Hvilke
stater var for og imod slaveri?
Ifølge
Georgia Encyclopedia blev den nyoprettede stat Georgia i 1735 den første af de
13 britiske kolonier i Nordamerika, som forbød slaveri. Men staten indførte det
efter pres fra plantageejere og andre rigmænd i 1750 på grund af mangel på
arbejdskraft, idet indvandringen af fattige folk fra Storbritannien begyndte af
aftage (se kilder).
I 1789 var der i
alt fem 'frie stater' – Pennsylvania, Connecticut, New Hampshire, Massachusetts,
Rhode Island – og otte 'slavestater': New York, New Jersey, Delaware, Maryland,
Virginia, North og South Carolina og Georgia. I 1861 var de 13 stater blevet til 34, hvoraf de
15 var frie og de 19 slavestater. De tidligere slavestater New York og New
Jersey havde i mellemtiden afskaffet slaveriet (animation på wikipedia, se
kilder).
Hvad
er The Antebellum Era?
Antebellum
er latin og betyder 'før krigen'. The Antebellum Era bruges bl.a. som
betegnelse for årtierne op til den amerikanske borgerkrig, hvor staterne
kæmpede om det økonomisk fornuftige og politisk og moralsk legitime ved
slaveri, samt om graden af føderal politisk styring versus selvstyre i de
enkelte stater.
Hvad
er abolitionisme?
Historikeren
James M. McPherson definerer en abolitionist som ”en, der før borgerkrigen
havde agiteret for øjeblikkelig, betingelsesløs og total afskaffelse af slaveri
i USA” (se kilder).
Fra
1808, under præsident Thomas Jefferson, blev det med 'Act to Prohibit the
Importation of Slaves' forbudt at importere flere slaver til De Forenede
Stater, men selve slaveriet forblev lovligt:
”Be it enacted by the Senate and House of Representatives of the United
States of America in Congress assembled, That from and after the first day of
January, one thousand eight hundred and eight, it shall not be lawful to import
or bring into the United States or the territories thereof from any foreign
kingdom, place, or country, any negro, mulatto, or person of colour, with
intent to hold, sell, or dispose of such negro, mulatto, or person of colour,
as a slave, or to be held to service or labour.” (se kilder).
Det
var ikke alle, der mente, at Thomas Jefferson – der selv var slaveejer – med
forbuddet mod import dermed havde stillet sig på slavernes, de sortes, side.
Blandt andre den frie sorte revolutionære abolitionist David Walker fastholdt,
at Jefferson hørte til blandt fjenderne for sine holdninger til sorte som
værende ”uheldige mennesker”, der tilhører en ”laverestående” race, holdninger
som Jefferson bl.a. redegjorde for i sin bog "Notes on the state of Virginia" fra 1785 (se kilder).
”Det
er i sandhed forbavsende, at en så dannet mand (…) kan tale således om mænd i
lænker,” skrev Walker om Jefferson: ”Jeg ved ikke, med hvad jeg skal
sammenligne det, andet end med at sætte en vild hjort ind i et jernbur (…) og
placere ved dens side en anden hjort, derpå lade den løbe, og forvente, at
hjorten i buret kan løbe lige så hurtigt som den i frihed” (se kilder).
At
forbuddet mod import ikke markerede en nær afslutning på slaveriet blev
tydeligt i 1850 med vedtagelsen af The Fugitive Slave Act (se kilder), som
pålagde enhver myndighedsperson at returnere bortløbne slaver til ejeren, også
på tværs af stater. Det var en kontroversiel lov, som provokerede abolitionisterne.
Deres styrke og indflydelse var vokset de foregående årtier i takt med dels at
nordstaterne – i vid udstrækning organiseret omkring urban industri og
lønarbejde – blev stadigt mere økonomisk magtfulde i forhold til Syden og dels
at såvel frie sorte som slaver sluttede sig aktivt til modstanden mod
slaveriet. For sortes vedkommende var det en risikabel affære, og adskillige
blev hængt for oprør og for at konspirere om oprør i løbet af det 19.
århundrede.
Hvilke
personer og bevægelser har været centrale i modstanden mod slaveri i USA?
I 1775
blev The Pennsylvania Abolition Society – også kaldet Society for the Relief of
Free Negros Unlawfully Held in Bondage – stiftet med det formål at agitere for
afskaffelse af slaveri i USA. Blandt stifterne var mange kvækere, og denne religiøse
gruppe samt en række evangelistiske grupper havde længe argumenteret for, at
slaveri var ukristent. Også i den gryende kvindebevægelse arbejdede mange
grupper mod slaveri.
Blandt
andre abolitionist-grupper, hvor også sorte indtog ledende placeringer, var
f.eks. The American Anti-Slavery Society (AASS) (1833–1870), samt en lang række
lokale grupper i de forskellige stater.
Ifølge
sociologen Angela Jones blev David Walker (1785-1831) med sin pamflet 'Appeal'
– kendt som Walkers Appeal – fra 1830 en af hovedfigurerne i slaverimodstanden.
