Demonstranter med paraplyer i Hongkong
Demonstranter i Hongkongs gader bruger paraplyer som skjold mod politiets tåregas og gummikugler
Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Hongkong

journalist Michelle Arrouas, Bureauet, januar 2020.
Top image group
Demonstranter med paraplyer i Hongkong
Demonstranter i Hongkongs gader bruger paraplyer som skjold mod politiets tåregas og gummikugler
Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Indledning

Hongkong er en by bestående af et område på lidt over 1.100 kvadratkilometer og har en befolkning på knap 7,4 millioner, hvilket gør millionbyen til et af de tættest befolkede områder i verden. Hongkong er et af verdens travleste handels- og finanscentre og er kendt for at have mere politisk frihed end resten af Kina. Det skyldes aftalen ”Ét land – to systemer”, som blev indgået mellem Kina og Hongkong og satte rammen for Hongkongs indlemmelse i Kina, da millionbyen ophørte med at være en britisk koloni i 1997. Aftalens formål var blandt andet at beskytte de politiske friheder, der gælder i Hongkong men ikke i Kina. Forholdet mellem Hongkong og Kina er præget af voksende konflikt, og mange hongkongere er imod Kinas voksende indflydelse på det politiske system og styrets voksende pres på de politiske friheder i Hongkong; det ses blandt andet ved, at Kina lovede Hongkong frie, direkte og demokratiske valg senest i 2017, men nu har udskudt dem på ubestemt tid. Siden den såkaldte Paraplyrevolution i 2014 har der jævnligt været protester – som ofte har udviklet sig voldeligt – mod Kina. Siden juni 2019 har Hongkong været præget af de mest omfattende protester, siden området ophørte med at være britisk koloni, og der er ikke udsigt til, at hverken de pro-demokratiske demonstranter eller styret i Kina vil give sig.

 

Tusindvis af protestanter demonstrerer foran den amerikanske ambassade for at bede USA om opbakning:

Artikel type
faktalink

Baggrund om Hongkong

Hvad er Hongkong?

Hongkong er et område på 1.104 kvadratkilometer, som er hjem for knap 7,4 millioner mennesker. Området ligger i det sydlige Kina, og siden 1997 har Hongkong været underlagt det kinesiske styre, men med en vis autonomi og en vis grad af selvstyre. Inden da var Hongkong en britisk koloni. Hongkongs forfatning udgøres af den såkaldte Basic Law, som bestemmer, at Hongkong ledes af en regeringsleder, som støttes af et udøvende råd, og at der er et lovgivende råd med 70 sæder. Der er direkte valg til halvdelen af sæderne i det lovgivende råd, mens regeringslederen vælges af en valgkomité på 1.200 mennesker. Størstedelen af Hongkongs befolkning – omkring 98% – er etnisk set kinesere, mens resten er immigranter og udlændinge, der arbejder eller studerer i landet. Størstedelen af befolkningen taler kantonesisk, en sproglig dialekt, som tales i det sydøstlige Kina. Hongkong består af flere hundrede øer, men størstedelen af befolkningen bor på øen Hong Kong Island og i området Kowloon, som er en del af fastlandet. Hong Kong Island og Kowloon er to af de tættest befolkede områder i verden. Klimaet er tropisk og terrænet bjergrigt, men i dag er Hongkong ikke længere præget af landbrug, men er karakteriseret ved sine mange skyskrabere og sin position som internationalt finans- og handelscentrum og indehaver af en af verdens travleste havne. Skibsfart, handel og finanssektoren er de dominerende industrier i Hongkong, som er et af de rigeste områder i Asien. Der er stadig enkelte fiskerlandsbyer og lidt landbrug, men langt størstedelen af den mad og det vand, Hongkongs borgere har brug for, importeres til området.

 

Hvordan er Hongkongs historiske baggrund?

