Hvad handlede modstanden mod Maastricht-traktaten om?
Da den danske befolkning stemte nej til Maastricht-traktaten, var det et chok både for de danske politikere, der havde anbefalet et ja, og for politikere i andre europæiske medlemslande. Det var især overraskende, fordi opbakningen til EF generelt havde været stigende i Danmark i årene op til afstemningen. Tre partier i Folketinget havde anbefalet et nej: Socialistisk Folkeparti (SF), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Derudover var Enhedslisten, der dengang stod uden for Folketinget, sammen med Folkebevægelsen mod EF (senere Folkebevægelsen mod EU) imod Maastricht-traktaten. Holger K. Nielsen, de var formand for SF under afstemningen om Maastricht-traktaten, fortæller i en artikel i Information i anledning af 15årsdagen for afstemningen, at SF som modstander af traktaten mente, at et ja ville betyde for stort tab af suverænitet og indskrænke demokratiet i Danmark. SF mente, at det ville have for vidtrækkende konsekvenser at samarbejde inden for EF/EU om både fælles mønt, grænse-, asyl- og indvandringspolitik og udenrigspolitik.
Indslag fra DRs TV-avisen dagen efter afstemningen om Maastricht-traktaten i juni 1992.
Hvordan reagerede politikerne på befolkningens nej ved folkeafstemningen?
I året, der fulgte efter folkeafstemningen, arbejdede Folketinget på et kompromis mellem de fem partier på ja-siden og Socialistisk Folkeparti (SF), Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet på nej-siden. Dette kompromis skulle sikre, at traktaten ikke skulle åbnes igen på EU-plan, og samtidig sørge for, at Danmark kunne forblive i unionen på trods af nej’et.
Det vakte vrede blandt EU-modstandere uden for Folketinget, der mente, at ja-siden ikke respekterede befolkningens nej til unionen. Efter intense drøftelser blev de politiske partier i Folketinget enige og præsenterede deres kompromis for de øvrige EU-lande. Herefter blev der lavet et tillæg til Maastricht-traktaten, som blev endelig underskrevet i maj 1993 i Edinburgh i Skotland.
Det var denne aftale, som grundlagde de fire forbehold, der stiller Danmark uden for fælles mønt, fælles forsvar og fælles retspolitik og slår fast, at unionsborgerskabet ikke erstatter det nationale statsborgerskab.
Hvad betyder de fire danske EU-forbehold i dag?
Bogen ”De danske forbehold over for den europæiske union” (se kilder) beskriver konsekvenserne af de fire forbehold. Forbeholdet om unionsborgerskab er uden betydning, fordi andre lande havde det lige som Danmark – derfor blev det vedtaget i EU, at unionsborgerskabet kun er et supplement til det nationale statsborgerskab.
De tre øvrige forbehold betyder, at Danmark selvstændigt kan træffe beslutninger på visse områder. Det gælder for eksempel i spørgsmål om grænsekontrol og asylregler. Til gengæld for uafhængigheden står Danmark uden for indflydelse i forhandlingerne, når EU træffer beslutninger om økonomiske, militære og udenrigspolitiske strategier.
Danmark forsøger at kompensere ved at harmonisere dansk lovgivning med EU-lovgivningen. Der arbejdes også på mellemstatslige parallelaftaler, der ligner EU-aftalerne, for, at Danmark kan forblive i EU-samarbejdet trods forbeholdene. Danmark kommer på grund af forbeholdene til at miste endnu mere indflydelse i takt med, at flere kompetencer i fremtiden overgår fra medlemslandene til EU.