruppens krigere, og den 3. januar 2020 bombede en amerikansk drone to biler ved Bagdads internationale lufthavn og dræbte ved angrebet den Qassem Soleimani, den øverstkommanderende i Quds-styrken, en specialenhed i Irans Revolutionsgarde. Quds-styrken har bl.a. støttet præsident Assad i Syrien og haft stor betydning for det syriske regimes sejre i krigen i Syrien, ligesom Soleimani menes at være manden bag den iransk-støttede Hizbollah-milits’ voksende magt i Libanon og flere shiitiske militsers øgede styrke i Irak. Det var med andre ord en meget vigtig mand, USA dræbte. Mellemøstkendere vurderede, at det svarede til, at en fremmed magt havde dræbt USAs vicepræsident.
Iran svarede efter et par dage igen ved affyre missiler mod en luftbase i det vestlige Irak, hvor der var både amerikanske og danske soldater udstationeret, og mod en base i den nordlige, kurdiske del af landet. Angrebet fik den danske regering til at beslutte midlertidigt at flytte sine soldater ud af Irak. Iran meddelte, at man ikke ville leve op til alle dele af atomaftalen, så længe de øvrige parter ikke gør det.
Natten til den 8. januar styrtede et ukrainsk passagerfly ned blot syv minutter efter, at det var lettet fra Irans hovedstad, Teheran, og alle 176 ombordværende blev dræbt. Efterfølgende viste det sig, at flyet var blevet skudt ned af et iransk jord-til-luft-missil. Den iranske regering indrømmede efter først at have nægtet det, at flyet var blevet skudt ned, men forklarede, at det var sket ved en menneskelig fejl.

Udviklingen omkring årsskiftet 2019/2020 beskrives i en tidslinje på Kristeligt Dagblads hjemmeside den 8. januar 2020 (se kilder).

Hvordan har Irans forhold til USA udviklet sig under præsident Biden?

Præsident Joe Biden har forsøgt at genoplive dialogen med det iranske styre og har haft samtaler med præsident Ebrahim Raisi. Joe Biden har fra begyndelsen af sin præsidentperiode erklæret, at en fornyet atomaftale med Iran er højt på hans liste, og i juni 2022 forsøgte forhandlere fra USA og Iran at møde hinanden i en ny atomaftale. Parterne måtte dog forlade forhandlingerne i Doha i Qatar uden en aftale, bl.a. fordi amerikanerne nægter at fjerne Irans Revolutionsgardes Sikkerhedsstyrke fra sin liste over internationale terrororganisationer. Under et besøg i Mellemøsten i juli lagde både Israel og USA op til, at man vil arbejde på at få en fornyet atomaftale i stand med Israel.
USA fastholder sine økonomiske sanktioner mod Iran, og Joe Biden håber, at sanktionerne – og det deraf store pres på Irans økonomi – vil kunne motivere det iranske regime til at indgå en ny atomaftale.
Det fremgår af en artikel på TV 2’s hjemmeside den 14. juli 2022 (se kilder).

Hvordan er Irans forhold til Israel?

Israel anser Iran for at være sin hovedfjende, fordi Iran nægter at anerkende Israel som en stat, og fordi styret i Iran støtter oprørsbevægelserne Hizbollah i Libanon og Hamas i Gazastriben, som begge retter angreb mod Israel. På grund af risikoen for, at Iran udvikler atomvåben, anser Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, Iran for at være den alvorligste trussel mod den israelske stat, og i Netanyahus tid som leder i Israel har israelsk militær bombet iranske militærbaser i Syrien. Israel ønsker desuden, at Iran helt skal tilintetgøre sine atomanlæg og ikke blot bremse udviklingen af sit atomprogram.
Forholdet mellem Israel og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande, der trådte i kraft 1. januar 2016.

Hvordan er Irans forhold til EU?

EUs forhold til USA har været præget af både tilnærmelser og afstandtagen. I omkring ti år frem til indgåelsen af atomaftalen i 2015 fulgte EU ifølge en kronik i Politiken 26. maj 2017 (se kilder) USAs politik om at ”presse, isolere og sanktionere Iran”, men er herefter gået over til en såkaldt ”kritisk dialog” med Iran. EU brugte mange kræfter på at få forhandlet atomaftalen på plads, og det skyldes ifølge en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) især, at EU-landene ønskede at få ophævet det forbud mod import af olie fra Iran, som blev indført i 2012. Inden da havde Iran nemlig været den syvendestørste olieeksportør til EU.
EUs skiftende udenrigschefer flere gange understreget, at man ønsker at fastholde og genetablere atomaftalen, fordi den holder styr på det iranske atomprogram og dermed er med til at gøre verden mere sikker ved at forhindre yderligere spredning af atomvåben. EU støttede den forrige præsident Rouhini, som var med til at forhandle atomaftalen på plads, og bl.a. Amnesty International kritiserede EU for ikke at være kritisk nok over for de menneskerettighedskrænkelser, som fandt sted i Iran under Rouhinis præsidentskab.
Iran truede på sin side i november 2017 med at ville øge rækkevidden på sine langtrækkende missiler, så de kunne nå Europa, hvis Europa truede Iran.