Indtil 1800-tallet var Hongkong et tyndt befolket område, men der har boet folk i området siden stenalderen. Området var tilknyttet de kinesiske dynastier frem til 1842, hvor Hongkong blev en af Storbritanniens kolonier efter den første opiumskrig, som Storbritannien vandt over Kina. Efter den anden opiumskrig, i 1898, fik Storbritannien et hundrede års lejemål på Hongkong. På grund af sin beliggenhed og den voksende handel mellem Østen og Vesten blev Hongkong et centralt handelsområde, og konflikter i Kina sendte hundredtusindvis af flygtninge til det britisk styrede Hongkong. Under Anden Verdenskrig var Hongkong besat af Japan, hvilket fik befolkningstallet til at falde på grund af politisk undertrykkelse og økonomisk tilbagegang, men da Kina i 1949 blev kommunistisk, flygtede mere end en million kinesere til Hongkong, hvoraf mange var en del af eliten, skriver Gyldendal i opslagsværket Den store danske (se kilder).Tilflytningen af veluddannede og velhavende kinesere – kombineret med beliggenheden, dybvandshavnen og territoriets status som frihandelsområde, hvor den lokale regering blandede sig mindst muligt i erhvervslivets vilkår, og der var meget lave virksomheds- og personskatter – med til at gøre Hongkong til et af verdens travleste handels- og finansområder og et af de rigeste områder i Asien. Mange internationale virksomheder har i dag deres asiatiske hovedkontor i Hongkong. I 1980’erne indledte briterne en langsom demokratisering af Hongkong, og der blev afholdt indirekte valg til Hongkongs lokale regering. Det vakte vrede i det kinesiske styre, som mente, at briterne gennemførte demokratiseringsprocessen i et forsøg på at sikre sig indflydelse, når det britiske lejemål på Hongkong udløb i 1997, skriver Gyldendal (se kilder). Hongkong blev underlagt det kinesiske styre i 1997.

Under Anden Verdenskrig blev Hong Kong besat af Japan i december 1941. Besættelsen varerede frem til august 1945, hvor de japanske styrker overgav sig til den britiske flåde, Royal Navy.

 

Overdragelsesceremonien i Hongkong 1997.

 

Hvordan er Hongkongs historiske forhold til Kina?

Hongkongs forhold til Kina har været præget af konflikt og mistro, siden Hongkong i 1997 ophørte med at være en britisk koloni og blev indlemmet i Kina. Rammeaftalen for indlemmelsen hedder ”Ét land – to systemer”, og aftalen lovede Hongkong mere politisk frihed, end fastlandet Kina har, skriver Jyllands-Posten i en artikel fra den 21. juli 2019 (se kilder). Aftalen gælder for 50 år, frem til 2047, og i den periode vil Hongkong have status som et særligt administrativt område med selvstyre på mange punkter. Det fremgår ikke klart af aftalen, hvad der skal ske med Hongkong efter 2047. Hongkong har sit eget retssystem, og der er ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed og ret til at bevare den kapitalistiske økonomi med begrænset regulering af erhvervslivet. Med undtagelse af udenrigs- og forsvarspolitikken giver aftalen Hongkong en stor grad af autonomi. På mange centrale områder giver forfatningen dog stadig Kina stor magt, for det er blandt andet Kina, der har ret til at fortolke forfatningen. Kina skal også godkende den regeringsleder, som udpeges af et valgkollegium bestående af 1.200 medlemmer, som er håndplukket af Beijing, skriver Berlingske i 2014 (se kilder), ligesom halvdelen af sæderne i parlamentet udpeges af specialgrupper, der historisk set har vendt sig mod Beijing, og det er Kina. Ifølge en artikel i BBC i 2019 (se kilder) overholder Kina ikke visse dele af forfatningen, for Kina har ikke givet Hongkong frie, demokratiske valg som lovet i forfatningen (og som Kina lovede i 2007). Samtidig mener mange, at ytringsfriheden er presset, for boghandlere, der solgte eller producerede Kina-kritiske bøger, og demonstranter, er forsvundet, og demonstranter, der har været kritiske overfor Kina er blevet anholdt og sendt til Kina, skriver Council on Foreign Relations i 2019 (se kilder). Hongkong har dermed ikke lige så meget frihed, som territoriet blev lovet i forfatningen, skriver BBC i 2019 (se kilder).

Protester mod Kina

Hvilke protester mod Kina har der været i Hongkong siden 1997?

I dele af befolkningen i Hongkong er der vokset en udbredt utilfreds med den kinesiske indflydelse frem i forbindelse med begivenheder, hvor Kina har søgt at undergrave de politiske friheder og at gøre sin indflydelse i Hongkong større. Det skete ifølge en kronik publiceret i Berlingske i 2014 (se kilder) blandt andet kort før overgangen fra britisk til kinesisk styre i 1997, hvor Beijing ville indføre kinesiske historiebøger, som kaster et slør over Kinas ugerninger og bliver kritiseret af forskere for historieforfalskning. Det skete også i 2003, hvor Kina ville indføre samme sikkerhedslovgivning i Hongkong som på fastlandet, hvilket ville give Kina mandat til at overvåge befolkningen mere, end Hongkongs forfatning lægger op til. Og det skete i 2012, hvor Kinas ville gøre landets historieundervisning gældende i Hongkongs skoler. Hver gang er flere hundredtusinder hongkongere gået på gaden i protest mod lovforslagene og imod Kinas forsøg på at øge sin indflydelse i Hongkong, og hver gang er lovforslagene efterfølgende blevet trukket tilbage.

