Hvilken debat er der om intelligens?
Siden Howard Gardner præsenterede sin teori om de ni forskellige intelligenser i slutningen af 1980erne, har eksperter inden for området generelt været delt. Overordnet kan man sige, at der er to grundanskuelser af intelligens:
1) at intelligens kan beskrives som en generel faktor og noget uforanderligt (‘Den klassiske fløj’), og
2) at intelligens kan beskrives som opdelt i en række faktorer eller intelligenser (‘Den alternative fløj’).
Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).
Dem, der er kritiske over for den alternative intelligensteori, vil sige, at der ikke findes forskellige intelligenser, men snarere forskellige færdigheder, og at færdigheder er noget andet end intelligens.
Forsker i intelligens Peter Hartmann tilhører den klassiske fløj: ”I min verden handler intelligens ikke om, hvorvidt du kan drible en bold, eller om at du kan lave kinesisk mad. Den handler udelukkende om, i hvor høj grad du kan problemløse – at du kan løse komplekse opgaver og er i stand til effektivt at bearbejde informationer og gennemskue sammenhænge,” siger han i artiklen ”Hvad er intelligens.” på videnskab.dk den 5. september 2011 (se kilder).
Hjerneforsker Kjeld Fredens var en af dem, der arbejdede med Gardners teori, da den kom til Danmark i 1980erne, og han ser anderledes på sagen. I artiklen ”Hvad er intelligens” på videnskab.dk den 5. september 2011 (se kilder) siger han: “[Gardners] teori inspirerede undervisere, fordi man undgik at sige, at en elev var uintelligent og i stedet kunne fokusere på, at en elev kunne være god til forskellige ting. Jeg kunne godt lide tankegangen, fordi man fik et meget mere nuanceret syn på læring.”
Man kan sige, at teorien tager højde for et barns svage såvel som stærke sider, tror på udviklingsmuligheder og ikke er lige så firkantet i sin tilgang til intelligens, som den klassiske teori om intelligensmåling.
I modsætning til den klassiske opfattelse af intelligens er den alternative opfattelse dog langt sværere at måle og dokumentere. Af den grund bliver de klassiske intelligenstest, også kaldet IQ-test, ofte brugt, fordi resultatet angives som et tal, der er let at sammenligne og placere på en skala. Derfor er IQ også fortsat den fremherskende metode til at definere, om en person er intelligent.
Hvilken kritik er der af de klassiske intelligenstest?
IQ-testen er blevet kritiseret for at være kulturelt fordomsfuld og for kun at måle et udsnit af et menneskes egenskaber.
I nyere tid er det, ifølge artiklen ”Hvad er intelligens?” i Illustreret Videnskab den 6. oktober 2018 (se kilder), blevet diskuteret, om IQ-test i det hele taget kan bruges til at sammenligne intelligensen hos mennesker, der er vidt forskellige, hvad angår kultur og uddannelsesniveau.
Ifølge førnævnte artikel er hele begrebet intelligenskvotient blevet kritiseret for at lægge vægt på bestemte færdigheder, som ikke nødvendigvis er bedre eller mere nyttige end andre: “Derved risikerer man ikke blot, at en persons IQ giver et misvisende billede af hans virkelige intelligens, men også at det ene køn eller en bestemt befolkningsgruppe kan komme til at fremstå som specielt intelligente, fordi testens opgaver er knyttet til særlige færdigheder, som de har bedre forudsætninger for at bestride,” fremgår det af artiklen (se også afsnittet om intelligens og arvelighed).