Walkers mor var fri og hans far slave, og selv var han født fri i staten North
Carolina i 1785. I 1826 slog han sig ned i Boston, Massachusetts, der på det
tidspunkt var blevet et epicenter i modstanden mod slaveri i USA. Han åbnede en
butik med brugt tøj og distribuerede sin pamflet ved at lægge den i lommerne på
tøjet, som blandt andet blev solgt til sømænd. Således blev hans kampskrift mod
slaveri hurtigt spredt over store afstande. Bl.a. staten Georgia satte en 10.000
dollar dusør på hans hoved, og i 1831 døde Walker under uklare omstændigheder
(se kilder).
Walker
skrev også for den afro-amerikanske abolitionist-avis Freedom's Journal, grundlagt af pastor Peter Williams og trykt i
New York City. Avisen blev lukket i 1829 og i en kort periode efterfulgt af
avisen The Rights of All.
I sidstnævnte blev Walker's Appeal trykt i fire dele i 1830.
Walker
opfordrede i sin pamflet hvide til at komme til fornuft og leve i fredelig
sameksistens med sorte. Hvis hvide fortsat insisterede på brutal undertrykkelse
af sorte gennem slaveri, opfordrede Walker til væbnet modstand.
”Tro
dette, der er på ingen måde mere ondt i at dræbe en mand, som forsøger at dræbe
dig, end i at tage et glas vand, når du er tørstig; tværtimod, den mand som
står stille og lader en anden myrde sig, er værre end en vantro, og er han
tilmed ved sine fulde fem, bør han ikke begrædes”, skrev Walker i appellen (se
kilder).
Det
var for skrap kost for andre abolitionister, blandt andre Frederick Douglass
(1817-1895), der var født som slave i Maryland, men som flygtede, blev fængslet
og siden slap fri, hvorefter han tilsluttede sig abolitionistbevægelsen i New
England. Her grundlagde han abolitionist-avisen North Star, siden kendt som
Frederick Douglass Paper, suppleret af magasinet Douglass Monthly. Også
Douglass krævede fuldstændig afskaffelse af slaveri, men han mente modsat
Walker, at det skulle og kunne foregå gennem demokratisk og moralsk reform.
Douglass var en kirkens mand, men han kritiserede åbent den del af kirken, som
enten ikke støttede abolitionisterne eller direkte støttede slaveriet.
Abolitionist-bevægelsen
var også tæt knyttet til kvindebevægelsen, og blandt de kendte abolitionister
var adskillige kvinder, bl.a. Anna Julia Cooper (1858-1964), den fjerde sorte
kvinde i USA's historie som tog en ph.d.-grad. Hun levede af at undervise, og
hun var en stærk agitator i abolitionist-bevægelsen, hvor hun blandt andet
argumenterede for uddannelse af sorte og kvinder som vejen ud af slaveriet.
Cooper var med til at grundlægge Colored Women's League, der senere blev til
National Association of Colored Women (NACWC), som blev en indflydelsesrig
politisk bevægelse i tiden efter afskaffelsen af slaveriet, og som stadig
eksisterer.
Hvilke
slaveoprør har fundet sted?
Den
Haitianske revolution er historiens mest succesfulde – og ifølge historikeren
Patrick Bellegarde-Smith det mest oversete – slaveoprør, hvor 500.000 slaver i
den franske koloni Saint-Dominque fra 1791-1804 omstyrtede kolonimagten og
oprettede en fri stat (se kilder). Denne revolution var en inspirationskilde
for særligt sorte abolitionister i USA, og bl.a. Walker opfordrede sorte i USA
til at studere den haitianske historie og lade sig inspirere til selv at gøre
oprør.
Walkers Appeal menes i sig selv at have inspireret flere oprør, blandt
andet det berømte Nat Turner-rebellion i Virginia i 1831. Det var langt fra det
første (eller sidste) af sin art, men et af de mest omfattende, hvor omtrent 60
hvide blev dræbt inden slaven Nat Turner og hans gruppe blev fanget. Nogle
oprørere blev dræbt på stedet – og i alt 200 sorte blev dræbt i
gengældelsesaktioner fra hvide – andre oprørere blev fængslet og siden hængt.
Foruden Nat Turner selv blev 56 hængt for medvirken til oprøret. Det menes, at
Nat Turner startede med en lille gruppe, som drog fra hus til hus, befriede
slaverne og dræbte de hvide ejere. Ved slutningen bestod Nat Turners gruppe af
70 frie sorte og tidligere slaver. Det primære historiske dokument til
belysning af dette slaveoprør er advokaten Thomas Ruffin Grays beretning, som
er baseret på Grays egen research samt på samtaler med Nat Turner i fængslet,
før Turner blev henrettet. Grays beretning danner baggrund for William Styrons
prisbelønnede historiske roman "Nat
Turner. En oprørers bekendelser".