 

Hvad var Paraply-revolutionen?

Nogle af de største protester i Hongkong opstod i 2014 som reaktion på, hvad demonstranterne så som et kinesisk forsøg på at indskrænke Hongkongs grad af selvstændighed. Selv om der i Hongkongs forfatning står, at regeringslederen med tiden skal vælges på så demokratisk vis som muligt, og selv om Kina i 2007 annoncerede, at Hongkong senest i 2017 skulle vælge sine ledere ved direkte, demokratiske valg, så vælges regeringslederen fortsat af en valgkomité på 1.200 personer, der er mere Beijing-tro end resten af befolkningen, skriver magasinet Ræson i 2012 (se kilder). Allerede ved valgene i 2007 og 2012 var der protester, fordi hongkongerne ønskede direkte valg til posten som regeringsleder. Da det i 2014 blev annonceret fra kinesisk side, at man til valget i 2017 ville lade hele befolkningen stemme, men at man kun ville kunne vælge mellem to-tre kandidater, som på forhånd var udpeget af mindst halvdelen af den Beijing-tro valgkomité, gik folk på gaden i protest. Protesterne udviklede sig hurtigt fra kun at handle om afstemningen til generelt at handle om Kinas indflydelse i Hongkong og demonstranternes krav om demokrati. Demonstranterne beskyttede sig mod myndighedernes brug af peberspray og tåregas med paraplyer, og demonstrationerne, som varede fra september til december 2014, fik derfor navnet Paraplybevægelsen eller Paraply-revolutionen, skriver DR.dk i 2017 (se kilder). Efter 79 dage med besættelser af hele gader og vold mod demonstranterne måtte demonstranterne trække sig tilbage uden at have opnået den politiske reform, de håbede på, skriver Dr.dk. Demonstranterne efterlod sig dog bannere, hvor der stod ”Vi kommer tilbage” – som en antydning af, at de ikke havde givet op.

 

Hvorfor opstod protesterne i Hongkong i 2019?

Der har været bølger af mindre protester efter 2014, men den første store protestbevægelse siden 2014 opstod først i 2019. Protesterne i 2019 tiltrak ifølge demonstranterne selv op mod en million borgere, mens politiet har anslået antallet til at være en kvart million. Uanset det præcise antal er der tale om de største demonstrationer siden 2003, skriver Jyllands-Posten i juni 2019 (se kilder). Protesterne begyndte i marts 2019, da regeringen fremsatte et lovforslag, der skulle gøre det muligt at udlevere hongkongere til det kinesiske styre til retsforfølgelse i Kina, på trods af at Hongkong ifølge forfatningen har sit eget, selvstændige retssystem, som, i modsætning til det kinesiske, er skarpt adskilt fra den politiske magt. Lovforslaget var møntet på retssagen omkring et jalousidrab, men kritikerne frygtede, at lovforslaget ville føre til en udhuling af Hongkongs retssystem, som er kendt for at være mere retfærdigt end Kinas, skriver DR.dk den 1. september 2019 (se kilder) – og bane vej for, at Kina ville kunne kræve demonstranter og andre politisk-motiverede mistænkte udleveret. Efter tre måneders demonstrationer, der ifølge en artikel i Jyllands-Posten den 10. juni (se kilder) ofte udviklede sig til voldelige sammenstød og regulære gadekampe mellem protester og politi, valgte Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, at trække lovforslaget tilbage. Protesterne havde imidlertid i mellemtiden udviklet sig til at handle om det, demonstranterne opfatter som en generel tendens til, at den Beijing-tro regering udhuler demokratiet og de politiske friheder i Hongkong. Protesterne fortsatte derfor også efter, at Carrie Lam havde trukket lovforslaget tilbage, skriver Dr.dk den 1. september 2019 (se kilder).

 

Hvad er demonstranternes krav?