Hvordan er Irans forhold til Rusland?

Inden forhandlingerne om atomaftalen begyndte i 2014, støttede Ruslands præsident Vladimir Putin FN-sanktionerne mod Iran og bidrog også til at få aftalen i stand samt var medunderskriver på den. Putins støtte til aftalen skyldtes primært, at Rusland ikke ønskede at få flere atommagter i sit nærområde, og det opvejer det faktum, at Rusland blev økonomisk udfordret af, at Iran efter aftalens indgåelse kunne træde ind på det globale oliemarked igen, da de to lande konkurrerer om salg af olie.
Rusland og Iran har de senere år desuden været allierede i kampen for at bevare Syriens diktator præsident Assad på posten og har sammen støttet det syriske regimes styrker.
Forholdet mellem EU, Rusland og Iran beskrives kort i en artikel i Information 12. oktober 2017 (se kilder) om baggrunden for atomaftalen mellem Iran og en række vestlige lande.

Hvilken rolle spiller Iran i konflikterne i Mellemøsten?

Iran har siden revolutionen i 1979 udført aktioner i udlandet for at ramme sine fjender. En særlig afdeling af den iranske revolutionsgarde opererer i udlandet ved at støtte, træne og oprette militser, som kæmper på shiitisk side, og i de senere år er denne praksis blevet betydeligt styrket.
Revolutionsgarden rekrutterer og træner ikke blot iranere, men også titusinder af unge mænd fra lande som Irak, Libanon, Pakistan, Afghanistan, Usbekistan og Yemen, som efter militær træning og religiøs skoling bliver sendt i krig i lande som Irak og Syrien. Desuden er der forlydender om, at afghanske flygtninge – herunder børn og unge – i Iran presses til at gå ind i disse militser mod til gengæld at få opholdstilladelse i Iran.
Iran, der har stået på Syriens præsident Bashar al-Assads side i den syriske borgerkrig samt støtter den irakiske regering, var et af de første lande, der gik ind i kampen mod Islamisk Stat, og iransk finansierede shiamilitser har generobret byer fra Islamisk Stat i både Syrien og Irak. Desuden har Revolutionsgarden støttet shiitiske houthi-krigere i Yemen med våben og militærrådgivning i deres kamp mod Saudi-Arabien. Den tiltagende konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien om herredømmet i Mellemøsten har også givet sig udslag i, at iranerne støtter et shiitisk mindretal i den østlige del af Saudi-Arabien, der modarbejder den sunnimuslimske regering i Riyadh.
Ifølge militæranalytikere, som refereres i en artikel i Information 18. oktober 2017 (se kilder) fandtes der på daværende tidspunkt mindst 200.000 iransk rekrutterede og trænede shikrigere i forskellige militser i Mellemøsten. Desuden støtter Iran de palæstinensiske guerillaorganisationer Hamas og Islamisk Jihad, der bekæmper Israel fra Gaza.

Hvordan vil Iran udvikle sig i fremtiden?

Det er vanskeligt at forudse, hvordan Iran vil udvikle sig. For selv om en stor del af den iranske befolkning tydeligvis er utilfredse med den økonomiske og sociale udvikling og med regimet generelt, er der ikke udsigt til, at regimet vil blive væltet. Protesterne, som udviklede sig omkring årsskiftet 2017/18, døde ud igen efter et par uger, og i en analyse af situationen i Politiken 2. januar 2018 (se kilder) refereredes BBCs mellemøstredaktør, Jeremy Bowen, for, at der næppe var en ny iransk revolution i gang, men at ”protesterne viser, hvor utilfredse iranere er med deres liv, stigende fattigdom og regimets undertrykkelse”.
Protesterne, som er brudt ud i kølvandet på en 22-årige kvindes død i moralpolitiets varetægt i september 2022 er på tilsvarende vis ifølge eksperter et klart bevis på, at store dele af befolkningen er utilfredse med regimet. Men eksperterne har svært ved at vurdere, hvor stor en del af befolkningen, der reelt bakker op om protesterne – og tør at vise deres utilfredshed. Da regimet tilsyneladende er parat til at bruge meget hårde metoder for at slå demonstrationerne og protesterne ned, er sandsynligheden for, at det vil lykkes at vælte regimet, svært at vurdere, siger Iran-ekspert ved Københavns Universitet Rasmus Elling i DR-artiklen ”Protester i Iran spreder sig: Kvinder smider tørklædet og brænder det på åben gade” (se kilder).