Fremtidsperspektiver og dilemmaer

Hvilke IoT-løsninger kommer vi til at se i fremtiden?

IoT-teknologien vil komme til at spille en stadig mere omfattende rolle i vores liv, lyder det fra eksperter, der følger området.
”Internet of Things-systemer kommer til at have stemmestyring, kunne behandle video og håndtere alle former for sensorinput. Med andre ord kommer Internet of Things-systemer til at kunne se, høre og føle. De kommer til at forstå dig på et helt andet niveau, end vi er vant til i dag,” forklarer Sven Karlsson, der er lektor på Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet, i artiklen ”Internet of Things: Når ting ser, hører, føler og udspionerer dig på” Videnskab.dk (se kilder). Her kan man læse om, hvordan teknologi fra biokemiske laboratorier kan bygges så lille, at vi snart vil kunne gå rundt med hvert vores lille analyselaboratorium i lommen, f.eks. sensorer, der kan måle prøver af spyt, blod, sved og kobles til en smartphone, som kan advare om potentiel sygdom. Professor og vicedirektør på Institut for Matematik og Computer Science på Danmarks Tekniske Universitet Jan Madsen beskriver den kommende teknologi som ”en digital skytsengel”, som vil advare, hvis sved viser tegn på sygdom, eller hvis der er noget i luften, man er allergisk over for. Sundhed er blot et ud af mange områder, der vil blive revolutioneret af IoT inden for en overskuelig fremtid. Inden for så forskellige sektorer som uddannelse, landbrug og energi vil stadig flere opgaver blive løst ved hjælp af IoT, forudser eksperterne ifølge førnævnte artikel (se kilder).

Hvilke problemer er forbundet med IoT?

Dem, som er skeptiske over for IoT, påpeger især risikoen for, at vi som privatpersoner mister kontrol med både data og privatliv, når vi installerer robotter i hjemmet med højttalere, som aflytter vores private aktiviteter.
Artiklen ”Cybertruslen er blevet en del af hverdagen” i Politiken (se kilder) beskriver, hvordan Center for Cybersikkerhed (CfC) i sin årlige trusselsvurderingsrapport den 25. marts 2019, vurderer, at risikoen for netspionage er steget og nu er ’meget høj’. Det er især udenrigspolitiske institutioner og sikkerheds- og forsvarsmyndigheder, som er udsatte, fremgår det. Rapporten nævner også IoT, og CfC vurderer, at der inden 2020 vil være flere end 20 milliarder nye enheder på internettet. Hermed følger en forøget risiko for, at hackere angriber via utilstrækkeligt sikrede forbindelser fra enhederne til nettet, så de eksempelvis kan fjernstyre tingene eller høste og misbruge data. Fremtidige cyberangreb vil derfor i højere grad end i dag få konsekvenser i den fysiske verden, forudser CfC i rapporten.

Hvorfor frygter skeptikere, at IOT kan skade mennesker?

Flere eksperter har advaret imod, at sikkerheden forbundet med IoT ikke er i orden. Blandt andre professor på DTU Compute Nicola Dragoni, der kalder IoT en ”sikkerheds- og privacykatastrofe”. Antallet af internetopkoblede ting stiger med rekordfart, men det gør vores anstrengelser efter at skabe sikkerhed ved at beskytte data ikke, argumenterer han i artiklen ”Ingen overdrivelse at kalde IoT en sikkerheds-katastrofe” på Ida.dk (se kilder). Dragoni henviser til en analyse, som HP Security Research lavede i 2014, hvor de analyserede 10 af de mest populære IoT-devices og konkluderede, at 90% af enhederne indsamlede informationer, mens 80% ikke krævede et stærkt password, og 70% manglede basal kryptering, der kunne sikre mod hackerangreb. Særligt IoT-smart home-løsninger i private hjem gør måske nok nogle ting smartere i hjemmet, men gør også hjemmet mere usikkert og udsat for hackerangreb, mener Dragni. F.eks. kan både IoT-elpærer, smart-tv-apparater, babyalarmer, hjemmealarmer og termostater koblet på internettet overtages af hackere. Det er ikke bare hypotetiske scenarier. Hackere har allerede indstillet sigtekornet efter IoT, forklarer Dragoni. F.eks. er det østrigske hotel The Seehotel Jägerwirt blevet hacket mindst fire gange. Her har hackere overtaget kontrollen over bygningens låsesystem, og hotellet har været nødt til at betale hackerne for at lade gæsterne komme ind på eller ud fra deres værelser. Tilsvarende er det dokumenteret, at kriminelle “dark web”-grupper på nettet betaler op til 500 dollars for sundhedsdata – 10 gange så meget, som de vil betale for betalingsoplysninger fra et kreditkort. I USA har der været flere eksempler på, at sådanne stjålne sundhedsdata er blevet solgt og misbrugt og har givet adgang til, at folk er blevet opereret i et falsk navn for herefter at sende regningen til den person, hvis sundhedsoplysninger er blevet hacket.

Hvorfor kan vi ikke bare sikre os mod misbrug af IoT?

En af de største problemer forbundet med IoT er, at det er svært ved at overskue konsekvenserne af de teknologiske muligheder, det giver os at koble ting op på internettet og dele data. Selv om vi ved, at data kan misbruges, hvis de falder i forkerte hænder, er vi ikke altid i stand til at forstå konsekvenserne af et sådant misbrug, før vi oplever dem. Som Geoff Webb, seniorstrateg i virksomheden NetIQ, har sagt til avisen The Guardian: ”Det mest skræmmende er, at vi ikke ved, hvad der er mest skræmmende”. Det kan man læse i artiklen ”Smarte sensorer, du bærer rundt på dagligt, er i global sejrsgang” på Politiken.dk (se kilder).

Hvordan arbejder forskere på at gøre IoT etisk forsvarligt?

I artiklen ”Internet of Things skal gøres etisk forsvarligt” kan man læse om et omfattende forskningsprojekt ved navn VIRT-EU, der skal undersøge, hvordan europæiske it-udviklere kan hjælpes til at bygge produkter, der overholder en række etiske retningslinjer. Producenterne bag IoT er blevet klar over, at deres produkter medfører en række etiske dilemmaer, forklarer Irina Shklovski, lektor på IT Universitetet og leder af projektet, og det har fået en række virksomheder til at forfatte såkaldte etiske manifester. Sammen med sine forskerkollegaer har Irina Shklovski analyseret 28 af disse manifester, og sammen med fem partnere skal Shklovski og hendes kolleger – med EU-penge i ryggen – undersøge, hvordan europæiske it-udviklere kan støttes i at lave produkter, der overholder etiske retningslinjer. ”Hvis vi vil tage stilling til, hvordan den digitale fremtid skal se ud, må vi forstå de mennesker, der bygger den, og også gribe ind i deres arbejdsprocesser. For når teknologierne først er færdigudviklede, er det for sent at brokke sig over dem,” siger Shklovski i artiklen ”Forskere vil gøre Internet of Things etisk forsvarligt” på Itu.dk (se kilder).