Demonstranterne i Hongkong er ikke en formel, organiseret gruppe med et erklæret program, men de har fremsat deres krav til demonstrationerne og til verdensmedierne, der dækker protesterne. En række af kravene er konkrete, mens flere af dem er generelle. Helt konkret kræver protestanterne, at Hongkong får direkte, demokratiske valg til posten som regeringsleder, som der står i forfatningen, at Hongkong skal have, og som Kina i 2007 lovede, at Hongkong ville få senest i 2017, skriver DR.dk den 17. september 2019 (se kilder). De er også kommet med krav om løsladelse af de flere tusinde anholdte samt uvildige undersøgelser af den politivold, der har været mod demonstranter, skriver DR.dk i artiklen. Derudover kommer demonstranterne med mere generelle krav om mere demokrati og mindre kinesisk indflydelse i Hongkong, skriver DR.dk. De sidste par år har der været flere eksempler på, at den forfatningsstadfæstede ytringsfrihed i Hongkong er blevet begrænset af Kina, skriver DR.dk den 17. september og tænketanken Council on Foreign Relations den 30. september 2019 (se kilder). Artiklerne beskriver, hvordan der i Hongkong er sket politiske kidnapninger, hvor personer, der har kritiseret den kinesiske indflydelse i Hongkong, er blevet sendt til Kina for at stå skoleret eller er forsvundet. Boghandlere og forlagsejere i Hongkong, der har udgivet Kina-kritisk litteratur, er også forsvundet, og efter valget i 2016 valgte Kina at diskvalificere Kina-kritiske medlemmer af Hongkongs parlament ved at genfortolke Hongkongs forfatning. Den udvikling har fået demonstranterne til at protestere mod Kinas udhuling af de politiske rettigheder i Hongkong og kræve, at Kina respekterer den forfatning, der blev underskrevet i 1997 og gælder frem til 2047, skriver Council on Foreign Relations.

 

Hvor stor opbakning er der til demonstranterne og deres krav?

Både den lokale regering i Hongkong og det kinesiske styre i Beijing har længe påstået, at demonstranterne i Hongkong udgjorde et lille mindretal, hvis krav om mere demokrati og mindre kinesisk indblanding i Hongkong ikke vakte genlyd i den bredere befolkning, skriver DR.dk den 25. november 2019 (se kilder). Den fortælling blev imidlertid diskvalificeret ved lokalvalgene i Hongkong i november 2019, som ifølge DR-artiklen blev kaldt ”en folkeafstemning om de omfattende protester, er har præget byen i månedsvis” (se kilder). Ved lokalvalget vandt kandidater fra den bevægelse i Hongkong, der er imod kinesisk indblanding og kæmper for mere demokrati, flertal i 17 ud af byens 18 distriktsråd. Før valgene var rådene kontrolleret af Beijing-tro politikere, og dermed viste lokalvalget, at der er stor folkelig opbakning til demonstranterne, skriver DR.dk i artiklen. Mens rådene ikke har nogen særlig politisk magt – de beskæftiger sig ikke med national- eller storpolitik, men med lokalpolitik som busruter og affaldsafhentning og -sortering – så sender det et klart politisk signal til regeringen i Hongkong og til Beijing, og resultatet har været med til at ”punktere Kinas propaganda om byens protestbevægelse”, fremgår det af en artikel i Information den 26. november 2019 (se kilder). Hongkongs regering har efter valget sagt, at den vil ”lytte ydmygt” til hongkongernes ønsker, men den er ikke kommet med nogle konkrete udspil eller indrømmelser, der kan være med til at løse konflikten. Regeringslederen i Hongkong Carrie Lam har heller ikke trukket sig, som demonstranterne kræver, skriver DR.dk den 25. november (se kilder).

Reaktioner og perspektiver

Hvad er udsigten til en mere demokratisk udvikling i Hongkong?

Styret i Beijing har indtil videre ladet det være op til den lokale regering i Hongkong at reagere på demonstrationerne, skriver DR.dk den 1. september 2019 (se kilder). Protesterne fortsatte i begyndelsen af 2020, hvor et stort antal demonstranter blev mødt af politiets tåregas og peberspray, skriver New York Times den 1. januar 2020 (se kilder). Demonstrationerne var ellers aftaget efter lokalvalget i slutningen af november 2019, hvor hongkongerne sendte et klart signal til lokalregeringen og til styret i Beijing om, at de ønsker mere demokrati. Da det klare valgresultat ikke førte til indrømmelser fra regeringen, begyndte protesterne igen. Det er usikkert, hvor længe protesterne kan bevare deres momentum, og hvor længe Hongkongs regering og Beijing vil lade dem fortsætte. Indtil videre har demonstrationerne ført til 6.000 anholdelser og en økonomisk recession som følge af den politiske usikkerhed og det delvist lammede gadeliv, hvilket har fået virksomheder til at trække dele af deres investeringer ud af landet som følge af urolighederne og de usikre fremtidsudgifter skriver New York Times. Det er usandsynligt, at Beijing vil efterkomme de protesterendes krav om et mere demokratisk valgsystem, hvor kandidaterne ikke bliver indirekte udpeget og godkendt af Beijing først, for styret i Kina, som er baseret på et etpartisystem vil betragte det som en trussel, hvis hongkongere kan stemme på kandidater, der ønsker løsrivelse fra Kina, skriver Council on Foreign Relations den 30. september 2019 (se kilder). I september 2019 udelukkede Hongkongs regering for første gang i regeringens historie et parti fra at stille op, fordi partiet – Hong Kong National Party – ville kæmpe for et selvstændigt Hongkong, hvilket Kina betragtede som en trussel mod den nationale sikkerhed, skriver BBC (se kilder). Det er imidlertid også usikkert, om Hongkongs regering eller Beijing vil slå hårdt ned på demonstrationerne skriver DR.dk den 1. september 2019 (se kilder): ”Et hårdt nedslag kunne være at sætte militær ind, men omkostningerne ved det vil være rigtig høje, og det vil have betydning for, hvordan omverdenen ser på Hongkong,” siger Jesper Zeuthen, adjunkt ved Aalborg Universitet med fokus på Kina. Efter protester, der har varet fra marts 2019, er Hongkong i begyndelsen af 2020 blevet forvandlet fra en by med økonomisk fremgang til en by med recession, en by med fredelige protester til en by med voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi, og fra en by fuld af muligheder til en by fuld af tvivl og desillusion, skriver The New York Times den 3. januar 2020 (se kilder).

 

Hvordan har det internationale samfund reageret på protesterne?

Hvordan det kinesiske styre behandler kravet om mere demokrati i Hongkong, kan sige meget om, hvilken retning Kina vil tage i det 21. århundrede – mod demokrati eller mod en mere autokratisk styreform – og derfor har omverdenen fulgt demonstranterne og Kinas reaktion på dem tæt, skriver Roger Cohen, mangeårig udenrigskorrespondent for New York Times, i avisen den 27. december 2019 (se kilder): ”At sige, at det 21. århundredes kurs afhænger af udfaldet af protesterne i Hongkong er måske at strække den, men ikke meget,” skriver han. Mens det ikke har skortet på opmærksomhed, så har det internationale samfund været varsomt med at yde støtte til demonstranterne i Hongkong. Det fik i november 2019 de protesterende til at arrangere demonstrationer foran udenlandske landes ambassader og generalkonsulater i byen for på den måde at opfordre omverdenen til at støtte dem, skriver Reuters i november 2019 (se kilder). Indtil videre er USA et af de eneste lande, der har gennemført lovgivning, som støtter demonstrationerne i Hongkong; i november 2019 underskrev præsident Donald Trump en lov, der kræver, at det amerikanske senat mindst en gang om året skal sikre, at Hongkong lever op til menneskerettighedskonventionerne og er uafhængigt nok af Kina. Overholdes dette ikke, skal USA indføre handelssanktioner mod Hongkong, fremgår det af loven. I Danmark har statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt protesterne legitime, men uden at bakke dem egentligt op, skriver Ritzau (se kilder), mens Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) blot har opfordret til ”tilbageholdenhed fra alle sider,” skriver DR.dk den 19. november 2019 (se kilder). Det har fået De Radikales tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard til at kritisere udenrigsministeren og opfordre ham til at arbejde for ”en meget fast stemme fra EU’s side” over for Kina. Omverdenens manglende opbakning til protesterne demonstrerer, hvor stor politisk og økonomisk magt Kina har i det 21. århundrede, skriver Information den 17. august 2019 (se kilder): ” Vesten er nødt til at finde en grænse for, hvor langt det vil lade sig presse til tavshed af Kinas økonomiske styrke, hvis ikke Kina skal opleve at have totalt frie hænder til undertrykkelse af intern kritik.”

Baggrundskilder

Originalkilder

Joshua Wong, en af demonstranternes uofficielle ledere, fortæller om demonstranternes krav til Deutsche Welle

Rapporter

Rapport fra Amnesty International om Kinas pres på menneskerettighederne i Hongkong. September 2019.

Temasider

DRs temaside om protesterne i Hongkong.